Læsetid: 5 min.

Beværtet: Verdensklasse

Bortset fra det vi ikke behøver at tale mere om, var mad og vin i verdensklasse. Til kærlighedsfejring i uhøjtidelige omgivelser
Travlhed. Vi blev taget godt i mod og fik vores bord i restaurantens øvre halvdel med udsigt udover Skt. Peders Stræde til den ene side og det åbne køkken med de koncentrerede kokke til den anden. Foto: Thomas Nielsen

Travlhed. Vi blev taget godt i mod og fik vores bord i restaurantens øvre halvdel med udsigt udover Skt. Peders Stræde til den ene side og det åbne køkken med de koncentrerede kokke til den anden. Foto: Thomas Nielsen

18. maj 2013

Vi blev spurgt, om vi ville starte med lidt bobler, og jo, det vil vi jo altid, især når vi fejrer fem års dag. Jeg havde inviteret Tone på BROR, og der serverer de La Flûte Agitée, 2011, som er let, syrlig, tør og sætter barren for det gastronomiske niveau højt.

Restauranten er indrettet i en kælder og en høj mezzanin i en smagfuld minimal indretning, der samtidig er hyggelig, rar og venskabelig. Vi blev taget godt i mod af en ung engelsktalende kvinde og fik vores bord i restaurantens øvre halvdel med udsigt udover Skt. Peders Stræde til den ene side og det åbne køkken med de koncentrerede kokke til den anden.

Spisekort og vinkort tager man selv fra en lille spand på bordet, hvor der også er servietter og bestik. Maden serveres på genbrugsporcelæn, og der er ikke hvide duge på bordene. Signalet er uhøjtidelighed, og attituden er afslappet.

En smutter, måske to

Vi fik ret hurtig orienteret os i spisekortet, der byder på et lille udvalg af a lá carte retter samt en BROR-menu, der skal vælges af hele bordet, og som består af køkkenets udvalg af fire retter fra kortet, bare billigere. Hertil kan man tilkøbe ekstra snacks, forretter og ost.

Vinkortet fylder en A4-side. eller man kan vælge »fire glas vin, vi synes smager godt, og vil dele med Jer,« som en slags vinmenu af vine, der ikke nødvendigvis står på kortet.

Vi fik bestilt, og selv om Tone ikke spiser kød, kunne vi godt få en BROR-menu med fisk til hende og kød til mig. Der gik ikke lang tid, før en af kokkene kom ned med hendes tilvalg til menuen, en kaffekop fyldt halvt op af en hvidlig sauce med kogte blækspruttestykker og den islandske tang, söl, i. Jeg ved ikke, om de havde glemt noget i køkkenet, eller om den virkelig skulle serveres sådan? Vi fik en peberkværn lokket ud af tjeneren, selv om han nok mente, at køkkenet havde styr på sagerne, og den ikke behøvede noget ekstra. Men det syntes vi, og selv med lidt peber i til at pifte kontrasterne op, forblev den kvalm i udtrykket. Men skal vi ikke bare sige, at nu snakker vi ikke mere om den? For resten af aftenen var i top. Altså måske bortset fra tjeneren, der havde den her tic med hele tiden at køre sin hånd ned i bukserne bag på og hive op i dem. Røven er helt afgjort på min top ét-liste over steder, jeg ikke bryder mig om, at min tjeners hånd er i nærheden af, når jeg er på restaurant, og det er lige gyldigt hvor afslappet, det end skal være. Men nu snakker vi heller ikke mere om det! Lad mig hellere lovprise det gode surdejsbrød med jomfrusmør, vi også fik, og så komme videre i teksten.

Smag af forår

Vi havde bestilt endnu en ekstra snack til deling, der blev serveret i en fin lille stegeso og var hovedet af en havkat, der lå og så skrækindjagende ud med sine spidse og sindssygt vilde tænder. Kindernes kød var sprødstegt i små tern og lå ovenpå en god smørsovs med croutoner i. Kødet var perfekt stegt sprødt og var samtidig mørt og havde havkattens bid. Til den fik vi Combarnier, 2010, og vores tjener var pænt oppe at ringe over, at vinbonden var tidligere modefotograf. Det var vi nok lidt ligeglade med, men den var i lighed med boblerne en virkelig frisk vin, der havde en vanvittig karakter af ristede sesamfrø.

Jeg havde desuden valgt tatar med rabarber som endnu et tillæg til menuen. Det var en smukt anrettet tallerken med en fin lille cirkel af kødstykker, skiver af rabarber og pyntet med hjertekarse og en sprød crumble. Fantastisk frisk forårssmag, der ligger milevidt fra den klassiske servering med æggeblommer og peberrod. Til den fik jeg Toby Bainbridge, 2010, der havde lidt mere tannin til at angribe kødet med, men den var stadig afsindig frisk i sit udtryk og blev serveret på den kølige side af tempereret – helt perfekt.

Nu var vi nået til menuens egentlige retter, så nu fik vi begge mildt marineret sandart serveret med grillede og skrællede agurker og pyntet med brøndkarse. Til at hælde over dette var en bouillon på gran og agurkeskrællernes saft serveret i en lille kande ved siden af. Meget frisk og klar smag med gran og agurk i en fin mixdouble. Vi fik Saint Lambert du Lattay, Anjou, 2007 til, der, som mange naturvine, var helt uklar i glasset men med en god genuin smag og toner af noget ædeltræ.

Saftig gris

Næste servering var fra havkattens langsider serveret med tang, løg og svampe. Fine stykker af havkat lå med brede stykker af tang, som vi kunne hælde en svampe bouillon over. Tangen og svampen komplementerede hinanden virkelig godt. Der er et virkelig sjovt smagssammenfald i tang og svamp, der, når de er bragt sammen som her, virkelig kan et og andet, der pludselig får de ellers så markante smage til at smelte sammen. Hvornår er det svamp, hvornår er det tang?

Vi var kommet til hovedretterne. Min var svineskank med ramsløg og blomkålspuré. Det møreste, saftigste stykke gris, jeg i mit liv har sat tænder i. Ligeledes serveret med en god kraftig bouillon til. Vinen, Laureano Serres Montagut, 2011 var forholdsvis mild, men med absolut bid nok i til at køre ned sammen med svinet.

Tone fik en tallerken fuld af karamelliserede skalotteløg, blancheret spinat og ristede kerner til. En virkelig fin og ren vegetarisk hovedret, som desværre er en sjældenhed på danske restauranter – og så havde den både saft og kraft.

Fuldt hus

Desserten var en lækker lille servering af kærnemælksis med frysetørrede solbær og den vildeste, mildeste valnøddemælk til. Dertil fik vi aftenens sidste glas vin. En vin der var lagret på lerkar gravet ned i jorden – fik vi fortalt – Boisson Rouge-Emile Heredia. En let mousserende vin, der i lighed med de øvrige vine er dyrket biodynamisk eller naturligt på marken, og heller ikke i selve fremstillingen er blevet manipuleret på nogen måde med unaturlig kemi.

Maden og den naturlige vin var i klar verdensklasse og vi slap af med små 1.700 kroner den aften inklusiv den æblebrændevin, jeg sluttede af med. Der var fuldt hus, og jeg vil tro, at over halvdelen af gæsterne havde andre hovedsprog end dansk. De fleste virkede som om, at de var mere end almindeligt interesseret i mad på højniveau, men der var nu stadigt pænt afslappet, selv om de to ejere og kokke kommer direkte som tidligere souschefer fra NOMA.

 

Restaurant BROR

Skt. Peders Stræde 24A, København K.

On.-sø. 17.30-00.

Bordbestilling: 32 17 59 99

www.restaurantbror.dk

Serie

Seneste artikler

  • Beværtet: Forretten var en regulær brøler

    1. juni 2013
    En plads i Michelin-guiden og et par gedigne hit i løbet af aftenen kunne ikke forhindre, at køkkenets træfsikkerhed lå under niveau
  • Beværtet: Ambitiøs på underspillet jysk

    13. april 2013
    Den nordjyske hovedstad kan i Brandstrupsgade bryste sig af det høje niveau for franske gourmetklassikere
  • Beværtet: Der, hvor peberet gror

    30. marts 2013
    Opdagelsesrejsende udi fremmede landes madkultur skal tage sig i agt for turistfælder. Ocean Restaurant på Zanizibars østkyst serverer dog en hæderlig middag med respekt for ferieøens råvarer og den historiske påvirkning udefra
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu