Læsetid: 5 min.

Eliternes frygt for lighed

Når en erhvervsmand som Asger Aamund kan rende rundt i et nyt program på DR2 og stille politikere til regnskab for deres dårskab og fremstille sig selv som redningen, så er det det seneste udtryk for de selvudnævnte eliters årtusinder lange had til demokratiet. Filosoffen Jacques Rancière ser nærmere på fænomenet i sin bog, ’Hadet til demokratiet’, der netop er kommet på dansk
Jacques Rancière har skrevet en meget fransk bog, som med fordel kan bruges til at forstå det enorme had, mange snakkehoveder og meningsmagere har til 68-generationen, eller det frådende had, der bliver hældt ud over feminister.

Jacques Rancière har skrevet en meget fransk bog, som med fordel kan bruges til at forstå det enorme had, mange snakkehoveder og meningsmagere har til 68-generationen, eller det frådende had, der bliver hældt ud over feminister.

Serge Mouraret

7. september 2013

I den franske filosof Jacques Rancières bog, Hadet til demokratiet, der er tredje udgivelse i forlaget Møllers nye Ø-serie, der skal gentage succesen med de hedengangne Uglebøger, får vi en polemisk og lærd analyse af, hvorfor diverse selvbestaltede eliter både kan udtrykke (lunken) støtte til demokratiet som styreform, men samtidig vrænge af demokratiet som livsform og samfundsform.

Selv om bogen er meget fransk, kan man med stor fordel bruge den til at forstå det enorme had, mange snakkehoveder og meningsmagere til for 68-generationen, eller det frådende had, der bliver hældt ud over feminister: Nemlig, de privilegeredes raseri over, at deres retmæssige adkomst til magt og goder betvivles eller udfordres af dem, de mener sig overlegne over. Det er raseriet fra dem, der pludselig ser sig i selskab, på lige fod og i konkurrence med dem, de ellers altid højlydt eller ofte stiltiende har set ned på. Det er frygten for den sociale degradering, der kommer af, at andre hæves op på ens niveau, som i årtusinder har fået eliter til at beskrive lighed som anarki og demokratiet som pøbelvælde.

Ligeret for mænd og kvinder!?

Rune Lykkeberg har skrevet en god, informativ indledning, der forklarer den franske baggrund for Rancières polemik og begreber. Han reducerer måske nok Rancières kritik lidt for meget, således at den kun rammer de intellektuelle, som Lykkeberg selv har skrevet en bog imod. Men som introduktion er den rigtig god, og for de ukyndige udi fransk filosofis kampe i efterkrigstiden er den et godt sted at begynde for at forstå en af Frankrigs mest spændende nulevende filosoffer.

Bogen igennem parafraserer Rancière et herligt tekststykke fra bog 8 af Platons Staten, som Informations læsere ikke bør snydes for: »Og friheden trænger ind alle vegne, også i hjemmene, og til sidst bliver også husdyrene inficeret af anarki (…) Sådan at det til sidst falder faderen naturligt at bytte rolle med børnene: Han frygter sin søn, mens sønnen mister al respekt og frygt for sine forældre – han må jo værne om sin frihed! Og den bosiddende fremmede føler sig lige så god som den indfødte borger og omvendt, og ligeledes med udlændinge … læreren frygter for og slesker for sine elever, og eleverne giver pokker i deres lærer og blæser på deres hovmester. I det hele taget, de unge stiller sig an, som om de var ældre og diskuterer med dem og optræder over for dem som ligemænd, mens de ældre har travlt med at stige ned til de unge og overgå hinanden i eftergivenhed og kryben; de vil endelig ligne de unge, for at de ikke skal synes strikse og autoritære (…) Den sidste yderlighed er nået, når de købte slaver og slavinder tager sig lige så megen frihed som de herrer, der har købt og betalt dem. Og så havde jeg nær glemt at nævne den frihedens ånd, som hersker mellem kønnene, fuld gensidig ligeret for mænd og kvinder!«

At dette mere end to tusinde år gamle stykke tekst lyder bekendt, siger Rancière, skyldes, at hadet til demokratiet, som er det, Platon taler om, er lige så gammelt som demokratiet selv. Det, forskellige eliter og privilegerede altid har hadet ved demokratiet, er ikke styreformen, som de kan leve med i halverede former som f.eks. det repræsentative demokrati, der sikrer en rotation af oligarkiske eliter. Nej, det, de hader og frygter, er det demokratiske samfund, som de kun kan forstå som uorden, kaos, ubegrænset begær, åndløst forbrug.

Demokrati er lodtrækning

Demokrati, siger Rancière, er grundlæggende den skandale, at alle har ret til at herske. Alle andre styreformer opererer med et eller andet særligt adkomstkriterium for magt: ædel fødsel, store bedrifter, rigdom, særlige evner. Demokrati derimod, hvis oprindelige grundform ikke er afstemningen, men lodtrækningen, er skandaløs for dem, der mener sig berettiget til magten, fordi dets »eneste grundlag er fraværet af enhver adkomst til at styre«. Alle de, der i alle mulige politiske, økonomiske, sociale og private sammenhænge mener sig berettiget til at herske, oplever i mødet med af demokratiet, at de lige så godt kan regere som blive regeret, at der helt grundlæggende ikke er nogen naturlig adkomst til magten; at magtens troner er tomme og kan besættes af hvem som helst. At alle er lige kvalificerede til at herske.

Det er derfor, Rancière ikke taler om kritik af demokratiet, som der har været og er masser af, men om had. De detroniserede eliter kan kun forstå demokrati som de kvalifikationsløses triumf over de kvalificerede og derfor som samfundsordenens degeneration og kollaps. På Platons tid var det frygten for og hadet til de fattige; i dag er det måske for og hadet til de uvidende, dem, der ikke forstår ’den nødvendige politik’, ’de udviklingstvære’, alle dem, der ikke vil samme vej som eliterne, eller som har andre sandheder og meninger. Hadet til demokratiet, siger Rancière, formuleres i dag bl.a. som et angreb på »individernes ubegrænsede begærs herredømme i det moderne massesamfund«, dvs. som et styre af dem, der ikke kan styre sig selv.

Demokrati som styreform

Demokrati forstås som uregerlighed. Problemet ifølge uregerlighedstesens fortalere er ikke, at der regeres demokratisk, men at demokratiet har udviklet sig til, at det er de forkerte (de mange, de fleste), der regerer frem for de rigtige (de få, de kloge, de vidende, de rige, de mandlige …). Det nye had til demokratiet adskiller sig fra det, fra før Europa blev demokratisk, lad os sige før 1945 – senere er det ikke. Det nye er, at man bekender sig til demokrati som styreform. Det nye had siger: »Der findes kun ét godt demokrati, nemlig det, der undertrykker den demokratiske civilisations katastrofe«, dvs. »det demokratiske samfund, der vil, at alle skal være lige, og at alle forskelle skal respekteres«. Det gode demokrati – som vi har set med ’markedets accept’ af teknokratregeringer i Italien og andre steder – er et, der kan beherske det onde, der er det demokratiske liv.

Det tavse had

Det demokratiske liv er borgernes liv, borgere, der ses som ukontrollable og uregerlige, ude af stand til at styre deres egne liv individuelt uden vejledning, kontrol, incitamenter, informationskampagner, krav og regler og ude af stand til at styre deres liv kollektivt uden EU-direktiver, markedsdisciplinering og nedskæringspolitikker.

»Ved at erklære sig selv for simple administratorer af de lokale følgevirkninger af den globale histories nødvendighed,« skriver han, »gør vores regeringer sig umage for at fordrive det demokratiske supplement.«”;

Ude af stand til at afskaffe demokratiet kan man kortslutte det ved at forskyde den førte politik til markedstilpasning, overnationale institutioner og henvise til nødvendighed.

Hermed kan man afpolitisere det, man ikke tør overlade til befolkningen. Hadet til demokratiet skal man ikke lede efter i afvisningen af demokratiet eller i neofascistiske udviklinger, men derimod i de utallige små bemærkninger og udviklinger, som Rancières veloplagte bog sier frem fra den offentlige debats strøm.

Det kan virke paradoksalt, at diverse eliter til stadighed frygter lighedens katastrofe, hvis samfundsmæssige kollaps bliver ved med at lade vente på sig, men som Rancière bemærker i slutningen af sin bog: »Når vores intellektuelle midt i manifestationerne af en stigende ulighed harmes over lighedens ødelæggende effekter, benytter de sig af et gammelkendt trick.« Et trick, som Hadet til demokratiet afslører og forklarer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Ansbjerg
  • Jan Nygaard
  • Gry W. Nielsen
  • Curt Sørensen
  • Viggo Helth
  • morten Hansen
  • Filo Butcher
  • Alan Strandbygaard
  • Carsten Munk
  • Tom Paamand
  • Maiken Guttorm
  • Levi Jahnsen
  • Espen Bøgh
  • Jørn Petersen
  • lars abildgaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Steffen Gliese
  • Karsten Aaen
  • Ervin Lazar
  • Erik Nissen
  • Inger Sundsvald
  • Steen Sohn
  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • Ingrid Uma
  • Claus Kristoffersen
Søren Ansbjerg, Jan Nygaard, Gry W. Nielsen, Curt Sørensen, Viggo Helth, morten Hansen, Filo Butcher, Alan Strandbygaard, Carsten Munk, Tom Paamand, Maiken Guttorm, Levi Jahnsen, Espen Bøgh, Jørn Petersen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Ervin Lazar, Erik Nissen, Inger Sundsvald, Steen Sohn, Dorte Schmidt-Nielsen, Ingrid Uma og Claus Kristoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Leopold Galicki

Mihail Larsen,

Du skriver:

"Mozart havde kun et barn: Karl, der var ganske talentløs. Chopin havde, så vidt vides, slet ingen børn. Jeg ved derfor ikke, hvor du vil hen med 'arven'.

Nej, W.A.Mozart havde 6 børn. Dog døde 4 af dem, da de var helt små. Karls musikalske talent var selv tilnærmelsesvis ikke på højde med sin fars, men han var dog en begavet og anerkendt pianist. Så var der Franz Xaver Wolfgang Mozart, der var komponist, pianist, dirigent og lærer. Skrev mange værker.

W.A. Mozarts far, Leopold Mozart, var en tidens betydelige komponister og en fin violinist.

F.Chopins forældre var ikke selv musikere men deres hjem var kendt for at være åbent for musikere, forfattere og kunstnere. F.Chopins to år ældre søster, Ludwika, lærte ham at læse noder og spille. Hun selv fik undervisning af prof. Zywny, som senere også var Frederiks musiklærer. Musikologer mener, at det var Ludwikas påvirkning som gjorde Frederik til en musikelsker, allerede dengang han var ganske lille. Nej, Chopin fik ikke nogle børn, men hvis han fik....

Du spørger hvad jeg mener med "arv". Naturligvis tænker jeg her på den sociale arv. Den kan styrke bestemte genetiske prædispositioner, populært "talent for noget". W.A. Mozart og F.Chopin er eksempler på hvor heldigt det kan være - for vores ører og sjæl - når det nære sociale miljø, som ens familie jo er, og genetiske prædispositioner, (talent for noget<9, går som hånd i handske.

Når Marine Le Pen går i sin fars, Jean-Marie Le Pens, spor, som politiker, er der også muligvis et samspil mellem miljø og genetik, men nej, skån os for den slags elite-reproduktioner.

Sociologen Kaare Svalastoga mente allerede i 1970erne, at der er tendenser til feudalisering, Mit svar til dig blot svagt antyder hvad dette begreb 'feudalisering' kan betyde.

Markus Hornum-Stenz

Jeg må sige at jeg synes bogen lyder som en overtænkt fransk intellektualisering, selvom den givetvis er modelleret over en reel tendens.
Det er vel i virkeligheden overordnet set ret simpelt:
De priviligerede er bevidste om deres privilegier og derfor bange for at miste dem, hvilket fører til modvilje mod grupper og mekanismer med potentiale til at true disse privilegier. Og inde i midten går flertallet rundt og ville bare ønske at nogen ville sikre vi alle sammen kunne være venner og dele slikket.

Dette giver så basis for følgende citat, hvis oprindelse fortoner sig (men det er vel egentlig også er ret uinterresant, hvem der sagde det, det interessante er vel sandhedsværdien):
"A democracy cannot exist as a permanent form of government. It can only exist until the voters discover that they can vote themselves largesse from the public treasury. From that moment on, the majority always votes for the candidates promising the most benefits from the public treasury with the result that a democracy always collapses over loose fiscal policy[...] The people go from bondage to spiritual truth, to great courage, from courage to liberty, from liberty to abundance, from abundance to selfishness, from selfishness to complacency, from complacency to apathy, from apathy to dependence, from dependence back again to bondage"

En slags styreformernes årstider, om man vil.

Og netop derfor, Markus Hornum-Stenz, er valget ikke demokratisk, lodtrækningen er. Alle borgere i et demokrati skal potentielt for en kort periode kunne forestå de offentlige embeder, det var hemmeligheden bag det græske demokratis succes.

Lille sidespring.

"F.Chopins forældre var ikke selv musikere"

F.Chopin lå altid indenunder klaveret og lyttede, når moren Jystuna Chopin spillede klaver, så lidt musiker var forældrene da:-)

Lodtrækning

Peter Hansen, når jeg kender din holdning til akademia (som jeg vidtgående deler), bliver jeg i tvivl, når du foretrækker lodtrækning frem for kompetence. Skal vi nu også uddele eksamensbeviser efter lodtrækning?

Til Mihail Larsen m.fl.:
1) I går uden om det væsentlige: de besiddende og magthavende klassers og eliters kamp historien igennem mod demokrati, en rå kamp der startede allerede i det antike Grækenland med kampen mellem 'aristokrater og 'demokrater'. Platon og Aristoteles var her partiske for aristokraternes parti, Perikles f. eks. var omvendt tilhænger af det atheniensiske demokrati ( med dets her på tråden ganske rigtigt påpegede begrænsninger, først og fremmest eksistensen af slaver). Største delen af historisk tid var demokrati derefter suspekt og bekæmpet. Først meget sent, efter udgangen af 2. verdenskrig, akcepterede den europæiske højrefløj 'demokratiet', men i en modificeret udgave som 'det liberale demokrati'

2) Hvorfor er der ingen der tager stilling til den uhyrlighed at Asger Aamund får stillet en hel TV serie til rådighed for sin ultraliberalistiske LA propaganda? Så langt er vi efterhånden kommet ud i dag her i landet, at det akcepteres uden videre. Det siger noget om det enorme højreskred og den enorme ensretning af medierne, der har fundet sted gennem de sidste 20 år.

3) Rune Lykkeberg, som I er så glade for her på tråden, lagde for nogle år siden ud med at postulere eksistensen af en venstreorienteret 'kulturelite', som angivelig skulle have lige så megen magt og indflydelse som f.eks. det militær-industrielle kompleks. Dette vås og denne glatte overtagelse af højrefløjens yndlingspostulat gjorde ham umådelig populær på den danske højrefløj og i medierne.

Beethoven var ikke feudalt indstillet.
Følgende udspandt sig under en middag hos fyrst Esterhazy:

Fyrsten mente at alle kunne komponere. Ludwig blev vred og følgende reprimande haglede ned over fyrsten:

"Fyrste, hvad de er er de ved tilfælde og fødsel, hvad jeg er er jeg ved mig selv.
Der har være og vil altid være tusinder af fyrster, - Men der er kun en Beethoven."

Ludwig blev så vred at han forlod selskabet og gik 20 mil i regnvejr.

Hvis Beethoven havde levet i dag, var han blevet beskrevet som "Superkid"

I øvrigt skal skal Beethovens syns på feudalismen og individdets ret, ses i lyst af de strømninger der var fremherskende efter den Franske revolution.

Kære Curt

1) Jeg har peget på slaveriet som forudsætning for det athenske demokrati.
2) Jeg har slet ikke forholdt mig til Asger Aamund.
3) Jeg har heller ikke forholdt mig til Rune Lykkeberg.

At man ikke forholder sig til noget, betyder ikke at man accepterer det.

Om at være tilfreds.
Jeg tror personligt ikke, at demokratiet krænkes af en elite eller en mandlig dominans,
Jeg tror snare at demokratiet trues af det ukritiske. Hvis vi ikke længere forholder os til glidende bevægelser mod det ekstreme, i demokratiets navn.
Demokratiet er ikke farligt i sig selv, fordi mange får indflydelse, demokratiet bliver farligt når vi ikke søger baggrundsviden, når vi stiller os tilfreds med manipulation, når vi stiller os tilfreds med det, der ikke er oplyseende, men som er opinionsdannende. Demokratiet er en nødvendighed, men historien har vist at demokratiet kan føre til katastrofer, skal katastrofer undgås, må man søge bag om årsagerne til dem, i demokratiets navn og for dets overlevelses skyld.

Kære Mihail Larsen,
Det undrede mig netop, når jeg tænker på dine mange ellers skarpsindige kommentarer i tidens løb, at du her gik uden om et helt centralt tema: de riges kamp mod de fattige, de priviligeredes kamp mod demokrati historien igennem og den borgerlige højrefløjs monopolisering af 'demokratiet' i dag.

Eksemplet med Asger Aamund er simpelthen horribelt og viser vore mediers kujonagtige tilpasning til de økonomiske magthavere, den dominerende classa politica og den neoliberalistiske ideologi. Den gennemgående ensretning i vores eendimensionale samfund plejer du ellers at have et godt blik for.

Set i det perspektiv er Rancieres indspark i debatten såmænd ikke så ringe endda, selvom jeg personligt foretrækker Colin Crouch og Noam Chomsky

PS: Jeg ved skam godt at det atheniensiske demokrati hvilede på en basis af slaveri. Det forhindrer dog ikke at der samtidig blandt de frie borgere foregik en rå klassekamp mellem aristokrater og demokrater om styreform og privilegier.

Sider