Læsetid: 3 min.

Alt over 17: Ingen dikkedarer

Når single malt ikke skal være unødvendigt kompliceret
4. maj 2013

De senere år har den klassiske skotske single malt levet et godt, men lidt diskret liv i skyggen. Mens kreativiteten og de svingende trends har været domineret af bartendernes – undskyld: ’mixologists’ – brug af andre typer spiritus med et mindre støvet image, og mens single malt-entusiasterne for længst har bevæget sig langt ind i det mørkeste nørderige, hvor nummererede single barrel flasker fra hedengangne hjemmebrændere eller nye producenter fra eksotiske steder som Køge og Bangladesh trækker, så kan udviklingen af den skotske ’hverdagsmalt’ synes helt gået i stå.

Graden af interesse for skotsk single malt 15-20 år tilbage har da gjort, at det danske marked for mådeligt prissatte whiskys i serier, vi alle kan nå at smage, længe har været pænt forsynet. Men ikke stagneret.

Og det er naturligvis på Alt Over Sytten vor forbandede, forelskede pligt at opsummere lidt på, hvad der sniger sig ind på supermarkedernes hylder.

Et venligt bekendtskab

Vi starter dog med en gammel kending: Cragganmore er et klassisk destilleri i whiskyens hjerteland, Speyside, og har været på det danske marked i årtier.

Tidligere var de her til lands mest kendt for deres 10-års sherrylagrede, men på det seneste har Kvickly haft næsten permanente favorable tilbud på 12-årsudgaven. Det er en lidt atypisk speyside, omend den ikke decideret stikker af fra konventionerne.

Aromaen er meget afrundet og lidt toffeesød, men også med et lille prik af nåletræer eller cypres. Både i smagen og duften er et af dens kendetegn – noget helt særegent ved Cragganmore – en sandet urtesmag, der minder mest om timian eller lavendel. Smagen har samme skovpræg; den er bred, lidt sødladen og med en vis krop, men diskret fremført, uden at være decideret elegant. Eftersmagen er ikke lang, men den er frisk og syrlig, helt uden den bitterhed, man ofte finder.

De, der ikke falder for det tørvede element i whisky, vil desuden kunne glædes over, at det her er komplet fraværende. Det er ikke en kompleks oplevelse, og heller ikke den mest spændende whisky, men derimod et venligt og meget ærligt bekendtskab.

Til nye brugere

The Singleton of Dufftown er en lidt løjerlig bastard af en single malt. Brandet er nyt, introduceret i 2006, men destilleriet Dufftown, som er et af Skotlands største, har produceret single malts siden 1896, blot kun til brug i blended whiskys.

Nu har man så valgt at markedsføre den rene vare under det ’kunstige’ navn Singleton, netop samme ejere gjorde med whiskyen fra destilleriet Auchroisk i 1970’erne. Den er bevidst sød og lidt voldsom i næsen, som chokolade med en flig af rosenvand. Smagen er meget varm og krydret med strejf af kanel og rosiner, og den virker næsten en smule selvbevidst karakteristisk i det voldsomme præg af sherryfad. Til gengæld er eftersmagen flygtig og lidt klistersød.

Det er en udtalt ambition fra producenten, at denne whisky skal tale til nye whiskydrikkere – om den er egnet til det formål, er lidt tvivlsomt, den er nok for tyk og fyldig til mange, men frygten for at være endt med et overdesignet marketingwhisky er ubegrundet.

Nyfortolket klassiker

Langt fra de bløde græsbakker i Strathspey ligger vindblæste Isle of Skye, med destilleriet Talisker. De har besluttet sig for at lancere en nytænkning af deres velkendte, tørvede single malt, kaldet Talisker Storm. Ved hjælp af en teknik kaldet fadforyngelse – det er ikke helt nemt at forklare, men slå gerne gækken løs på altavista eller jubii – har de skabt en ny måde at fortolke både røg og lagring. Aromaen er mere mineralsk og mindre medicinsk end den almindelige version, og med et lidt mælkesyrligt pift, næsten som yoghurt. I munden starter den stormende voldsomt med tørv, bark og peber, men løjer af, og rammer bagsiden af tungen med en dyb frugtet, men også lidt kemisk kloret klang og det for Talisker så karakteristiske element af salt. Det er en spændende nytænkning af klassikeren, med den ulempe, at den kun henvender sig til dem, der i forvejen elsker Talisker. Og så er spørgsmålet, om de bare vil have det, de plejer?

 

5/6 – Cragganmore 12 years. 40 pct. 299 kr. 100 cl. Kvickly

3/6 – The Singleton of Dufftown 12 years. 40 pct. 379 kr. 100 cl. Føtex

4/6 – Talisker Storm. 45,8 pct., 500 kr. 70 cl. H.J. Hansen Vin

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu