Læsetid: 5 min.

Folket og kun folket ...

Demokratiets hovedperson er folket. Men hvem har nogensinde set folket? Det er ikke til at få fat på folket i virkeligheden. Seks intellektuelle forsøger i en ny fransk antologi at besvare spørgsmålet om folket
De sure smileyer til Helle Thorning-Schmidt under hendes 1. maj-tale i Århus var en hilsen fra det folk, der havde givet hende magten: De gad ikke høre på hende længere.

De sure smileyer til Helle Thorning-Schmidt under hendes 1. maj-tale i Århus var en hilsen fra det folk, der havde givet hende magten: De gad ikke høre på hende længere.

Bo Amstrup

11. maj 2013

Folket har aldrig helt givet magten fra sig. Helle Thorning-Schmidt er blevet statsminister, og hun er demokratisk valgt, og ingen kan formelt anfægte hendes ret til at regere.

Og så står folket alligevel over hele landet og skyder efter hende med vandpistol, smider bukserne foran scenen og hyler, så ingen kan høre, hvad hun siger. 1. maj blev for Helle Thorning-Schmidt et mareridt, fordi hun blev konfronteret med dem, hun har fået magten fra. Og de demonstrerede, at de ikke anerkendte hende som deres repræsentant. De har hørt hende snakke, de har hørt, hvad hun har at sige, og nu vil de ikke lytte mere på hende.

Det er pointen i den amerikanske filosof Judith Butlers bidrag til en ny fransk antologi. Der er altid afstand mellem det folk, der er kilden til den politiske magt, og lederne, som har fået overdraget magten: »Folkets suverænitet kan godt overføres til en myndighed ved et valg, men denne overførsel er aldrig komplet. Der er altid noget i den folkelige magt, som ikke lader sig overføre.«

Paradokset er, at folket i moderne demokratier har magten, men folket kommer aldrig til magten. Hvis du spørger, hvem der bestemmer i et demokrati, vil alle i dag svare ’folket’, men spørger du, hvem der regerer, vil svaret være: ’politikerne’.

Folket som problem

Folket kan ikke selv regere sig selv, og derfor bliver det nødt til at vælge repræsentanter, som det straks efter valget kan vende sig imod, hvis de er utilfredse. Vi ser først folket, når det er i opposition. Den fælles fornemmelse af uretfærdighed kan mobilisere indignerede borgere til at mødes på gaden og spadsere sammen mod Fælledparken, hvor de raser mod deres ledere. Det er i enkelhed Judith Butlers pointe: Folket i sig selv findes ikke. Folket er først noget, som bliver skabt af dem, der med paroler samler borgere til protest eller handling.

Alle dem, der har skrevet til antologien Qu’est-ce qu’un peuple?, er enige om, at folket ikke findes i sig selv. Vi har det statistiske begreb om ’befolkningen’, der henviser til en samling af mennesker. Folket protesterer mod overmagten, mens befolkningen har en bestemt middellevealder, sundhedstilstand og demografisk profil. Men befolkningen er ikke et politisk subjekt, det er folket derimod.

»Til spørgsmålet ’hvem er folket?’, må man naturligt svare med et andet spørgsmål: Hvem er folket skabt som modstander af?« skriver den tunesiske aktivist og forfatter Sadri Khiari. Folket er ifølge Khiari altid defineret som politisk modstander af en overmagt, der fremstilles som uretfærdig. Det var under den franske revolution det gamle aristokrati, som var folkets modsætninger. Under den amerikanske uafhængighedskrig var folket bestemt ved sin modstand mod den gamle kolonimagt, og i vestlige liberale demokratier bliver folket ofte defineret som elitens modstander. Hvis du politisk udpeger en undertrykker, har du samtidig udpeget de undertrykte som folket:

»Folket er et forhold til magten, det er en historie,« hævder Khiari: »Det er en historie om magtforhold.«

Der er aktuelt i Frankrig ifølge Khiari to dominerende billeder af folket: Hvis en hvid middelklassefranskmand skal forklare, hvordan folket ser ud, vil vedkommende som regel se en forsamling af vrede hvide arbejdere og bønder, der ser adelen som sin fjende. De ser folket som en forsamling af de historiske ’normalborgere’.

Men franske indvandrere fra ikke-vestlige lande har ifølge Khiari et andet billede af folket, skriver Khiari: De ser ofte sig selv som det undertrykte folk, og de hvide middelklassefranskmænd som undertrykkere. Folket bliver i deres perspektiv ikke til en betegnelse for dem, der er flest af, og som er tættest på normalen. Det bliver for dem en betegnelse for dem, der er undertrykte. Den hvide middelklasse ser sig selv i traditionen fra den store franske revolution som det historiske folk, og de opfatter den franske universalisme som en triumf for folket imod de privilegerede eliter. Når de således henviser religion til det private rum og forviser religiøse symboler fra det offentlige rum, oplever de det som en forlængelse af folkets frihed.

Middelklassen som folket

Men indvandrere fra de lande, som har været kolonialiseret af Frankrig, kan opleve denne universalisme som endnu et overgreb fra den hvide middelklasse, selv om den principielt og praktisk handler i alles interesse. Som Khiari skriver:

»Generøsitet bliver i politik meget let til formynderi, som igen fører til dominans. Man bliver nødt til at bryde med illusionen om, at vores egen universalisme altid er udtryk for et undertrykt folks interesser.«

Den franske filosof Alain Badiou kredser i de 24 små aforismer, som er hans bidrag itl antologien, om to tilsvarende forskellige opfattelser af folket: Vi præsenteres både for ’folket’ som middelklassen og som befrielsesfronter. Middelklassen som politisk fællesskab kan Badiou ikke udstå: »Middelklassen er ’folket’ i de kapitalistiske oligarkier.« Når markedet og økonomien har taget al magten fra borgerne og demokratiet, bliver middelklassen af selvtilfredse og pirrelige forbrugere til folket. Det er den totale afpolitisering af det demokratiske nøglebegreb om folket.

Der på den anden side som sagt også de såkaldte ’folkelige befrielsesfronter’. Det er grupper, der hævder at repræsentere det sande folk imod illegitime magthavere: Palæstinensere i kamp mod israelerne og iranske kommunister i konflikt med præstestyret, ’Folkets Mujahedinere’.

Igen påpeger også Badiou, at folket som politisk kategori forudsætter en eller anden form for despotisk overmagt, som for de undertrykte befolkninger er let at identificere, men som i de kapitalistiske vestlige bliver til et diffust begreb om staten. Folket kan kun realisere sig som folk , hvis staten forsvinder, hævder Badiou radikalt.

Der er fine pointeringer og inspirerende tanker i alle bidrag i antologien, men ingen af forfattere systematiserer egentlig undersøgelsen af folket.

Det interessante aktuelt er jo, at folket nærmest er demokratiets hovedperson, samtidig med at det i etablerede demokratier bliver svært at konstruere politisk. Vi går ud fra, at folket både er dem, der er flest, og dem, der har mindst. Det er det forarmede flertal. Men når flertallet bliver konsolideret med sikkerhed og velstand, bliver folket enten til den minoritet, som har mindst, eller til den middelklasse, som holder dem, der har mindst, nede. Dette fundamentale problem bliver udviklet med forskellige accenter i bogen, men der bliver ikke foreslået overbevisende nye bestemmelser af demokratiets nøglebegreb. Vi må herfra selv finde ud af, hvordan vi vil bestemme folket i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Piculell
  • Lisa Ahlqvist
  • claus raunholt jensen
  • Jette Abildgaard
Claus Piculell, Lisa Ahlqvist, claus raunholt jensen og Jette Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

arne poulsen

Jeg er ikke ret optimistisk.
»Folket er et forhold til magten, det er en historie,« hævder Khiari: »Det er en historie om magtforhold.«

Vis mig din undertrykker, og jeg skal sige dig, hvem du er, og når dine undertrykkere er Socialdemokrater, SF’ere og Radikale samt nogle embedsmænd i løbetøj, så siger jeg, at er du et skvat.

”Vi må herfra selv finde ud af, hvordan vi vil bestemme folket i dag”.

Ikke nødvendigt, folket bliver igen det fattige flertal, bevægelsen er allerede godt i gang. Den billige energi bag den store velstand der tillod alle at blive ejere og borgerlige med stort forbrug og stigende egoisme og selvglæde, er allerede ikke så billig mere, og selv den endnu ikke meget dyre energi må vi bremse forbruget af, fordi vores afgrøder ellers enten bliver stegt på markerne eller skyllet i havet. Så bevar bare begrebet, folket, som det store, undertrykte og fattige flertal. Den moderne anomali af (især) vestlig middelklasse-velstand er snart slut. Det vil hurtigt blive umoderne ikke at give eller behøve hjælp fra andre, afhængigheden af andres velvilje bliver igen åbenbar, og solidaritet og medfølelse vil langsomt begynde at sive ud i samfundet igen, men selvfølgeligt alt for sent til at ændre noget egentligt i nedturen gennem konsekvenserne af alle vores samfunds undladelsessynder gennem de sidste 30 år, finansmæssigt, energimæssigt, klimamæssigt OG politisk.

H.C. (Hans Christian) Ebbe og Toke Andersen anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Når franske " intellektuelle " er på banen , så slipper jordforbindelsen af og til.

Når en større gruppe af mennesker skal forvalte noget i fællesskab, så er en af modellerne at vælge nogle til at gøre det..

Om det , der skal forvaltes, er en stat, en andelsboligforening, et andelsselskab, et aktieselskab, et kooperativ o s v er ret beset aldeles underordnet - de , der vælges af gruppen har en politik, som de er valgt på, og de valgte kan skiftes ud med visse mellemrum eller ved mistillidsprocedurer ( mistillidsdagsorden, ekstraordinær generalforsamling o s v )

Dybsindige overvejelser om hvad "folket" filosofisk set er for en "størrelse" er morsomme og interessante, men så heller ikke mere - det er i øvrigt ikke første gang i verdenshistorien en håndfuld intellektuelle / filosoffer prøver "kræfter" med diverse politiske / juridiske "størrelser" .

steen nielsen

"Men når flertallet bliver konsolideret med sikkerhed og velstand, bliver folket enten til den minoritet, som har mindst, eller til den middelklasse, som holder dem, der har mindst, nede."

Typisk for Rune Lykkeberg, nogle ganske få sætninger der lige rammer på kornet, essensen i problematikken.

" Vi må herfra selv finde ud af, hvordan vi vil bestemme folket i dag."

Folket, samfundets modellervoks, der både holder sammen som kit og kan modelleres til hvad som helst, men som åbenbart har et lidt personlighedsspaltet forhold til sig selv.

Michael Borregaard

At snakke om folket og magten er ikke relevant, men mest af alt et kuriosium i debatten. Afgørende skal og må til enhver tid være samfundet i sin helhed, altså såvel arbejdende som dem uden for arbejdsmarkedet. Ingen beslutning kan og bør stå over hvad der er bedst for samfundet, så kort kan det siges!

Jeg personligt, ville gerne skære i eksempelvis kontanthjælpen, dagpenge og ændre førtidspensionisters vilkår, men, jeg har dog endnu ikke fået en eneste overbevisende argumentation for samme, ej heller i forbindelse med læsning af fagrelevante artikler m.fl. hvorfor min konklusion er, at beslutningerne om at skære i de automatiske stabilisatorer er mere skadelige for samfundet end de er gavnlige.

Det samme gælder for vækstpakken i sin helhed, målt på dens egne præmisser, er den et akademisk makværk, det fremgår af planens egne tal og tabeller. Igen, der træffes en beslutning som er mere til skade for samfunde end gavnlig. Dette er beskæmmende, for ingen skal eller bør stå over for samfundet.

H.C. (Hans Christian) Ebbe og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Tom Paamand

Det blir krøllet, når Folket ifølge Khiari og andre per definition altid står i modsætning til deres egne (ofte Folkevalgte) Ledere - men denne tankegang er ret udbredt ikke mindst hos Folketingets yderpartier, samt til en vis grad hos alle os, der ikke leger med i deres cirkus. Eller som en god satiriker plejer at sige det, er hans job at vælte den til enhver tid siddende regering.

Morsomt nok kalder mange partier sig for Folkepartier, selv om de er forsvindende små som De Konservative. Heller ikke SF eller DF har formået at få Folket bag sig, selv om der i ordbogen står at de "kæmper for et folkeligt styre ell. ønsker at repræsentere det egentlige folk". Så hvem faen er lige det der folk egentlig? Selv går jeg gerne ind i diverse oplagte tabersager, hvor den brede Folkelige opbakning ikke er stor, men det er jo netop derfor, at kamp er nødvendig - for at vende stemningen. Der stoler jeg på min mavefornemmelse, for det er ikke min rolle at rette ind efter meningsmålinger.

For øvrigt er Lykkebergs indledende følgeslutning med at "Folket har aldrig helt givet magten fra sig. Helle Thorning-Schmidt er blevet statsminister, og hun er demokratisk valgt, og ingen kan formelt anfægte hendes ret til at regere" ikke helt grundlovsmæssig korrekt. At Thorning er demokratisk valgt har formelt intet at gøre med, at hun er udpeget til at være statsminister.

Der er ingen formelle krav om at ministre er folkevalgte, og Grundloven lægger nærmest op til, at det ikke bør være sådan. Men det er da korrekt nok, at formalia er opfyldt for Thornings position, om vi så kan lide det eller ej. Faktisk har jeg en smule respekt for, at vores nuværende regeringsmagt på enhver måde undlader at lefle for egne vælgere - selv om de kun i beskedent omfang kan skaffe sig nye fra den rent blåfarvede blok.

Hvorfor skulle blå vælgere i stort tal flytte sig til at støtte Thornings blå politik, når de efter et valg kan få den rene vare. Det er Thornings egne vælgere, der er på røven - for de har valget mellem blå og blå i vort herlige demokrati...

Heinrich R. Jørgensen, Simon Olmo Larsen og Michael Borregaard anbefalede denne kommentar
Katrine Visby

Jeg oplever folket som alle dem, som ikke sidder i ministerierne og laver lovene, og de aller rigeste i samfundet, som trækker i trådene.

Vi får lov til at sætte et kryds hvert fjerde år. Men efter det kryds er sat, kan de folkevalgte politikere tilsyneladende gøre hvad der passer dem, og bryde alle valgløfter. Det er en slags bondefangeri. Og man får først chancen for at give sit besyv med igen 4 år senere. På de 4 år kan de nå at lave en masse ravage.

Jeg tror, at jo mere centralt styret det hele bliver, jo mere ufrie bliver borgerne.
Man kunne lave nogle få overordnede love. Og ellers lade de lokale områder få mere frit råderum til at tage beslutninger. Decentralisering.

Kapitalismen fungerer ikke optimalt, kommunismen viste sig heller ikke at være en succes. Socialismen er heller ikke den perfekte løsning.

Måske det er på tide vi prøver en ny demokratisk styreform. Men det kan kun komme fra folket. Magthaverne vil ikke have interesse i at ændre staus quo.

Tue Romanow, Karsten Kølliker, Marianne Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lisa Ahlqvist

DEMOKRATIET ER SOM JEPPE PÅ BJERGET - BARE EN DRØM

At Folket lige pludselig er blevet demokratiets hovedperson, skal du nok end IKKE hviske i ørene på de, som har tilranet sig magten med løgne tykkere end gammel indtørret havregrød. For det har de allerede glemt. Dansken er som regel bare stemmekvæg. Altså noget politikerne bruger til at få stemmekvæget til at lytte til alle deres opdigtede - lad os dog kalde det ved navn og ikke vær' så sarte - løgnehistorier. Løgne som selv ville få Münchausen til at rødme.

I modsætning til politikerne her i landet, som alene rødmer, når de bliver fanget i at fortælle en sandhed.

Men så længe folket stemmer helt ukritisk på f.eks. Helle Thorning-Schmidt. Eller for den sags skyld en Lars Løkke Rasmussen. Eller næsten hvilken som helst anden, alene fordi din, eller din nabos far, onkel og oldemor altid har stemt på ham med den røde næse, eller partiet med det blå V. Eller den røde paprose. Ja, så længe de stemmer helt ukritisk på et bestemt parti, fordi det er gået i arv, ja, så har vi ikke demokrati. Fremtiden er så også gået helt stå.

Og så er det ligefrem mere demokratisk at stemme ved lotteri-trækning, hvor du i det mindste HAR 1 chance, ud af 20 millioner, for at ramme plet.

Det er helt simpelt og let at demonstrere om mine påstande er sande eller ligeså lyvagtig, som de jeg nys har nævnt. Bare klik på regnemaskinen, hver gang Gucci Helle, har lovet noget. Og ligeså om hun har opfyldt det lovede eller ej. Helt enkelt er det et simpelt spørgsmål om plus og minus. Som man lærer allerede i børnehave klassen.

Og jeg må skuffe alle jer, som har været så letsindige at forære jeres ellers aldeles værdifulde X ved den elegante Helledame fra Ishøj. For i det mindste skulle du have forlangt noget til gengæld, og ikke bare smide din stemme i grams. Bare fordi hun ser lammelækker ud. Ligesom når man prutter om prisen på det lokale loppemarked.

Ja, det faktisk lige så let som at klø sig, fyfy, et vist sted.

Det er jo nøjagtigt det samme, de sælger begge steder - gamle støvede sager, der lige er blevet højpoleret, så de ser tiltalende ud for en køber, der ikke har for mange brikker deroppe i hjernekisten. Men revnerne og de falmede kulører er der stadig. Lige under glanspoleringscremen. Og dem opdager du først, når det er for sent. Du har nemlig købt katten i sækken. For regnestykket om plusser og minusser, som bare tog 22,5 sek, var simpelt nok og fortæller helt klart de faktiske forhold - mens du kiggede den anden vej.

Smarte Gucci Helle har sgu taget røven på dig, kammerat.

Men, fortvivl nu ikke, for det ville ikke være et spor anderledes med herremanden, Lars Løkke Rasmussen, fra rigmændenes sandkasse oppe i Nord-sjællands kaviar- og champagnebælte. Deroppe hvor man for længst er ophørt med at drikke aqua communalis. Fordi bønderne de sidste 150 år har tømt deres gifttønder i grundvandet og gjort det udrikkeligt for andre end de, som alligevel vil begå selvmord. Lad være med at stille dumme spørgsmål, for Venstre vil endog gå i døden for de som financierer Venstres valgkampager, kontorartikler, kaffe og fredagsbar - rigtigt gættet: BØNDERNE.

Sr.de har så meget til fælles, at de vil endog gå i døden for hinanden. Hvilket er helt naturligt med al den gift i drikkevandet.

Så, der vil din stemme yderligere være som at kaste perler for svin.

Moralen er, at du ikke skal lytte til, hvad politikerne praler med de har gjort. Men i stedet se til disses ry og rygte.

Først da får vi demokrati og så er vi hovedpersonerne. Fordi vi bruger hovedet.

LISA AHLQVIST, GLOSTRUP

Børge Rahbech Jensen

Folket fylder da ganske meget i samfundet, så det er trist, vi er usynlige.
Helle Thorning-Schmidt blev kun konfronteret med en meget lille del af folket d. 1. maj. Langt de fleste deltog ikke i de møder, hvor statsministeren talte.

Som jeg ser det, er det store problem ikke, om Folketingets medlemmer kan siges ikke at være en del af folket. Et langt større problem er en presse, der har tillagt Folketinget langt større vigtighed, end det i realiteten har. Det meste af folket har sin hverdag uden for Christiansborg med interesser og gøremål, som Folketingets medlemmer ikke inddrages i. Derfor er det svært at finde folket, når den fulde opmærksomhed rettes mod politiske forhold. Faktisk er det meste, folket bruger sin tid og energi på, formentlig for almindeligt og trivielt til at få pressens interesse.

Steffen Gliese

Men problemet, Børge Rahbech Jensen, er jo, at politikerne tiltager sig stedse mere magt over det, folket bruger tid og energi på.

Karsten Kølliker

Hvilken gudsjammerlig blodfattig diskussion af hvad ’folket’ er. Folket er hjertet og mavefornemmelserne. Lederne er hjernen. Lyder banalt, men så enkelt er det.

Og ligesom ethvert menneske ved med sig selv, at den eneste vej til et godt liv er ved at følge sit hjerte og sine mavefornemmelser, således også på den politiske scene.

Problemerne opstår, når hjernen tror, det er den der ved bedst, og det er den der skal bestemme hvad der skal ske hvornår og hvordan. Hjernen fører sig frem, og soler sig i sin lederrolle, men den taber tråden. Eller rettere, den har slet ikke haft tråden. Ikke siden den slap forbindelsen med hjertet og mavefornemmelserne.

Jeg er på linje med Katrine Visby her. Det er tid for en ny demokratisk styreform baseret på lokal autonomi. Tjek evt. mine Facebook-noter ”Det store, politiske svindelnummer” og ”Ufjendskabets økonomi”..

https://www.facebook.com/notes/karsten-kølliker/det-store-politiske-svindelnummer/502013479835159

https://www.facebook.com/notes/karsten-kølliker/ufjendskabets-økonomi/507262932643547

Torben Ernst

Demokratiet, er truet, med de primisser
Det virker ved, da det forholder sig til fortidslævn, og ikke forholder sig til nutiden!
Den arugansr/ foragt, talen ned til Folket, med udgangspunkt i helles tale ! ( hun udviser foragt, ved det sociale ansvar ) nævner forgangene tiders normer, som Socialdemokratiet stod for ?
Da hun jo er folkevalgt, og har magten, men rent etisk ikke forholder sig til hvad hun kommer af, kan hun vel ikke forvænte andet !
Hun tar fra de mindrebemidele og giver til de rige, og det er der ikke noget positivt Socialt ved, men ASSOCIALT ER DET. ET FORAGT ET MISBRUG AF SOCIALDOMAKRTIETS MANDATER BORGERLIGT I SIN VÆRSTE FORM, OG SAMFUNDSFJÆNSK!
På den lange bane, ved den form for politik vil den største minoritet være truet, og dermed Samfundet!
At fattiggørelse den største minoritet !
Uha så er fæstne forbi !
INDTIL NU FORHOLDER HUN SIG IKKE TIL DET HUN GIK TIL VALG PÅ!
OM DET KOMMER?????
Desværre ligner vi mer og mere et miniamerika hvor der lades hånt om demokratiets grundlæggende principper , som vi ellers er kendetegnet ved. Et socialt afset, som adskiller vores fortolkning af Demokratiske spilleregler, er ved at gå tabt !
Som et lille land er vi truet, ved den form for asocial virke, direkte undergravende virke af samfundet, borgernes rettigheder!!!

Jens Thorning

Folket er et "absurdum" (Kierkegaard). På hans tid blev der oprettet stænderforsamlinger og snart var der bønder til venstre og godsejere og fabrikanter til højre, senere kom der arbejderførere fra socialdemokratiet og husmænd og fritænkere fra det radikale venstre.

Det gik nogenlunde i mange årtier, indtil "fjernsynet" blev opfundet og der opstod en hjemløs gruppe uden tilhørsforhold til erhverv eller tradition, de såkaldte tvivlere, der nu bestemmer suverænt over, hvem der skal regere. Det minder forbløffende om tilstandene i Rom inden diktaturet.

Heinrich R. Jørgensen og H.C. (Hans Christian) Ebbe anbefalede denne kommentar
Lars Kristensen

Politikerne har fået friheden til at styre landet, men ikke magten. Når politikerne ikke vil lytte til befolkningen, så har de taget magten og desværre er vort demokrati ikke udformet således, at folket kan fratage politikerne magten, når de ikke længere vil respektere befolkningens overdragelse af friheden.

Dan Johannesson

"Folket kan ikke selv regere sig selv, og derfor bliver det nødt til at vælge repræsentanter, som det straks efter valget kan vende sig imod, hvis de er utilfredse."

I akademisk praksis ville vi kalde ovenstående udsagn for en påstand, og straks bede om dokumentationen for denne påstand.

Hvornår er det nogensinde blevet forsøgt, og har vi ikke netop nu, endelig teknologien, til i langt højere grad at indføre direkte demokrati? Jeg er enig i at folket ikke er eksperter i alting, og at der er en risiko for oprigtigt tåbelige stemningsbetingede valg. (Vi er og bliver jo flok dyr) Men at sige at vi ikke kan regere os selv, som minimum i langt højere grad, er, i bedste fald, uunderbygget og således ikke validt i kraft af sig selv.

Om igen.

Børge Rahbech Jensen

Peter Hansen,
Det gør de jo i kraft af, pressen fylder samfundet med historier fra Christiansborg.

Selv er jeg førtidspensionist. I dag stod jeg op midt på formiddagen. Det meste af dagen har jeg tilbragt ved min pc på internettet. Derudover har jeg kun tømt min postkasse, vasket tøj og spist. Politikere var kun direkte involveret i disse aktiviteter på den måde, at jeg læste el. hørte og i nogle tilfælde kommenterede historier om dem i nyhedsmedier. De har ikke magt over mine daglige indkøb, min brug af internettet, sociale medier el. kulturinstitutioner el. min dagligdag.

Lise Lotte Rahbek

Forleden aften kom jeg til at se 4 af pressens og kommunikationsverdenens højtrangerende talende hoveder i Deadline teoretisere om, hvad regeringen vil gøre, nu når dagpenge-spørgsmålet bliver ved at dukke op. Og hvilke strategier der var mulige, og økonomien bag og al det der.

Ingen nævnte et ord om, hvad de mennesker af FOLKet skal gøre, som skal sælge deres usælgelige huse og leve af deres samboende og forsørgelsespligtige partner. Hvis de da har sådan en. Eller hvordan i alverden man har tænkt sig, at de skal leve.

Folket - det er sikkert ikke pressens målgruppe. De vil hellere snakke med og om politikere.
Gad vide egentlig, om folket overhovedet har nogen stemme?

Bill Atkins

...og det blev knap nok nævnt hvad det vil koste at redde de 30.000 mennesker der enten ryger ned på kontanthjælp eller helt ud af den offentlige fattighjælp. Men som Politikens deltager sagde: "Det vil givet koste mindre end de fire milliarder kroner som erhvervslivet har modtager i skattelettelser af SSFR-regeringen".

Et erhvervsliv der er gået i investeringsstrejke og har mere end 165 mia. kr. sparret op på få år.

Henrik Christensen, Martin Hansen , Tue Romanow, Rasmus Kongshøj og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Bill Atkins

Jo, men det er da rædsomt, at ingen tænker på, at der er faldet mange mennesker (folk) ned på kontanthjælp allerede. Nogen har levet der i årevis, fordi erhvervslivet, pressen og politikere ikke har brug for dem eller bare fokus på dem.
Der kan man da tale om oversete borgere. (folk)

Bill Atkins

Ja, det må være en underlig følelse at være overset i medierne, tiet ihjel, og indimellem kollektivt skammet ud af Kuglestøderen, der aldrig selv har lavet et ærligt stykke arbejde. For 6 år siden var alle de i arbejde der kunne - arbejdsløshedsprocenten var 2,4.

I denne situation tror jeg jeg var blevet aktivist.

claus raunholt jensen, Martin Hansen , Tue Romanow, Rasmus Kongshøj og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Bill Atkins

Jeg vil hellere være civil ulydig, yde passiv modstand
(man kan drive en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke-modellen)
og begrave myndigheder og bureaukrati i henvendelser og klager - men det er jo også en slags aktivisme. :)

Martin Hansen , Søren Roepstorff og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
claus raunholt jensen

En definition af "folket, som har en lang tradition her i landet, er den såkaldt essentialistiske. Den har rod i Tyskland, hos Herder og den tyske romantik, og man bemærker den fonetiske lighed mellem det danske ord "folk" og det tyske "volk". Ifølge denne definition er folket og nationen en irrationelt sat, organisk enhed, og ikke en frivillig sammenslutning af rationelle borgere, som i den latinske republikanisme.

Den romantiske nation er monolitisk, folket er enigt, folket er ens og fæstet til et bestemt landskab og en evig folkesjæl. Og folkets essens er udefinerbar, en mytisk forening af sprog, religion, historie og kultur, som omfatter alle, både høj og lav, et vilkår og en skæbne, der kun kan adlydes eller forrådes. Grundtvig tilhører denne strømning og det samme gør elementer i Dansk Folkeparti, for hvem den " Kristne Danske Kultur" er et givet fatum for alle danske, et fatum, som ikke kan forandres og ikke appelleres. Den danske nation er et egetræ med dybe rødder i Hedenold, og det må værnes mod vælske rationalister, fremmed folk og kosmopolitter.

For kapitalismen og dens ideologiske hegemoni er denne tankegang af og til tjenlig når følelser skal røres og knastørre rationaler ikke slår til. Hvis "folket" er genstridigt og den økonomiske nødvendighed ikke kan skabe konsensus, så må den nationale nødvendighed banke folk på plads. Fædrelandsk hypnose og højtidsstemning kan tilsløre reelle antagonismer, brudflader og sår, først og fremmest den basale strid mellem arbejde og kapital, som kan splitte enhver folkesjæl i to.

Heinrich R. Jørgensen og Jens Thorning anbefalede denne kommentar
H.C. (Hans Christian) Ebbe

? Der er kun lederne og egocentrerede individer. Hvis der havde været et folk, vilke lederne have set anderledes ud.
At der filosoferes over hvem/hvad folket er, er et tegn på, at vi ikke er kommet særligt langt...yderst deprimerende...hvor er de kloge når der er alvorligt brug for dem?

Heinrich R. Jørgensen

'Folket' er 'os alle', samlet som ét, på samme måde som ord i intetkøn og bestemt form kan være ét. Vandet og rummet betegner, der der et tale om ét, men det gør hverken vand eller rum, endsige vandet eller rummet, til tællelige genstande. Samfundet og miljøet er eksempler på samme type sproglige konstruktioner, hvorved der kan henvises til noget, uden at dette fantom materialiserer sig som noget konkret.

Når der tales om 'magt' i konstitutionel og politisk forstand, har det ordbrug intet med ordets vanlige brug at gøre. Det er ikke 'vold', 'tvang' og lignende, ordet henviser til. Det er derimod, at en instans har myndighed, dvs. at denne instans eksklusivt er blevet tildelt mandat og ansvar for en opgave.

N.F.S. Grundtvig var næppe et hovedløst vrøvlehovede. Som rigsdagsmand kommenterer kan den første grundlovs paragraf, om det mange tolker som 'magtens tredeling.

Grundtvig:
"Hvad jeg ved denne Paragraph skal sige, vil ikke være Meget; thi skjøndt der vistnok kunde være Meget med Føie at indvende mod denne Inddeling af den udøvende, lovgivende og dømmende Magt, saa er den dog saa aldeles indgroet i den herskende Tankegang, at det vilde være forgiæves her at prøve paa at rykke den fra sin Plads; men saameget kan jeg dog ikke undlade fra Sprogets Side at bemærke, at det er et Misbrug af Ordet Magt, som aabenbart kun passer paa hvad man kalder den udøvende, thi baade hvad Lovgivningen og hvad Dommen angaaer, da have de efter Sproget ingen Magt, men vel Myndighed."

Den sprogbrug er ganske analogt til engelsk, hvor power og powers har samme betydning, og er noget ganske andet end force m.v.

Lisa Ahlqvist

HVAD NYTTER DET - ALLE PARTIERNE PÅ BORGEN ER MORALSK BETÆNDTE

Regeringen har mistet sin skråsikkerhed og ryster gevaldigt på hænderne.

Og når regeringen ryster på hænderne, ryster den også i sin grundvold. Alt det er glimrende, og viser klart, det er en Bommert-regering, som ikke kender forskel på hoved og hale.

Når så denne stormombruste katastroferegering ryster, kan Venstresjakalerne lugte blod. Og hvis du spørger en syd-afrikaner, vil han/hun fortælle dig, at sjakaler er de farligste og mest lumske væsener på denne jord.

Så ved du det.

Det vil jeg betegne som et rigtig godt råd, for disse syd-afrikanere har så sandelig forstand på den slags, som vi heroppe ikke har. Det syns jo tydeligt på meningsmålingerne, hvor en masse uvidende danskere har deponeret deres sidste rester af frihed på Venstresjakalerne.

Så det osse deres egen skyld. Basta.

Jeg, derimod, er allerede klar med pigtråd og landminer, så Venstresjakalerne ikke bare kan strejfe rundt, som de lyster, og så lige pludselig - HAPS og du har hele sjakalkoblet over dig. Pist borte er alle gysserne og væk er bukser, kjole, sko, støvler, indkøbsvogn, fuld af varer fra Føtex. For det for dumt at rapse en tom indkøbsvogn. Det ved ingen bedre end Venstrekoblet.

Venstresjakalerne har nemlig kun et inderligt ønske om at klæde dig af til skindet. Snuppe alt du ejer og returnere det til bønderne og finansfyrsterne, som afdrag på "lånene" fra sidste valgkamp. De har altså belånt parti, konge og land. De ik spor bedre end Anker Jørgensen.

Derfor burde vi ligeledes opkalde en mønt efter Lille Lars, ligesom Anker blev beæret med en lille rød 25 øre. Bare send dit forslag til samfundspartiet@gmail.com og vinderen kan afhente en flaske blåbærsvin. Men det er virkelig r..vin. Man må bare ikke bruge ordet rød på Tanten, tror jeg nok.

Men hvad er der så tilbage efter trekløveret, Helle, Margrethe og, hende den hemmelige fhv socialist, har hærget land og by i snart to år. Sparegrisen er tom, skolelærerne har fået et par med knortekæppen af lektor Helle Blomme, Morten har lukket kæften på de nævenyttige journalister, de 12 minutter forsvandt udi den blå reg....., øh luft, vi blir aldrig syge mer', derfor afskaffer hele Jyllands svar på Pol Pot, hr B. Hansen, lægerne. Og børn der er lidt for solbrændte har Morten lagt i lænker, på råd fra DFs Mullaher. For så ved man, hvor vi har alle de småkriminelle 2½ årige statsløse, som DFs altid årvågne ambassadør til Israel, hr Espersen har klare beviser for, er terrorister, som havde planer om at smide forgiftet brød ud til rapænderne i Damhussøen.

Ja, det sgu alvorlige sager.

Meget bedre bliver det altså ikke, hvis du er så letsindig, at deponere dine opsparede fra under madrassen hos makkerparret Anders og Johanne, Du ved nok, hende der med det latrinære sprog.

Anders forærer straks hele landet, væk, til Saksesparkbanken. Inkl dig og alt du ejede før, under og efter de tre førnævnte lige snuppede alt, du havde, ejede og stod i. Og lille rappe Emil skal skam nok holde Anders vågen med det snakketøj, har blev forgyldt med fra fødslen. Du ved, nogle arver sølvtøjet og lille Emil arvede snakketøjet.

Mens lille latrinære Johanne sender politiet, Tivoligarden, militæret, Johnny Margrethe og hele den familiesammenførte familie, ænderne i Kongens Have, TV Blærerøven kald-mig-Mads og uudholdelige Niels Krause-Kjær udi evig forbandelse til Pyongyangs elegante feriehytter.

Og så ellers ribbe land og rige for alt af værdi og gøre, som alle andre ligesindede kommunistpampere har gjort før år Johannes og uden tvivl har i sinde at fortsætte med at gøre, efter år Johannes er slut, dvs sende alle rublerne, guldbarrerne, Picassoerne o.a. guf til et sikkert sted i Schweiz, Bahama, Lichtenstein. Så alle de andre slyngler ikke får ideer. Og man kan da altid håbe, at de altid tilstedeværende årvågne konfiskatorer, de Autonome Baseball Bat Supporters, ku hitte et pænt sæt tøj til forarmede Per Clausen. For nu er han statsmand og kan ikke længere lalle rundt og ligne en gemen hønsetyv.

Hvad vi i virkeligheden alle mangler, er en håndfuld helt spritnye ærlige politikere, som ikke knægter vor ytringsfrihed, fordi de ikke stoler på os og går et skridt for langt, når de knægter både skolelærere og familielæger. Og elsker at smadre unge statsløses fremtid osv, osv.

For hvis der er en ting, vi IKKE har brug for, er det så sandelig politikere, som ikke stoler på os. For den slags kan vi selvsagt heller ikke hverken stole på eller tolerere.

LISA AHLQVIST, GLOSTRUP

Lisa Ahlqvist

Heinrich R. Jørgensen

Kære Heinrich, det er nok lidt sent at bruge Grundtvigs gamle taler, for samtidig skal det understreges, at demokratisk var han ej. Han talte aldrig om, at alle skulle have stemmeret. Tværtimod! Det skulle være et privilegie for de få.

Men, måske indgår det også i regeringens planer, som godt nok er lidt for totalitære for år 2013.

Det er dog morsomt at læse.