Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Vejen ind i bordellet – eller ud

Den franske filosof Alain Badiou genfortolker i sin nye bog tesen om, at den største trussel mod de vestlige samfund er forestillingen om demokratiet
Moderne Tider
29. juni 2013

Vi må ifølge filosoffen sande, at vi har set forkert: »Vi bør forstå det, der for os kan være meget svært at begribe,« skriver den franske filosof Alain Badiou i sin nye bog, Nutidens pornografi, »at den virkelig kritik af verden i dag ikke bare kan være en akademisk kritik af den økonomiske kapitalisme. Intet er nemmere, intet er mere abstrakt, og intet er mere ubrugeligt end en kritik af kapitalismen, som står alene.«

Det er en latterlig akademisk kritik, som højst vil føre til små nuttede krav om artige reformer, så vi kan få en flink kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Og det er endda i bedste fald. I værste fald har de akademiske kapitalismekritikere bare lavet stor larm uden nogen effekt. Vi kender den slags bøger og taler, som opildnet henvender sig til de allerede omvendte og ikke berører andre i verden.

Nej, skriver Badiou: »Den eneste farlige og radikale kritik, det er den politiske kritik af demokratiet. For nutidens symbol, store fetich og fallos, det er demokratiet.«

På bordellet

Det er ikke nogen ny pointe i Alain Badious politiske værk, at demokrati i vores vestlige samtid bliver brugt som retfærdiggørelse af alt muligt og som en piedestal, som vi til enhver tid kan stille os op på og belære alle andre om korrekt opførsel og legitim politik.

Allerede for 20 år siden udgav Badiou det filosofiske kampskrift L’Éthique imod brugen af menneskerettigheder og demokrati som begrundelse for at føre krig.

Han genfortolker i sin nye bog denne tese i en læsning af den franske forfatter Jean Genets teaterstykke Balkonen. Det foregår på et bordel i en unavngiven by, mens en revolution finder sted i gaderne udenfor. Mændene forlyster sig i det etablissement, som på fransk kaldes ’illusionernes hus’, uden at lade sig distrahere af oprøret.

Der er således i stykkets univers en radikal adskillelse mellem billederne fra bordellet og virkeligheden i gaderne, mellem den symbolske verden og den reelle verden. Men der er også en anden modsætning mellem de to verdener: Bordellet er ordnet og velstrukturet, mens gaderne er kaotiske og ustrukturerede. Der er styr på billedernes verden, mens den virkelige verden er under tumultarisk forvandling.

Naturligvis er bordellet også et billede på det kapitalistiske samfund: Her er alle de genstande, du begærer, tilgængelige som forbrugsvarer. Du kan købe det, du har lyst til:

»Bordellet er det sted,« skriver Badiou, »hvor begæret bliver evalueret og prissat.«

Verden uden for bordellet kan ifølge Badiou være minearbejderne i Sydafrika, de demonstrerende i den arabiske verden eller arbejderne i Latinamerika. Men vi behøver ikke rejse til fjerne lande for at finde den tumult, som fortrænges på bordellet. Uroen findes også i forstæderne til metropolerne, i udkanten af de vestlige industrialiserede lande og i de nedlagte landbrugsområder. Nogle forlyster sig i en verden, hvor alle fornøjelser er tilgængelige, mens andre kæmper for at få en tilværelse til at hænge sammen i en verden i opløsning.

Den fælles fallos

Som Badiou skriver: »Hele problemet er at erkende forbindelsen eller ikkeforbindelsen mellem begivenhedernes verden udenfor og billedernes verden indenfor.«

Når man akademiserer over den globale kapitalisme, beskæftiger man sig ifølge Badiou ikke med forbindelsen mellem indenfor og udenfor. Så står man i billedernes verden på bordellet uden adgang til de mulige optøjer udenfor. Hvis man derimod leverer en politisk kritik af vores forestilling om demokrati, forholder man sig netop til forbindelsen mellem billedernes verden og begivenhedernes verden. Demokrati som det, Badiou kalder »fælles fallos«, står nemlig som selve blokeringen mellem de to verdener. Det er middelklassernes optagethed af deres egne behov, og de allerede tilfredse, som søger mere tilfredsstillelse.

For nu at gøre det helt klart: Badiou er ikke antidemokrat, men han er stærk modstander af vores opfattelse af demokrati.

Der er således et radikalt politisk perspektiv i hans tænkning, men der er også en klassisk filosofisk nostalgi, som minder om Platon:

Vi befinder os i en hule af illusioner uden blik for den virkelige verden udenfor. Vi lever forført af fornøjelser, og vi kender ikke de sande sammenhænge. Det er ganske særligt for Badiou, at han både er politisk kommunist og filosofisk platoniker, og de to perspektiver mødes på en mærkelig måde igen i hans nye bog.

Så kan man som læser spørge sig selv, om bogen er vejen ind i eller ud af bordellet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Alain Bordieu:
"Den eneste farlige og radikale kritik, det er den politiske kritik af demokratiet. For nutidens symbol, store fetich og fallos, det er demokratiet."

"Hele problemet er at erkende forbindelsen eller ikkeforbindelsen mellem begivenhedernes verden udenfor og billedernes verden indenfor"

Det er såre sandt.

Rune Lykkeberg:
"Vi befinder os i en hule af illusioner uden blik for den virkelige verden udenfor. Vi lever forført af fornøjelser, og vi kender ikke de sande sammenhænge. Det er ganske særligt for Badiou, at han både er politisk kommunist og filosofisk platoniker, og de to perspektiver mødes på en mærkelig måde igen i hans nye bog."

Det mærkelige er måske snarere, at mange har travlt med at klassificere Bordieu, vha. abstrakte betegnelser som 'kommunist' og 'platoniker'. Mandens betragtninger er jo tydeligvis hinsides det rubricerbare (og tak for det). Hvis Bordieu er en original tænker, hvorfor så indplacere de unikke udsagn i en abstrakt kasse med ensartede udsagn?

Ind eller ud af bordellet? Det er på mange måde spørgsmålet. Et nærliggende gæt på, at den kommende kulturredaktør ikke fremover kommer til at referere helt så hyppigt til Bordieu, ligger lige til højrefoden -- men det er pænere at håbe på det modsatte ;-)

Søren Rehhoff

Heinrich R. Jørgensen, der er altså forskel på Alain Badiou og Pierre Bourdieu.