Læsetid: 3 min.

En gyser om fedt, salt og sukker

De amerikanske fødevarekæder spekulerer uden blusel i den afhængighed som mad med meget fedt, salt og sukker skaber. Velresearchet ny bog dokumenterer madindustriens teknikker; som er smarte og dybt sundhedsskadelige
20. april 2013

»You want cheese with that?«

Sådan siger mine fire unger og jeg – gerne med så bred en amerikansk accent som muligt – til hinanden, når vi langer mad over bordet derhjemme. Uanset om vi skal have pandekager eller pasta. Det er selvfølgelig for sjov. Men grunden til spøgen er, at vi, efter at vi i 2008 flyttede fra Paris til Washington DC, har undret os over, hvor vildt meget revet ost, amerikanerne bruger.

Talrige er de gange, jeg har måttet redde en restaurant-salat ud under et veritabelt bjerg af strimlet cheddar, før jeg kunne spise den. Jeg har visse middelklasserestauranter mistænkt for simpelt hen bare at klippe toppen af en pose og tømme den, før de serverer.

Mine børn har fået tilbudt is med cheddar, slik med cheddar, og alle pizzakæder tilbyder double cheese som standard variant. Og der er endda rigeligt i forvejen.

Den nationale ostemani er bare en lille del af mange synder, som den Pullitzer-vindende, undersøgende stjernereporter Michael Moss (New York Times, tidligere Wall Street Journal) dokumenterer i sin nye horrorbog Salt Sugar Fat, der som titlen antyder. tager fat på spisevaner i landet med verdens fedeste mennesker.

22 teskefulde om dagen

Moss’ ærinde er først og fremmest at tage madindustrien ved vingebenet. Og det gør han fremragende. Metodisk, gennemresearchet og på visse stræk endda underholdende dokumenterer han, hvordan de amerikanske fødevaregiganter spekulerer i menneskers såkaldte bliss points. Der hvor sukker, fedt og salt udløser lystfyldte hormoner i hjernen, der gør os glade og veltilpasse. Indtil et vist punkt, hvor man får for meget. Tricket er selvfølgelig at ramme toppen af kurven. For fedts vedkommende er der ikke engang et maksimum – jo federe des bedre synes vi om smagen/maden. Så længe vi ikke direkte kan smage fedtet, men får det dressed up med, ja, De har gættet det, salt, sukker eller kunstige smagsstoffer.

Gennemsnitsamerikaneren konsumerer hvert år 15 kilo ost – tre gange så meget som i 1970–32 kilo sukker (22 teskefulde dagligt) og 8.500 milligram salt om dagen. Dobbelt så meget som anbefalet. Langt det meste af salt-indtaget foregår gennem konsum af færdigvarer såsom kiks, chips, brød og morgenmadscerealier. Ikke noget under, at en ud af tre voksne og en ud af fem børn er klinisk fede, eller at 26 millioner amerikanere har diabetes. Færdigmadsindustrien omsætter for en billion dollar om året og sundhedsomkostninger ved denne epidemi anslås til 300 milliarder dollar om året.

Men OK, de tal kender mange godt. Også amerikanerne. Det, Moss gør med sin nye bog, er at vise, hvordan det er kommet hertil. Hvordan er amerikanerne–et både flittigt og intelligent folkefærd–blevet til sukker/salt/fedt-narkomaner?

Svaret er relativt enkelt: De store firmaer har lokket især den dårligst indtjenende og dårligst uddannede halvdel af befolkningen (de rigeste og hvideste er naturligvis hoppet på økobølgen og spiser stangsundt) i fælden. Og de står svagt, når først konglomerater–som Kraft, Coca-Cola, Lunchables, Kellogg, Nestlé, Oreos, Cargill, Capri Sun–slår til.

De ville gå under uden

I bogen inviterer Moss læserne indenfor i de laboratorier, der forsker i de førnævnte bliss points som især sukkerholdige sodavand skaber. Han fortæller om den såkaldte mouthfeel, som fedt skaber. Han gennemgår også de mange smarte PR-teknikker, som fødevareindustrien har lært af bl.a. tobaksindustrien, når de går i clinch med det officielle USA’s mange advarsler. En yndet metode er at skrue ned for den ene komponent–som flere fastfoodkæder har gjort. Og så relancere produktet som ’fedtfrit’ eller ’saltfattigt’ mens man skruer op for de andre vanedannede komponenter. Som Moss skriver: industrien ville simpelt hen uddø uden et stort forbrug af sukker, salt og fedt.

Det lyder dystert, men der er også morsomme episoder i bogen. Flere ex-topdirektører (og et par nuværende) indrømmer frejdigt, at de ikke selv kunne drømme om at indtage egne produkter: »man har ikke godt af det, det drikker jeg aldrig.« »Vi fortæller børnene, at det er morfar, som har opfundet Lunchables, men vi spiser det ikke derhjemme. Vi foretrækker sund mad.« (Lunchables er et færdigprodukt, der særligt henvender sig til fortravlede mødre, og som består af en ’madpakke’ med hvide kiks med bolognaskinke og pressede osterester, slik og en sukkerholdig drik, red.)

Moss besøger også selv Kellogg-laboratorierne, der indvilger i at producere nogle af deres verdenskendte morgenmadsprodukter for Moss, f.eks. cornflakes uden salt. »Det smagte frygteligt, som en tør metalchip. Det kunne man simpelt hen ikke spise,« som Moss tørt skriver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inger Sundsvald
  • Jørn Vilvig
Inger Sundsvald og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Piculell

Apropos ost og en anden yndlingsspise for folk i USA og andre steder, nemlig pizza:

Hvis man laver sin egen pizza, så kan det være sjovt og sundt at erstatte fuldfed ost med Cheasy 6%, som smager særdeles fint, når den er blevet bagt øverst på pizzaen; man kan lave sin egen tomatsovs nemt med en dåse hakkede tomater tilsat diverse krydderier, løg og hvidløg samt evt. hk. gulerod, og endelig kan man komme diverse fiskekonserves ovenpå, hvor man afvander/ afolierer fisk/rejer og bruger evt. saltvand og olie i pizzadejen, som for Guds skyld skal være lavet med pizzamel, evt. med 10% fuldkorn.

Selvfølgelig kan man aldrig nå samme niveau som en ægte stenovn eller prof. pizzaovn, og hvorfor pizzarierne ikke i det mindste bruger fedtfattig ost, er mig en gåde, og en af flere grunde til, at jeg stort set aldrig spiser købepizza.

Disse tricks kan bruges i andre retter også - f.eks. som erstatning for mozzarella på en pastaret, men den fedtfattige ost skal absolut varmes / brankes - indtagelse i kold form kan ikke anbefales ... ;-)

vh
CP

Claus Piculell

PS...! Og så glæder jeg mig til at modtage den første sending af Stevia, så jeg bliver fri for kunstige sødemidler (og sukker).

Inger Sundsvald

Her i landet er fødevareindustrien også på vej til at udvikle sig i fuldstændig uetisk retning, hvor der ingen grænser er for hvad man kan finde på at blande i fødemidler.