Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Italiens skrøbelige kendsgerninger

Giulio Andreotti lod selv som om, han var blevet frifundet for anklagerne om forbindelser til den sicilianske mafia. Så det har de fleste andre også valgt at gøre
Moderne Tider
25. maj 2013

Da Giulio Andreotti for et par uger siden døde i en alder af 94 år, kunne man i alverdens aviser læse, at han havde været Italiens mægtigste mand i anden halvdel af forrige århundrede. Han var ministerpræsident syv gange, forsvarsminister otte gange, udenrigsminister fem gange, økonomiminister to gange samt budget-, skatte-, indenrigs-, industri- og kulturminister. Det mest slående eksempel på Andreottis magt er dog den faktuelle fejl, der har sneget sig ind i mange nekrologer. Politiken, f.eks., hævder, at Andreotti i 2004 blev »frikendt« ved højeste retsinstans for anklagen om at stå i ledtog med mafiaen. Det er en løgn, der er blevet fortalt så ofte, at det er blevet en vedtaget sandhed.

Skuespilleren, instruktøren og forfatteren Giulio Cavalli har gjort sit til at udrydde denne alt andet end uskyldige misforståelse med bogen L’innocenza di Giulio (Giulios uskyld), hvor anklageren i sagen, Gian Carlo Caselli, har skrevet forordet:

»Når man trods de meget alvorlige forhold, som der er ført bevis for indtil 1980, taler om frifindelse, er det ikke kun en teknisk bommert,« hævder Caselli og tilføjer:

»Det betyder, at man i realiteten legitimerer (hvad angår fortiden, men derfor også nutiden og fremtiden) en form for politik, hvor faste forbindelser til underverdenen, sågar mafiaen, indgår i overvejelserne.«

Århundredets retssag

Andreotti blev ikke frifundet. »Århundredets retssag«, der blev indledt i 1993 og varede til 2004, endte med en dom. Den anklagede blev kendt skyldig i at have samarbejdet med Cosa nostra i flere årtier. Appeldomstolen havde takseret det til 24 års fængsel, men ifølge Italiens højesteret, Kassationsdomstolen, kunne der kun føres bevis for Andreottis relationer til mafiaen frem til foråret 1980. Og da forældelsesfristen for disse forhold var udløbet året inden, slap han helt for straf. Det er dog langtfra det samme som frifindelse.

Andreottis »venskabelige imødekommenhed« over for mafiaens topfigurer, gav dem anledning til at tro, at de »nød beskyttelse på den lovlige magts højeste niveau«, hedder det i dommen: »Den anklagede har, ikke uden personlig gevinst, bevidst og med overlæg opdyrket en stabil relation til forbrydersyndikatet og har under alle omstændigheder givet mafiaen et styrkende bidrag ved at demonstrere sin vilje til at begunstige medlemmerne.«

Sagen var en milepæl. En vestlig toppolitiker var for første gang blevet retsforfulgt for og kendt skyldig i at have brugt en kriminel organisation – lokalt forankret, men med internationale forgreninger – til at konsolidere sin magt. Blandt de konkrete forhold, dommen baserer sig på, er drabet på Andreottis partikammerat, Piersanti Mattarella, i januar 1980. På Sicilien udfordrede Mattarella, der var formand for regionalforsamlingen, den fløj i det kristendemokratiske parti, der plejede mafiaens interesser.

Andreotti fik at vide, at mafiaen planlagde drabet, men han delte ikke sin viden med politiet:

»Mattarella talte om gennemsigtighed ved licitationer, kontrol med ledere, moral som ledestjerne i den offentlige forvaltning og endte med at blive slået ihjel,« skriver Cavalli, der lever under politibeskyttelse på grund af sine teatermonologer om organiseret kriminalitet i Norditalien.

Rodfæstet løgn

Da retssagerne mod Andreotti begyndte – han blev også sigtet, dømt, men siden frikendt for at have bestilt mordet på journalisten Carmine Pecorelli i 1979 – var han blevet udnævnt til livstidssenator. Han sad i parlamentet fra den første valgperiode efter krigen og lige indtil sin død. Under retsmøderne løj Andreotti mindst 21 gange, men sideløbende med sagen plejede han sin offentlige profil.

Da dommen faldt, råbte forsvarsadvokaten »frifundet«, selv om hendes klient altså teknisk set blev kendt skyldig. Italiens store aviser – Berlusconi-familiens Il Giornale, Fiat-koncernes La Stampa, den konservative Corriere della Sera og den socialliberale La Repubblica – skrev alle »Andreotti frifundet« på forsiden.

Politikerne stod i kø for at lykønske, og to år senere var han tæt på at blive valgt til senatsformand. Massemedierne manipulerede med de forhold, som blev lagt frem under retssagen, så de faktuelle kendsgerninger blev tilintetgjort, skriver Cavalli:

»Dommen er blevet usandhedens manual og beviset på, at en løgn, der bliver gentaget uendeligt mange gange, til sidst slår rod i erindringen og med lidt held også ender med at stå skrevet i historiebøgerne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her