Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Et skrig om opmærksomhed og dets følger

Journalisten Hannes Råstams bog om den falske seriemorder Thomas Quick er en rystende dokumentation af et svensk retssystem i total nedsmeltning. Den bør læses af enhver, der beskæftiger sig med politi og retssikkerhed. For spørgsmålet er, om noget lignende er sket – eller kunne ske – i Danmark
Den konstruerede morder. Thomas Quick er foreløbig blevet frikent for fem af de otte mord, han tilstod under sin behandlingsdom. Trods åbnelyse mangler i hans tilståelser satte ingen spørgsmålstegn ved ægtheden af dem.

Yvonne Åsell

Moderne Tider
4. maj 2013

Det er så langt ude, at det er til at blive vanvittig af,« var modsvaret fra en af de fem forskellige mænd som Thomas Quick, kendt som Sveriges værste seriemorder, inddrog som en af sine medskyldige.

Efter at have læst den svenske graverjournalist Hannes Råstam bog: Den falske seriemorder. Thomas Quick og Skandinaviens største justitsmord får jeg lyst til at gøre de ord til mine. Bogen er en rystende dokumentation, af hvad der kan ske i et system der er hævet over kritik, og hvor man anser tilståelsen som vejen til succes Det giver prestige og fremmer karrieren. Og så er det ligegyldigt, om den sigtede er en svagt begavet person eller en Thomas Quick, der helt åbenbart er psykisk syg, og til tider stærkt psykotisk. Selv en sund og rask person ville under de omstændigheder, bogen beskriver, være ilde stedt. Der afdækkes en efterforskning der er præget af et stærkt ’tunnelsyn’, der støttes af en fælles front af villige medløbere: Professorer, læger, psykologer, hukommelseseksperter, et hav af journalister og sågar forsvarsadvokaten, der citeres for: »… politiet er endnu ikke overbevist om, at han taler sandt. Det er jeg til gengæld. Derfor bliver det langt hen ad vejen min opgave at overbevise politiet om, at min klient har begået drabene.«

En kontrueret morder

Råstam viser os, hvordan ’Sveriges værste seriemorder’ blev konstrueret og skabt i offentligheden, af en velvillig psykiatri, en inkompetent og mangelfuld politiefterforskning og et manglende forsvar.

Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har knebet mig selv i armen under læsningen og sagt: det kan ikke være rigtigt. Og det selv om jeg inderst inde ser en realisering af det værst tænkelige mareridt, jeg selv har advaret imod og skildret i min egen bog om politiets afhøringsmetoder: Tvivl på alt og tro på meget. Jagten på sandheden, hvor jeg selv har oplevet at være tæt på et justitsmord.

Det hele starter under Thomas Quicks behandlingsdom på den lukkede psykiatriske afdeling på Säters sygehus i begyndelse af 90’erne efter et mislykket bankrøveri. Et antal sager i USA om seriemordere havde gjort fænomenet til genstand for omfattende studier blandt amerikanske kriminologer og adfærdsforskere i sidste halvdel af 1980’erne. Underholdningsindustrien var ikke længe om at komme ind på scenen. Filmen Ondskabens øjne med ’Hannibal the Cannibal’ havde premiere i 1991 og samme år udkom bogen American Psycho af Bret Eastin Ellis.

Thomas Quick, der dengang hed Sture Bergvald, fornemmede, at hans læger og psykologer interesserede sig for det nye fænomen. Han er selv stærkt interesseret i at komme i samtaleterapi, men det er ganske svært at få opfyldt dette brændende ønske, for uanset om hans angstanfald, tics og grynten er skuespil eller ej, får han ikke den opmærksomhed som han søger.

Nedsmeltning

Torsdag den 25. juni 1992 er han på badetur med sin yndlingsplejer, Therese. Her åbner han for Pandoras æske ved at sige: »Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad du ville mene om mig, hvis du fik at vide, at jeg har begået noget rigtigt groft.«

Hun indberetter episoden, og i den følgende terapi kommer han i tanke om, at han i 1980’erne har dræbt en dreng, og inden længe to drenge. En for Quick spændende og stimulerende og indtil nu ufarlig leg udvikler sig, så risikofyldte og skræmmende ord flyder ud af munden på ham. Psykiaterne bliver nu stærkt interesseret, ikke mindst da drabene knyttes op til skrækkelige barndomsoplevelser, hvor han er ved at blive slået ihjel af moderen og seksuelt misbrugt af faderen. Thomas bliver til noget helt specielt på afdelingen. Men der er ingen vej tilbage. Tilståelserne anmeldes til politiet. Og laviner ruller i de kommende år og bliver til domfældelse i otte af de 30 drabssager.Hannes Råstams imponerende velbeskrevne og grundige støvsugning af sagens akter er en stærk dokumentation på et svensk retssystem under nedsmeltning. Det er en skræmmende, deprimerende oplevelse. Men den er lige så overbevisende, som den intensive terapeutiske bearbejdning har været for Quicks lyst til at tilstå de 30 mere og mere bestialske drab.

Et farligt engagement

Jeg er ikke i tvivl om det personlige engagement, der har været til stede i den faste gruppe omkring efterforskningen. Det har været dedikeret og entusiastisk, alle har følt sig betydningsfulde gennem den opmærksomhed, gruppen har fået som følge af domfældelserne. Domme, der har gjort det svært for efterforskerne at betvivle Quick. Og efter hver ny dom må tunnelsynet være blevet stabiliseret og så permanent for alle parter i sagen, at der ikke var plads til modsigelser.

Hvis andre påpeger åbenbare svagheder eller direkte usandsynligheder eller ligefrem forkaster Quicks forklaringer, bliver de alle fejet af bordet med en rasende vrede. I otte år turnerede efterforskerne rundt med Quick. Ofte var han vind og skæv og lallende medicinpåvirket, i en sådan grad at han til tider måtte støttes af to plejere for overhovedet at kunne holde sig på benene.

Det var i sådanne situationer, han gennemførte sine påvisninger og rekonstruktioner, af de påståede drab, samtidig med at han, næsten som i en spiritistisk seance, og gutturale lyde fremkom med kryptiske forvrøvlede antydninger og forkerte oplysninger, som man skal være medlem af efterforskningsteamet for at kunne omsætte til virkelighed. Der er adskillige versioner af hvorledes de forskellige drab er udført, i et tilfælde, er der både slag mod issen med en donkraft, et slag i panden med et koben, et slag mod issen med en campingøkse osv. Og selv efter en tilståelse af drab på to forsvundne afrikanske ofre, der viste sig, at leve i bedste velgående i henholdsvis Sverige og Canada, fortsætter efterforskningen.Takket været Hannes Råstam store journalistiske bedrift blev sagerne mod Quick genoptaget, og han er foreløbig blevet frifundet for fem af de otte drab.

Bogen er anbefalelsesværdig læsning. Spændende som en krimi, forstemmende i dokumentationen af hvor galt det kan gå i systemer, der er uimodtagelige for kritik. Den fortjener mange læsere. Og enhver der beskæftiger sig med politiarbejdet, retssystemet og retssikkerheden burde have sit eget eksemplar. Det er stof til eftertanke, f.eks. om noget lignende er sket eller kunne ske i Danmark?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Overgaard Bjerre

Det er en god artikel og en meget uhyggelig artikel. Det er jo vanvid. Men det viser kun, at de psykisk syge ikke kan føle sig sikre på noget som helst. Hvis de ikke dræbes af medicineringen, så kan de blive beskyldt for hvad som helst.

Det mest vanvittige, synes jeg er den komplet hadske holdning, og den liderlighed efter sensation, som har været herskende under efterforskningen, som altså stadig foregår. Af samfundets spidser og medier, som har dømt den anklagede på forhånd.

Ikke alene viser det, at de psykisk syge kan komme ud for hvad som helst fra overmedicinering, bæltefiksering i op til et år, få tæsk af plejer, hvis plejeren skulle have lyst til denne hyggeaktivitet. Og den etablerede psykiatri, borgerskabets højtuddannede mennesker, er parat til at forsvare. Alle overgreb. Og altid.

Der er jo gået film i sagen og det viser sig, at politiet og professorer og altså også stasadvokatens forsvarer går henrykt til en handling, som er præget af filmens verden, stærkt bakket op af mediernes lige så store sensationsliderlihed. Det er jo en psykisk syg, det drejer sig om. Og sandsynligvis en fra fra samfundets sociale bund, så sagen er klar og jagten går ind med fuld musik, overbevisning og kildren i maven.

Sikke noget svineri. Og selvfølgelig vil det kunne foregå i Danmark også. Hvorfor skulle det ikke det. For en ting er sikkert. Der sker ikke en pind med de fine mennesker fra borgerskabet, som skulle have frataget deres ret til at formidle, forsvare og behandle, hvis der var en retfærdighed til.

Kasper Hviid

Det minder mig lidt om denneher TED talk:Jon Ronson: Strange answers to the psychopath test

Troels Brücker

Anmeldelsen af bogen, 'Den falske seriemorder' er forplumrende og forkert med den redaktionelle overskrift, "Den falske massemorder, som gjorde alle glade". Overskriften refererer til Hans Jørgen Bonnichsens anmeldelse af bogen længere fremme i avisen. Bonnichsen opererer naturligvis med den rette betegnelse for Sveriges formodede største morder, nemlig 'seriemorder'. Den pågældende påståede morder, Hvis oprindelige navn var Sture Bergwall, er dømt som 'seriemorder'.  Breivik er 'massemorder', Jack the Ripper var seriemorder. Der skelnes normalt fuldstændigt mellem de to typer, jvf. Wikipedia under 'seriemorder'.

Det er både forplumrende, forkert og unødigt forvirrende at betegne Quick som 'massemorder'. Har redaktionssekretæren overhovet læst anmeldelsen? En uheldig journalistisk kikser.