Læsetid: 5 min.

Eliternes frygt for lighed

Når en erhvervsmand som Asger Aamund kan rende rundt i et nyt program på DR2 og stille politikere til regnskab for deres dårskab og fremstille sig selv som redningen, så er det det seneste udtryk for de selvudnævnte eliters årtusinder lange had til demokratiet. Filosoffen Jacques Rancière ser nærmere på fænomenet i sin bog, ’Hadet til demokratiet’, der netop er kommet på dansk
Jacques Rancière har skrevet en meget fransk bog, som med fordel kan bruges til at forstå det enorme had, mange snakkehoveder og meningsmagere har til 68-generationen, eller det frådende had, der bliver hældt ud over feminister.

Jacques Rancière har skrevet en meget fransk bog, som med fordel kan bruges til at forstå det enorme had, mange snakkehoveder og meningsmagere har til 68-generationen, eller det frådende had, der bliver hældt ud over feminister.

Serge Mouraret

7. september 2013

I den franske filosof Jacques Rancières bog, Hadet til demokratiet, der er tredje udgivelse i forlaget Møllers nye Ø-serie, der skal gentage succesen med de hedengangne Uglebøger, får vi en polemisk og lærd analyse af, hvorfor diverse selvbestaltede eliter både kan udtrykke (lunken) støtte til demokratiet som styreform, men samtidig vrænge af demokratiet som livsform og samfundsform.

Selv om bogen er meget fransk, kan man med stor fordel bruge den til at forstå det enorme had, mange snakkehoveder og meningsmagere til for 68-generationen, eller det frådende had, der bliver hældt ud over feminister: Nemlig, de privilegeredes raseri over, at deres retmæssige adkomst til magt og goder betvivles eller udfordres af dem, de mener sig overlegne over. Det er raseriet fra dem, der pludselig ser sig i selskab, på lige fod og i konkurrence med dem, de ellers altid højlydt eller ofte stiltiende har set ned på. Det er frygten for den sociale degradering, der kommer af, at andre hæves op på ens niveau, som i årtusinder har fået eliter til at beskrive lighed som anarki og demokratiet som pøbelvælde.

Ligeret for mænd og kvinder!?

Rune Lykkeberg har skrevet en god, informativ indledning, der forklarer den franske baggrund for Rancières polemik og begreber. Han reducerer måske nok Rancières kritik lidt for meget, således at den kun rammer de intellektuelle, som Lykkeberg selv har skrevet en bog imod. Men som introduktion er den rigtig god, og for de ukyndige udi fransk filosofis kampe i efterkrigstiden er den et godt sted at begynde for at forstå en af Frankrigs mest spændende nulevende filosoffer.

Bogen igennem parafraserer Rancière et herligt tekststykke fra bog 8 af Platons Staten, som Informations læsere ikke bør snydes for: »Og friheden trænger ind alle vegne, også i hjemmene, og til sidst bliver også husdyrene inficeret af anarki (…) Sådan at det til sidst falder faderen naturligt at bytte rolle med børnene: Han frygter sin søn, mens sønnen mister al respekt og frygt for sine forældre – han må jo værne om sin frihed! Og den bosiddende fremmede føler sig lige så god som den indfødte borger og omvendt, og ligeledes med udlændinge … læreren frygter for og slesker for sine elever, og eleverne giver pokker i deres lærer og blæser på deres hovmester. I det hele taget, de unge stiller sig an, som om de var ældre og diskuterer med dem og optræder over for dem som ligemænd, mens de ældre har travlt med at stige ned til de unge og overgå hinanden i eftergivenhed og kryben; de vil endelig ligne de unge, for at de ikke skal synes strikse og autoritære (…) Den sidste yderlighed er nået, når de købte slaver og slavinder tager sig lige så megen frihed som de herrer, der har købt og betalt dem. Og så havde jeg nær glemt at nævne den frihedens ånd, som hersker mellem kønnene, fuld gensidig ligeret for mænd og kvinder!«

At dette mere end to tusinde år gamle stykke tekst lyder bekendt, siger Rancière, skyldes, at hadet til demokratiet, som er det, Platon taler om, er lige så gammelt som demokratiet selv. Det, forskellige eliter og privilegerede altid har hadet ved demokratiet, er ikke styreformen, som de kan leve med i halverede former som f.eks. det repræsentative demokrati, der sikrer en rotation af oligarkiske eliter. Nej, det, de hader og frygter, er det demokratiske samfund, som de kun kan forstå som uorden, kaos, ubegrænset begær, åndløst forbrug.

Demokrati er lodtrækning

Demokrati, siger Rancière, er grundlæggende den skandale, at alle har ret til at herske. Alle andre styreformer opererer med et eller andet særligt adkomstkriterium for magt: ædel fødsel, store bedrifter, rigdom, særlige evner. Demokrati derimod, hvis oprindelige grundform ikke er afstemningen, men lodtrækningen, er skandaløs for dem, der mener sig berettiget til magten, fordi dets »eneste grundlag er fraværet af enhver adkomst til at styre«. Alle de, der i alle mulige politiske, økonomiske, sociale og private sammenhænge mener sig berettiget til at herske, oplever i mødet med af demokratiet, at de lige så godt kan regere som blive regeret, at der helt grundlæggende ikke er nogen naturlig adkomst til magten; at magtens troner er tomme og kan besættes af hvem som helst. At alle er lige kvalificerede til at herske.

Det er derfor, Rancière ikke taler om kritik af demokratiet, som der har været og er masser af, men om had. De detroniserede eliter kan kun forstå demokrati som de kvalifikationsløses triumf over de kvalificerede og derfor som samfundsordenens degeneration og kollaps. På Platons tid var det frygten for og hadet til de fattige; i dag er det måske for og hadet til de uvidende, dem, der ikke forstår ’den nødvendige politik’, ’de udviklingstvære’, alle dem, der ikke vil samme vej som eliterne, eller som har andre sandheder og meninger. Hadet til demokratiet, siger Rancière, formuleres i dag bl.a. som et angreb på »individernes ubegrænsede begærs herredømme i det moderne massesamfund«, dvs. som et styre af dem, der ikke kan styre sig selv.

Demokrati som styreform

Demokrati forstås som uregerlighed. Problemet ifølge uregerlighedstesens fortalere er ikke, at der regeres demokratisk, men at demokratiet har udviklet sig til, at det er de forkerte (de mange, de fleste), der regerer frem for de rigtige (de få, de kloge, de vidende, de rige, de mandlige …). Det nye had til demokratiet adskiller sig fra det, fra før Europa blev demokratisk, lad os sige før 1945 – senere er det ikke. Det nye er, at man bekender sig til demokrati som styreform. Det nye had siger: »Der findes kun ét godt demokrati, nemlig det, der undertrykker den demokratiske civilisations katastrofe«, dvs. »det demokratiske samfund, der vil, at alle skal være lige, og at alle forskelle skal respekteres«. Det gode demokrati – som vi har set med ’markedets accept’ af teknokratregeringer i Italien og andre steder – er et, der kan beherske det onde, der er det demokratiske liv.

Det tavse had

Det demokratiske liv er borgernes liv, borgere, der ses som ukontrollable og uregerlige, ude af stand til at styre deres egne liv individuelt uden vejledning, kontrol, incitamenter, informationskampagner, krav og regler og ude af stand til at styre deres liv kollektivt uden EU-direktiver, markedsdisciplinering og nedskæringspolitikker.

»Ved at erklære sig selv for simple administratorer af de lokale følgevirkninger af den globale histories nødvendighed,« skriver han, »gør vores regeringer sig umage for at fordrive det demokratiske supplement.«”;

Ude af stand til at afskaffe demokratiet kan man kortslutte det ved at forskyde den førte politik til markedstilpasning, overnationale institutioner og henvise til nødvendighed.

Hermed kan man afpolitisere det, man ikke tør overlade til befolkningen. Hadet til demokratiet skal man ikke lede efter i afvisningen af demokratiet eller i neofascistiske udviklinger, men derimod i de utallige små bemærkninger og udviklinger, som Rancières veloplagte bog sier frem fra den offentlige debats strøm.

Det kan virke paradoksalt, at diverse eliter til stadighed frygter lighedens katastrofe, hvis samfundsmæssige kollaps bliver ved med at lade vente på sig, men som Rancière bemærker i slutningen af sin bog: »Når vores intellektuelle midt i manifestationerne af en stigende ulighed harmes over lighedens ødelæggende effekter, benytter de sig af et gammelkendt trick.« Et trick, som Hadet til demokratiet afslører og forklarer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Ansbjerg
  • Jan Nygaard
  • Gry W. Nielsen
  • Curt Sørensen
  • Viggo Helth
  • morten Hansen
  • Filo Butcher
  • Alan Strandbygaard
  • Carsten Munk
  • Tom Paamand
  • Maiken Guttorm
  • Levi Jahnsen
  • Espen Bøgh
  • Jørn Petersen
  • lars abildgaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Steffen Gliese
  • Karsten Aaen
  • Ervin Lazar
  • Erik Nissen
  • Inger Sundsvald
  • Steen Sohn
  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • Ingrid Uma
  • Claus Kristoffersen
Søren Ansbjerg, Jan Nygaard, Gry W. Nielsen, Curt Sørensen, Viggo Helth, morten Hansen, Filo Butcher, Alan Strandbygaard, Carsten Munk, Tom Paamand, Maiken Guttorm, Levi Jahnsen, Espen Bøgh, Jørn Petersen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Ervin Lazar, Erik Nissen, Inger Sundsvald, Steen Sohn, Dorte Schmidt-Nielsen, Ingrid Uma og Claus Kristoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den bog må jeg nok have fat i. Det er tanker, som man nok kan have fornemmet, men som her bliver udtrykt markant og præcist (håber jeg, da jeg ikke har læst bogen). Alene tanken om elitens (her Asger Aamund) belæringer i diverse massemedier, som hævder at skulle være eksponent for public service, er kvalmende. Der er er tale om en slags strukturel vold, når de, der har alt (og meget mere til) kører rundt i deres store biler og belærer de syge, de fattige, de arbejdsløse, de dovne, enlige mødre, de gamle og alle andre skvatmikler, hvad livets sande værdier og indhold er. For dem er det: Hold kæft og lad os - der har forstand på det - bestemme. Se at få fingeren ud og I skal ikke forvente noget til gengæld, for vi kan sagtens selv bruge det hele og lidt mere til. Og da enhver er sin egen lykkes smed er Jeres elendighed jo selvforskyldt og giver ikke os på toppen anledning til ret mange ubehagelige tanker (om vort ansvar i samfundet). Hyp min hest.

Søren Ansbjerg, Curt Sørensen, Kim Houmøller, Karin Bennedsen, Tanja Jokumsen, morten Hansen, Hanne Ribens, Elisabeth Andersen, Katrine Visby, John Liebach, Henning Pedersen, Henriette Bøhne, Philip B. Johnsen, Keld Sandkvist, Mikkel Nielsen, Marie Jensen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Ervin Lazar, Gunnar Bagge, Thorbjørn Thiesen, Moh Abu Khassin , Steffen Gliese, Niels Mosbak, Torben Nielsen, Niels Engelsted, Lise Lotte Rahbek og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Man kan observere hadet for fuld udblæsning, når man ser DR2 og Lotte Meilhede give Simon Emil Ammitzbøll taletid. Tænk at det er blevet god tone at finde nogle særlige eksempler på arbejdsløse og derefter gøre dem til prototypen på enhver arbejdsløs, som vurderes til ikke at fortjene forsørgelse.

Åh, hvor jeg væmmes ved de lede typer Ammitzbøll, Aamund, Ole Birk Olesen, Joachim B. Olsen og ligesindede.

Søren Ansbjerg, Curt Sørensen, Kim Houmøller, Karin Bennedsen, morten Hansen, Lars Jorgensen, Elisabeth Andersen, Katrine Visby, John Liebach, Lone Christensen, Henning Pedersen, Anders Kristensen, Erik Nissen, Ib Foder, Alan Strandbygaard, John Victor Lorck, Keld Sandkvist, Mikkel Nielsen, Marie Jensen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Tue Romanow, Karsten Aaen, Marianne Christensen, Gunnar Bagge, Anne Rasmussen, Moh Abu Khassin , Steffen Gliese, Lars Peter Simonsen, Marianne Mandoe, Dana Hansen, Torben Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar

At det lavsociale fænomen Joachim B. Olsen skulle tilhøre "eliten" må være dagens vittighed - han lyder mere som en ubehandlet sportsskade uden håb om helbredelse ...

Jens Kofoed, Kim Houmøller, Karin Bennedsen, Andreas Trägårdh, Heinrich R. Jørgensen, Filo Butcher, Sten Victor, Levi Jahnsen, Keld Sandkvist, Mikkel Nielsen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Synes måske, at manchettens formulering giver indtryk af, at Ranciere specifikt skulle have kommenteret Asger Aamund. Det er vel ikke tilfældet, al den stund Aamunds tv-show kun har kørt lidt over en uge. Og det er vel heller ikke Rune Lykkeberg, der skulle have været så forudseende, da han skrev sit forord, at han tog Asger med. Men så da Mikkel Thorup, artiklens forfatter? Han har næppe skrevet manchetten, men det har nogen på redaktionen vel?

Synes vi er derhenne, hvor associationerne er lidt langt ude. Mon ikke vi skulle have ladet AA ude af billedet i manchetten og nøjedes med at lade den tale om "udtryk for de selvudnævnte eliters årtusinder lange had til demokratiet."

Gry W. Nielsen, Vibeke Rasmussen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Der vil jo altid være nogle, der anser sig selv som elite, med ret til at håne de lavsociale.

Elisabeth Andersen, Henning Pedersen, Marianne Mandoe, Anne Rasmussen og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Det er klart at associationerne kommer på vandring og finder sig til rette ved de åbenlyse eksempler, når de skubbes fremad af denne formulering:
Selv om bogen er meget fransk, kan man med stor fordel bruge den til at forstå det enorme had, mange snakkehoveder og meningsmagere til for 68-generationen, eller det frådende had, der bliver hældt ud over feminister: Nemlig, de privilegeredes raseri over, at deres retmæssige adkomst til magt og goder betvivles eller udfordres af dem, de mener sig overlegne over. Det er raseriet fra dem, der pludselig ser sig i selskab, på lige fod og i konkurrence med dem, de ellers altid højlydt eller ofte stiltiende har set ned på.

Karin Bennedsen, Elisabeth Andersen, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Anne Rasmussen og Marianne Mandoe anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Af en eller anden grund er der ikke noget ved at have noget som alle andre også har.

Det er raseriet fra dem, der pludselig ser sig i selskab, på lige fod og i konkurrence med dem, de ellers altid højlydt eller ofte stiltiende har set ned på. Det er frygten for den sociale degradering, der kommer af, at andre hæves op på ens niveau, som i årtusinder har fået eliter til at beskrive lighed som anarki og demokratiet som pøbelvælde.

Elisabeth Andersen, Marianne Mandoe, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen og Anne Rasmussen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Undskyld, er det ikke en letkøbt omgang? Hvem skulle de detroniserede eliter være? For mig at se boltrer eliterne sig så hæmningsløst som ikke set i mange år. Og med en sådan selvglæde, at jeg ikke tror, at der er rigtig plads til at hade nogen. Forveksl ikke had, der er en dyb følelse, med ligegyldighed og dumhed.

Jan Nygaard, Heinrich R. Jørgensen, morten Hansen, randi christiansen, Mihail Larsen, Leopold Galicki, Henrik Brøndum, Thorbjørn Thiesen, Lise Lotte Rahbek og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Jeg synes godt jeg kan skimte hadet til de kvinder der klarer sig bedre i systemet og i uddannelserne end mændene ;-)

John Liebach, Rasmus Kongshøj, Anne Rasmussen, Lars Peter Simonsen og Marianne Mandoe anbefalede denne kommentar

Niels:

Kvindehad er (også) en reaktion på ligeværd. Tingene hænger sammen.

Hanne Ribens, Lone Christensen, Rasmus Kongshøj, Anne Rasmussen, Erik Nissen og Marianne Mandoe anbefalede denne kommentar
Marianne Mandoe

Jeg har lige for ikke så længe siden skrevet næsten det samme som kommentar på en anden diskussion. INDEN denne artikel blev tilgængelig.
Tanker og overvejelser over hvorfor ligestilling i alle dens former bare ikke bevæger sig.

Sjovt nok blev mine tanker afvist nærmest kategorisk. For hvordan skulle en almindelig kvinde dog kunne tænke sådanne tanker???

John Liebach, Anne Rasmussen, Lars Peter Simonsen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Ligestilling, ligeret og ligeværd er demokrati - stemmeret og den slags, til alle uanset køn, uddannelse etc.
Lige noget der kan generere had.

Niels Engelsted, pointen er jo netop, at eliterne sætter demokratiet fra magten i dag, først og fremmest igennem repræsentativt demokrati, der beskrives som et magtskifte indenfor den politiske overklasse.
Jeg kan anbefale som et supplement "Athenernes Statsforfatning", oversat og kommenteret af Hartvig Frisch i 1941. Den gør smukt rede for, hvordan det er lykkedes i Athen at gøre rigdom til en værdi, der kun kunne indfries socialt som samfundets udpegning af den økonomiske overklasse til at finansiere statens aktiviteter. Hvad Rancière så smukt peger på er, at demokrati kun kan være socialisme, og at det som sådan er verdens mest succesfulde styreform, når den gennemføres. Havde de militært overlegne oligarkier ikke slået sig sammen om at overvinde Athen - og det var en langvarig krig - havde demokratiet overlevet.
Også Øjvind Larsens glimrende bog om det athenske demokrati fra 1986 kan mere end anbefales, den uddyber de organisatoriske forhold, der styrkede den demokratiske bevidsthed og praksis.

Andreas Trägårdh, Lars Jorgensen, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Det ser unægtelig nu ud til, at MF Joachim B. Olsen herefter har valget mellem at blive kaldt det personligt ærekrænkende og potentielt mandehadende - ”en led type” - eller bare det mere sociologisk determinerende - ”et lavsocialt fænomen” – nogen med et objektivt konstateret socialt korelleret sprog uden de helt store intellektuelle nuancer - noget man som udgangspunkt sjældent selv er direkte herre - eller dame over ... :-)

Henrik Brøndum

Nu hører jeg desværre til i elitens allernederste lag - men ses dog bag rattet i en 8-cylindret. Noget af det nye er jo at de fattige - f.eks. de mange polske bygnings- og vejarbejdere hænger ud på gaderne, strør om sig med tomme vodkaflasker og er utilbørligt højrøstede på dette gebrokne uforståelige sprog - der jo hverken minder om det nordiske, engelsk, tysk eller fransk eller andet pænt. Man skal vidst være meget ren, hvis man tør hævde, at denne konfrontation på ingen måde skaber utryghed, væmmelse eller ligefrem had.

Markus Hornum-Stenz og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Henrik Brøndum

Hvad mener du?
Mennesker som indbyrdes taler et fremmed (og for de fleste lokale) uforståeligt tungemål og drikker stærk alkohol i deres begrænsede fritid,
samtidig med at de underbyder den lokale arbejdskraft,
vil vel næppe på nogen kendt lokalitet,
blive umiddelbart socialiseret.
Eller - hvad mener du i grunden med ´pænt' og 'ren'?

Leopold Galicki

Henrik Brøndum,

Stem på dem der gerne vil lukke grænser til dit land.

Eller lås dig inde i et gated community.

Eller meld dig på et kurs i polsk.

Eller tal fransk Jean-Marie Le Pen, da på basis af det skriver, konkluderer jeg du har ideologisk meget tilfælles med denne kvinde. Hun byder nok på cognac og ikke sådan noget som vodka, de der slaver østpå, fy for satan, drikker. Det er din elite.

Folk har svært ved at læse ironi, sådan er det jo.
Jeg vil nu ærlig talt godt tage Henrik Brøndum på ordet, selvom han selv er en af de deserterede: man bør blive hjemme og tvinge sine politikere til at gøre tilværelsen optimalt god for flertallet.

Leopold Galicki

Hvis Henrik Brøndums kommentar er ment ironisk, undskylder jeg min fortolkning af den. Jeg skrev min kommentar kl. 01 om natten og tænkte sort. Ironi kræver af sin modtager humor, men ikke nødvendigvis den sorte.

Rasmus Kongshøj, Henrik Brøndum og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Den urgamle strids kærne ligger indbygget i mennesket i disse fire arketyper og deres indbyrdes holden hinanden i skak, såvel i mennesker som i omverdenen.

Kvinden med sit omsorgs-gen og dets skyggeside omklamring, orienter sig socialt overvejende mod familiens medlemmer.

Manden med sit beskytter-gen og dets skyggeside undertrykkelse, orienter sig socialt overvejende mod familiens rammer.

Drengen med sit friheds-gen (til at gøre hvad han vil når han vil) og dets skyggeside ligegyldighed, orienter sig socialt overvejende mod sig selv.

Pigen med sit friheds-gen (til at være hvad hun vil når hun vil) og dets skyggeside perfid, orienter sig socialt overvejende mod sig selv.

Henrik Brøndum

@Leopold Galicki

Jeg ved nu ikke om jeg kan tage imod en undskyldning - jeg mener ikke du har gjort noget galt. I hvertfald ikke overfor mig.

Jeg er enig med Niels Engelsted i at eliten har skruet op for blusset, og traenger til at justere. Da den slags naeppe kommer af sig selv antydede jeg hvordan det kan goeres noget mere vanskeligt for eliten - at vaere elitaer. Melodien er den samme som naar Susan Sarandon skoser delinkvinten Sean Penn i "Dead Man Walking" for " ... you make it so easy for them to kill you ..."

@Jan Weis

Joachim B. Olsen, sammen med en stor del af hans kolleger, må vel nærmest siges at være eksempel på dét, den demokratiske bekymring netop handler om.

Den elite, der nærer en oprigtig bekymring på demokratiets, eller jeg vil snarere sige, civilisationens vegne, er typisk ikke den form for elite, der finder vej til de demokratiske magtpositioner.

Det er snarere folk som Platon, og hans ligesindende.

/O

Heinrich R. Jørgensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Måske er det en sidebemærkning, måske er det pointen: Som jeg har opfattet det, har det, der selv definerer sig som ”venstrefløjen”, over de seneste fire årtier været blind over for den virkelige elite, magteliten, som ”demokratiet” aldrig er kommet blot i nærheden af at udfordre, som det, indbygget, ikke kan udfordre. Denne selverklærede ”venstrefløj” kunne simpelthen springe den over i naiv tillid til, at den selv var ”eliten”, sågar ”magteliten” noget nær, fordi den målte sig selv, egen succes, på dens evindelige (middelklasse) fremstød, ”værdikamp” – ikke imod kapitalisterne, kapitalismen, systemet, neo-kolonialismen og –imperialismen (som den selv er en del af af) – men mod ”folket”, mod ”dem, der gik ud af 7. klasse”, som vi sagde engang.

Dette hovmod, dette selvbedrag, er nu faldet til jorden. Med en brag. De sexless, classless & free går en svær fremtid i møde.

Filo Butcher, Flemming Scheel Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hvis vi lige skal kigge på Asger Aamund først, så er der åbenbart to sideløbende spor i det elektroniske medie.

Her er det nogle af folketingets politikere med ringe livs-, uddannelses- og erhvervserfaring der står for skud.
Hans mening om deres manglende egnethed til et lands ledelse virker ikke så forfejlet, men på den anden side må det også bemærkes, at det da er meget tvivlsomt hvor meget uddannelse på universitetsplan nogle af de siddende politikere har bragt af godt for Danmark i de forgangne tiår?

Den klassiske del er vist udmærket beskrevet i et gammelt Storm P. maleri, om den store grå masse, der går fremad uden egentlig selv at være klar over hvorfor, og eneren der tager en sidevej væk fra den store grå masse.

Med de digitale mediers udbredelse, som her i disse indlægssider, og via de sociale medier, sker der dagligt et skred væk fra enhedstanken som er udleveret fra politisk side; "alle har en mening og giver udtryk for den i det valgte medie"!

Det giver en større spredning, - men ikke nødvendigvis en større bevidsthed overfor eliternes sammentømrede ståsted for fastholdelse af magten via ånd.
Først når den fælles forståelse af et opbrud overfor dette sker, og en samling omkring demokratiet, der er for alle er erkendt, vil der ske en forandring.

Foreløbig har vi kun set en samling omkring enkeltstående sager, som f.eks.; "de fremmede skal fandme ikke ind i vores land og nasse på vore sociale goder", kan folket samles og stemme for den holdning.

V og K brugte helt den samme retoriske teknik i deres regeringstid, men lidt mere raffineret med ordene; "Raske mennesker der går derhjemme", om efterlønnere og ledige fra krisen.
Budskabet var jo det helt samme om disse personer; "samfundsnasserer", hvilket blev tiljublet af mange!
Det blev siden brugt til degradering af disse menneskers liv via love, der begrænsede deres økonomiske livsvilkår, - nej forringede deres livsvilkår så fattigdommen tærskel nærmest blev overskredet.

Elisabeth Andersen, Lone Christensen, Henning Pedersen, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Lidt ironisk er det at det i moderne historie har været dem har kaldt sig socialister og kommunister og 'massernes' fortalere der har haft størst problemer med demokratiet, ja de afskaffede det jo faktisk hvor de fik magt i Sovjet, Cuba, Nordkorea, DDR, mens de kapitalistiske samfund har omvendt omfavnet demokratiet, omend det er blevet lidt af et skuespil, men sådan har det nok altid været når man skal vinde vælgernes gunst.

Så hvem er det Rune Lykkeberg anklager? Dem der har det værst med at overlade folk til sig selv er jo Lykkebergs meningsfæller. Hvem er det der ikke vil acceptere at masserne selv bestemmer omkring alkohol, barsel, solariesol og cigaretter?

Hykleri er at sige et og gøre det modsatte. Frihed så længe du gør som vi siger. Tolerant så længe du mener det vi gør. Lighed så længe det kommer os til gode.

Demokrati er andet og mere end 3 ulve og et får der stemmer om hvad de skal have til aftensmad. Hvis ikke der er klare begrænsninger for hvad de 51% kan gøre ved de 49%, ja så er det faktisk bare pøbelvælde.

John Liebach, Ulf Timmermann og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Erik Hamre, det borgerlige demokrati er ikke demokrati, det er ikke designet til lighed for alle, og lighed for alle er demokrati. Kapitalisme og demokrati er ikke hinandens forudsætninger, men hinandens modsætninger, for i et demokrati er økonomien underordnet alles lige adgang til deltagelse i samfundet og dens forudsætning i fordeling af samfundets udkomme, så den lige adgang er reel og ikke afhængig af irrelevante økonomiske forhold.

John Liebach, Lone Christensen, Filo Butcher, Mikkel Nielsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Det oprindelige græske demokrati var på ingen måde for alle. Det var yderst begrænset. Der har aldrig og vil heller aldrig eksistere samfund hvor alle er lige, det er hverken ønskeligt eller muligt. Forsøg på at gennemtvinge lighed har kun medført at nogle svin er mere lige end andre.

"It has been said that democracy is the worst form of government except all the others that have been tried" - Churchill

"A democracy cannot exist as a permanent form of government. It can only exist until the majority discovers it can vote itself largess out of the public treasury. After that, the majority always votes for the candidate promising the most benefits with the result the democracy collapses because of the loose fiscal policy ensuing, always to be followed by a dictatorship, then a monarchy." - Benjamin Franklin

"..Under democracy one party always devotes its chief energies to trying to prove that the other party is unfit to rule - and both commonly succeed, and are right.." HL Mencken

http://en.wikiquote.org/wiki/Democracy

Rancière er en gratis omgang

Det han anbefaler er ikke demokrati, men anarki. Demos for ham består af lutter individualister, der gør krav på at blive respekteret, uanset hvad de bidrager med til fællesskabet. Et eldorado for asociale røvhuller - og helgener. Han er god til at vise, hvordan man kan obstruere magt, men har ikke noget troværdigt bud på et samfund, baseret på solidaritet. Nogle af os, der har erfaring med anti-autoritære bevægelser, ved godt, at der er kort fra basisdemokrati til elitær manipulation – i lighedens navn.

Kan vi ikke også blive fri for en idealisering af det græske demokrati? Nok skabte det nogle beundringsværdige institutioner, men dets absolutte forudsætning var eksistensen af slaveri (og naturligvis en udelukkelse af kvinder fra politik). Som Benjamin Constant (i Peter Wivels bog med samme titel) har vist, så var det antikke demokrati præget af en høj grad af retsusikkerhed, vilkårlighed og pøbeljustits.

Jan Nygaard, Tanja Jokumsen, Heinrich R. Jørgensen, John Liebach, Filo Butcher, Markus Hornum-Stenz, Jesper Frimann Ljungberg, Grethe Preisler og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Leopold Galicki

Marie,

Tak for rettelsen.

Jeg tænkte på Marine Le Pen, datteren af Jean-Marie Le Pen. Begge to brunlige.

Henning Pedersen, Marie Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ja, Mihail Larsen, demos består af stærke, individuelle viljer, der slutter sig sammen om det, der vedrører fællesskabet. Det indebærer en nedprioritering af arbejdsliv og økonomi, fordi de underlægges flertallets vilje til omfordeling - fordi de ubemidlede er flere end de besiddende. Det var styrken i Athen, samtidig med en masse smarte magtudlignende strukturer som f.eks. sammensætningen af fylen, de forskellige militære bidrag osv. osv. Kernen i det hele var, at finansieringen kom fra folkets "skamløse" krav på overklassens værdier - noget, der selvfølgelig blev styrket af, at folket også var i en langt bedre militær position end under de tidligere oligarkiske og monarkiske former.
Betydningen af dette er blot, at alle kan drage fordel af samfundets institutioner, og der derfor ikke er nogen grund til, at nogle skal have rettighed over væsentligt større besiddelser end andre. Det er sådan set tanken i den socialdemokratiske velfærdsstat, før Nyrup.

Leopold Galicki

Mihail Larsen, du skriver:

"Demos for ham (Ranciére) består af lutter individualister, der gør krav på at blive respekteret, uanset hvad de bidrager med til fællesskabet. Et eldorado for asociale røvhuller - og helgener."

Artiklen her som indfører til Ranciérs "Hadet til demokratiet" taler da ikke om, at Ranciér opfatter demos som bestående af lutter individualister....etc..

Ranciér taler om efterkrigstidens, især 00 ernes klassesamfund og bestemte former for elitedannelser. Han ser det iboende træk ved eliter, nemlig at de til tider mere eller mindre føler angst for demokratiet; i lighedens navn kan eliter jo fratages deres privilegier. Og fra angst til had kan der være kort vej.

Jeg har det indtryk, at du har et godt empirisk grundlag (observationer) for at udtale dig om forholdet mellem basis demokrati og elitedannelser, og heraf frembragte magtmanipulationer. Men det kan i sagens natur "kun" være en erfaring på mikroplan. Jeg tror, at Ranciére tænker i "Hadet til demokratiet" på solidaritetsformer på et samfundsmæssigt plan og det er straks en anden sang.

@oliver goulin – har først set din kommentar nu – enig …

Vi ser netop fænomenet i Norge i disse dage – hvor folk stemmer på højrefløjen – ofte med argumenter som – nu har vi set nok på de andre hoveder i 8 år – ikke just en demokratisk stemmeafgivning med grund i overvejelser om politik – men mere populistiske overvejelser og øjeblikkelige stemninger – de nordmænd skal nok få deres sag for med en ny vrimmel af politikertyper som Joachim B. Olsen og fremskridtsfolket – her er det vel ikke kun eliten, der er bekymret …

ja, selvfølgelig var der slaveri i det græske demokrati, det var der overalt; men det var ikke det racistisk baserede slaveri, vi automatisk tænker på. Grækere blev også slaver, det var skæbnen for krigsfanger, også vore egne trælle.
Derfor er automatisering af produktionsapparatet den eneste udsigt til etableringen af et reelt demokrati. Lad os ikke dømme en bedre styreform end vor egen på en detalje, for i realiteten dømmer vi jo så det græske demokrati over ét, selvom det udvikledes over tid, mens vort eget, stadig mere eller mindre pseudoaristokratiske system slet ikke har nået den samme grad af frisætning, det har vist kun schweizerne.
Sagen er jo så simpel, som at et ægte demokrati ikke kan bygge på valg.

Galicki

Jeg har fulgt Rancière siden 70'erne, hvor han var 'kapitallogiker'. I de senere år er hans kritik af kapitalismen slået ud i en mere anarkistisk holdning. Se f.eks. hans bog om "Den uvidende lærer - fem lektioner i intellektuel emancipation" (Århus 2007), hvor han gør op med al orden, fornuft (i vanlig betydning heraf), enighed, legitimitet og fællesskab til fordel for en radikal individualisering ('subjektifikation'). Barnets 'læring' finder stort set kun sted i modstand mod den erfaring, viden og indsigt, som læreren repræsenterer. Det kunne endda være meningsfuldt nok, hvis det var lærerens (falske) autoritet, der var kritikkens genstand, men det er overhovedet al allerede eksisterende viden. Besynderligt suppleret af en tvang, som læreren skal udsætte eleverne for, til at beskæftige sig med bestemte emner helt efter lærerens egen vilje – men uden 'forklaringer', for 'forklaringer' er autoritære.

En avanceret form for problemorienteret læring, der fortrinligt egner sig til de elever, der har en robust kulturel kapital 'at gøre op med',og som nok skal blive 'stærke' på deres egen måde; men en chancesejlads for mere svage elever, der skal gøres til prøveklude for dette intellektuelle fantasteri.

Steffen Gliese, Lars Jorgensen, Markus Hornum-Stenz og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar

Emnet er som sådan væsentligt. Der er al mulig grund til at være på vagt overfor antidemokratiske tendenser, hvor nogle mener sig så sikre på deres fortolkning af hvad der tjener samfundet og tilværelsen bedst, at det burde overtrumfe den ufornuft som de mener at demokratiet risikere at medføre. Noget der både kan udspringe af ønsket om at fastholde en privilegeret position, men også ønsket om at opnå en sådan.

Men noget tyder på, at det også er nødvendigt at have kritisk opmærksomhed på, hvordan påstanden om et had til demokratiet bruges. I hvert fald giver artiklen her anledning til dette. F.eks. med det påståede "frådende had" der skulle blive hældt udover feministerne. Hvilket demokratihad hentydes der her til? Der er ingen som helst der fremsætter synspunkter om, at kvinder ikke skulle have ret til at selve at vælge hvilken uddannelse eller karriere de vil følge, eller at de må stræbe efter rigdom og magt. Hvad der vækker modvilje er udelukkende krav om tvang og særrettigheder. Feministerne er kontroversielle når de kræver kvoter og andre diskriminerende særrettigheder, alene på baggrund af køn. Eller når de med tvang og forbud vil diktere bestemte livsformer. Ikke lige frem metoder man normalt fortolker som værende de mest demokratiske. Tilmed viser målinger, at sådanne krav oftest er i klar modstrid med flertallets ønsker. Modviljen mod feminister forekommer altså netop, når de føler så stærk for disse synspunkter, at de finder dem hævet over demokratiet.

Der er altså grund til at være opmærksom på, at had til demokratiet også kan udleves gennem påstande om, at det er éns modpart der hader demokratiet! Det omtalte omkring feminismen er bare et eksempel, der kan være mange andre. Og det gælder selvfølgelig både venstre- og højreorienterede synspunkter.

Leopold Galicki

Mihail Larsen,

Tak forklaringen angående Ranciéres tilgang til pædagogikken som et af midlerne til at opnå demokrati. Det er muligt, at Ranciére er umulig, dvs. urealistisk og naiv hvad angår pædagogikken.

Uden at være belæst i hans filosofi, men for det meste på baggrund af hvad der står om ham i denne her artikel, samt hvordan andre her på tråden fortolker ham, kan man, mener jeg, generelt betragte Ranciére som fortaler for mere lighed.

Budskabet er, at vi i grunden er meget mere lige end vi erkender det politisk og i vores almene livsanskuelser. Hvis vi mener det modsatte så glemmer vi de simple kendsgerninger, f.eks. at vi i den første dekade af det 21-årh. er nået op på 50 procent som har fået videregående uddannelse, hvor tallet for 100 år siden var nok mindre end 5 procent, og hvor mange kvinder var der blandt de 5 procent?

Vi behøver ikke Ranciéres filosofiske tanker for at kunne konstatere: ja, vi kan være flere og flere lige hvad angår uddannelsesniveau, og vi kan være meget mere lige hvad angår andre former for kapital, således at demokratiet kan få en reel bred basis.

Og Peter Hansen har fuldstændig ret i at påpege de teknologiske/materielle forudsætninger for mere lighed vi har i dag. Men alt dette kræver ny politisk tænkning. Selv om der forholdsvis er mange unge politikere her i landet, og tendensen også gør sig gældende i andre lande, så ser ud som om selv demokratiske og socialistiskorienterede politikere "med modermælken" har fået en elitær holdning til det demos de skal repræsentere i beslutningsprocesserne.

Når musikalske talenter og elitære positioner som hos Mozarts eller Chopins familier gik i arv, var det i sagens natur fint, men hvis det sker i den politiske og økonomiske verden er det ikke altid så godt; dette kan nemlig betyde, at man med modermælken får holdninger og elitær adfærd som hæmmer nytænkning. Mon ikke Ranciére kan bruges til sådanne betragtninger?

Maj-Britt Kent Hansen

Udmærket at manchetten til denne artikel er blevet rettet, da den ærlig talt var noget langt ude.

Min kommentar derom af 7.9., kl.18:59 fremstår dermed absurd. Måske skulle Information - som det sker i mange andre tilfælde - hvor man ikke bryder sig om reaktioner på det skrevne - have slettet den.

Alan Strandbygaard

Bogen er sikkert interessant at læse.

Men jeg forstår ikke hvorfor man skal læse sig til det faktum at der altid er nogen der mener de er mere end andre?

Erik Hamre @ Demokrati er andet og mere end 3 ulve og et får der stemmer om hvad de skal have til aftensmad.

Mente du ikke "Demokrati bør være andet og mere end 3 ulve og et får der stemmer om hvad de skal have til aftensmad?

@Hvem er det der ikke vil acceptere at masserne selv bestemmer omkring alkohol, barsel, solariesol og cigaretter?

ER det virkelig et kriterium for at kalde (påstået) socialisme for udemokratisk? Det holder jo kun i et system hvor den enkelte er ansvarlig for sig selv gå godt og ondt, altså ingen sundhedsvæsen og folkepension der bærer omkostningerne for den enkeltes langsomme selvlemlæstelse med hjælp af stoffer og hård stråling og så meget andet.

Det er jo en af forskellene mellem anarki og et demokratisk, socialistisk samfund.

Der kan ikke være tvivl om at kapitalisme og demokrati er hinandens modsætninger og at en forening af de to vil nødtvungen føre til de tilstande vi har i dag i Vesten og de "befriede" eks-kommunistiske lande.

At de såkaldte socialistisk/kommunistiske samfund fra det 20. århundrede ikke blev bedre end de var viser bare at man ikke har gjort det godt nok. Glem nu ikke at ALLE magthaverne, fra begge den kolde krigs blokke var verdenskrigs-traumatiserede eks-soldater, for den kommunistiske bloks vedgående helt fremme til Gorbatjov.
At sådanne mennesker ikke er i stand til at opbygge harmoniske, retfærdige samfund bør være indlysende. Derfra at slutte at hele ideen med socialisme er ubrugelig og udemokratisk er godt nok langt ude og lugter mest af alt af imperialistisk/kapitalistisk propaganda eller måske bare ønsketænkning.

Gorbatjov fik jo heller aldrig chancen for at prøve en bedre udgave af kommunismen, vel?

Men det var jo kun for russernes bedste og det er godt at de nu har et frimarkeds-demokrati i Rusland...

For os andre gælder i mellemtiden: demokrati er en by i Rusland.

Bavarian Nordics(Askegrå Åmund) aktiekurs er jo lige så flad som de arbejdsløse han er havnet iblandt. Så, måske kan udsendelsen ende med en flygtig anerkendelse. De 'voksne' kan også være bange. Jeg gider ikke se det.
Desværre er omtalen af Rancière bog bare anelse for kort.

Ligegyldig, ligestillet eller ligeværdig?

Det kan undre, at (flere af) deltagerne i denne tråd øjensynlig mener, at 'lighed' er et entydigt begreb. Der er én form for lighed, som markedet har frembragt, og som gør alle mennesker til ansigtsløse massekonsumenter; penge lugter ikke. Der er en anden form for lighed, der gælder i retssystemet og andre offentlige institutioner, som har til hensigt at stille alle borgere lige for loven; uden den ingen legitimitet. Så er der en tredie lighed, der baserer sig på gensidig respekt, hvilket i sagens natur indebærer et kvalitativt skøn; ingen respekt uden personligt værd.

Her (også i artiklen) rodes det hele sammen, eller rettere: nivelleres det alt sammen til lighed som et mål i sig selv, som om lighed er et naturligt gode eller en metafysisk værdi. Lighed er ingen af delene, men menneskers måde at regulere samfundet på og lige så forskellig, som samfundet er i dets enkelte dele. Den lighed, der eksisterer, når man står i en kø, er ikke den samme, der gælder, når to mennesker elsker hinanden. Mennesker er ikke fra naturens hånd lige godt begavede fysisk og intellektuelt, men vi har valgt at kompensere for og til en vis grad udligne denne ulighed med samfundsmæssige midler. Hvilket i sagens natur er et solidarisk projekt, som kræver andet og mere end Rancières 'subjektifikation'.

Til Galicki:

Mozart havde kun ét barn - Karl - der var ganske talentløs. Chopin havde, så vidt vides, slet ingen børn. Jeg ved derfor ikke, hvor du vil hen med 'arven'.

Yderst relevant som Jacques Rancière skriver, :
"det repræsentative demokrati, der sikrer en rotation af oligarkiske eliter", Det jo faktisk en alvorlig sag, for det egentlige demokrati er jo mere eller mindre kortsluttet nu:
"ved at forskyde den førte politik til markedstilpasning, overnationale institutioner og henvise til nødvendighed"

Vores nuværende statminister er et rigtig godt eksempel på vores repræsentative demokrati. Bare hele hendes facon at styre på; at modtage direktiver fra EU, tilpasse deres politik efter eliten, og komme med indøvede vendinger hun har fået at vide af sin spindoktor.

Helle Thorning ser altid ud som om befolkningen er det nødvendige onde hun skal agere demokratisk overfor, når hun skal tale offentligt.
Kort sagt, hun virker som om hun er skide ligeglad. Hvis hun bare kunne få fred, og kun omgås resten af eliten, og så ellers malke "kvæget" for skattekroner.

Tak til Mihail for de oplysende kommentarer om denne filosofs håbløse - og tidsbundne, alt for tidsbundne projekt. Ikke mærkeligt at Lykkeberg kan ønske at skrive forord til en sådan tids-opportunistisk 'filosof'. Besynderligt at Ranciere citerer Platon, der om nogen ønskede vidende lærere!

Sider