Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tysk angst for inflation hviler på myter

Tyskland må gøre sig fri af en historisk betinget angst for inflation. Først da kan eurokrisen bekæmpes effektivt, hævder den tyske finansjournalist Mark Schieritz
Moderne Tider
8. juni 2013

»Valutastabilitet er et vigtigt mål. Men det er ikke alt. Det bliver farligt, når politisk og økonomisk handling udformes ensidigt derefter«, skriver den tyske journalist Mark Schieritz i bogen Die Inflationslüge (Inflationsløgnen) og tager dermed et frontalt opgør med de stabilitetspolitiske grundantagelser, som ligger til grund for blandt andet den tyske sparepolitik under eurokrisen.

Angsten for inflation er populært sagt et af de afgørende karaktertræk i Tysklands nationaløkonomiske psykologi.  Men den tyske angst for inflation er hysterisk, irrationel og baserer sig på uvidenskabelige myter, og det har direkte skadelige politiske og økonomiske konsekvenser for både private forbrugere og for Europa som helhed.

I sin diagnose af den tyske inflationsangst eftersporer Schieritz en række historisk betingede myter. Han afviser, som det ellers ofte anføres, at det var den tyske hyperinflation i årene efter Første Verdenskrig, der bragte Hitler til magten, skriver Schieritz. Inflationen var allerede bragt til ophør i 1923. I stedet var den høje tyske arbejdsløshed under den efterfølgende deflationsperiode en afgørende forudsætning for den nazistiske magtovertagelse.
    
Schieritz afviser også den populære forestilling om, at priserne i Tyskland i øjeblikket stiger med stadig større hastighed og dermed skader velstanden. Under 60’ernes økonomiske mirakel i Tyskland var inflationen langt højere end i dag, påviser Schieritz.

Den tredje myte, som Schieritz skyder ned, er forestillingen om, at centralbankerne med en lempelig monetær politik i det sidste årti har oversvømmet finansmarkederne med penge. Schieritz’ hovedmodstander er de kritikere af de amerikanske, japanske og europæiske centralbanker, der anfører, at centralbankernes omfangsrige kreditter til forretningsbankerne i kølvandet på finanskrisen fører til stigende priser og dermed udgør forstadiet til en altødelæggende inflation.

Når den europæiske centralbank i løbet af krisen har sænket renten og samtidig i overført forstand sætter seddelpressen i sving for at forsyne bankerne og de kriseramte stater med flere penge, er det imidlertid ikke ensbetydende med reel inflationsfare, påpeger Schieritz. For pengene finder ikke i første omgang vej til realøkonomien, fordi bankerne ikke anvender de øgede reserver til udlån og kreditter. I stedet cirkulerer pengene mellem bankerne og centralbanken. Dermed er der ifølge Schieritz ingen direkte sammenhæng mellem en rundhåndet centralbankspolitik og risikoen for inflation.

Først når pengene finder vej til en real­økonomi, der samtidig er præget af høje lønninger,  og lav arbejdsløshed, stiger risikoen for inflation. Inflation er i høj grad betinget af høj efterspørgsel, i mindre grad af mængden af penge trykt af centralbankerne. »En voldsom stigning i private forbrugsudgifter kan dermed virke lige så inflationært som lånefinansierede statslige udgiftsprogrammer,« skriver Schieritz og påpeger, at det førstnævnte scenarie ligger langt fra den aktuelle europæiske virkelighed, hvor stigende lønninger og øgede statsudgifter ikke synes sandsynlige inden for en overskuelig fremtid.

Hvis euroen skal reddes,  bør Tyskland derfor gør sig fri af angsten og acceptere en begrænset inflation. Det kan blandt andet gøres ved at hæve de tyske lønninger, eksempelvis ved indførelsen af en statsgaranteret mindsteløn.

Med en kontrolleret inflation kan de statslige udgifter samtidig reduceres, vurderer Schieritz. Derfor handlede den europæiske centralbankdirektør Mario Draghi  ifølge Schieritz også korrekt, da han til mange tyske konservative økonomers vrede for et år siden forkyndte, at centralbanken er villig til at gøre, hvad som helst for euroens overlevelse.

Netop fordi renteudviklingen på de internationale finansmarkeder i løbet af krisen i høj grad har været påvirket af hysteriske stemninger og i mindre grad af de økonomiske realiteter i kriseramte lande som eksempelvis Italien, bør centralbanken gribe aktivt ind og sikre landene yderligere tid til at få deres økonomi i gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her