Læsetid: 4 min.

Beværtet: Hjemme i Berlin

Der er hipt i øst, men det gamle charmerende Vest kan stadig noget – for eksempel servere tysk husmandskost, så kroppen ryster
Vest. I Berlin er opmærksomheden langsomt begyndt at vende fra det hippe Øst til det gamle, charmerende Vest, her ved travle Kurfürstendamm.

Henrik Vering

20. juli 2013

Når solen går ned i vest og rammer brostenene på Pestalozzistrasse bliver vejen lysende og åbenbarer sig som en sti, der deler husene, som Moses delte vandet. Stenbroen i Berlin er som et stort hav fuld af koralrev med Hinterhöfe og Hinterhäuser, karnapper, balkoner og loggiaer. Der er så mange menneskerum her. Biotoperne gennemskæres af brede veje med brede fortove, hvor folk færdes som fisk i roligt tempo for indimellem at smutte ind på deres standpladser. Det kan være stiletter, der hopper ind et sted, eller et par fornuftige herresko med velbundne snørebånd eller flade sandaler og løse gevandter. Arterne er brogede, men alligevel på en sjov måde endemiske, alene brillemoden er til hver en tid helt særlig for Berlin.

Engang boede jeg i Schöneberg i Berlin og opsøgte derfor på besøgene efter altid det gamle Vest. Men i takt med udviklingen blev det jo mere og mere rigtigt og hipt at tage til det gamle Øst og dyrke den rivende udvikling, så også jeg drog til Prenzlauerberg for at følge med. Hver gang flyttede hip-grænsen sig lidt, så man måtte længere og længere ud i periferien. Først blev Kollwitzplatz mondæn, så Helmholtzplatz og så videre. Denne sommer havde min søster bestilt værelser i det gamle Vest ved Savignyplatz, og det var som at komme hjem. Hjem til de gamle koralrev med det evigtgyldige tempo, hvor hiphedsgrænsen ikke flytter sig.

Tendensen er generel for Berlin lige nu. Man vil tilbage efter en lang skovtur i Øst til Vestberlins gamle charme.

Et af de steder, der siden 80’erne har holdt på charmen, er Restaurant Florian tæt på Savignyplatz. To kvinder, Ute og Gerti, har sørget for elegant tysk husmandskost i et par årtier nu, strækkende sig fra østers til bratwurst, med knödel og ’kallesteg’ i mellemkategorien. Det er naturligvis den overskudsagtige måde at have bevaret et traditionelt køkken på tilsat en metropolitansk bevidsthed, der er stedets specialitet, en gammeldags berlinsk identitet, der hverken krymper sig eller praler.

Her kommer der mennesker. Også den slags, man kalder kunstnere. Behovene er enkle: mad og godt selskab. Som forfatteren og dramatikeren Heiner Müller engang skrev til skuespillerinden Margarita Broich på et bevaret stykke smørrebrødspapir: For ikke at dø af sult går jeg ned på Restaurant Florian. Et meget enkelt kunstnerisk udsagn, der passer godt til den enkle kunstneriske stemning. Det kan godt være, man her træffer kendisser som skuespillere, filmfolk og forfattere, men stemningen er lige så raffineret jordbunden som menukortet, der skrives i hånden hver dag og udgives på almindeligt A4-papir.

Selvfølgelig spiser man på gaden

Restaurant Florian ligger på Grolmanstrasse. Naboen er til den ene side den lige så stemningsfulde Café Savigny og til den anden en simpel cocktailbar.

Indenfor er væggene æggeskalsgule, sofabænkene er beklædt med den sædvanlige dybrøde plys, og et rødt tæppe skærer sig igennem det ellers næsten nøgne rum. Vi havde bestilt bord en sommerlørdag aften, og det reserverede bord var som en selvfølge placeret på gaden, modsat derhjemme, hvor en reservation som udgangspunkt er indenfor, og man ofte ikke kan få lov at reservere udendørs. Klokken 19.30 var her stadig meget roligt og aperitifagtigt med udsigt til en lysende Pestalozzistrasse.

Dagens håndskrevne A4-menu bød blandt mange andre forretter på getrøffelt bøffelmælksmozzarella eller oksekødssuppe, og hovedretter gennem hele spektret af fisk, kylling, lam, okse, rådyr, gris, kalv og okse, en ret til hver kategori med udtænkt tilbehør af for eksempel tyttebær, kantareller, agurkesalat, kartofler eller tomatsalat kiggende både til det tyske og det italienske køkken.

Min søster havde sin yngste dreng med, jeg havde min eneste. Den yngste valgte matjessild til forret, og den eneste valgte at kaste sig over brødet og vente på hovedretten, mens min søster og jeg begge valgte gazpachosuppe. En meget enkel matjesanretning med to fileter og store, kogte kartofler, løgringe, kapers, æble, purløg og en slags sennepsmarinadesovs. Til den friske gazpacho fik vi en lille karaffel Grauburgunder fra Pfalz, ideelt kold, så glassene duggede. Der var tre slags brød i brødkurven og krydderurtekvark og fedt med fedtegrever til.

Selskaberne omkring os voksede, og klokken 21 var der ganske fyldt. Børnene fik lam med mynte-yoghurtsovs og letkogte grønne bønner. Sovsen var lige så diskret og raffineret som basilikumssovsen til min søsters kalvekød. Den eneste sagde:

»Undskyld jeg ryster, men det smager bare så godt.«

Vel en slags påmindelse om, at det med kød og sovs er noget, der stadig kan gøre ikke mindst børn lykkelige, og som ikke lige er det, jeg selv får produceret til daglig. Også min Knödel i kantarelsovs sprang han på, som mad, som den burde være – hevet ud af en fortrængt kogebog.

Jeg bestemte mig for, at aftenens kunstner måtte være manden i rullestol, da han havde rødt hår og rødt skæg i den helt særlige van Gogh-nuance. Efter et større plaster på halsen at dømme så det ud til, at han lige var blevet opereret for strubekræft, hvorfor øllen skulle være alkoholfri og tempereret, mens smøgerne stadig hang ved læben. Der blev vartet særligt op om den rødskæggede. Én kvinde bragte ham te, en anden rørte rundt i den med den ene hånd, mens hun holdt en cigaret i den anden, og også tjenerne syntes involverede i projekt pasning af terminal kunde og ven af etablissementet.

Derhjemme mødte jeg en sommer for flere år siden en dreng, der sagde:

»Hej, vi er nogle turister fra Jylland!«

Sådan var vi nu. Nogle turister fra provinsen Danmark, der sad og faldt til patten i urmoder Berlins stabile kultur. Mad, service, livsfortæring og social omgangstone – alt sammen en gammelkendt kulturel base, selvom hiphedsstræben og global fest flere gange har rykket os længere og længere ud i periferien. Der er også fint at være, men engang i mellem er det dejligt at komme hjem. Som på Florian.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu