Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Karl Marx var allerede forældet i sin samtid

I sin ambitiøse nye biografi, der kombinerer idéhistorie og levnedsløb, viser Jonathan Sperber, hvordan Karl Marx aldrig rigtig fik vristet sig fri af det tidlige 1800-tal
Moderne Tider
27. juli 2013
I anledning af 130-året for Karl Marx’ død prydede 500 miniature-skulpturer i maj måned gadebilledet i det kommunistiske ikons hjemby, sydvesttyske Trier. Jonathan Sperbers nye Marx-biografi trænger et spadestik dybere end så mange andre biografer blandt andet ved at forstå den unge Marx i den borgerlige verden i Trier, som den eksisterede under Napoleonskrigene og siden under det prøjsiske styre.

I anledning af 130-året for Karl Marx’ død prydede 500 miniature-skulpturer i maj måned gadebilledet i det kommunistiske ikons hjemby, sydvesttyske Trier. Jonathan Sperbers nye Marx-biografi trænger et spadestik dybere end så mange andre biografer blandt andet ved at forstå den unge Marx i den borgerlige verden i Trier, som den eksisterede under Napoleonskrigene og siden under det prøjsiske styre.

Thomas Wieck

Store lidenskaber, som ved deres genstands nærhed antager form af små vaner, vil ved afstandens magiske virkning igen give sig til at vokse, indtil de genvinder deres naturlige størrelse.«

Således skrev Karl Marx til sin kone, Jenny, da hun i 1856 rejste fra London til Trier.

»Så såre du er borte, tager den kærlighed, jeg føler til dig, sig kæmpemæssig ud. Og denne kærlighed – ikke Feuerbachs kærlighed til mennesket, ikke Moleschotts til stofskiftet, ikke proletariatets, men kærligheden til den elskede, nemlig til dig – gør atter manden til mand.«

Typisk Marx: romantisk, karismatisk, kosmopolitisk, og på en gang i stand til at kombinere arbejderklassens revolution med udtryk for begærets længsel. Men også temmelig uvederhæftigt, for det var netop under et af Jennys fravær, at Marx så sit snit til at gøre familiens tjenestepige, Helene Demuth, gravid. Og sådan viser den tyske tænkers liv og personlighed sig at rumme mange flere komplekse sider, alt sammen forbilledligt indfanget i Jonathan Sperbers stramt opbyggede og væsentlige nye biografi, The Moor (’Maureren’ – et tilnavn, Marx fik på grund sin huds mørke lød).

I modsætning til andre biografier som f.eks. Francis Wheens bombastiske karakterdrab, der gik ud på at skildre Karl Marx’ liv som bladsmører, bedrager og slyngel, forankrer Sperber sin biografi i idéhistorien. Det er en forfriskende antipopulistisk tilgang. Ifølge Sperber har Marx’ kritik af kapitalismen imidlertid ikke blot en begrænset gyldighed for den moderne verden – den var, selv da den udkom, allerede ikke længere synderligt relevant. For selv i 1860’erne var Marx’ verden befolket af Robespierres, Hegels og Adam Smiths tanker og af Spinning Jenny, den første industrielle spindemaskine.

»Marx kan vi bedre forstå som en bagudskuende figur, der tog samfundstilstanden i første halvdel af det 19. århundrede og projicerede den ud i fremtiden, end som nogen solidt afklaret og fremsynet fortolker af historiens retning.«

Denne biografi handler da også først og fremmest om et liv i det nittende århundrede, og Sperber, hvis tidligere værker har fokuseret på Rheindlandet under revolutionerne i 1848, får habilt kontekstualiseret den unge Marx i den borgerlige verden i Trier, som den eksisterede under Napoleonskrigene og siden under det prøjsiske styre. I hvert stadium af denne bog er der nye indsigter at hente i det, som skulle være velbeskrevet Marx-terræn – hans komplicerede forhold til sin elskede far Heinrich, familiens jødiske tradition, den relative fattigdom i Jennys familie. Og vigtigst af alt: oprindelsen til Marx’ livslange væmmelse ved »de bestående ordeners samfund« – de autoritære og absolutistiske monarkier i det prærevolutionære Tyskland, befolket som de var med aristokrater, bureaukrater og officerer.

Sperber nedtoner den rolle, som den unge hegelianer Ludwig Feuerbach spillede for Marx’ udvikling af begrebet ’fremmedgørelse’ og opskriver tilsvarende indflydelsen fra retsfilosoffen Eduard Gans og religionskritikeren Bruno Bauer. Stor vægt lægger han også på de perioder, som Marx tilbragte i Berlin og Paris, i hvilken forbindelse hans marxistiske kommunisme udlægges som en elementær reaktion på de utrolige produktivkræfter, som den industrielle revolution udløste.

Pengemangel og død

Overraskende nye iagttagelser finder vi dog fremfor alt i Sperbers redegørelse for Marx’ tid i Köln, hvor han redigerede en liberal avis. I stedet for at se dette som en for den senere Marx ubekvem, men økonomisk nødvendig periode, afslører Sperber for os, hvor helhjertet Marx gik ind for Rhinland-borgerskabs pluralistiske laissez faire-politik:

»Systemets kommercielle frihed fremskynder den sociale revolution – det er alene i denne revolutionære forstand, mine herrer, at jeg stemmer til gunst for frihandlen.«

Denne indsigt bidrager til at forklare den bemærkelsesværdige hyldest til borgerskabet, som Marx og Engels formulerer i begyndelsen af Det Kommunistiske Manifest – disse ikonoklastiske kræmmere, der transformerer markedet og ødelægger de bestående ordeners gamle samfund.

Sperbers tilgang til Manifestet ligger meget i tråd med den politiske filosofis såkaldte Cambridge-skole. Hans kontekstualiserede kritik omfatter både Marx’ tidlige forsøg på kommunistisk ideologi i Paris-manuskripterne, samt dennes historiske materialisme i Louis Bonapartes Attende Brumaire.

Men ingen af disse tekster skaffede Marx nogen materiel velstand.

»Hvor havde min mor dog ret: ’Hvis Karl dog blot selv havde tjent penge i stedet for,’« var angiveligt et af Marx’ yndlingscitater.

Den smertelige realitet var i stedet, at han og Jenny var plaget af desperat fattigdom. I omhyggelige detaljer viser Sperber, hvor stor en magt »disse lortepenge« udøvede over Marx’ liv – pengemanglen tog livet af hans søn, Edgar, og spolerede hans forhold til sin mor, der klogeligt afviste at lade ham få andel i boet efter Heinrich. Fattigdommen underminerede også Marx’ viktorianske maskuline selvfølelse, viklede ham ind i London-emigrantpolitikkens ondartede verden og formede den vrede, der blev motor for hans filosofi. Det er ikke for meget sagt, at personlig desperation efter 1848 drev ham i retning af en langt mere radikal revolutionær tone.

Friedrich Engels var den selverklærede »andenviolin«, der, sammen med en vis arv i rette tid, formåede at redde familien Marx fra den totale armod og gjorde det muligt for Karl at skrive Das Kapital. I det hele taget er Sperber temmelig forbeholden over for Engels: Han nedvurderer dennes selvstændige filosofiske bidrag (til især Det Kommunistiske Manifest), giver Engels skylden for de endeløse fejder og splittelser, der plagede deres fælles forsøg på at opbygge et politisk parti, og beskylder ham for bevidst at have fejlfortolket Marx’ relevans for det 20. århundred.

Søgte forgæves efter svar

Dette er bogens kernebudskab: På det tidspunkt, hvor Marx til fulde havde kortlagt den politiske økonomi, havde Europas intellektuelle strømninger bevæget sig i målrettet positivistisk retning. Med vekslende held forsøgte Marx at tilpasse sine oprindelige hegelske forudsætninger til denne naturvidenskabelige æra, herunder ved at anvende dialektikken på darwinismen. Engels, derimod, »var altid positivist« og forsøgte i tiden efter Marx’ død i 1883 »at udglatte Marx’ egen ambivalens i forhold til positivismen og springe helt over hans hegelianske kritik af naturvidenskabens begrebslige forståelse«. Det skete på samme tid som udviklingen af massearbejderbevægelser i hele Europa pludselig gav os den såkaldte ’marxisme’.

Denne marxismes bibel var naturligvis Das Kapital – selv om det utvivlsomt kun var de færreste arbejderledere, der gad læse hele værket. Her viser Sperber igen den relative anakronisme, som er kendetegnende for Marx’ tænkning i 1870’erne. Kernen for denne var ikke længere en episk kapitalistisk krise (allerede dengang havde der været for mange tilfælde af falsk daggry), men det spørgsmål, som David Ricardo og Adam Smith havde kæmpet med siden slutningen af 1700-tallet: den faldende profitrate. Marx forsøgte desperat og i sidste ende forgæves at finde frem til et svar, og i mellemtiden var verden omkring ham under hastig forandring. Industrielle processer ændrede fuldstændig på merværdiens rammebetingelser, de oversøiske koloniers markeder omdannede metropolernes økonomi, det økonomiske boom i midten af den victorianske epoke skabte en voksende middelklasse, en ny sektor for tjenesteydelser så dagens lys (»fra den prostituerede til Paven findes der en mængde af sådanne udskud«), og den marginale nytteteori understregede markedets samspil med forbrugernes præferencer. Alligevel blev Marx ved med at kæmpe imod James Mill og Thomas Malthus.

Alt dette fortælles overbevisende og indsigtsfuldt. Og der er mange andre gode passager om alt fra Marx’ overvejelser over antisemitismen, til hvor overraskende nært forbundet han var med Storbritanniens konservative (i deres opposition til russisk zarisme), fra hans byldelidelse til hans temmelig revisionistiske støtte til den engelske fagbevægelse gradualisme. Sperbers forståelse af Marx’ personlighed trænger et spadestik dybere end så mange andre biografer – han var en plaget, stædig, emotionel og i sidste ende ret borgerliggjort anglo-tysk figur.

Men manglerne i Sperbers tilgang er også tydelige. Hans ambition om at genkontekstualisere Marx i dennes 19. århundrede-miljø er både at give os mulighed for at forstå en mand ud fra hans samtid, men også at holde ham på afstand af vor egen tids kontroverser om globalisering og kapitalisme. Men risikoen ved dette er en perspektivforsnævring. I resten af verden, hvor kapitalismen udfolder præcis den samme slags energi, som den gjorde i det tidligere 19. århundredes Storbritannien, bevarer Marx’ kritik både sin styrke og relevans. I Mumbai og Shenzhen, Nairobi og Rio er Marx helt sikkert mere end en intellektuel rheinlænder fra en svunden tid. Det er da også derfor, at vi stadig er interesseret i hans liv, der på så fremragende vis genfortælles i dette værk.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert Ørsted-Jensen

Tristram Hunt

"Francis Wheens bombastiske karakterdrab, der gik ud på at skildre Karl Marx’ liv som bladsmører, bedrager og slyngel...."

Det var satans - tror du ikke lige Tristan at du burde læse Wheens bog før du går i blækhuset? Det der har i alletilfælde intet med den Marx biografi han har skrevet at gøre - Wheen er erklæret marx-tilhænger så det ville i sandhed også være mærkeligt

Robert Ørsted-Jensen

Ok jeg kan se at det er an guardian artikel - men mage til nonsens - jeg kan varmet anbefate Wheens biografi - ikke mindst som supplement til David McLellan - hvor sidstnævnte er skildre også de teoretiske sider er Wheens ærende at portrættere manmden - hvad han gør på en meget sympatisk men ikke ukritisk måde. Anmalderen her er sgu ikke på lidelig på det punkt så man må spørge om han så er det hvad angår denne bog.

Karsten Aaen

Jonathan Sperber arbejder her: http://history.missouri.edu/people/sperber.html og læg mærke til at hans Ph.D er taget ved University of Chicago - det samme institut hvor Hayed, Friedrich og andre fra den såkaldte Østrigerskole udi økonomien havde deres gang! Kort sagt: Jonathan Sperber synes at være en amerikaner som intet ved om europæisk politik, selvom han selv synes at tro herunder Marx. Bare det at han kalder Karl Marx for "the founder of communism" siger jo alt. Ved han, altså Sperber da ikke, at Marx i 1881 eller 1882 skulle have udtalt: "All I know is that I'm not a marxist!"

Og så dette med at Marx og familie var fattige, det er ganske enkelt løgn! Marx's problem var at han ikke kunne administrere sine penge, han sparede ikke op, men brugte dem alle sammen på en gang. Vennen Engels, Friedrich gav ham en masse penge....og han brugte dem alle sammen...

Måske Tristan Hunt lige skulle læse Marx og hans beskrivelse af den enkle vareproducent overfor den kapitalistiske, hvor kapitalismen tjener penge for sælge disse penge til højstbydende, tjener den enkle vareproducent penge til sig selv, sin familie og sin virksomhed eller sit firma. Og allerede i 1780-1820 havde den engelske bomuldsindustri undergået en industriel udvikling - bare spørg Engels og hans families bomulds-spinderi i Manchester.

Tristan Hunt burde også læse på kapital-subsumptionen, altså det at hele verden efterhånden bliver kapitalistisk. (I dag kalder vi dette for globalisering, men Marx forudså det allerede for 150 år siden). Hvad han også forudså var at der en dag kunne komme et tidspunkt, hvor 200.000 industriarbejdere producerede alt et samfund havde behov for....og hvor resten af menneskene lavede - ja hvad?

Har Marx da ikke ret i at kapitalismens udbredelse til hele verden nedbryder gamle skel, og smadrer lokale traditioner, som bl.a. fører til undertrykkelse af kvinder såvel som mænd, gamle feudalstrukturer bliver ryddet af vejen, ikke sandt. Hvad Marx derimod ikke så er nok dette: kapitalismen er ligeglad med hvilket samfundssystem den hviler på sålænge den kan få sin profit.....hvis man da kan sige om kapitalismen at den har en tanke, mon ikke der snarere er tale om en indbygget struktur, som tilsiger at folk skal tjene penge (profitere) så hurtigt som muligt - af hvad som helst, hvorsomhelst og nårsomhelst.

Og typisk borgerlig historieskrivning er det jo når man lader mandens personlighed dybde-analysere samt påstå at det var hans egen fattigdom som drev ham i retning af at blive radikal revolutionær. Sperber synes slet slet ikke have at blik for det dybe klasseforskelle der var i det victorianske England....

morten Hansen, Torben Nielsen, Robert Ørsted-Jensen og Henrik Larsen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

Gode biografier skrives sjældent af "tilhængere"!

Selv vil jeg sætte bogen på læselisten og dømme efter endt læsning.

Kristian Rikard

Det her minder mig lidt om debatten om Adam Smith for et par måneder siden, hvor den klart bedste, succincte og vidende kommentar kom fra - Michail Larsen fra RUC!

Claus Oreskov

Jeg tror jeg holder mig til : Georg Reinhold Mac: ”Karl Marx; liv og værk”
Hvil jeg vil læse en begavet biografi om Karl Marx, der kombinerer idéhistorie og levnedsløb

Nic Pedersen

Tak for det. Den kommer lige med på listen.

Robert Ørsted-Jensen

Oreskov
En bog af en dansk forfatter og fra 1965 udgivet af det socialdemokratiske forlag Fremad? Jeg har den selv og den er udmærket og let læselig - vi plejede at kalder den 'Mac-værket" - men hør nu her - David McLellans bog er uovertruffen hvis man virkelig vil noget og Francis Wheen er fremragfende til atr sige noget om hvorfor Marx stadig er relavant og bør læses - Jonathan Sperber har tydeligvis meget begrænset viden og forståelkse hvad angå marx teorietriske arbejde, han er deriumod god når det gælder perioden - men atr Marx var fattig er ukorrekt - det er mere korrekt at sige at Marx levede over evne i lange perioder og at han var fattig i enkelte - Wheen er faktisk fremragende her

Robert Ørsted-Jensen

anmelderen her er klart et fjols som har et horn i siden på Wheen af andre grunde og derfor ikke fandt det nødvændigt at læse ham. Rent faktisk er det ikke Wheen men Sperber der forsøger at sige at Marx nu er så gammeldags at han er nærmest totalt irrelevant. Dette er selvsagt problematisk al den stund Sperber klart har en mangelfuld viden hvad angår den teoretiske ballast hvorimod han er god når det gælder den historiske kontext/perioden (et forhold som mange der læser Marx glemmer). Men selvfølgelig er der sket en helvedes masse siden 1883 bl.a. var det 20 århundredes socialdemokratiske blandingsøkonomiske velfærdsstat langt mere successful end Marx havde forestillet sig og den moderne stat og økonomi er gange rigtig meget anderledes end den var for 150 års siden.

Curt Sørensen

Må jeg ud over bidrag som David McLellan , Francis Wheen og Terry Eagleton anbefale David Leopold's 'The Young Karl Marx', Cambridge University Press 2007, en fantastiskl god bog af høj akademisk kvalitet som viser hvor sensitivt og nuanceret man faktisk kan analysere Marx' ideer. Derudover også to af klassikerne nemlig de to mensjeviker Boris Nicolaevsky & Otto Maenchen-Helfen's stadig uovertrufne Marx- biografi,' Karl Marx. Man and Fighter' og Hal Drapers lige så klassiske 4 binds værk 'Karl Marx's Theory of Revolution', der har den fordel at Draper simpelthen har læst alt hvad Marx har skrevet.
Sperber's bog er sammenlignet med de nævnte stereotyp og føjer sig ind i Marx-kritikkens konventionelle visdom, gentagende alle de klassiske fejllæsninger.. En amerikansk bog når den er værst og med et amerikansk perspektiv på Europas historie, Sperber går i sin Marx-kritik efter personen i stedet for efter bolden, han ser alene Marx i den samtidige kontekst, han har ikke forstået Marx' komplekse modernitetskritik, han misforstår Marx' værditeori som en pristeori, han har ikke ordentlig styr på klasseteorien, han ænser ikke struktur-aktør tilgangen ., han forstår slet ikke den holistiske tradition, som Marx indplacerer sig i o.s.v.. Sidst, men ikke mindst, han har ikke blik for Marx' teori som et paradigme og en tilgang , men reducerer den til en facitliste, en liste som han så kontrasterer til senere begivenheder.
Et paradigme eller 'forskningsprogram' må bedømmes på sin kraft til at tackle nye problemstillinger. I en tid hvor kapitalismen tydeligvis er i krise, hvor spændingen mellem samfundets bund og top er større end i mange år, hvor hele den sociale og politiske orden er ved at gå i opløsning, men hvor mainstream økonomerne ikke har andet at byde på end en psykologiserende teori om manglende incitamenter som angivelig hovedårsag til arbejdsløshed og et budskab om at man skal forkæle de i forvejen forkælede, turde Marx indgående og kritiske ( men bestemt ingenlunde ufejlbarlige) kapitalismeanalyse kunne påkalde sig en vis interesse, men naturligvis i opdateret form.

John Reynolds, morten Hansen, John Henrik Thorup Jensen, Steffen Gliese, Stig Winther Petersen, Torben Nielsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Takker Curt - den har jeg ikke læst men det vil jeg så råde bod på

Jens Overgaard Bjerre

"Karl Marx var allerede forældet i sin samtid".

Nå, men han er da absolut ikke glemt endnu.

Claus Oreskov

Syndes stædig at Georg Reinhold Mac er et godt bekendtskab, & hvorfor skulle det trække ned at han er dansk? Hans Lenin biografi er heller ikke så tossede, men ligner dog gennemgående flere andre, imidlertid har Georg Reinhold Mac selv mødt Lenin ved 2. lejligheder. Det er der ingen af nutidens forfattere der har gjort :-)

Nic Pedersen

Stakkels gamle Karl!
En af mange store tænkere med debile disciple.
RIP!

Robert Ørsted-Jensen

Oreskov, ikke spor, selv danskere kan jo finde guldkorn, bare se mig :) nej den er udmærket, jævn og velskrevet (har den selv) men den kan stadig ikke måle sig med David McLellan som du nur har i jeg-ved-snart-ikke hvor mange udgaver, og nu også på dansk og fre informations forlag

Robert Ørsted-Jensen

At nogen har hils på Lenin er altså ikke i sig selv nogen kvalitet. Det kunne også (som her) borge for et vist mål af ukritisk godtroende naivitet

Claus Oreskov

At færdes i historiske miljøer hvor dagsordnen bliver sat, er nu nok ikke så dårligt, for en forfatter af historiske bøger. Da Lenin var i København til socialistisk kongres, hvar der en forespørgsel fra de fattige jødiske arbejdere i Adelgade kvarteret, om kongressen kunne sende en af de russisk sproget delegerede ud og tale til dem. Ingen gad men Lenin fandt tid og tog tørnen 2 gange på den korte tid han var i byen. Jeg kan så forstå på Robert O Jensen, at disse jødiske arbejdere var ukritiske godtroende og naive.

Robert Ørsted-Jensen

Oreskov
må jeg lige minde om at Macs bog om Lenin ikke bare handlede om nogne få uger hvor Lenin boede i København

Claus Oreskov

Øh Robert O Jensen sagde jeg det?

Robert Ørsted-Jensen

Ja det sagde du - omend indirekte!