Læsetid: 5 min.

Visdom til magten

Demokratiet som styreform dur ikke til at løse tidens store problemer. Det skal derfor suppleres af monarkiske og aristokratiske styreformer, hævder Søren Fonsbøl i interessant, men noget bagudvendt indspark i demokratidebatten, der samtidig også er et kontroversielt forsvar for højkulturen
Forfald. Hippiebevægelsen er ifølge Søren Fonsbøl eksemplet på alt det, der er gået galt med demokratiet siden 1950’erne. Her ses Provo-Knud i Fælledparken i 1966.

Jørgen Schytte

10. august 2013

Denne bog rammer en tidsånd, også selv om det er ufrivilligt, for forfatteren vil uden tvivl helst være kritisk over for tidsånden. Frivilligt eller ufrivilligt så er det nemlig svært ikke at se Søren Fonsbøls bog Demokratismen vores nye religion som led i tidens kritik af teknokratisering og djøfisering af samfundet, lede ved magtens manipulationer, spindoktorer og et generelt skift fra dannelse til uddannelse i undervisningsverdenen.

Demokratiet er langtfra den perfekte samfundsform, lyder grundtesen i bogen. Demokratiet er en ineffektiv og kompliceret styreform, som aldrig har fungeret særlig godt i praksis. Og, tilføjer Fonsbøl, det er ikke tilfældigt, at næsten alle store tænkere inden for den politiske filosofi har taget afstand fra demokratiet.

Problemet er, at demokratiet mangler ånd og visdom. Det kunne lyde som en joke, men er ment i ramme alvor. Demokratiet lider af alvorlige mangler. Det har vist sig håbløst til at løse nogle af tidens største udfordringer: klimaproblemer og finanskrisen.

Demokratisme er Fonsbøls ord for det. Og det er ment som et skældsord. Demokratisme betegner, at der er »gået ’sandhed’ i demokratiet, så det næppe længere anskues tilstrækkeligt fordomsfrit eller nuanceret«. Med andre ord er det blevet en selvfølge, at vi hylder demokratiet, mens vi er holdt op med at spørge kritisk til dets fundamentale værdi og til, om det overhovedet er den rette styreform for vores tid.

Demokrati er i stedet så at sige blevet en værdi i sig selv, en slags moderne religion for vores samfund. Deraf også bogens undertitel. Demokratiet er det, vi klamrer os til, men som ikke længere har bund i virkeligheden. Man kunne også sige: Demokratiet er fordummende, det udløser hver gang laveste fællesnævner, det skaber dårligt fjernsyn og overlader magten til de åndløse professionelle, til teknokraterne. Fonsbøl mener, at vi i vores demokrati har lagt magten i hænderne på de professionelle meningsmagere, manipulatorer og populister, der kun tænker på hurtig vinding, frem for at placere magten hos alment dannede mennesker, der kan se bag om al vilkårligheden og gennemskue manipulationen.

Selvlærd kulturkritiker

Forfatteren er ikke formelt uddannet filosof eller samfundsanalytiker. Han er – og det gøres der i præsentationen af bogen et større nummer ud af – selvlærd kultur- og idéhistoriker. Fonsbøl forlod i en tidlig alder i 1971 journalistuddannelsen, da han savnede tid og ro til fordybelse og har derefter i fire årtier brugt tiden på intensive selvstudier, forelæsninger, studiekredse mv. Det understreges, at han er en helt uafhængig iagttager og analytiker. Han har ikke noget i klemme, og det er et særsyn – en fri intellektuel, hvis eneste bestræbelse er at søge sandheden. Han er i god filosofisk forstand kritisk. Selv om han er yderst kritisk over for demokratiet, så er han ikke selv nogen antidemokrat. Han udøver kritik af det, han også i en eller anden forstand elsker.

Fonsbøl er særlig kritisk over for demokrati som livsform. At hæve noget så pragmatisk som en styreform op over religion og filosofi – eller over vores grundholdning til tilværelsen – er proportionsforvrængning. Så skubber vi visdommen i baggrunden. Og:

»Videnskaben fortrænger visdommen. For videnskaben er kun en slags teknik. Den kan kun sige os, hvad vi kan kan gøre, men ikke hvad vi skal eller bør gøre. Det er den intuitive visdom, der har løftet og båret højkulturerne. Men den kan ikke sætte sig igennem i demokratiet, som altid vil trække samfundet nedad på den kulturelle gradsskala.«

Fejlen ved demokratiet er, at det mangler etik. Alt det, vi har med fra antikken og kristendommen, er i vores moderne samfund blevet relativeret. Derfor skal demokratiet reformeres.

Demokratiet kan ikke stå alene, lyder en genkommende tanke i bogen. Alle erfaringer siger, at det er bedre med flere styreformer på samme tid. Eller han siger, at demokratiet er en styreform, der kun kan fungere nogenlunde under ganske særlige omstændigheder, som, hvis de ikke er til stede (og det er de underforstået ikke i nutiden), først må tilvejebringes. Ellers opstår der kaotiske tilstande. Og de forudsætninger, der skal være i orden, for at der ikke opstår kaos, er de åndelige grundværdier. Her henviser Fonsbøl til folk som Bjørn Poulsen og Hal Koch og hele den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlaget for den vestlige kultur, og som skal genoprettes i vores tid.

Det er særlig vigtigt for Fonsbøl, at demokrati ikke i sig selv er en åndelig grundværdi. Det er blot en styreform og dermed ikke andet end en pragmatisk forfatningsform. Når børnene i skolerne undervises i demokrati, samtidig med at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, så har vi kongevejen til nutidens kulturelle forfald.

Og han sætter trumf på:

»Hvilke markante kulturstrømninger brød igennem i demokratiets epoke? Modernisme, kulturradikalisme, hippie-individualisme, nymarxisme, værdirelativisme og postmodernisme. Intet af det er holdbart, men har tilsammen skabt forvirring.«

Konkrete anvisninger

Fonsbøl foreslår helt konkret, at demokratiet begrænses ud fra den erkendelse, at det alligevel er ved at blive koloniseret af økonomiske særinteresser, og suppleres med en monarkisk og aristokratisk styreform, hvor regeringen ikke udpeges af Folketinget, men derimod af monarken for at skabe en stærkere regering, større kontinuitet og uafhængighed af alle mulige særinteresser, der hele tiden leder os bort fra de langsigtede fælles interesser. Samtidig bør der stilles særligt strenge krav til højt dannelsesniveau hos de personer, der overhovedet kan komme på tale til det embede.

Fonsbøl er ikke ligefrem en tilhænger af det moderne samfund. I den forstand bliver hans kulturkritik bagudrettet. Det kommer til udtryk ved, at han i høj grad idealiserer 1950’erne som tiden før syndefaldet og en tid, hvor mennesker levede i harmoni og etisk forpligtethed over for noget større end deres eget lille selv.

Man kan heller ikke sige, at Fonsbøl har stor respekt for det folkelige. Det er nærmest et fyord hos ham. Noget så vigtigt som at styre en stat kan man ikke bare overlade til hvem som helst og heller ikke til specialister. Det kræver generalister med en høj grad af almen dannelse.

Fonsbøl hylder følgende dyder og holdninger: patriotisme, modstand mod det multikulturelle samfund, tro på og respekt for naturlige værdier og højere visdom og modstand mod EU.

Bogen emmer af gode gamle dage. Fonsbøls 1950’er-idyl kunne jeg godt have undværet. Den konkrete idealisering er med til at svække projektet, som jo netop var at holde sig til de store linjer og tænke stort og konsekvent. Udfaldet mod EU og det multikulturelle samfund peger i samme retning. På samme måde må man i sidste del af bogen, hvor han bliver helt konkret med hensyn til forslag om kommende samfundsindretning, bare ryste på hovedet

Men som kompromisløs og idealistisk debatoplæg må jeg holde af Fonsbøls bog. Hans kritik kommer på ingen måde fra fremtiden, men fra fortiden. Og det er befriende, at det, selv om det sine steder er lige lovlig hjemmebroderet, ikke er skrevet af en professionel samfundsteoretiker.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Birgitte Klippert

Interessant synspunkt, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan en regering uden, eller kun med få, DJØF'er vil kunne løse økonomiske udfordringer. F.eks. arbejdsløsheden som følge af finanskrisen. Jeg er enig langt hen ad vejen mht., at dannelse og etik skal være mere væsentlig fundamenteret i demokratiet, men der er nødt til at være nogle, der også har en mere (natur)videnskabelig tilgang til politiske udfordringer. Så en 50/50 løsning kan måske være en løsning. Det er naturligvis utopi af tro, at dette kan lade sig gøre i praksis, men tanken er da befriende (og løsningen lettere, end at implementere en grad af (politisk) monarki. Hvilket aldrig ville gå i DK, hvor modstanden mod monarkiet desværre er opadgående).

Lars Hareskov

Demokratiet er den mindst ringe styreform vi kender. I Danmark har vi den version hvor vi stemmer på nogle mennesker som har ladet sig opstille til Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser. Når så valget er overstået, så brokker vi os over dem vi stemte ind. Vi gider ikke være med til den grundlæggende proces, nemlig, at vælge de mennesker der skal opstilles som kandidater. Derfor var det måske en god ide at finde andre styreformer, hvor vi sikrede at de mennesker der blev opstillet, var mere vidende end dem vi kender i dag. Men den tid er forbi hvor man sad omkring gadekæret og løste problemerne. Bortset fra justitsministerposten kan vi alle blive ministre. Det er derfor ingen hemmelighed, at det er embedsværket som styrer ministerierne. Allerede der har vi ændret på den praktiske styreform, da det ikke er ministrene der fremkommer med de store visioner. Birgitte Klippert skriver i sit indlæg at vi ikke kan undvære DJØF’ne. De er der allerede i form af embedsværket. Problemet med dem er, at de er startet på 2. sal uden grundlæggende færdigheder. Vi har på TV set utallige udsendelser fra både Danmark og udlandet hvor en chef (DJØF’er) er sendt ned i organisationen undercover. Og de var alle overraskede over hvad der skete i maskinrummet. Så en passende blanding, hvor der også er folk med praktisk erfaring ville være at fortrække. Men udvælgelsen er problemet. Skal det være Regenten eller måske vi skulle spørge vælgerne.

Niels Duus Nielsen

Har vi ikke allerede flere styreformer i DK? Hvert fjerde år har vi demokrati for en dag, resten af tiden styres vi så af en lille aristokratisk klike.

Jørn Sonny Chabert

"Fonsbøl foreslår helt konkret, at demokratiet begrænses ud fra den erkendelse, at det alligevel er ved at blive koloniseret af økonomiske særinteresser, og suppleres med en monarkisk og aristokratisk styreform, hvor regeringen ikke udpeges af Folketinget, men derimod af monarken for at skabe en stærkere regering, større kontinuitet og uafhængighed af alle mulige særinteresser, der hele tiden leder os bort fra de langsigtede fælles interesser."

Fordi monarken og aristokratiet plejer selvsagt ikke særinteresser..............nu må jeg le

Lars Peter Simonsen, Torben Selch, Gustav ML og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Tænk, da jeg gik i første g, havde jeg lignende storladne ideer om "den bedste samfundsindretning". I mellemtiden har jeg opdaget, at alt handler om interesser, og det derfor skal være en meget varsom fordeling af magten, der finder sted. så at i hvert fald flertallet ikke undertrykkes af et "objektivt" politisk rationale, som det desværre sker nu.

Peter Poulsen

Lidt flueknebberi...
Fotoet stammer fra den 2. Love-in på Langelinie 5. August 1967 hvor Steppeulvene gav en af deres sjældne koncerter.

Ja hans kritik af demokratiet rammer helt i plet. Desværre må man erkende at monarkiske styreformer sjældent fungerede tilnærmesesvist så godt. Problemet med demokratiet er at det oprindeligt ikke var tiltænkt pøbelen, den blev blot lisså langsomt sneget ind ad bagdøren, og så har man to modstridende interesser. Dem der har og dem der ikke har. Så længe det kun var tiltænkt dem der havde kunne det vel have fungeret fint nok - til at varetage interesserne for dem der har, altså. Styreformer som tilgodeser dem der ikke har vil ligesom aldrig fungere så længe økonomien og produktionen har frit spil uden for demokratisk kontrol.

Steffen Gliese

Tværtimod, Bob Jensen, er demokratiet i sin oprindelse i den grad tiltænkt dem, der ikke har, gående ud på løbende at tage fra dem, der har.
Det var kernen i det ældste demokrati, at man simpelthen indrettede samfundet således, at det eneste, de rige kunne bruge deres penge til, var til finansiering af visse af statens største udgifter - og man gav dem ikke engang lov til at gøre dette efter lyst, nej, lodtrækning afgjorde, om man ville have deres penge i et givent år.
Athenernes Statsforfatning giver en glimrende kritik fra et overklassesynspunkt på, hvad det athenske folk gjorde rigtigt for at udbrede frihed og lighed til alle borgere. Skellet gik et andet sted: mellem de frie borgere, og så de slaver, der typisk var krigsfanger eller børn af krigsfanger, altså i en eller anden forstand havde fortjent deres status - i skarp modsætning til det moderne, racistiske slaveri og det feudale klassebestemte hoveri.

Steffen Gliese

Lige præcis kritikken rammer så glimrende; men det er indenfor demokratiets rammer, der skal rettes op, og vi er ikke på rette vej med skolereform og forkvakling af ideerne bag velfærdssamfundet, der ikke er at styrke erhvervslivet, men at mægtiggøre hin enkelte til deltagelse i det politiske fællesskab.

Løsningen ingen vil alligevel - fjern stemmeretten fra alle med kontakt til erhvervsliv - ejere og ansatte. Eller giv i det mindste dobbelt-stemme til andre.
Just joking ? Lidt.

Peter hansen, er det så ikke det samme? du siger skellet gik mellem frie og slaver i grækenland, ikke mellem dem der havde og ikke havde. Selvfølgelig kunne man ikke beskatte slaver for at financiere noget. De ejede per definition ikke noget som helst, deres hele liv var totalbeskatning. Der var måske nogle frie fattige, det ved jeg godt.
Men jeg tænker på USA, som fik den første demokratiske forfatning i nyere tid.
Kun folk der ejede fast ejendom, og altså kun frie mænd kunne deltage i den demokratiske proces. Så virker det fint nok, fordi dem der kunne tænkes at udfordre den bestående orden slet ikke får lov til at deltage (lige som i grækenland)

Steffen Gliese

Bob Jensen, der er vel ret beset tale om to skel - for slaverne gjaldt det, at deres lod var alternativet til at være blevet slået ihjel, så det bytte var måske ikke så dårligt; endvidere skal man huske, at den samme skæbne ville være blevet grækerne til del, hvis de havde tabt slaget; men for den almindelige ikke-besiddende græske befolkning var den demokratiske forfatning netop indrettet på at give dem den samme indflydelse som de besiddende, og derfor udløste deltagelse i offentlige forsamlinger honorar, ligesom man ved lodtrækning fordelte kød fra offerdyrene frem for at give en fordel til dem, der havde betalt.
Samtidig forhindrede man effektivt i den politiske praksis, at overklassen kunne korrumpere magten ved at fordele embeder ved lodtrækning mellem byens borgere, og skulle der være mistanke om kupplaner, kunne man afholde en afstemning om landsforvisning af den mulige nidding.
På en hel række andre områder var demokratiseringen af Athen omfattende - i stammeopdelingen, der gik på tværs af by, land og kyst f.eks., og i den hast, hvormed embederne skiftede indehavere, så alle kunne påregne flere gange i livet at få ansvar på fællesskabets vegne.
Den ærgerlige side af tingene er, at det i høj grad var modstanderne af denne egalitære samfundsindretning, hvis synspunkter efterfølgende er blevet indfældet i europæisk tænkning: fascisten Platon og monarkisten Aristoteles.

Steffen Gliese

Det vigtigste ved opretholdelsen af et folkeligt demokrati er, at pladsen som suveræn leder kun beklædes af en symbolsk figur. Republikanisme er altid i en eller anden form valgdiktatur, og den symbolske kongemagt tjener desuden til at legemliggøre det, der er allervigtigst i et velfungerende demokratisk samfund: kontinuiteten.
Grækerne ophørte da heller ikke med at udpege en Basileus og dennes Basileia til en traditionel fest til markering af statens levedygtighed igennem parrets udførelse af seksuelle riter.