Læsetid: 5 min.

Beværtet: Folkeligt og fornemt i Madrid

I den spanske hovedstad kan en fyrstelig aften for to klares for mindre end 100 euro, hvis man kender stedet
Brunt. Alt træværk er for den urmenneskelige trygheds skyld indsmurt i brun lak, stengulvets fine mønstre er i brune nuancer og air condition-anlægget har fået med den samme brune pensel som de gamle, gulvhøje 70’er-askebægre
27. april 2013

Beværtet kan man blive på mange måder. Kongeligt beværtet skulle være det fine, men der er også en reversion, hvor konger og godtfolk sætter pris på en folkelig beværtning. I denne kategori er der særligt et sted, der fortjener omtale. Det kræver, at man lægger en flybillet til Madrid oven i regnskabet, men det er jo efterhånden det samme som en togbillet København-Aarhus, og restaurantregningen har det med at holde sig på det jævne. Den gamle kending Casa Lucio ligger i hjertet af Madrid i en gade, hvor spiserier i det hele taget ligger side om side, lige præcis nok meter væk fra de mere turistede gader til at have sin egen atmosfære.

Indgangen er til at overse og man skal holde sig husnummeret for øje for at finde frem, ligesom man må modstå fristelsen til at falde ind på ét af de mange andre indtagende etablissementer, man passerer. Hvis du går på den modsatte side af gaden, på højresiden fra Plaza Mayor, er det nemmere at se det store røde skilt med Casa Lucio.

Brunt og blondiner

Hvad der er glasdør med gardin eller vindue med gardin, finder man stort set kun ud af ved, at nogen går ud eller ind. Så træder man to trin ned i et lokale med brunt i brunt, men smukt og autentisk. Alt træværk er for den urmenneskelige trygheds skyld indsmurt i brun lak, stengulvets fine mønstre er i brune nuancer og air condition-anlægget har fået med den samme brune pensel som de gamle, gulvhøje 70’er-askebægre. Som kontrast er tjenerne klædt i hvide jakker og smukke 70’er-stenmosaikker i kubisme-stil i grøn og lyserød pastel pryder både barens og spisesalenes paneler. Det er med Hemingways ord a clean, well-lighted place, hvor han helt sikkert havde sat sine fødder, hvis ikke det var for kronologien.

Jeg havde medbragt min dejlige blondineveninde, og vi måtte trods den obligatoriske bordreservation vente lidt tid i baren til obligatoriske beklagelser. Her ventede andre turister, men også flere indfødte, blandt andet én, der blev tiltalt Capitan, og som ville sørge for noget øl til os, men vi havde allerede bestilt to glas rosévin. Hvad man drikker i baren, bliver i baren, er min erfaring og synes at være glemt ved afregning.

Der går altid et lille sug gennem én, når værten, Lucio, dukker op. Han hilser med et stille, familiært hola. Som om alle, der spiser på hans restaurant, er en slags familie i hans univers. Så er man altså i familie med: Dronning Sofia, Bill Clinton, Helmut Kohl, Kofi Annan, Gabriel Garcia Márquez, Placido Domingo, Antonio Banderas, Jane Fonda, Pierce Brosnan, Tom Cruise, Penelope Cruz, Julio Iglesias, Pelé, for nu blot at nævne nogle eksempler fra det imponerende galleri af personligheder fra især slutningen af det forrige århundrede.

Tjeneren tager over

Vi fik et bord lige ved siden af Capitan og hans fine Almodovar-veninde. Alle borde er dækket med strøgne duge, strøgne servietter, sølvbestik og kvalitetsservice, altsammen, måske på nær bestikket, med Casa Lucios logo på. En hjemmebagt brødring er en del af opdækningen. Og nu skal man være hurtig. Ved man ikke på forhånd, hvad man vil have, overtager den professionelle tjenerstab hurtigt, og det gør den alligevel. »Dét og dét er meget lækkert. Tag dét, men kun en enkelt portion, mere kan I ikke spise, og hvis I vil smage dét, så kun en halv portion og så skal I ikke have mere, det er rigeligt, og så får I husets vin til.«

Altså havde jeg forberedt mig lidt og både bestemt mig for deres berømthed, ødelagte æg, deres mystiske ensalada mista, og at husets vin er fin. Resten måtte tilfældet råde over, det vil sige betjeningen.

Hustes vin

Vi fik først en halv ración jamón ib´rico af en udemærket kvalitet. Dernæst delte vi en forret af artiskokker med olivenolie og små letstegte skinketern. Vores hovedret, (som vi kun måtte få én af), var de ødelagte æg – slappe pommes frites med spejlæg, der er respektløst vendt rundt til smadder, så den flydende æggeblomme fordeler sig over det hele. Meget simpelt og velsmagende med masser af peber. Og hertil passer allerbedst den simple icebergsalat, der ligner en uopfindsomhed fra shawarmabaren. Men her i Casa Lucio ryster man en dressing, hvis forhold mellem olie, eddike og salt, kan blive ved at mystificere mig. Dette havde jeg ikke forberedt blondinen på, men hun reagerede helt efter hensigten, og bekræftede, at dette er noget særligt og uforklarligt. Hun tabte sin gaffel på gulvet og den blev naturligvis samlet op og erstattet på et sekund af betjeningen. Som en ekstra test fik vi lige væltet et tomt vinglas, der kun nåede at snitte dugen, inden det stod med ny vin i glasset. Garvet, garvet betjening.

Skal man have noget andet og dyrere end husets vin, skal man virkelig insistere. Restauranten ligger inde med masser af dejlig årgangsvin til billige penge, men det er alligevel hyggeligere at gøre som alle andre og sidde med en flaske de la Casa Lucio. Den bliver god efter en halv time og er en jævn Rioja, Marques de Caceres 2009.

Ud på natten

Vores tjener kom nu på eget initiativ med en kardemommebudding med brændt låg og nogle små avec’er, der var husets hjemmesprut med anissmag og små bær a la slåen, og nærmere kan jeg ikke komme det. Men begge dele meget originalt og velsmagende. Her var ved at være lidt affolket. Klokken var vel omkring ét en hverdagsaften. På Casa Lucio tager de mod reservationer frem til kl. 24 og lukker kl. 03, og dørene åbnes under alle omstændigheder ikke før 20.30, så man skal ikke komme med et mave-ur i dansk tid. Først viftede tjenerne spørgende rygertegnet til de resterende gæster. Vi accepterede, og askebægre kom på bordene. Så gik tjenerne ovenpå og skiftede til civil, for herefter at komme ned og sikre sig, inden de tog diskret afsked med flyverkys, at alle havde hvad de skulle bruge. For eksempel at Capitan, som vist nok var en kendt radiostemme, havde sin Johnny Walker-flaske. Lidt snak over bordene og et glas rødvin senere gik vi også og passerede i forlokalet den lille scene, der gentager sig hver nat: Lucio samlet om det runde bord med venner og familie til kortspil og cigarer.

Lucio fylder 90 i år, så noget tyder på, at cigarer og spanske kolesterolfyldte traditionelle retter giver et vist overlevelsespotentiale. Regningen for den folkeligt kongelige beværtning lød på under 100 euro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu