Læsetid 5 min.

Tysk idealisme opdateret

Er der plads til den frie menneskelige vilje i en verden behersket af naturvidenskaber? Schellings klassiske ’Frihedsskrift’ i ny dansk oversættelse har et ambitiøst bud på det
For Schelling er mennesket ikke helt og aldeles frit og uafhængigt. Men det har evnen til at sætte sig udover sin afhængighed for ’selv at blive en skabende grund’. Foto: Scanpix

For Schelling er mennesket ikke helt og aldeles frit og uafhængigt. Men det har evnen til at sætte sig udover sin afhængighed for ’selv at blive en skabende grund’. Foto: Scanpix

24. august 2013

Hvordan skal vi forstå viljens frihed i en verden behersket af de moderne naturvidenskaber? Er der overhovedet plads til menneskets bevidsthed inden for naturens love? Dette spørgsmål rejser den tyske filosof F.W.J. Schellings sit klassiske Frihedsskrift, der nu er kommet i en ny oversættelse. Schelling foreslår et nyt ambitiøst program for en viljes- og frihedstænkning, der siden bogens udgivelse i 1809 har haft stor betydning for tænkere som Nietzsche, Schopenhauer, Kierkegaard og Heidegger.

Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling (1775-1854) var en del af den tyske idealisme. Han placerer sig mellem Fichte, hans mentor før 1800, og Hegel, hans gamle værelseskammerat fra Eberhard Karls Universitet i Tübingen. Efter i sit tidlige forfatterskab at være inspireret af Kants transcendentale subjektfilosofi og Fichtes subjektive idealisme, tager Schelling afstand fra begge. I stedet for at opfatte bevidstheden som ensidigt omdrejningspunkt for filosofien anser han bevidstheden (subjektet) og naturen (objektet) som to ligeværdige manifestationer af én og samme urgrund, det absolutte eller ubetingede.

Afhandlingen, som nu foreligger i ny dansk oversættelse af Henning Vangsgaard og med et glimrende forord af Anders Moe Rasmussen og Steen Brock, er blevet kaldt for Frihedsskriftet. Den fulde titel er Filosofiske undersøgelser om den menneskelige friheds væsen og de dermed sammenhængende genstande.

Som det antydes, er det altoverskyggende tema spørgsmålet om menneskets frihed. Hvordan kan mennesket besidde frihed i en verden, der er bestemt af naturens love og Guds almægtige og perfekte system? For at besvare dette spørgsmål må Schelling udarbejde tre analyser, der hver især er relaterede, men fremstår med selvstændig relevans.

Den ontologiske vending

For det første vil Schelling motivere en nyorientering af filosofien, der sigter mod at gøre op med Immanuel Kant, der i sin Kritik af den rene fornuft (1781) havde adskilt det erkendende subjekt fra den objektive virkelighed (tingen i sig selv fra tingene, som de optræder for os). Kant beskrives som regel som den moderne filosofis grundlægger, netop fordi han gav epistemologien prioritet over ontologien. Men med adskillelsen af genstand fra bevidsthed rejser der sig øjeblikkeligt et nyt problem: Hvordan forbinder bevidstheden sig med virkeligheden igen? Hvilket brobygningsprincip må indføres, og kan vi overhovedet være sikre på, at vi har viden om verden, og ikke kun ser en afspejling af vores egen subjektivitet. De tyske idealister forsøgte på forskellig vis at løse dette problem.

Schellings strategi er at vende tilbage til en monistisk og panteistisk filosofi. Der kan kun være én virkelighed, og i denne må både subjektet og objektet være grundfæstet i en oprindelig enhed. Schellings griber altså bag om Kant og tilbage til Spinoza, hvis filosofi netop forenede det åndelige/tænkningen med det materielle/naturen, for derigennem at overkomme de dikotomier i kantianismen, som den nye generation af filosoffer fandt uacceptable.

Det frie menneske

For det andet stiller Schelling sig den opgave at udrede, hvorledes noget så komplekst og tilsyneladende frit og viljesbestemt som den menneskelige bevidsthed kan opstå ud af denne naturlige enhed. Hvis verden er ren natur, følger det, at menneskets psykologi er en funktion af naturlige omstændigheder og kausale kræfter, hvorved både frihed og moral må opgives.

For at løse dette problem udarbejder Schelling i Frihedsskriftet en analyse, der skal vise, hvordan enheden i verden (Gud) er i stand til at udspalte sig i forskellige regionale værensformer. Der findes ifølge Schelling en oprindelig enhed, inden for hvilken mennesket opstår som endeligt og selvstændigt væsen. Ideen er, at bevidsthed og fornuft ikke er noget fundamentalt og oprindeligt, men noget som bliver til i en dynamisk proces. Hermed bringer Schelling sig i modsætning til den moderne filosofis repræsentanter som Descartes og Kant, der begge gik ud fra, at bevidsthed er noget fundamentalt.

Den proces, hvori menneskets bevidsthed bliver til, tager sin begyndelse i noget, som ikke i sig selv er tilgængeligt for denne bevidsthed. Heraf følger en række dunkle betragtninger over lys og mørke i menneskets fornuft. Men ideen turde være klar: Fornuften hviler på et grundlag, som den ikke selv kan begrunde. Og med fornuften opstår muligheden for, at mennesket kan have et refleksivt og frit forhold til sig selv. Således hedder det i en af bogens vigtigste passager, at frihed »må være ét af de bestemmende midtpunkter i systemet og ikke blot et underordnet begreb«, med andre ord »falder de to sider (nødvendighed og frihed) i undersøgelsen sammen, her, som overalt«.

Ondskabens problem

Hermed bevæger Schelling sig ind i nogle af oplysningstidens mest principielle debatter. Efter Kants filosofiske reformation kan man sige, at den tyske idealisme er en forsigtig modreformation. Med en tilbagevenden til ontologien er Schellings afhandling på flere måder mere teologisk end filosofisk. Men i modsætning til traditionen vil Schelling ud over en ren begrebslig bestemmelse af Gud. Schelling ønsker at tale om Gud som noget virkeligt og realt. Gudsbegrebet har som sin centrale opgave at begrunde frihedsbegrebet. Og det er netop i form af en individuel frihed, der sætter mennesket i stand til at foretage selvstændige valg.

Efter at have vist, hvordan både den materielle verden og bevidstheden opstår ud fra samme fundament, når Schelling frem til sit tredje problem. Hvis menneskets bevidsthed og frihed er opstået i en proces, der kan føres tilbage til én og samme urgrund, hvordan kan der så inden for denne verden eksisterer ondskab. Dette problem, som også kaldes teodicé-problemet, blev oprindeligt formuleret af den tyske filosof Leibniz og prægede store dele af 1700-tallets tænkning.

Risikoen, som Schelling påpeger, er, at panteismen nemt fører til fatalisme. Det forhold, at mennesket er skabt inden for en guddommelig væren, betyder imidlertid ikke, at det står i et direkte afhængighedsforhold til Gud eller er ude af stand til at handle. Menneskets frihed består i dets evne til at distancere sig fra sin naturbundethed. For Schelling er mennesket ikke helt og aldeles frit og uafhængigt. Men det har evnen til at sætte sig ud over sin afhængighed for »selv at blive en skabende grund«. Der er altid visse forudsætninger for at handle, men disse forudsætninger bestemmer for Schelling ikke handlingen. Frihed vil sige at tage afsæt i de eksisterende vilkår og foretage relativt uafhængige valg. Ondskab bliver derved en betegnelse for ikkehandlen. Når individet vælger at tro på de evige årsagskæder (psykologiske, fysiske eller religiøse), lader det sig føre direkte til fatalismen.

Naturalisme

Det giver ikke mening at anmelde Schellings bog i almindelig forstand. Sproget er meget svært læseligt – men flot oversat af Henning Vangsgaard. Schellings tanker er uendeligt komplekse og stærkt spekulative. Alligevel er Schelling i sin traktat inde på problemer, som stadig i dag har relevans. Hvad Schelling kalder monismen har med udviklingen af den moderne naturvidenskab fået en væsentlig gennemslagskraft. Hvordan skal vi forstå menneskets bevidsthed og frihed inden for et verdensbillede, der er defineret af neurovidenskab og evolutionsbiologi? Det er besnærende bare at opgive – og indlade sig på fatalismen. Men menneskelig frihed er unægtelig en kvalitet ved den menneskelige civilisation og ikke mindst noget skiftende generationer har kæmpet for i demokratiets navn. Endnu i dag har vi brug for en tilpas liberal naturfilosofi, der kan indeholde begge virkelighedsniveauer, som Schelling skriver: både den kropslige-materielle virkelighed og bevidsthedens frie vilje – uden at ende i dualisme.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Bill Atkins
    Bill Atkins
Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Ideen er, at bevidsthed og fornuft ikke er noget fundamentalt og oprindeligt, men noget som bliver til i en dynamisk proces.

Lige for tiden har jeg megen fornøjelse af at studere mit treårige barnebarns sprogudvikling, ...dvs. vi taler en hel del sammen.

Ordet "Vil" er endnu ikke optaget i ordforrådet. Det er simpelthen for stærkt. I stedet siger han: "Jeg ved ikke" hvis der er noget han ikke vil. En vending som blev brugt mere tidligere, hvis voksne høfligt skulle afslå et forslag: "Vil du med på stranden?" Åh, jeg ved ikke."

Aftaler indledes med "kan". "Kan jeg komme på stranden?". Ordet "må" er et tabu - det ville være ren underkastelse at bruge det.

Og ordet "skal" er et viljeundertrykkende ord som han simpelt hen ikke tager i sin mund. Det lader han de voksne om, og bruger du det ord, har du tabet. Det hverken udtales eller kan høres.

Tabula rasa med en egen vilje?