Læsetid: 5 min.

Beværtet: Skovmærker her og jordbær gror

Stedet er mest til udendørs øl eller is. Ved særlige lejligheder kan man gå indenfor og lade sig beværte i bryggeriets restaurant
Skovlyst. Engang en lille skovbeværtning, i dag tillige bryggeri og restaurant. Stedet er beliggende derude, hvor børn i generationer af egen nysgerrighed har smagt på den natur, der i dag hypes som noget særligt nordisk.

Simon Bohr

29. juni 2013

Sjovt nok ved de fleste, hvordan bøgeblade, skovsyre og mariehønetis smager – ikke i kraft af det nordiske køkkens udskejelser på naturområdet, men gennem barndommens eksperimenterende oplevelser og måde at gå til naturen på med smagssanserne. Jeg har sådanne barnlige minder fra en skovbund nær Bryggeriet Skovlyst, som det hedder i dag, hvor min mor cyklede ud med mig, og jeg blev sat i græsset mellem træerne. Ekskursionsmålet var bagefter en is af de gammeldags fulde af e-numre på skovhusbeværtningen Skovlyst, hvorfra jeg kun husker stemningen af spillemaskiner indendørs og en fedtet spand til ispapir udendørs. Den næste generation husker tydeligere legepladsen, den talende papegøje, påfuglene og gederne fra ture med mormor.

I dag er Skovlyst et bryggeri med en ølomsætning, der breder sig ud i danske supermarkeder. Stedet er siden 2004 omdannet til en rigtig restaurant med et udemiljø af en mere pædagogisk og børnesikret legeplads – nu uden dyr, isen uden e-numre og en rigtig udendørssektion af bejdsede træbænke og -borde let hævet i niveauet med udsigt til skov og vang. Lige her i Hareskoven åbner himlen sig og et par enge giver udsyn og en stemning af skovidyl, som jeg ellers kun kender den fra utallige ture til Tyrol i samme barndom.

Øl, sol og is

Indenfor lugter der sågar af tyrolerhotellet i Dolomitterne, en blanding af sterilitet og træ. Nede i kælderen står de store tanke og ovenpå er der næsten altid fyldt op af selskaber i en krostue med højt til loftet.

En gåtur ad kondistien i skoven og en øl eller is i solen bagefter er stadig et yndet koncept. Vil man spise, er man desværre nødt til at gå indenfor, så det har jeg aldrig prøvet, da jeg hellere vil nyde udsigten ude og så ingen mad. At skulle beskrive stedet i Beværtet kræver dog en middag og en tur indenfor, så jeg fik mor til at køre mig til Skovlyst en midsommeraften sammen med den otteårige. Vejret var perfekt. Smuk sommerregn på alle de bebladede træer, der endnu holder lyset i sig, inden flaskegrøn tager over og kaster mørke over sommeren. Fra kildebakkerne på Fægyden kører man af og ind i skoven og under et hvælv af klorofyl, når man frem til træhytten.

Betjeningen er præget af unge på studenterjob, der er søde og venlige, men ikke voldsomt kreative i deres servicegen. Vi valgte som udgangspunkt to treretters menuer, selv om min mor, der enten var i gang med sparetænkning eller kalorietænkning, var indstillet på noget med to retter som rigeligt. Min menu med ølmenu til og vin til min mor. Den otteårige ville bare have ost og Skovtroldscola, hvilket jeg ved eftertanke syntes var en plausibel og hidtil uafprøvet sammensætning. Min mor blev sat på aspargessuppe og glad gris, mens jeg selv tog skaldyrsfrikassé og havtaskekæber. Vi kunne ikke få lov at se an og vente med at bestemme dessert, hvis vi ville have det til menupris, forklarede tjeneren, så vi nøjedes med at påtage os en osteanretning til deling, og derved endte vi alligevel på en toretters og en treretters menu. Og ja mor, det viste sig at være rigeligt.

Detaljerne forsvandt

Ikke mindst fordi en appetizer af rugflager med spinatcremedip, hvilket vil sige fede knækbrød med spinatmayonnaise, smagte forførende og lagde en vis bund. Min mors Prinot Grigio var efter sigende udmærket, mens min Birkebryg var ideel både som aperitif og til maden. Her får man øllet serveret i tykke glas, der ligner vinglas, slanke og elegante og på stilke, hvilket i sig selv er en overtalelse til øl i stedet for vin.

Fra den otteårige lød det, at han ikke var så vild med ostene bortset fra »den børnevenlige blå ost«. Mærkeligt for der var både brie og faste oste, som han burde have kunnet lide bedre. Bryggeriets egen cola blev til gengæld rost.

Når jeg tænker mig om, har min mor jo aldrig kunnet lide suppe, så jeg må have været lidt for håndfast i uddelingen af retter, men hun sagde, at den var fin, bare lidt fersk og smagte bedre efter lidt ekstra salt. En kold, cremet aspargessuppe serveret med tatar af saltet laks og hvide asparges. Jeg syntes den smagte fint, omend detaljerne forsvandt for mig såsom ramsløg og birkesaft, der bare indgik i den højere ferske enhed.

Min forret var anderledes karakteristisk, vulgær om man vil. Her, i en lidt hård maltkurv, svømmede krabbe og rejer i stærkt bøgebryg, og de mindreårige gulerødder var ligeledes faldet i birkebrygtanken og smagte derefter, mens ærtemosen stod som et uskyldigt underlag af babymos til den resterende løsslupne stemning. Skovens urter spillede med her, så det eneste, der syntes at mangle i totaloplevelsen var mariehønetis og sneglespyt.

En træt lille gris

Min steakinspirerede havtaskekæberet kom med en høj frisure af hjertesalatblade og høvlet hestegulerod, hvilket viste sig at være en velsignet overbygning af friskhed i forhold til det fede i resten af retten. En overflod af havtaskekæbe stegt i smør og let brunede blomkålsbuketter svømmede i en fed hollandaise, der var tilsmagt med trøffelolie, hvilket jeg ikke engang registrerede, måske på grund af andre dominerende detaljer som salte mandler og sprød vesterhavsost. Lækkert, overdådigt, endnu en gang dekadent og virkelig en kro-ret in disguise. Hertil var den formidable IPA mere end påkrævet.

Min mors glade gris var lidt træt efter en lang tilberedning, men garnituren af ølglacerede majroer, forårskål og røgede kartofler med rabarberkompot og skovmærkesovs var god. Den pugliske husets rødvin var efter sigende også fin dertil, men ølmenuens IPA’er havde nok klaret mosten endnu bedre.

Ikke at man kunne spise det, men herefter kom osten til deling og den otteårige skulle vise sig at have ret. Den eneste ost, man rigtigt orkede ud af det danske osteudvalg var den »børnevenlige« blå ost. De andre var upersonlig fløde i fast form og ikke imponerende, men mængden overdådig og surdejsbrødet med tilhørende saltet og usaltet smør lækkert og den mørke Stout både god til ost og en god afslutning på et måltid.

Lige knap 1.000 kroner kostede det at have mor og barn med i skoven. Absolut godt givet ud, selv om vi næste gang holder os til slyngelstuen eller udendørs med noget godt øl og en simpel is og lader det fulde måltid tilhøre særlige lejligheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu