Læsetid: 6 min.

En fremtid hvor ingen er syge og døden er valgfri

Transhumanisterne vil optimere mennesket, forlænge livet, gerne i det uendelige, ved hjælp af boomende teknologier. Eneste problem i horisonten: At maskinerne bliver for kloge imens
Måske vil man kunne duplikere sig selv eller nedsænke sin egen bevidsthed i flere kroppe. Måske vil man kunne leve på en hard disk.

Måske vil man kunne duplikere sig selv eller nedsænke sin egen bevidsthed i flere kroppe. Måske vil man kunne leve på en hard disk.

André Leit/iBureauet

14. september 2013

Godmorgen, du er vågnet i fremtiden. Lad os sige i 2043. Du er posthuman. Du har det forrygende, du er 72. Du er rask, stærkere end nogensinde, din hud er ung, dine knæsmerter har fortaget sig, din koncentrationsevne har aldrig været bedre, du er sjovere, klogere og mere vittig end nogensinde, du er nemlig blevet optimeret fysisk, kognitivt og emotionelt. I dine blodårer suser nanorobotter rundt og reparerer løs, du har fået foretaget livsforlængende genmodifikationer, aldringsprocesserne i din krop er sat i bero. Du er endda begyndt at spille saxofon (godt, selvfølgelig) i stedet for at spilde tiden med at slappe af! Takket være videnskabens fantastiske fremskridt er du blevet umådelig ’kapacitetsudvidet’ – og det helt uden bivirkninger, ja, selv den bedagede irrationalitet er nu udryddet, i fremtiden bliver du kun vred og frustreret, når der er gode, rationelle grunde til det. Og når du fylder 170, vil du stadig være fuld af overskud.

Ovenstående scenarie er en forkortet version af fremtidens glæder, som de fremmanes i antologien The Transhumanist Reader fra i år, en samling essays om en totalt forandret hverdag lige om hjørnet skrevet af primært amerikanske forskere (filosoffer, matematikere, biologer, softwarefolk, neurologer osv.) samlet under transhumanismens faner. I denne svimlende, skræmmende, til tider grinagtigt skråsikre, men næsten hele vejen igennem filosofisk/etisk/politisk pirrende bog, kan man, så vidt jeg ved for første gang, læse udførligt og bredt om disse såkaldte transhumanisters forskellige forestillinger og håb om, hvad fremtiden kan/vil gøre for mennesket. Eller snarere transformere mennesket til. Noget transhumant eller posthumant med nærmest gudelige evner.

Grundstemningen er flammende optimisme på videnskabens vegne. Der spares virkelig ikke på tankeeksperimenter og totalt omvæltende visioner, faktisk er det umuligt for en komplet lægmand i de centrale teknologier som neurologi, nanoteknologi, genmodifikation, kunstig intelligens m.m. at drage grænsen mellem, hvad der på den ene side er de rene spekulationer og ukritiske fremskrivninger, og hvad der på den anden er mere reelle og realisable fremtidsscenarier. Men det er under alle omstændigheder vild læsning, ikke mindst fordi skribenterne er så ublu visionære, at man om ikke andet bliver mindet om, hvor sjældent man egentlig støder på langsigtede (og hæmningsløst optimistiske) fremtidsforestillinger efterhånden. Om man så deler teknooptimismen og troen på eksponentielt accelereret forskning plus uanede midler i en verden i dyb økonomisk og økologisk krise, er en anden sag.

Evig utilfredshed

Transhumanisterne er en broget flok, men de er enige om noget grundlæggende: Teknologien skal udnyttes fuldt ud og bruges til at forbedre menneskelivet i en overskridelse af alle biologiens grænser. I en sammenbidt tro på fornuftens og videnskabens styrke vil transhumanisterne derfor eliminere aldring og optimere mennesket intellektuelt, fysisk og emotionelt for at nedbryde alle hidtidige skranker. Tålmodigheden med mennesket, som det ser ud nu, er ved at være opbrugt. Antologiens ene redaktør med det meget passende navn Max More (den anden hedder Natasha Vita-More!), skriver f.eks. i et obsternasigt brev til Moder Natur: Du skal have tak for livet, men dit arbejde er præget af sjusk og halve løsninger, nu skal aldringens og dødens tyranni bringes til ophør ved bioteknologiens hjælp. Mennesket i dets nuværende fejlbehæftede og skrøbelige udstyr er bare det foreløbigt sidste skud på en evolutionær stamme, som transhumanisterne ser ende i postbiologien, ja, de køligste af dem ser menneskets udryddelse udfolde sig som simpel evolutionær logik, når vi har begået vores Sidste Opfindelse, den hyperintelligente kunstige intelligens, som kan og måske vil udslette os.Vi har jo altid været utilfredse med kroppen, skriver flere i bogen, hvis den var perfekt designet, ville vi jo ikke have brug for skeer, kamme eller fiskestænger. Nu (eller ganske snart) åbner teknologiske landvindinger for, at vi virkelig kan inkorporere redskaberne og lukke diverse højintelligente implantater, nanorobotter og andre modifikatorer af kemisk og genetisk art ind i kroppen og drage enorme fordele af denne sammensmeltning af menneske og maskine. Selv om der er flere jubeloptimister blandt transhumanisterne end noget andet sted, jeg har befundet mig længe, er de ikke blinde for risici og farer eller etiske og politiske dilemmaer i denne udvikling. De strejfes flere steder, men som hovedregel er forventningens glæde så stor, at det opfattes som biokonservativt og fodslæbende at stille sig alt for skeptisk an over for den tilsyneladende determinerede udvikling. Skulle man f.eks. betvivle nanomedicinens evangelium, som det besynges her i et for antologien karakteristisk miks af gisninger og muligvis nøgterne forudsigelser, og spørge ind til de livsforlængende teknikkers sociale profil (får mon alle råd til dem, eller skal alle tage imod dem for ikke at belaste samfundsøkonomien unødigt osv.) sidestilles man med udviklingsforskrækkede teknofober som frygtsomt omfavner alderdommen og, snerrer en af transhumanisterne, ligefrem opfatter døden som en ganske belejlig ferie fra det hele.

Os eller intet

Men døden er barbarisk og væmmeligt irrationel, og fremtiden vil dømme os som kyniske massemordere, hvis vi tøver med at udrydde den, når vi nu (snart) får muligheden for det. Ifølge en af forskerne vil vi omkring 2020 (hvis alt går vel, går jeg ud fra, man bør tilføje) kunne bygge nanorobotter og vil fra da af bare skulle sluge kirurgen og læne os tilbage og vente på den søde helbredelse. Jeg beklager, hvis min tone er en kende ironisk og skeptisk. Jeg opfatter ikke mig selv som dødsfetichist eller gen-determinist med stor svaghed for døden, jeg ved ikke engang, om jeg – som det i antologien siges om de biokonservative, der sværger til forsigtighedsprincippet i de her teknologier – ser døden i et eksistentielt lys som noget disciplinerende (carpe diem!), og ja, vitaliserende. Jeg kommer simpelthen bare til at grine fjoget af forestillingerne om en nært forestående udødelighed tilgængelig for alle, der ønsker den. Transhumanisterne griner ikke nu, men måske ad mig i fremtiden. De afviser blankt forsigtighedsprincippet som hæmmende og irrationelt. Havde menneskeheden fulgt det princip, ville vi stadig sidde i grotter og grynte. »At stoppe fremskridt for at eliminere risici er i sig selv at løbe en risiko,« hedder det. Og, gentages det i artikel efter artikel, udviklingen kan alligevel ikke stoppes. Hvis ikke vi, the good guys, står i spidsen for udviklingen af f.eks. superintelligent kunstig intelligens eller omkalfatrende genmanipulation, ja, så gør the bad guys det bare. Det er det kapitalistiske først til mølle-konkurrenceprincip. Vi kan ikke styre forskningen globalt alligevel, kloning af mennesker vil naturnødvendigt ske en dag – om det så bliver iværksat af en sekt, en rigmand, der vil gendanne sin afdøde kone, militæret, der vil masseproducere servile soldater – fordi det simpelthen ligger i kortene, at det, der er muligt, også vil ske: Når dna-analyser bliver hvermandseje, vil de selvfølgelig også blive anvendt til noget osv. Så hvad vil I helst? Send i øvrigt flere penge til vores forskning.

Er en 200-årig som en 17-årig?

De fleste transhumanister bekender sig til libertarianisme og har øjnene stift rettet mod individets rettigheder og autonomi. Ligesom vi har ret til livet, har vi en morfologisk frihed, som det hedder, altså retten til at forbedre vores liv, krop, bevidsthed, børn og kæledyr med alle til rådighed stående teknologiske midler. Og de bliver flere og flere med tiden, friheden bliver enorm: En skønne dag kan man lade sig nedfryse til bedre tider og eventuelt blive vakt til live igen, når teknologien er moden. Man kan vente på at forskningen gør det muligt at ’uploade’ bevidstheden til ikke-biologiske platforme. Man kan leve på en harddisk i fremtiden. Som en softwareangel. Man kan duplikere sig selv og nedsænke sin bevidsthed i flere kroppe, sende dem ud i verden og synkronisere dem ved aftenstide. Man kan blive en cyborg. Man kan ’downloade’ andres liv og erfaringer og måske komme i tvivl om identitetens grænser og kontinuitet. Det bliver man måske allerede, når man fylder 200. Er man så den samme som da man var 17? Hvad siger juraen til den tid, har en avatar rettigheder, har en human ’kopi’? Indtil alt dette (snart) sker, kan man som transhumanisterne håbe, at de superintelligente computere, fremtidens forskere vil skabe, vil være menneskeheden venlig stemt, at de ikke ligner mennesket for meget og giver sig til at omprogrammere og optimere sig selv i stor stil og ender med at opfatte mennesket som et ubrugeligt levn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu