Historien om den anden verden

Når vi i dag løst referer til internettet, taler vi i praksis om ’de fem store’: Facebook, Amazon, Apple, Microsoft og Google. Det er ikke sådan, at de sidder på det hele, og at der ikke findes et åbent internet uden for deres rækkevidde. Men for langt de fleste mennesker er internettet i hverdagen synonymt med de fem. De udgør den grundlæggende infrastruktur, hvorpå vi søger, surfer og skriver, oplyses og underholdes.

Man kan derfor ikke være andet end nysgerrig, når Eric Schmidt begår en bog om internettet. Selv om der udkommer alt for mange bøger om internettet, og de fleste bidrager med alt for lidt, så er Schmidt formand for Googles bestyrelse – og sammen med direktøren for den såkaldte think/do-tank Google Ideas, Jared Cohen, har Schmidt skrevet bogen The New Digital Age. Den er et forsøg på at beskrive en ikke så fjern fremtid, hvor verden er radikalt mere digital end i dag.

Man går til bogen med ideen om, at Schmidt og Cohen sidder på indersiden af den skærm, som alle vi andre bruger det meste af tiden på at kigge ind i. Det viser sig dog, at det ikke giver adgang til så priviligeret viden, som man kunne forestille sig at sidde på toppen af hierarkiet hos internettets centrale aktør. Bogen giver ikke så meget et kvalificeret indblik i en digital fremtid som i den selvforståelse og den ideologi, der hersker i Silicon Valley.

Den neutrale teknologi

Ideologien kort fortalt? Teknologi er grundlæggende neutral, men rummer i sig kimen til en bedre verden. De store teknologiselskaber er derfor i færd med at skabe en lysere fremtid for alle – mere effektiv, mere omsorgsfuld, mere retfærdig. Skulle teknologien blive brugt til noget negativt, skyldes det mennesket og dets irrationelle valg. »Uanset hvor avanceret teknologien bliver, vil konflikt og krig altid have afsæt i den fysiske verden, hvor beslutningerne om at benytte sig af maskiner og cybertaktik grundlæggende set er menneskets,« forklarer de således.

Der er i dag to milliarder mennesker, der har adgang til internettet. Den fremtid, som Schmidt og Cohen har sig sat for at beskrive, er en fremtid, hvor yderligere fem millarder mennesker bliver forbundet via internettet, en fremtid hvor vi allesammen er hurtigere, kvikkere, klogere og bedre underholdt. »For de mennsker, der klarer sig for et par dollar om dagen, vil der være uendelige muligheder for at øge deres indtjening.« Uendelige!

Boomet i antallet af mennesker med adgang til internettet vil således føre til »forbedringer i produktivitet, sundhed, uddannelse, livskvalitet og en myriade af andre hjørner af den fysiske verden – og dette vil gøre sig gældende både for de mest elitære bruger og for dem i bunden af den økonomiske pyramide.« Det er godt for alle, høj som lav, selv om de to dog anerkender, at den virtuelle verden har det med at reproducere den fysiske verdens hierarkier.

Corporate kampskrift

Det var forfatteren William Gibson, der populariserede udtrykket ’cyberspace’, et udtryk der blev synonymt med det nye netværk i løbet af 1990’erne, men også et udtryk, som forbavsende hurtigt kom til at lyde sært antikveret. Ideen med udtrykket ’cyberspace’ var at understrege, at det nye globale netværk ikke som telefonnettet blot havde som opgave at forbinde fysiske objekter over store afstande, men at netværket blev et egentligt rum, hvori der kunne udspille sig et socialt liv og demokratiske forhandlinger, et rum med egne og andre spilleregler end dem, der gælder i den ’virkelige verden’.

For nogle år siden tog Gibson afstand fra udtrykket. Det gav ikke længere mening at tale om en virtuel verden afkoblet fra den virkelige verden.

Den virkelige verden, mente Gibson, var blevet koloniseret af den virtuelle, og Google var ikke længere blot det afgørende stykke infrastruktur i cyberspace, men i lige så høj grad i en verden af stål og sten.

Da de svenske myndigheder for få år siden førte en sag mod fildelingssitet The Pirate Bay, spurgte anklageren undervejs en af sitets stiftere, Peter Sunde, hvornår han først gang havde mødt de andre stiftere ’IRL’ – in real life. Sunde svarede at han ikke brød sig om udtrykket ’IRL’, men foretrak ’AFK’ – away from keyboard. »Vi mener, at internettet er virkeligt.« Ifølge Sunde er det ikke sådan, at den fysiske verden er nærværende og sand, mens livet i den virtuelle verden er fraværende og uvirkeligt. Det er to sider af den samme mønt.

Men modsat eksempelvis Gibson og Sunde, mener Schmidt og Cohen, at det er en afgørende pointe at tale om væsensforskellige ’civilisationer’: »Den ene er fysisk og har udviklet sig over tusinder af år, den anden er virtuel og er stadig ved at finde sin form.« Her kan man blive en smule skeptisk over ikke mindst Schmidts motiver for at argumentere, som han gør. Bogen antager næsten karakter af et corporate kampskrift.

Når det er vigtigt for Schmidt at fastholde ideen om cyberspace, er det, fordi »internettet er verdens største uregulerede sted«. Der kan siges meget godt om den frihed, som alle vi andre kan udøve på et sådant sted, men det er heller ikke noget dårligt sted at drive en af verdens største virksomheder – herligt fritaget for de begrænsninger og reguleringer, som plager de stakkels virksomheder, der opererer i den virkelige verden. Mens det ikke skorter på forslag til, hvordan offentlige myndigheder skal indstille sig på en ny virkelighed, er der absolut intet om, hvordan de store teknologivirksomheder som Google skal agere.

Som Schmidt lidt anstrengt skriver om »angivelige« overtrædelser af national lovgivning: »Hvis Google skulle stoppe al produktudvikling, hver gang vi får et sagsanlæg imod os, ville der aldrig blive skabt noget.« Derfor er det en af Schmidts afgørende pointer, at stater fremover skal have to udenrigspolitikker og to indenrigspolitikker – ja, gæt selv: En for den virkelige verden og en for den virtuelle.

Virtuelle problemer

Bogen er bygget op omkring en række løst funderede antagelser om, hvordan det globale samfund vil reagere på den teknologisk udvikling i de næste 10-20 år. Overordnet forventer Schmidt og Cohen, at offentligheden vil være positivt indstillet. Eksempelvis skriver de: »Offentligheden vil reagere positivt på det færre antal dræbte, som er en af konsekvenserne af at bruge droner i moderne krigsførsel, og det vil forhindre egentlig krig i fremtiden.« Positivt? Det afhænger vel af, i hvilken ende af dronernes kanonløb den pågældende offentlighed står.

Sådan går det fra pol til pol. I vesten oplyser internettet en demokratisk befolkning, der stiller større og større krav til de folkevalgte, mens teknologien i Mellemøsten »distraherer« unge potentielle terrorister: »De mest potente antiradikaliseringsstrategier vil fokusere på de nye virtuelle rum og tilbyde unge mennesker indholdsrige alternativer og distraktioner, der vil forhindre dem i at dyrke ekstremismen som en sidste udvej.« Det er ikke viden, økonomi og global retfærdighed, der skal stoppe de unge på vej til et liv ekstremisme, men Angry Birds og Wordfeud.

Præmissen for Schmidts og Cohens bog er fornærmende uklar. I indledningen skriver de ganske vist: »Glem al den snak om, at maskinerne tager over. Hvad der sker i fremtiden, er op til os.« Men senere sammenligner de den teknologiske udvikling og internettets udbredelse med vand: Over tid kan det ikke stoppes. The New Digital Age er derfor ikke en beskrivelse af, hvordan en af verdens største teknologiske virksomheder, kan præge udviklingen, men en bog om, hvordan alle vi andre må indrette os på den fremtid, teknologien allerede har bestemt.