Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Putins mange ansigter – og et par stykker til

Ny bog redegør på imponerende vis for, hvad Ruslands præsident, Vladimir Putin, i virkeligheden ønsker for Rusland – og for hvordan det hele kan ramle sammen om ørerne på ham
Fejltolket. Da Putin i sin tid erklærede Sovjets sammenbrud for en katastrofe, blev han misforstået. Det var ikke kommunismen, men Ruslands sammenbrud, han begræd. Hans ageren som præsident skal ses i det lys.

Fejltolket. Da Putin i sin tid erklærede Sovjets sammenbrud for en katastrofe, blev han misforstået. Det var ikke kommunismen, men Ruslands sammenbrud, han begræd. Hans ageren som præsident skal ses i det lys.

Jana Lapikova

Moderne Tider
18. maj 2013

Opkomsten af Vladimir Putin som Ruslands stærke mand kan kun forstås som andet kapitel i den historie, der begyndte med Sovjetunionens sammenbrud. Problemet er, at der stadig langt fra er enighed om, hvad der skete i kapitel ét. De fleste analytikere i Vesten sværger til opfattelsen af Gorbatjov og Jeltsin som modige, omend vildfarne reformatorer, som dog under alle omstændigheder havde hjertet på demokratiets side. Russerne, som gennemlevede det kaos og sammenbrud, deres reformer medførte, ser dem i et andet og som oftest mindre flatterende lys.

Putins mest berømte udtalelse om Sovjetunionen er i virkeligheden et fejlcitat. Da han erklærede, at dens undergang var århundredets største geopolitiske katastrofe, betød det ikke, at han begræd kommunismens fald. Han refererede alene til den russiske stats sammenbrud, som fra russisk perspektiv var lig med den sovjetiske.

En kollektiv følelse af forvirring prægede Den Russiske Føderations første uafhængighedserklæring. »Uafhængighed fra hvem? Os selv?«

Revanche

Gleb Pavlovsky, en tidligere rådgiver, som nu er faldet i unåde hos Putin, har mest præcist beskrevet dette i et interview til The Guardian sidste år:

»Mine folk og mine venner kunne ikke acceptere det, der var sket. Der var hundreder, tusinder af den slags mennesker i eliten, som ikke var kommunister – jeg selv var aldrig medlem af kommunistpartiet. De brød sig bare ikke om den måde, tingene foregik på i 1991. Putin var sådan et af disse mennesker. Frem til slutningen af 1990’erne ventede han blot på en mulighed for at tage revanche. Og med revanche mener jeg genrejsningen af den store stat – ikke en totalitær en af slagsen, men en stat, man kunne respektere.«

Vi leder de forkerte steder, når vi søger forklaringer på, hvor truslerne mod Jeltsin-årenes begrænsede demokratiske landvindinger kom fra. Alle troede de ville komme fra Sjuganov og kommunisterne. Men for menneskeretsforkæmpere som dem i Memorial (der nu bliver brændemærket som ’fremmede agenter’ af den russiske stat) kom truslerne i virkeligheden fra det selv samme regime, som de støttede.

Kontroversiel pointe

Den selvbegrænsende, indadvendte, snerpede, selvretfærdige, russisk ortodoks-velsignede og grundlæggende antiliberale nationalisme, som nu går sin sejrsgang, er ikke blot et biprodukt af oligarkers skalten og valten. Den er det monster, som disse oligarker skabte for at forhindre, at den russiske stat faldt fuldstændig fra hinanden.

Denne pointe er stadig kontroversiel. Man ønsker at se Putin som intet andet end genrejsningen af det tabte KGB-imperium. Hvis bare det var så enkelt. De mange oprindelser til det system, han har skabt, bliver udførligt og begavet udfoldet i bogen Mr. Putin, Operative in the Kremlin (bemærk ’Mr.’ – ikke ’Kammerat’). Et særdeles læseværdigt og oplysende portræt, tegnet af to kendere af russisk historie, som på forskellige tidspunkter i deres karriere har siddet på forreste parket til begivenhederne.

Seks nye ansigter

Fiona Hill, forsker ved Brookings Institution, tilbragte årene 2006-9 som efterretningsofficer i US National Intelligence Council med Rusland og Eurasien som sine områder. Økonomen Clifford Gaddy har tidligere været rådgiver i det russiske skatteministerium og har undersøgt relationerne mellem Putins finansielle dispositioner og hans fortid i KGB.

Vi er allerede bekendt med nogle af de antræk, Putin – den bevidst ansigtsløse politiske aktør – iklæder sig for at appellere til folket: den brandslukkende pilot, storvildtjægeren i bar overkrop, dykkeren, motorcykelmanden, den hjemmevante natklubgænger.

Hill og Gaddy har identificeret yderligere seks afslørende ansigter: statisten, manden der bladrer i Ruslands historie for at finde inspiration, overleveren, outsideren, kapitalisten og KGB-sagsbehandleren. Selv dem, der insisterer på at se Putin alene som KGB-mand, vil finde, at Hill og Gaddy har noget nyt at fortælle.

Putin har tilsløret meget af det, han foretog sig som KGB-officer i Dresden. Men én ting er han kommet til at afsløre. Adspurgt hvad hans største forcer var, svarede han:

»Jeg er specialiseret i at kommunikere med mennesker.«

Bearbejdning af fjenden

At arbejde med mennesker har en dobbelt betydning i KGB-jargon. Det betyder også at arbejde på mennesker. Filipp Bobkov, leder af femte direktorat under Juri Andropov, har beskrevet, hvordan metoden blev brugt på den politiske afvigende historiker Roy Medvedev. Da Medvedev begyndte at bagvaske Leonid Brejsnev, så KGB sig nødsaget til at reagere.

Bobkov inviterede sig selv på besøg i Medvedevs lejlighed og havde en lang snak med dissidenten over en kop te.

»Jeg så både styrkerne og svaghederne i min samtalepartners logik. Jeg forstod, hvor han havde ret, og hvor han tog fejl. Det var nyttig viden for mig. Jeg var meget tilfreds med det, jeg fik ud af mødet … det væsentligste resultat var, at Medvedev indledte samarbejde med vestlige kommunister. Det gav os endnu en kanal til at påvirke hans uønskede angreb.«

Medvedev var blevet omvendt, ikke af trusler om Gulag, men af en venskabelig snak over en kop te.

Putin arbejdede på oligarkerne med noget, der var endnu mere overbevisende end en kop te – en fuldstændig liste over deres forretningshemmeligheder og fejltrin. Han dirigerer en gruppe på ikke færre end 2.000 forretningsfolk og topembedsmænd, som kontrollerer begivenhederne. Ikke desto mindre er samtlige af Putins seks identiteter, som var styrker i begyndelsen af hans regime, ved at udvikle sig til temmelig store svagheder i dette regimes 13. år.

Truslen fra fremtiden

Hvordan skal det lykkes en mand, der er omdrejningspunktet for et stærkt personligt system, et system, han styrer manuelt, at forlade embedet uden at udløse en kæmpe magtkamp? Hvem kan han overgive statens tøjler (og den berømte kuffert fuld af hemmeligheder, inklusive hans egne) til, andre end til en anden autokrat?

Hvis Putin ikke finder løsningen på, hvordan et system af tyve og svindlere kan åbnes op – om så bare for andre tyve og svindlere – og hvis presset på ham bliver ved at vokse, er der groft sagt kun to muligheder: at han bliver prikket af en fra hans egen inderkreds, eller at masseprotester i gaderne fører et systemskifte med sig. Ingen af de to scenarier vil være fredelige eller uden blodsudgydelser. Putins stabilitet kan vise sig at være et varsel om det modsatte.

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her