Læsetid: 3 min.

Beværtet: Et tiltrækkende hul

Stedet, vinen og al den kærlighed til italiensk mad er en gryderet, der har simret længe, giver stedet identitet og gør alle koncepter overflødige
Hulen. Det oplyste hulemørke med kødgryder og vindunst er både tiltrækkende og anderledes, og den engagerede tjenerstab, gør det ikke mindre hyggeligt.

Sigrid Nygaard

24. august 2013

Baren var helt nybygget og vores redning i forhold til at kunne få pladser på en aften med ellers fuldt hus. Middagen starter sådan cirka kl. 19, men man kommer gerne og hænger lidt ud før. Får sig et glas vin og bliver anbragt af en tjener med en iPad med en plan. 82 gæster skulle anbringes denne aften, og vi fik altså de høje barstole og god udsigt til hele selskabet. Christers madklub er en hemmelighed, man deler med mange efterhånden. Der er fint dækket op med glas og bestik og servietter på de nøgne bordplader, og som en selvfølge er der vand i karafler, oliven i glas, olivenolie, salt og peber og små stykker hjemmebagt flute med brændt skorpe til velkomst.

Middagen præsenteres af værten selv, en kontant og enkel oversigt over aftenens udskejelser. Et løvstikkeorgie tegner det til, som begynder med tykke hvide asparges, så let tilberedte, at de stadig smager af mælkebøttesaft – med smørsovs og løvstikke. Vores liguriske hvidvin smagte af citronfromage, og det var vel fint til. La Felce, Monte dei Fratti 2012. Her er vinene egen import, øko-, natur- og andre vine fra Italien i et personligt udvalg. En bid bøffelmozzarella nulstillede smagsløgene til ammestadiet, så den tilhørende gode olivenolie stod endnu mere klart i den enkle Caprese med San Marzano tomater.

En magisk urt

Næste lille ret var okseinderlår med skalotteringe, kløvede radiser, løvstikkecreme og mere løvstikke. Lidt af et arbejde at lave håndskrabet kalvetatar til så mange mennesker, men det smagte fremragende, og løvstikke er en fantastisk krydderurt, der fortjener at blive fejret.

Som mættende indslag blev der kogt tortiglioni, tykke pastarør, serveret med hvid kødsovs, altså uden rødt, hvilket minder om gamle dages millionbøf, men i stedet for ketchup til fik man ekstravagant parmesan fra en særlig ko. Endnu engang berigede løvstikken, maggiurten, smagsoplevelsen.

Værten valgte os en udsøgt rødvin. Min smagsoplevelse prægedes uundgåeligt af etiketten med en nisse, der gynger i et sommergrønt univers. Kongen af Danmarks-bolsjer i selskab med multebær, violer og noget, der skal ryges. En meget, meget mørk Josetta Saffirio Barbera d’alba 2011.

Begyndelsen

Desserten var lige så enkelt et pletskud som resten: jordbær med fløde, peber og vanilje og hjemmelavet marcipan. Som afslutning på måltidet bredte kaffeduften sig fra køkkenet, hvor man selv går op og henter efter behov af store stempelkander. Herefter gik den primært spisende del af aftenens gæster hjem, mens den mere dionysiske blev hængende for de gode vines skyld.

Sommer var det, i et hjørne af FDB’s gamle pakhuse i Njalsgade. Midsommer mere præcist. Og det var ikke første gang, jeg gæstede Christers beværtning, som altså ikke er en restaurant, men en madklub.

Det hele begyndte med en reception for Christers vinimport i det gamle pakhus. Christer har noget med at være gavmild, så der var for meget mad tilovers, og derfor kunne man lige så godt holde receptionen én gang til og så var man jo allerede i gang med en tradition med mad og venner og vin.

Il Buco, hedder stedet, italiensk for ’hullet’, og det er et udmærket navn til de næsten urestaurerede lokaler, der taler til hulemennesket i én. Indgangen er en ladedør, man når fra gården med syv-otte trin op ad den hjemmelavede trappe af træpaller. Loftet holdes oppe af antikverede, mintgrønne søjler som i en spisesal i Pompei efter katastrofen. Kun meget lidt lys slipper ind udefra, men glødepærer oplyser mørket. På hylder og reoler et farligt rod af mange års kluns, men med en dybere mening af affektionsværdi og jægersamlerinstinkt samt en udpræget æstetisk sans. Som særlige klenodier kan fremhæves pin-up-kalenderen fra 1970’erne og Mussolini-vinen. Det oplyste hulemørke med kødgryder og vindunst er både tiltrækkende og anderledes, og vennecrew’et, der udgør den engagerede tjenerstab, gør det ikke mindre hyggeligt.

Uden koncepter

Man må ikke sige koncept for Christer. »Jeg er bare en glad turist, der har taget meget mad og vin med hjem og deler med andre.« Med en menu til 200 kr. inklusive et glas vin må man give ham ret i både glad og delegod. Til gengæld er det et spørgsmål, om han virkelig er vært ved et tilfælde, som han også påstår. Netop tilfældet har det jo med at være forudbestemt. Alt det kluns, al den vin, al den kærlighed til italiensk mad er en gryderet, der har simret længe og giver Il Buco den gennemførte identitet, der gør koncepter overflødige.

 

 

Il Buco

Njalsgade 19C, København S

For næste Il Buco-middag skal man skrive til info@ilbuco.dk og spørge til næste arrangement. De findes også med musik til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu