Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kan en beundrer skrive andet end en hyldest?

Jernladyens autoriserede biografiforfatter, Charles Moore, har haft adgang til tusindvis af hendes private papirer – men kan en konservativ chefredaktør, der er en næsegrus beundrer af Thatcher, levere en objektiv fremstilling?
Margaret Thatcher håndplukkede selv biografisten Charles Moore og gav ham ubegrænset adgang til sine papirer. Eneste betingelse var, at hun aldrig selv ville læse biografien eller vide hvad folk havde sagt om hende. Den skulle først udkomme efter hendes død. Få timer efter begravelsen, mens folk stadig skrev i kondolencebøgerne, blev første bind sendt i trykken. Foto: Scanpix

Margaret Thatcher håndplukkede selv biografisten Charles Moore og gav ham ubegrænset adgang til sine papirer. Eneste betingelse var, at hun aldrig selv ville læse biografien eller vide hvad folk havde sagt om hende. Den skulle først udkomme efter hendes død. Få timer efter begravelsen, mens folk stadig skrev i kondolencebøgerne, blev første bind sendt i trykken. Foto: Scanpix

Moderne Tider
27. april 2013

De første uddrag af den længe ventede autoriserede og ’definitive’ biografi om Margaret Thatcher fortæller blandt andet nyt om ukendte bejlere fra hendes ungdomsår og fokuserer på nye sider af hendes barndom. To-binds biografien er skrevet af Charles Moore, en tidligere chefredaktør for Daily Telegraph, og bringes som føljeton i samme avis.

At dømme efter de første kapitler, som er trykt, indeholder den både personlige som politiske afsløringer. Deriblandt også beretninger om Thatchers søster, og om hvordan hun i skoletiden var lige ved at tage livet af sine klassekammerater under et fysikeksperiment, der gik galt.

Det er 16 år siden, biografien blev planlagt, og i den forbindelse blev der opstillet en række afgørende betingelser: Den måtte først offentliggøres efter den tidligere premierministers død, og hun måtte aldrig selv få den at læse. Og nok så afgørende: De mennesker, der skulle levere stof til den i form af tanker og erindringer, skulle være klar over dette: Hun ville aldrig selv få at vide, hvad de sagde om hende.

Moore har haft fuld adgang til tusinder af sider med Thatchers private og offentlige papirer og desuden fået aktindsigt i papirer, der endnu ikke er frigivet i henhold til 30-års-reglen.

Derudover har han ført omfattende samtaler med Margaret Thatcher selv.

Not for Turning – det første af de to bind – udkommer også i bogform i denne uge. »Der er store forhåndsforventninger hos læserne, fornemmer vi,« udtaler Jon Howells fra boghanderkæden Waterstones. »Publikum forventer, at bogen bliver den definitive fortælling om Thatcher.«

Det 800 sider lange første bind fører læserne gennem Thatchers tidlige år og frem til hendes første periode som premierminister. Den stopper i oktober 1982, da Downing Street ved en middagsbanket fejrer Storbritanniens sejr over Argentina i Falklandskrigen.

Bogens tilblivelseshistorie er efter alt at dømme helt unik. Thatcher henvendte sig til Moore i 1997 og gav ham adgang til sig selv og sine papirer, og traf selv det valg, at den ikke måtte offentliggøres i hendes levetid. I 1998 blev rettighederne købt af forlaget Penguin – angiveligt for over otte millioner kr. – og siden har projektet været undervejs. Første bind har været færdigskrevet i et stykke tid og afventede kun Thatchers død, før det kunne offentliggøres.

Nye oplysninger

Stuart Proffitt, forlagsdirektør i Penguin-koncernen, fortæller, at han og hans medarbejdere har arbejdet i døgndrift de sidste otte dage. Bogen gik i trykken onsdag aften i sidste uge, få timer efter begravelsen af Thatcher. Allerede i denne uge kommer den i handelen.

Rummer den så nye afsløringer? Helt sikkert, siger Proffitt:

»Jeg redigerede selv de to bind af Thatchers selvbiografi, og arbejdede tæt sammen med hende i begyndelsen af 1990'erne,« siger han. »Siden er der kommet en mængde nye oplysninger og aspekter til. Det betyder, at ved siden af den nye bog vil alle de tidligere portrætter af hende komme til at mangle nogle dimensioner«.

»Bogen er enestående. Og ikke kun på grund af dette nye materiale. Også rent litterært, tror jeg, den vil kunne indtage og bevare en blivende plads som en af de mest markante politiske biografier i de seneste 50 år. Det er et meget imponerende stykke arbejde.«

Et stort spørgsmål, som dog ikke kan besvares, før hele værket er læst, er, om Moore, der har ry for at være glødende Thatcher-tilhænger, i virkeligheden var den rette mand til at skrive objektivt om jernladyen. Kan nogen, der selv er så gennemsyret af konservative politiske værdier, anlægge den nødvendige distance til sit stof? Et indblik i Moores personlighed giver han selv i afsnittet om ham i Who’s who (en britisk pendant til Den Blå Bog red.). Her anfører han ’jagt’ som sin eneste hobby og skriver underholdende om de ting, han aldrig har gjort:

»Jeg har aldrig spist et produkt af McDonalds, aldrig drukket Coca-Cola, aldrig set The Sound of Music, aldrig fulgt med i Eastenders eller Coronation Street, aldrig (som voksen) iført mig T-shirt og aldrig beskæftiget mig med noget som helst, der har med Disney at gøre. Jeg har heller aldrig købt mig udstyr til at afspille musik eller cd’er. Jeg har aldrig programmeret en videooptager og aldrig overværet en fodbold-, rugby- eller cricketkamp, aldrig drukket gin og tonic, aldrig syet en knap på, aldrig været i solarium og aldrig skiftet reservehjul.«

Efter skoletid og uddannelse på Eton og Cambridge, hvor han blandt sine venner talte Oliver Letwin og Nicholas Coleridge – den senere bestyrelsesformand for medieimperiet Condé Nast – kom Moore til Daily Telegraph, hvor han blev politisk medarbejder i en alder af blot 22 år. Det var samme år, som Margaret Thatcher kom til magten.

Den sande historie

Allerede to år senere skrev han ledere, og i 1984, mens han endnu var i tyverne, blev han chefredaktør for det ansete konservative magasin, The Spectator.

Moore vendte tilbage til avisverdenen i 1990 som chefredaktør, først for den konservative presses flagskib, The Sunday Telegraph, i 1992-1995 og siden for Daily Telegraph i otte år frem til 2003 – en periode, hvor han blev både højt respekteret og vellidt.

Men er han i stand til at være objektiv? Selv det konservative politiske koryfæ Ken Clarke lød tvivlrådig, da begge mænd blev interviewet i BBC1 i sidste uge. Clarke talte om, hvor mange af de ting, der blev sagt om Thatcher-årene, der beroede på rene fortolkninger.

Her indskød Moore så, at vi snart får »den sande historie« i form af hans bog. »Redaktøren af Daily Telegraph siger, at hans biografi bliver den sande historie,« sagde Clarke. »Vi får se.«

Forudbestilt i titusinder

Forlægger Proffitt antyder dog, at nogle mennesker kan blive overraskede: »Jo, Moore beundrer hende klart, men han afholder sig ikke fra at kritisere hende, når han mener, det er berettiget. Bogen er bemærkelsesværdigt afbalanceret i den henseende,« siger han. Uanset anmeldelser står bogen til et kanonsalg. Den er forudbestilt i titusinder af eksemplarer.

Howells siger, at Thatcher-effekten kunne mærkes allerede på hendes dødsdag, da salget af hendes erindringer steg med 300 procent – samme weekend steg det med 800 procent. »Der er et stort marked for den slags. Politiske biografier kan være svære at skrive – vi kender alle til skuffelser i genren. Men med en person Thatcher vil der nødvendigvis være massiv forhåndsinteresse.«

Bind to, der bærer titlen Herself Alone, er endnu ikke færdigskrevet, og udgivelsestidspunktet kendes derfor ikke.
 

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Andersen

Jeg troede der kun fandtes en MADS LUNDBY HANSEN

Kristian Rikard

Hvad med ham der Arouzi? fra Børsen. Han virker da også rimeligt frelst?

Peter Andersen

"Ikke alle konservative er dumme, men alle dumme er konservative."
- J.S. Mill

Nick Mogensen

Det kan være Lars Seier Christensen skriver forordet? Uden at kende indholdet i sådan en bog, bliver den et langskud i forhold til upartiskhed? Men vil folk have reducerede "sandheder". Det er menneskets værste akilleshæl par excellence. For tiden er comme il faut at snakke om Thatcher som en guddommelig skikkelse i konservative kredse (hør bare David Cameron sige: "at hun er den bedste Prime Minister England har haft. Hvordan fanden måler man det? Det er jo fuldstændig absurd, at sige noget om en kvinde så højpandet?! ;)), men det hænger vel - ud fra et kvalificeret gæt - sammen med, at hendes politik ligesiden hendes afgang som premierminister, har været ført videre - på flere måder. Det vil derfor være et ejendommeligt syn, at se en neo-konservativ sige, at Thatcher var en uempatisk, stærkt maskuliniseret kvinde, hvis politik var et grimt eksempel på hvad der sker når al hjerneaktivitet udi i klogskabens landskab, slukkes.

Ud fra hvad jeg ved om Thatcher var hun en småånd?

En biografi om Thatcher bestående af udskamning fra en modstander vil simpelthen ikke være interessant at læse og ingen bliver klogere. Og det er meget enten eller i forbindelse med Thatcher

Man kan håbe på at forfatteren er bevidst om ikke og falde i fælden med ren idoldyrkelse.

Problemet med biografier om personer, hvis officiele politiske liv er kendt i store træk, er at de har tendens til at være kedelige, synes jeg. Der kan da være sjove anekdoter fra ungdommen, og ukendte små intriger fra det politiske liv som afsløres, men sjældent noget der bringer nye nuancer ind i personbeskrivelsen, eller viser ikke tidligere kendte begivenheder der medførte et valg af en bestemt politisk handling.

Anthony Barnett giver sit syn på hvad en stærk og modig leder er - Det er ikke nødvendigvis at lægge konsensus-politikken i graven og banke anderledes tænkende i gulvet. Han kommer også ind på betydningen af Nordsøolien for den britiske økonomi og hendes mand Dennis, som var i oliebranchen.

Anthony Barnett interviewed on Al Jazeera about Margaret Thatcher's legacy:

http://vimeo.com/63827659#

Nåh ja og så sendte hun forresten våben til Sadam Husein netop som han han havde myrdet løs på kurderne med giftgas. Det blev tysset ned.

Troels E. Lund

@Pia Nicolaisen

Hvem er denne Sadam Husein der myrdede løs på kurderne med giftgas?
Du tænker vel ikke på Iraks diktator Saddam Hussain? Hvordan kan du dog våge at omtale det. Det er jo et igen og igen her i Informations spalter fastslået dogme at han ikke have masseødelæggelsesvåben. Det du siger svarer jo til at sige til paven at Maria ikke var jomfru da hun fødte Jesus!
Nu ødelægger du jo alt for Georg Metz og co., nu er alle deres påstande om at Hussain ikke havde masseødelæggelsesvåben afsløret som det rene løgn.

Peter Andersen

Selvfølgelig havde han masseødelæggelsesvåben.
Det kan enhver kurder fortælle om.
Men ikke noget som kunne ramme OS.
Problemet er igen og igen, er vi solidariske eller ikke.

Flemming Andersen

En glorificeret Thatcher??? Som en forgyldt fladtrådt hundebæ??