Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

De egyptiske medier i konflikt

De egyptiske medier spiller en central rolle i den eskalerende situation i landet, og professionalismen er gået fløjten hos mange
Moderne Tider
13. juli 2013

Egypten er på vej i opløsning. Landet er splittet midtover. Ingen ser ud til at være villige til, at go an extra mile for at dæmpe gemytterne, efter at militæret i begyndelsen af juli tog magten i et forsøg på at sætte uret tilbage. Blot en uge før militæret greb ind og skabte det, som på twitter blev dømt en coupvolution, sad jeg i Kairo med en af landets fremmeste kommentatorer og iagttagere. Hans besked var klar og skabte basis for en hel uges intense diskussioner med journalister og aktivister:

»Landet er delt. Der er kun dem (Det Muslimske Broderskab) og os. Ikke noget snak om splittelsen mellem det gamle regime og de unge liberale revolutionære. Os og dem. De har bevist, at de ikke kan styre landet. Økonomien er ved at bryde sammen. Vi kontrollerer domstolene, hæren, politiet, civilsamfundet og medierne. De har ikke en chance.«

Netop medierne spiller en central rolle i den tilspidsede situation. Til trods for at Broderskabet, siden de kom til magten for godt et år siden, har benyttet sig af det gamle regimes love og metoder til at tilegne sig kontrollen over de statsejede medier, må man konstatere, at loyaliteten mwed de nye ejere ikke stak særligt dybt. Dagen efter hærens indgriben lød overskriften i landets største statsejede medie,Al-Ahram: »Præsidenten væltet af den revolutionære legitimitet.« En anden statsejet avis, Al-Gomhurriya, skrev i en overskrift: »Folkets legitimitet sejrer.« Også de private medier flød over af glæde. I Youm7 var hovedoverskriften ikke væsensforskellig: »Den revolutionære legitimitet sejrer.« Flere andre privatejede medier kørte hæren i stilling allerede flere dage før den 30. juni, hvor bevægelsen Tamarod(Rebel) havde kaldt til protester. På en af de mest liberale og kvalitetsbevidste tv-kanaler, ONTV, viste stationen propagandavideoer for hæren imellem programmerne. Hæren blev igen The Guardian Angel for størstedelen af det ægyptiske folk.

Tilbage til offerrollen

Naturligvis var vreden og frustrationen enorm hos Broderskabet, som med ét mistede, hvad bevægelsen har kæmpet for i mere end otte årtier: magten. Islamisterne i Broderskabet var på hælene. Sympatien dalende. Chancen for, at Broderskabet udspillede sig selv, var stor. Det vigtigste budskab fra politisk islam i årtier var på vej: Broderskabet er ikke et alternativ. Broderskabet har ikke løsningen. En ideologisk hegemon var på vej ud.

Men i stedet blev de kuppet og kan nu gå tilbage til det, de kender bedst: offerrollen og modstandsrollen. Således også i medier i det omfang, det er muligt. Militæret lukkede nemlig tre egyptiske tv-kanaler i kølvandet på magtovertagelsen. Også broderskabets avis, Hurriya wa adala (Frihed og retfærdighed), fik problemer efter kuppet. Broderskabet anklager den statsejede trykpresse på Al-Ahram, for ikke at ville trykke avisen. De umiddelbare tabere har således svært ved at komme igennem nyhedsstrømmen.

Et bud på en medieanalyse

Tidligt i 2013 udgav forlaget I.B. Tauris en lille bog om den egyptiske presse i brydningstiden efter revolutionen. Bogen er forfattet af medieforskeren Naomi Sakr fra University of Westminster. Sakr kender Egypten. Hun kender mediescenen, og lavede et tidsbillede på de udfordringer, som den egyptiske presse stod over for. Bogen er hurtigt læst, om end ikke super-inspirerende skrevet. Den er inddelt i fem kapitler, der hver især behandler relevante tematikker.

Sakr forsøger at sætte scenen i bogens første kapitel, som primært omhandler tiden under militærstyret umiddelbart efter Mubaraks fald, som udløste stor vilje til forandring og til professionalisering af samfundet. Andet kapitel er en pudsig størrelse. Heri klargøres den totalt fraværende enighed om, hvilke værdier og hvilket etisk grundlag journalistisk skal bedrives på. Tredje kapitel har fokus rettet dels på ejerskabsstrukturen, som er et helt centralt problem i det egyptiske medielandskab. Dels fokuserer Sakr på fraværet af public service begrebet i egyptisk journalistik. I bogens næste kapitel stilles der skarpt på nødvendigheden af en velfungerende fagforening, og hele organiseringen af journaliststanden. Endvidere argumenteres for selvregulering og etableringen af en ombudsmandsinstitution. I bogens afslutningen kapitel og konklusion fremkommer Sakr med en række anbefalinger, hvoraf den fremmeste – ikke overraskende – er reform af egyptens love, som begrænser medierne og ytringsfriheden.

Bogen savner en klar historisk kontekst. Sproget er tungt og ikke inspirerende. Ikke desto mindre giver bogen en værdig indsigt i journalistikkens verden og de udfordringer, den egyptiske stand står over for. Disse er ikke blevet mindre efter militærets tilbagekomst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her