Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Velkommen til Aristoteles

Den enestående danske oldtidshistoriker Mogens Herman Hansen har skrevet en lille perle om en af de store klassikere
Moderne Tider
6. april 2013
Aristoteles. Græsk filosof 384-322 f.v.t. Sammen med Platon regnes han for den, der har haft størst indflydelse på den vestlige verdens tanker. Som 18-årig blev han elev på Akademiet i Athen under Platon. Siden blev han bl.a. lærer for Alexander den Store. Ill: Gravering fra 1600-talet  af og Philipp Kilia

Aristoteles spiller inden for den politiske tænkning en absolut hovedrolle. Sådan er det. Man kan dårligt åbne en bog om politisk filosofi uden at få at vide, at Aristoteles opfatter mennesket som et politisk dyr, et samfundsvæsen i hvis natur det ligger at indgå i fællesskaber med andre mennesker.

Men der er meget mere i Aristoteles’ politisk tænkning end det. Det vidner ikke mindst den nye introduktion til den antikke filosofs politiske tænkning, som den kendte danske oldtidshistoriker Mogens Herman Hansen netop har skrevet om. Lad det være sagt med det samme: Bogen er en forbilledligt klar lille perle. Den er udgivet i serien Statskundskabens klassikere, der med midt i en med forordets vending »politisk brydningstid« vil tilbyde læseren et koncentreret blik på mænd og kvinder, hvis tænkning har præget vores forståelse af, hvad politik er.

Bidragene til serien introducerer forfatterskaber og afsluttes med et udvalg af primærtekster. Bogen starter således med en tekst om Aristoteles og afsluttes med tekster af Aristoteles.

Samfund og stat

Man kunne tro, at Aristoteles opfatter det enkelte menneske, individet, som grundstenen i sin analyse af det politiske. Vi hører jo som nævnt ofte om det politiske dyr (zoon politikon). Men her føres vi på vildspor af udtrykket ’det politiske’. Som Mogens Herman Hansen påpeger, har polis hos Aristoteles to hovedbetydninger: by og stat. Som by er polis et samfund som stat et politisk system. Det er en vigtig pointe. For det første fordi tanken om det politiske dyr handler om mennesket som et ’samfundsvæsen’ (ikke et ’statsvæsen’), men for det andet fordi Aristoteles med det ene ord, polis, faktisk gennemfører to forskellige men gensidigt supplerende analyser af det politiske.

I sin inklusive analyse af det politiske, forstået som samfund (inklusiv, fordi også kvinder, børn, og slaver indgår), tager Aristoteles udgangspunkt i familien. Den, og ikke individet, er samfundets atom. Samfund opstår naturligt blandt mennesker, altså ikke ved en oprindelig kontrakt, og stræber efter at opfylde sit naturlige mål (altså bystaten). Den form for teleologisk tænkning har haft en omtumlet tilværelse i den politiske tænknings historie.

I sin eksklusive analyse af det politiske tager Aristoteles udgangspunkt i borgeren og hans rolle i staten. Men det er borgeren som del af et fællesskab og ikke som individ. Denne opfattelse af det politiske er eksklusiv, fordi den kun fokuserer på borgerne (dvs. mænd af en vis alder og status) og udelukker alle andre. Et af Mogens Herman Hansens mest originale bidrag til forskningen er påvisningen af, at disse to analyser af det politiske supplerer hinanden, et synspunkt, der har vist sig frugtbart i helt andre sammenhænge.

Den blandede forfatning

Klassifikationen af forfatningsformer i monarki/tyranni, aristokrati/oligarki, borgerforfatning/demokrati går tilbage til Platon, selv om Aristoteles ofte får æren for den. Inddelingskriterierne er klare nok: Hvor mange personer har del i magten (én, nogle få, flertallet)? Udøves magten i overensstemmelse med loven og til det fælles bedste (’godt’) eller til den eller de herskendes snævre fordel (’dårligt’)? En god forfatning, der giver et fåtal magten er et aristokrati, en dårlig forfatning med et fåtal ved roret et oligarki osv. Imidlertid reducerer Aristoteles modellen til to former: oligarki og demokrati. Kriteriet er her formue: Hvor fattige mennesker styrer, har vi demokrati, hvor rige mennesker styrer oligarki. Denne nye model afspejler, at Aristoteles anser stort set alle eksisterende forfatninger i hans samtids Grækenland for oligarkier eller demokratier. Det afgørende er imidlertid, at der forekommer forfatninger med elementer fra både oligarki og demokrati, de såkaldt blandede forfatninger. Den blandede forfatning giver Aristoteles et sofistikeret værktøj til at skille sin samtids politiske magtstrukturer ad og lægge dem frem til bedømmelse. Modellen bruges i den empirisk orienterede analyse, som foretages i Politikken bog 4–6.

Kritikken af demokratiet

Aristoteles opfatter demokrati som en dårlig styreform. Det er et fattigmandsvælde, der udøver magten uden hensyn til lovene og i de fattiges interesse. Bag demokratiet ligger en en til en opfattelse af lighed og et misforstået frihedsbegreb. Ikke desto mindre påpeger Aristoteles faktisk en række positive aspekter ved flertalsstyre. Demokratiske elementer i en blandet forfatning vil rette op på de uretfærdigheder, som følger af et oligarkisk styre og dertil vil en større forsamling faktisk kunne træffe mere kvalificerede beslutninger end eksperter, fordi en masse af mennesker, kollektivt set, har større kompetence. Aristoteles fordømmer med andre ord ikke flertalsstyre tout cour.

Oversættelsen

Mogens Herman Hansen har lavet glimrende oversættelser af passager fra Politikken i bogens anden del. Det græske eudaimonia gengives f.eks. med ’livslykke’ i stedet for det sædvanlige og lidt blege ’lykke’. Den eudaimonia, Aristoteles er interesseret i, er her og nu, ikke i et efterliv. Til gengæld oversættes de henvisninger, Aristoteles giver i løbet af sine analyser for ’bogligt’. Udtryk som hoi protoi logoi (de tidligere taler) bliver til ’første bog’ eller ’tidligere kapitler’ to lechthen arti (det lige sagte) til ’ovenfor’. Sådan udtrykker man sig i en bog, men Politikken er formentlig netop en samling forelæsningsnoter, hvilket Mogens Herman Hansen selvfølgelig ved og selv fremhæver. Det ville i øvrigt nok have hjulpet læseren med en kort bemærkning om, hvor vanskelig Aristoteles er at læse. Man får et lille chok, når man går fra den krystalklare første del til teksterne af Aristoteles selv.

Den aristoteliske udfordring

Hvad kan vi så lære af Aristoteles i dag? Det simple svar er, at hans begreber og analyser kaster et forklarende lys også over vores politiske verden. Hvis vi forstår Aristoteles, får vi en chance for at forstå noget mere og noget nyt om vores egen politiske brydningstid. Lad mig give to korte eksempler. Mogens Herman Hansen har selv anvendt tankerne om den blandede forfatning til at kritisere den klassiske magtdelingslære. Den provokerende påstand er, at moderne repræsentative demokratier forstås bedre, hvis vi ser på dem ud fra teorien om den blandede forfatning. Men dertil kunne man sige, at Aristoteles med sin teleologiske forståelse af det politiske tvinger os til at stille et spørgsmål, som vi som samfund i dag ikke ofte stiller os selv: Hvad er egentlig målet for vores fællesskab? Hvad er den bærende værdi (hvis der er nogen)? Er det velfærd eller vækst, retfærdighed eller frihed? Uanset hvad en cand. scient.pol.svarer, vil han eller hun hos Aristoteles kunne lære at holde svaret op mod den politiske virkelighed – også selv om billedet muligvis ikke bliver alt for kønt.

Det eneste tilnærmelsesvist alvorlige problem er bogens ’prohibitivt høje salgspris’, som det vist hedder i forlagsjargon, men hvis man kan overkomme den, får man intet mindre end en førsteklasses introduktion til en af statskundskabens absolutte klassiskere.

Jakob L. Fink, ph.d., post.doc. ved SAXO-Instituttet, afd. for græsk og latin, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her