Min far er flyttet til byen og er blevet overordentlig glad for den. Og for sin cykel. Han formeligt hjuler byen tynd i al slags vejr og ser ud til at have en fest med det. Jeg inviterede mig selv med på en af de cykelture, men betingede mig, at den skulle indeholde et element af belønning. Gerne i form af frokost. Nu kender jeg min far ret godt og var klar over, at den form for stillen krav om forplejning er forholdsvis let at få indfriet. Min far sætter stor pris på en god frokost.
Vi zigzaggede mellem de heftige sommerbyger ad strandvejen op til det gamle Hellerup Park Hotel og den nu hedengangne Restaurant Saisons lokaler. Før Lauterbach og Saison har her ligget alskens ting og sager, men engang for meget lang tid siden, grundlagt i 1927, hed lokalerne Helleru p Klub og var udover selskabslokaler for forstadens borgerskab også biograf. I dag er vi tilbage ved starten, dog uden bif, men nu med brasseri.
Klassikere
Frokostkortet på Hellerup Klub dækker over et væld af danske frokostklassikere lige fra den uomgængelige sild over hønsesalaten til et par småfrankofile afstikkere udi østers og camembert frit. Min far og jeg er begge mest beslutningsdygtige med champagne og østers foran os, og det får vi da også uden videre palaver serveret. Østersene var franske og smagfulde og havde selskab af en lille smule fint ternet og mildt marineret agurk og en vinaigrette med skalotteløg. Champagnen var en brut fra Andre Clouet, mellemfyldig, læskende og med solmodne bær, og vi var klar til at bestille.
Min far lagde ud med en klassisk hjemmemarineret sildefilet. Stor og med god struktur serveret med lidt rødløg i ringe og brøndkarse. I en lille skål på siden en forholdsvis kedsommelig karrysalat som endte sine dage som en fad æggesalat. En skæbne, ingen karrysalater ønsker. Jeg fik fornøjelsen af en islandsk sild. Det var en prægtig fisk med skønne nye kartofler, cremefraiche, løg og kapers og et halveret, smilende æg, som desværre var meget køleskabskoldt og dermed komplet blottet for smag. Vi drak en Kronenbourg 1664 fra fad og en generøst skænket Linie-akvavit fulgte sildene ned i dybet.
Den danske tatar
Jomfruhummerlasagne og tatar. Det lyder da som en frokost, man kan forstå, ikke sandt? Det var i hvert fald, hvad faderen min og jeg var blevet enige om over østersene tidligere. Jeg fik fornøjelsen af lasagnen. Fede og saftige jomfruhummerhaler i lag med lasagneplader, lidt bredbladet spinat og frisk tomat, herlig bisque og emulsion på toppen. Dejlig, veltilberedt søbemad hele vejen igennem. På siden i kontrast til den bløde velsmag et fenikkelbruschetta. God ide at køre en fennikel igennem på mandolinen og bruge den som bruschetta, men for søren hvor den manglede syre. Undskyldningen vil være at syren kom i glasset i form af en ganske herlig og uprætentiøs Sauvignon La Galope fra Domaine de l’herré, men den udgjorde kun knapt den efterspurgte kontrast.
Min fars tatar var god, af skrabet kvalitetskød, formet som en hakkebøf på tallerkenen. På siden to meget store kartoffelchips og så ellers den her tsunami af pariserbøftilbehør, som dansken mener hører til en tatar. Æggeblomme, peberrod, pickles, rødbede und so bloody weiter. Jeg er, som den opvakte læser nok er i stand til allerede nu at afkode, ikke helt enig. En tatar skal have selskab af en fritteret kartoffel i en eller anden form og så en blandet salat med en lidt bidsk vinaigrette. Ikke videre. Ellers bør man smække et stykke smørstegt toast under og lade tataren røre panden og kalde det en pariserbøf. Bare min mening. Igen: Der var ikke noget at udsætte på den kulinariske del af serveringen. Et rigtigt godt glas Rosé Les Terrasses fra Vallombrosa til med den flotteste mineralske balance. Herligt med rosé til tatar.
Hellerup Klub serverer som en af få steder i byen og omegn en camembert frit. Det kan jeg rigtigt godt lide. Da jeg var en lille purk tilbage i start-80’erne serverede min mor det ofte til dessert med den mest vidunderlige solbærsyltetøj til. Følelsen af at stikke hul på den modne camembert, gennem den sprøde skorpe, og se den flyde sammen med syltetøjet er et skattet og, indrømmet, ret nørdet barndomsminde. Men ak, Hellerup! En umoden camembert, hård og langtfra flydende og solbærsyltetøj, som ret hurtigt afslørede sig som en blåbærsyltetøj, gør ingen barndomsminder. Det gør heller ikke nogen særligt vellykket dessert. Jeg skyllede skuffelsen ned med et glas portvin, Fonseca 10-års.
Småting
Senior var heldigere. Dagens is var en citronsorbet, og den havde han bestilt to skønne kugler af. Med serveringen fulgte gode hjemmelavede marengskys, en smule makron og en smørbagt tuille. Tilsæt dertil en Beerenauslese fra Rudolf Payer, som tog kampen op med citronsorbeten og vandt, så har du en mere end hæderlig dessert.
To kopper kaffe senere kunne vi begynde at ane den blygrå sommerhimmel højt over Strandvejen og tumle lidt med visheden om at skulle ud under den og komplet underlægges dens luner på cykelturen hjem. Samtidig kunne vi tumle lidt med visheden om en regning på 1.600 kr. for dagens frokost. Det gode og opmærksomme personale på gulvet i restauranten kan ikke opveje de irriterende svipsere på let eksekverbare serveringer i køkkenet, og det efterlader os med følelsen af en lille uoverensstemmelse mellem pris og kvalitet. Det er småting, der skal rettes før at Hellerup Klub bliver en cykeltur i sommerregnen værd.
Hellerup Klub
Strandvejen 203, Hellerup,
Bordbestilling: 39 62 21 40
info@hellerupklub.dk
www.hellerupklub.dk
