Læsetid: 4 min.

Læst udefra: Mellemøstens bedste galleri er gaden

Bloggeren Soreya Morayef aka Suzeeinthecity går til filmen – fire korte striber er det blevet til fra Kairo, Tripoli, Ramallah og Beirut
1. juni 2013

Det er ikke kun i Kairos gader, at unge progressive aktivister kontrollerer det offentlige rum. Overalt i Mellemøsten er det offentlige rum til forhandling. Det er her, kampen om fremtiden står. Og det er her, de unge tropper op med maling og budskaber, som de ønsker at sprede. Det lykkes faktisk over al forventning. Ikke alene i Kairo, men i mange andre af regionens centrale byer.

Det er slået fast igen og igen, at street art klart er det mest interessante på kunstscenen i Mellemøsten og i Nordafrika i disse år. Men hvordan bringer man gadekunsten ind på de bonede gulve på alverdens museer. En ting er at invitere en hip street artist til et museum med henblik på at udføre replica eller skabe nye værker på museets vægge eller på kæmpe billboards, et andet er at se kunsten udfolde sig i sit rette element. I konteksten.

Det var derfor en naturlig tanke direktøren for Museum of Contemporary Art i Los Angeles (MOCA), Jeffrey Dietch, fik, da han mailede til Suzzeinthecity og spurgte, om hun havde mod på at lave en tre minutters video om street art i Kairo til Museum of Contemporary Art in Los Angeles TV (MOCATV).

Suzeeinthecity er den bedste og mest informative blog om street art i Egypten. En dynamisk blog, der fortsat har fingeren på pulsen, til trods for at bloggeren selv efterhånden er ved at være træt af at gentage sig selv ved at skrive indlæg om seksuelle overgreb, politivold, militærvold, flere martyrere, satire mod præsident Mursi, satire mod religiøs dobbeltmoral, indlæg mod censur og for ytringsfriheden. Politik, der kører i ring.

Ikke desto mindre havde Dietch ramt plet. Hvis der er nogen, der ved noget om scenen, er det Suzeeinthecity.

Budskabet drukner

På bloggen skriver Suzeeinthecity om henvendelsen fra MOCA: »Min første reaktion var at tro, at det var spam. Min anden reaktion var at google ham. Den tredje var at tage et screenshot af mailen og lægge den på min facebook for at prale over for mine venner. Min fjerde var at hoppe op og ned og danse en lille sejrsdans i sengen klokken tre om morgenen.«

Suzeeinthecity aka journalisten Soreya Morayef påtog sig opgaven. Og kort tid efter havde verden en ny ca. tre minutter lang video under titel Cairo spray can rebels. Det er tydeligt, at filmen er lavet på et lavt budget eller rettere uden budget. Det er pro bono arbejde, og trods begejstring for såvel Suzeeinthecity og de udvalgte kunstere, som tæller Ganzeer, Ammar Abu Bakr, Sad Panda med flere, så er videoen en skuffelse – ikke alene teknisk, men også indholdsmæssigt. Der er ingen klar fortælling. Intet greb, og det er en skam, da netop disse unge har så meget, de vil ud med. Suzee er dog undskyldt lidt hen ad vejen, da tre minutter til at skildre mere end to års graffiti i det postrevolutionære Kairo mildest talt er en vanskelig opgave. Samtidigt var deadline kort og pengene få.

Murens æstetik

MOCATV har givetvist ikke været helt så kritiske, idet Suzeeinthecity kort tid efter blev anmodet om at lave yderligere tre korte videodokumentarer om street art i Tripoli, Ramallah og Beirut.

Historien fra Tripoli er ikke udfoldet, og fortæller mere historien om, hvordan sejrherren vil fremstille det nye Libyen. Der er ikke samme modstand. Ikke samme underground. Ikke samme kant som i Kairo eller på den palæstinensiske Vestbred. Den palæstinensiske video er klart den bedste. Der er en klarere fortælling. En fortælling, der fortæller, og en bevægelse i kunsten fra den første intifada i 1980’erne, som i høj grad var en kommunikerende graffiti, til nutidens mere æstetiske, men fortsat meget kommunikerende kunst. En historie om unge, der søge at skabe dialog på gaden. Artikulerede kunstnere, der søger at repræsentere de marginaliserede. Alt sammen i en modbydelig kulisse, hvor Muren i al sin æstetiske afskyelighed indbyder til, ikke alene modtand, men også kreative kunstneriske udtryk.

Den sidste i serien er fra Beirut, hvor den nuværende street art-scene fik sit boost i forbindelse med krigen i 2006. De unges afstandstagen fra krig. Et kapitel i landets historie, de ikke ønsker gentaget. Hjemløshed og social marginalisering er temaer for flere kunsterne, men ellers er Beirut som vanligt lidt smartere, lidt mere cool, og efter min mening også klart mindre interessant, selvom byen er lidt af en smeltedigel og kunstnere fra hele verden dropper forbi.

I disse år er det Mellemøstens gader der er de bedste gallerier. Her er ingen kuratorer. Her er ingen censur. Selvom om værkerne er i flux, bliver de næsten altid foreviget – som billede eller film, således at vi, der ikke konstant betræder regionens gader, trods alt kan få indsigt i de bevægelser, der er på spil.

 

Soreya Morayef

Journalisten Soreya Morayefs blog kan læses på

suzeeinthecity.wordpress.com

De fire videostriber Kairo, Tripoli, Ramallah og Beirut kan ses på sites.moca.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu