Læsetid: 5 min.

Demokratiet som svar fra en ny venstrefløj

Man savner kun klima og miljø i et nyt manifest, der foreslår demokrati som venstrefløjens praktiske svar på nutidens problemer og højrefløjens snak om sammenhængskraft
Deltagelse. På jobbet gennem fagforeningen; i andelsbevægelsen, i de politiske parter, i den offentlige debat. Deltagelsen i mere end et valg hvert fjerde år er det, der har skabt fremdriften i samfundet, mener forfatterne.

Deltagelse. På jobbet gennem fagforeningen; i andelsbevægelsen, i de politiske parter, i den offentlige debat. Deltagelsen i mere end et valg hvert fjerde år er det, der har skabt fremdriften i samfundet, mener forfatterne.

6. april 2013

Bogen DeltagerDanmark er skrevet af en række yngre folk i og omkring centrum-venstretænketanken Cevea. Den består af syv velskrevne og engagerede kapitler, der både er oplysende og tilgængelige. Der indledes med en dyster samtidsdiagnose fyldt med en »løssluppen finanssektor«, »ansvarsløse aktionærers puslespil« og »markedsgjorte bureaukrater«. Bogens første konklusion er: »Vi har mistet indflydelse på vores egne liv, vi har mistet frihed til at realisere vores potentiale, og vi er i fare for at miste tilliden til fremtiden.« Men denne udlægning af ’deres verden’ skabt af finans­elite, forstende partier, afdemokratiserede bevægelser og fantasiløst erhvervsliv tjener bare som polemisk baggrund for det, de kalder ’den danske vej’, der er medinddragelsens vej.
Bogens forfattere ønsker at genoplive det, de ser som drivkraften bag det danske samfunds moderne fremgang: folks aktive deltagelse. Om det så var i fagbevægelse og andelsbevægelse, i forslag til ændret arbejdsgang i fabrikken fra personalet, i kritik og diskussion, i partier eller i offentligheden, så identificerer forfatterene en styrke, vi synes at have glemt og endda aktivt har udgrænset og devalueret, nemlig demokratisk deltagelse som ikke bare en afstemning hvert fjerde år men som et aktivt princip for det at tage kontrol over sin skæbne og sit liv, individuelt og kollektivt.
Det er den kraft, de diskuterer i bogens fem hovedkapitler, som de kalder for Vores penge, Vores arbejde, Vores velfærd, Vores bevægelser og Vores partier. Her diagnosticeres kriserne for vores økonomi, erhvervsliv og konkurrenceevne, velfærd og offentlige sektor, fagbevægelser og civilsamfund samt endelig for de politiske partier og den offentlige debat. Hvert kapitel har både en diagnostisk side, der klart og tydeligt fremstiller en række problemer og foreslår disse problemers årsager i en generel afddemokratisering; en række praktiske, aktuelle eksempler på, hvordan folk herhjemme og ude i verden har fundet på konkrete løsninger og styrket deres liv; samt endelig som afslutning på hvert kapitel en række politikforslag. Så hvert kapitel fortæller altså en del af vores samtidshistorie, viser, at der er en lang række positive initiativer i gang allerede og angiver veje til at styrke og samle de initiativer til en egentlig kollektiv løsningsmodel.

Magt over eget liv

Bogens syvende og sidste afsnit tager Dansk Folkepartis slogan om ’vores valg’ som sin overskrift og demonstrerer dermed en ambition i bogen også, nemlig at generobre det politiske sprog.
Det er så til gengæld bogens svageste kapitel med ’10 ting du kan gøre i morgen’, der dels er helt i bogens ånd, nemlig at være konkret og aktiverende, men som til gengæld er enten lidt vel almene råd: Meld dig ind i et parti, skift bank etc. Eller lidt underlige: er der regler, du kan undgå. Her mister bogen lidt af den konkretion og kreative problemløsning, som dens eksempler ellers har demonstreret. Men det er en god ambition at tage sloganet ’vores valg’ og ændre det fra DF’s ’vælg os, så vi kan smide de andre ud’ til ’vores fælles valg om at skabe et bedre samfund’.
Forfatterene skriver, at »kernen i det politiske centrum-venstreprojekt er og må være at give mennesker mest muligt magt over deres eget liv«. Hermed introducerer de netop demokratisering som alternativet til nutidens afdemokratiserende tendenser, hvilket bogen klart selv markerer, men også til højrefløjens evindelige snak om sammenhængskraft, hvilket de ikke selv siger, men som må stå dem klart. Der er nemlig to sider af demokratisering som centrum-venstre-strategi: at skabe et bedre samfund og at vinde valg. Demokratisering er også en måde at erobre den politiske samtale på, en samtale der har været inficeret af højrefløjens analyse af sammenhængskraftens forfald, og som heller ikke den nuværende regering har kunnet eller villet vride sig fri af. Modstillingen af demokratisering og sammenhængkraft som såvel diagnose som løsning er klar. Hvor sammenhængskraft skaber angst og ensomhed, da den konstant oplister grundene til at være bange, der skaber demokratisering sammenhold og fællesskab. Hvor sammenhængskraft handler om den tabte essens, handler demokratisering om det, vi kan skabe i fællesskab. Hvor sammenhængskraft opererer med abstrakte begreber om danskhed, der foreslår demokratisering praktiske og konkrete bud på, hvordan vi sammen gør Danmark bedre. De unge forfattere har derfor givet et godt bud på både en diagnose af nutidens genvordigheder (den mindst udfoldede og vel svageste del af bogen), nogle praktiske forslag til og allerede eksisterende eksempler på, hvordan vi gendemokratiserer vores liv samt endelig et sprog, hvormed den politiske samtale kan vitaliseres og erobres.

Nødvendig fortsættelse

Dette må være det første (og forhåbentlig sidste) centrum-venstre-manifest i nyere tid, der ikke har klima og miljø helt centralt i sit program. Det må fortsættelsen rode bod på. Toeren må også gerne fortsætte med Vores offentlighed, Vores by, Vores miljø, Vores trafik og måske de sværere Vores krop, Vores voldsapparat, Vores Europa, Vores verden; særligt de to sidste kunne måske være en anledning til at diskutere, hvad der menes med ’deres’ og ’vores’. Det er en skelnen, der fungerer godt i bogen som polemisk greb, som måde at sætte en forskel, men det er også kun indledningen til den sværere snak om, hvad og hvem der er den relevante enhed, hvem vi er solidariske med, hvem der er vi’et.

Et realiserbart bud

Forsiden af bogen forestiller en række oprakte hænder pixelleret som på avisforside. Er de ved at stemme eller rækker de hånden op for at tale? I forskellen på de to handlinger ligger måske en spænding i bogen eller rettere i selve projektet, nemlig mellem demokrati som parlamentarisme og demokrati som deltagelse. Bogen definerer ikke, hvad der menes med demokrati, men det er klart, at der arbejdes med en forestilling om demokrati som fællesskabets kontrol over kollektive livsbetingelser. Demokrati er altså ikke reduceret til det parlamentariske, men angår alt det, der sætter rammebetingelserne for vores fælles liv, alt det der har magt i og over fællesskabet, og som strukturerer vores samfund.
 Oscar Wilde skrev engang noget i retning af: »Socialisme er alletiders idé. Der er bare ikke aftener nok i ugen til alle de møder, der skal til, for at få det til at fungere.« Det har altid været deltagerdemokratiske tiltags store problem. Vi kan ikke være aktive omkring alting hele tiden. Der må strukturer til. Uden at henfalde til demokratiteoretisering, så er det netop, hvad denne bogs forfattere gør uden at sige det: Demokratisering for dem betyder mere deltagelse og aktiv inddragelse, men ikke kun. Det betyder også vedtagelsen af strukturer, institutioner og lovgivning, der sikrer fællesskabet kontrol over sin egen skæbne. Dermed er den et meget levedygtigt og realiserbart bud på, hvad en gennemgribende demokratisering af vores samfund kunne betyde og hvordan det skal gøres. Bogen er ikke så kun et manifest for et nyt centrum-venstre men også en praktisk manual for et bedre samfund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • steen nielsen
steen nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Nationalisme på den dumme og reaktionærte måde med omvendt fortegn

Den danske måde og den danske model, rend mig i mine himmelblå!

Lasse Glavind

Det er altid dejligt med omvendte syndere, men at Socialdemokratiet (bogen er sandelig kun skrevet af unge socialdemokrater) skulle gå ind for deltagerdemokrati er vist det samme som at hævde, at den katolske kirke i Afrika er blevet tilhænger af prævention. Hvis der en ting S IKKE arbejder på at styrke ude i virkeligheden, så er det deltagerdemokrati - men de elsker formænd, bureaukrati og hierarkier.

Mon ikke snarere der her er tale om unge S-karrierepolitikere, der pludselig ser fremtidsmulighederne fortone sig sammen med meningsmålingerne og som derfor har fået et brændende ønske om at profilere sig i medierne, så det bliver nemmere for dem at sælge varen ved næste valg?

Og et af de steder, hvor den fremadskridende markedsgørelse gør allermest skade, er i de politiske partier, der myldrer af små karrierespirer fra ungdomsorganisationerne, strategipapirer og sort snak i det uendelige.

Niels-Holger Nielsen, Mona Jensen, Jens Thaarup Nyberg og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg ved ikke, hvorfor anmelderen mener, "vi" har glemt den styrke, det er den, jeg voksede op med, og den jeg kæmper for hver eneste dag i mit liv.

Steffen Gliese

Nej, Lasse Glavind, men Socialdemokratiet er jo noget hæmmet i sine demokratiske idealer af, at folk har valgt engagementet fra for at dyrke privatlivets ansvarsløshed.

Lasse Glavind

Det står Socialdemokratiet fuldstændig frit for at indføre reelt deltagerdemokrati i de ikke så få kommuner, de bestyrer. Det havde endda været særdeles oplagt efter kommunalreformen, men det kniber gevaldigt med at slippe magten til borgerne, når det kommer til stykket.

Blot for at gentage mig selv: De unge socialdemokrater er medlemmer af et parti, der elsker stærke formænd, bureaukrati og hierarkier - walk the talk before you preach.

Niels-Holger Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Rasmus Kongshøj og Anders Krog anbefalede denne kommentar
Lasse Glavind

Ja, og før det sker i Socialdemokratiet, så er det her bare flovser på rad. I øjeblikket er der intet, der tyder på, at S har tænkt sig at reformere noget som helst internt, og den der venstrefløjsdrøm om, at man kan tale til S' bedre jeg, bliver altså mere og mere patetisk i denne tid.

Niels-Holger Nielsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Lasse Glavind, det er medlemmerne - folk, der melder sig ind med det formål at påvirke partiet i klassisk socialdemokratisk retning - der skal redde det. Det kommer næppe fra toppen, men man skal ikke tage fejl af, at den yngre generation rent faktisk ønsker en demokratisk renæssance.

Lasse Glavind

Al den tilbageskuen er til knække sig over og en 'klassisk' socialdemokratisk retning, det er kommunisthad, EU til vi segner, biler overalt, vækst, vækst, vækst og forbrugerisme. S har aldrig dyrket deltagerdemokrati, og Matador er ren fiktion.

Niels-Holger Nielsen, Mona Jensen, Jens Thaarup Nyberg og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Lasse Glavind

S i København har lige stemt for at skære yderligere ned i de yderst beskedne borgerinddragelsestiltag, Danmarks mest teknokratiske kommune i øvrigt byder på. Samtidig med at skal fordele et overskud på 850 mio. kr skærer de ned på borgerinddragelsen - så meget for det deltagerdemokrati.

Niels-Holger Nielsen, Jens Thaarup Nyberg og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Lasse Glavind, man får ikke noget foræret, det er en kamp, det er det, der er problemet nu om dage: at folk har ladet stå til og regnet med, at tingene bare ville flaske sig for dem; men når man undlader at melde sig i fagforening, når man undlader at melde sig ind i og deltage i partiarbejde - som rigtig mange socialdemokratiske vælgere gjorde - så er der nogle andre, der gør de ting, og lader udviklingen gå i deres retning. Det er ikke nok at have tyret Læs og Forstå om politisk arbejde, hvis man ikke tager på sig at arbejde sammen med de mennesker, man deler holdninger med, dør det ud. Og det er sådan set problemet nu om dage - med den passivitet, der kan iagttages vedr. det idépolitiske og agitatoriske ville hverken Christiania eller Ungdomshuset, eller i sin tid Huset, eller Tusindfryd i Aalborg eller Fronthuset i Aarhus være blevet til noget. Et magttomrum vil altid blive fyldt, og det er os, der ønsker en solidarisk og retfærdig og fri samfundsform, der må sørge for, at det er de rigtige mennesker, der får magt til at repræsentere.

Mona Jensen, Rasmus Kongshøj og Anders Krog anbefalede denne kommentar
Lasse Glavind

Mit problem er sådan set bare, at de siger et og gør noget andet - det er svindel. De kan bare sige højt, at de ikke ønsker nærdemokrati, så har vi noget at forholde os til og kan stille krav.

Mona Jensen, Niels-Holger Nielsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nogle gange, Lasse Glavind, er det værste sted, man kan tage folk, på ordet. Om de bluffer eller ej - og jeg må indrømme, at det tror jeg faktisk ikke, de gør - er for så vidt ligegyldigt, hvis det er gnisten, der kan skaffe noget engagement. Tankerne er jo gode nok.

Philip B. Johnsen

Der kommer ikke noget vi kan stole på, det er den virkelighed, vi er vidne til hver dag med denne regering.

Hvorfor skulle vi tro på de ny blå, de gør altid det modsatte af hvad de siger.

Niels-Holger Nielsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Man må jo læse bogen og vurdere selv, men når jeg ser Emilie Turunen som medforfatter, og så samtidig hører hende sige, at det gør ondt på hende at opgive kampen for Tobinskatten for at indtræde i Soc., så hænger det ikke sammen. Så er der noget galt i systemet, i tilgangen og i værdierne.

Hos Clemens her til aften, så jeg så endnu en Sos'er, der undveg at svare og hvis overflade var blevet glat og ugennemtrængelig. For mig som borger at se, så var der ikke megen demokratisk tilgang eller ydmyghed overfor hvervet som minister at spore her.

Måske er problemstillingen, at politikerne - så snart de får magten - uanset partifarve - ja, så sker der en "dem og os" opdeling, hvor borgerne er de besværlige "dem", og "os" er de stakkels politikere, som uselvisk knokler til landets bedste og hvor borgerne blot kontinuerligt spænder ben ved at stille unødvendige spørgsmål til politikernes beslutninger.

Denne problemstilling træder vel også meget stærkt i karakter i forbindelse med den nye offentlighedslov, som forhindrer disse forfærdelige borgere i at belaste politikerne med unødvendige spørgsmål i relation til baggrund for politikernes lovgivning og udtalelser.

Det er en farlig vej for demokratiet at gå.

Mona Jensen, Rasmus Kongshøj, Vibeke Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Og kan man ikke sige det samme – altså at der sker en opdeling i et dem og os, hvor "os" (ude ved kakkelbordene, som en højtrangeret politiker engang benævnte os/ pøbelen!), er de besværlige, som "de" ikke har hverken ønske om eller behov for at lytte til – hos de fleste med 'bestemmelsesret'? Regeringen/ regeringspartierne, DR, Danske Bank, osv … ja, herværende debatforum for den sags skyld. For de højest rangerede synes "vi andre" udelukkende at være et unødvendigt onde, som det måske kan tolereres bliver set men bestemt ikke hørt.

PS
På tidspunktet for bogens tilblivelse må Emilie Turunen og Nanna Westerby da vist stadigvæk have været – om ikke andet af navn – SFere?

Der indledes med en dyster samtidsdiagnose fyldt med en »løssluppen finanssektor«, »ansvarsløse aktionærers puslespil« og »markedsgjorte bureaukrater«.

Præcis det samme har Poul Nyrup Rasmussen allerede advaret om i 1998.

Så intet nyt på denne front og hvad de kloge unge hoveder så foreslår for at rå rettet op på situationen lyder jo fornuftigt nok.

Desværre bliver det aldrig til mere end tandløs mumlen. Demokrati og medbestemmelse må starte med økonomien. Medmindre vi, igennem vores folkevalgte repræsentanter får kontrol over økonomien igen er al snak om demokrati henvist til drømmeland.

Niels-Holger Nielsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Peter Hansen:
"Lilli Wendt, jeg er bange for, det er et generationsspørgsmål."

Øh ? Hvorledes er politikernes kamæleonemulering er generationsspørgsmål.