Læsetid 3.0657142857143 min.

Kærlighed er ikke bare en pligt

Der er drama for alle pengene og infight med Kant og Heidegger i K.E. Løgstrups ’Opgør med Kierkegaard’, der har næstekærligheden og den etiske fordring i centrum
Befriende. K.E. Løgstrups snart et halvt århundrede gamle opgør med Kierkegaard er befriende læsning her 200-året, hvor alle kappes om at være tættest på den store danske tænker.

Befriende. K.E. Løgstrups snart et halvt århundrede gamle opgør med Kierkegaard er befriende læsning her 200-året, hvor alle kappes om at være tættest på den store danske tænker.

Erik Fris
28. september 2013

Det er ganske befriende i dette år, hvor det meste af, hvad der kan krybe og gå af filosofiske og teologiske kendisser, strides om, hvem der kan og må tage 200-års-jubilaren Søren Kierkegaard til indtægt for deres egen filosofi eller teologi, at lytte til en røst fra det Herrens år 1968, som aldeles ikke ville anerkende nationalkoryfæet som en så ophøjet instans. Manden med denne røst, der desværre ikke som Kierkegaards er nogen Stentors, er teologen K.E. Løgstrup, født 1905 i København og død 1981 i Aarhus, hvor han i en lang årrække beklædte et professorat i etik og religionsfilosofi. Hans forfatterskab er vidtstrakt, omfattende emner som eksistens og metafysik, kunst og moral, og med Den etiske fordring fra 1956 som det absolutte hovedværk, selv om dets store popularitet intet har med dets overskuelige litterære kvaliteter at gøre.

Næsten

Langt klarere i sproget og langt mere prægnant i tanken er det lille værk, som han udgav i 1968, Opgør med Kierkegaard, som nu igen og meget passende netop i år udgives af Forlaget Klim og om føje tid minsandten også i Samlerens Bogklub. Den aktuelle udgave har tilmed et grundigt efterskrift af den norske teolog Svein Aage Christoffersen, der gør rede for opgørets almene karakter og særlige forudsætninger, herunder ikke mindst Løgstrups intrikate sparring med kierkegaardianerne Johannes Sløk og K. Olesen Larsen. Det er et drama for alle pengene, der ovenikøbet også rækker til en infight med tyske filosoffer som Kant og Heidegger.

Centralt i Løgstrups kritik af Kierkegaard står spørgsmålet om næsten, denne i hele kristenheden så hyppigt og hjerteligt favnede figur, der har det med at fordunste som duggen for morgensolens første stråler, når den kristne ikke bare skal forholde sig til den som et teologisk begreb, men også elske den pågældende som et konkret individ. Hvad vil det nu sige? Vi ved jo fra det Nye Testamtente og fra Kierkegaards udlægning af det i værker som Kjerlighedens Gjerninger og Til Selvprøvelse, at det er en ubetinget pligt at elske sin næste, og at denne næste ikke bare i tidehvervsk forstand er den håndgribelige nabo, men hvem som helst og hvor som helst, kort sagt enhver.

Pligt eller livsytring

I sin læsning af lignelsen om den barmhjertige samaritan ser Kierkegaard skarpt, at Jesus ret beset slet ikke besvarer den snu farisæers spørgsmål: »Hvem er så min næste?« I stedet fortæller han jo historien om manden, der var blevet overfaldet, og som først en præst og derpå en levit gik forbi uden at hjælpe, inden samaritanen kom ham til undsætning. Og så er det pludselig Jesus, der stiller farisæeren et spørgsmål: »Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Naturligvis samaritanen, svarer han korrekt, hvorfor Kierkegaard noterer, at den kristelige opgave slet ikke er at finde sin næste, men at gøre sig selv til hans eller hendes næste. At identificere sin næste er slet ikke den afgørende udfordring, for – skriver Kierkegaard – »ved at anerkende din pligt opdager du let, hvem din næste er«.

Altså er det netop ved at anerkende pligten – den at elske min næste – at jeg opdager, hvem der er min kærlighedstrængende næste! Det er imidlertid en noget overraskende påstand, for i lignelsen tager samaritanen ikke pligten på sig, men ganske enkelt røvernes offer som sin næste – for nu ligesom Løgstrup at udtrække det en kende dunkelt:

»Som fortællingen lyder, overtog samaritanen ikke sin egen barmhjertighed i en udøvelse af den som sin pligt, han overtog derimod manden, der var overfaldet og lå såret i grøften, med sin barmhjertighed. Hvad der havde samaritanens tanker, hvis vi stadig forstår fortællingen så umiddelbart, som den er fortalt, var, hvad den overfaldne trængte til, og hvordan han skulle bære sig ad med at hjælpe ham, der står derimod intet om at samaritanen forholdt sig til sin egen barmhjertighed i en erkendelse af, at den var han pligtig at yde.«

Med andre ord sker det umiddelbart og spontant, og derfor er barmhjertigheden ikke som sådan en pligt, men en »suveræn livsytring«, som Løgstrup kalder den slags. Kun når disse suveræne livsytringer – foruden barmhjertighed nævner Løgstrup noget så ukierkegaardsk som tillid og talens åbenhed – korrumperes og ødelægges, formuleres de som fordringer, som pligt. Den væsentlige forskel på den suveræne livsytring og pligten er derfor, at den suveræne livsytring altid allerede er fuldbyrdet, mens pligten kun og netop kun artikuleres, når jeg ikke af mig selv viser min næste barmhjertighed, tillid, åbenhed. At elske sin næste af pligt er pligtopfyldelse, ikke en suveræn livsytring – og følgelig heller ikke i andet end udvortes forstand barmhjertighed, selvom jeg nok så meget er drevet af »at anerkende pligten«, som Kierkegaard kalder det.

Tilbøjelighedens rehabilitering

Bag Kierkegaards formulering sporer man Kant, der lod enhver handlings etiske valør betinge af, at den udførtes af ren og skær pligt (»agtelse for moralloven«) og ikke af tilbøjelighed. Men det er netop denne tilbøjelighed, som Løgstrup vil rehabilitere. Og hvad skulle der da også være galt med af tilbøjelighed at elske sin næste som sig selv – af tilbøjelighed at elske sig selv, sin ven eller sin kæreste? Meget, svarer Kierkegaard som et kristeligt camoufleret ekko af Kant, for det er selvkærlighed og forkærlighed, der intet har med næstekærlighed at gøre. Men hvordan får næstekærligheden da sit konkrete indhold, hvis ikke vi fra denne spontane og konkrete kærlighed må lære, hvad den er og bør være, spørger Løgstrup? Og Kierkegaard evner ikke at svare ham med andet end den dogmatiske påstand om, at alt i den menneskelige natur fra fødslen af er sodet til af synden, så vi intet andet kan lære af det skabte liv end at synde på ny.

I Kierkegaards univers kan næstekærligheden ikke være spontan, men betinges i et og alt af en religiøs åbenbaring og troen på denne. Anderledes forholder det sig i Løgstrups teologi, hvor skabningen trods nok så megen syndighed fortsat vidner om og bærer kimen til et liv i skaberens billede. Skabning og åbenbaring er derfor et både-og for Løgstrup, mens det for Kierkegaard er et enten-eller, som han driver ud i dets yderste konsekvens, hvor religionen ikke længere bygger bro mellem himmel og jord, men adskiller dem så radikalt, at passionen ender som perversion. »Dette livs bestemmelse kristeligt er at bringes til den højeste grad af livslede,« skrev han kort før sin død, »den, der så kan fastholde, at det er Gud, der af kærlighed har bragt ham til dette punkt, han tager kristeligt livets prøve, er modnet for evigheden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

K.E. Løgstru

Opgør med Kierkegaard

Udgivet første gang i 1968

223 sider. 269 kr.

Forlaget Klim

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
  • Brugerbillede for Britta Hansen
    Britta Hansen
  • Brugerbillede for Inger Sundsvald
    Inger Sundsvald
Stig Bøg, Britta Hansen og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peer Bentzen

Hvad med røverne? Hvem bistår dem med lidt kærlighed? Elsker dem og er barmhjertige overfor dem? Er deres næste - ofre? Og måske endda viser dem taknemmelighed, for uden deres brutale fremfærd havde Jesus jo ikke kunnet træde i karakter her.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Det er vel i orden at elske dem man nu engang elsker af ’tilbøjelighed’, og nøjes med at opføre sig ordentligt overfor dem man ikke elsker og måske ikke engang respekterer.
Pligt er ok, men det er ordet ”elske”, der er noget galt med. Det er at lægge lige lovlig meget i det, hvis man mener at samaritaneren elskede manden han hjalp.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Da jeg var barn, var det forbudt at sige: ”Jeg elsker jordbær”, og den slags. - Man kan kun elske sin Gud, sagde min mor, jordbær kan man godt lide.
For mig var det lige omvendt. Jeg sagde det ikke, men jeg er ikke engang sikker på at jeg kunne lide Gud.

Anders Kristensen, Henrik Rude Hvid, Peter Andersen, Niels Mosbak og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Jeg holder med Løgstrup. Men når næstekærligheden bliver et kristent moralbudskab, tror jeg baggrunden er (for der altid en baggrund for moralske bud), at det er klogt og fornuftigt af menneskene at give hinanden en hjælpende hånd, også efter overfald, da alle derved overlever længst og bedst, fremfor hvis alle nøjes med sig selv og sine egne. Næstekærligheden ejer både en umiddelbar følelse (spontan livsytring), en moralsk anbefaling (pligt) og en højere fornuft. Biskoppen i Ribe, Elisabeth Dons Christensen, slog for nylig i en radiodebat til lyd for, at næstekærligheden burde udbredes til at omfatte hele naturen, ja alt det skabte, for det er vi en del af, og afhængig af.

Stig Bøg, Peter Andersen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Christian Mogensen
John Christian Mogensen

Løgstrups kritik af Kierkegaard bygger på en overfladisk forståelse. Løgstrup påstår at Kierkegaard ikke havde sans for det Løgstrup kalder suveræne livsytringer (talens åbenhed, barmhjertighed, tillid, for at nævne dem jeg lige husker). Men disse livsytringer er også for Kierkegaard spontane ytringer af tro forstået som modsætningen til fortvivlelse. Troen er selv en spontan livsytring, som det fremgår af Philosophiske Smuler. Fortvivlelsen, eller synden, er, at den hele tiden bortkastes.
Løgstrup beskriver hvordan impulsen til de suveræne livsytringer uvilkårligt melder sig, hvorpå de så ofte af klogskab eller frygt undertrykkes inden de kommer til udfoldelse. Det er det Kierkegaard siger om troen, den gives igen og igen, hvorpå den bortkastes, fordi mennesket fortvivlet ikke vil være sig selv. Men i det øjeblik troen ikke bortkastes, så bortkastes heller ikke de øvrige suveræne livsytringer, såsom samaritanerens barmhjertighed.
Forskellen på Løgstrup og Kierkegaard er, at Kierkegaard, uden selvfølgelig at kende Løgstrups terminologi, fremdrager troen som en suveræn livsytring, der tillader de øvrige suveræne livsytringer at komme til udfoldelse.
Det er når de suveræne livsytringer svigter, at den etiske fordring bliver relevant. Det er bedre at man hjælper sin næste af pligtfølelse end at man slet ikke hjælper.

Brugerbillede for Britta Hansen

Jeg mener, at næstekærlighed og pligt i virkeligheden er to fuldkommen forskellige størrelser. Dog kan de meget vel og med stor fordel for menneskeheden (eller - for at bruge biskoppens tanke - for den sags skyld for hele kloden) sameksistere. Og der, hvor næstekærligheden ikke er tilstede, er det klogt, at lade pligten råde.

Næstekærlighed baserer sig - som hos samaritanen - på medfølelse, empati og forståelse. Pligt baserer sig på en fornuftsbaseret indsigt eller også ren indlæring/opdragelse. Selv om jeg personligt fortrækker den empatiske tilgang, er begge ting vigtige for et godt og bedre samliv.

Anders Kristensen, Michael Kongstad Nielsen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Christian Mogensen
John Christian Mogensen

Kærlighed og pligt er kun modsætninger på den måde, at hvis man elsker, gør man det ikke af pligt. Men kærligheden er pligtens forudsætning. For det eller den, man elsker føler man sig forpligtet over for. Alt det man værdsætter og på den måde elsker, forpligter man sig over for. Man vil at det skal nyde fremme. Det bliver på den måde også en viljessag. Enhver pligt udspringer af en oprindelig kærlighed. Når denne glemmes bliver pligten ofte tilbage. Moralen eller etikken er kærlighedens testamente. Man vil at det man elsker skal beskyttes også når kærligheden er borte.

Brugerbillede for Peter Andersen

Jeg har nu altid haft et godt øje til Kant.
Man kan helt springe op og falde ned på Gud og næstekærligheden,
og bare bruge sund fornuft og respekt for andre:

"Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver
anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål".

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Når kærlighed og pligt ser ud til at være så forskellige, jf. Britta Hansen, som Venus og Mars, tror jeg det skyldes, at kærligheden kun er én af pligtens forudsætninger, jf. John Mogensen. Pligten kan have andre forudsætninger såsom autoritetstro, underordnelsesforhold i et hierarki eller i et retssamfund, løn i et arbejdsforhold, og straf. Pligten er forbundet med straf, hvis den ikke udføres, det kan være fra retssamfundets side eller i form af sociale sanktioner. Derfor skurrer det i ørerne, når Kierkegaard siger, at det er en ubetinget pligt at elske sin næste.

Brugerbillede for John Christian Mogensen
John Christian Mogensen

Michael Kongstad Nielsen

Det er kun juridisk at pligtforsømmelse kan være forbundet med straf. Etisk set er pligt og straf ikke forbundne. Forældre kan måske finde på at straffe deres børn for pligtforsømmelse, men det ligger ikke i pligtens natur at sådan er det. Forældrene straffer måske af opdragelsesmæssige grunde.
Man har ikke pligt til at adlyde autoriteter, tværtimod har man pligt til at vurdere om autoriteten påbyder noget etisk acceptabelt, før man eventuelt gør som befalet.
Der er ikke noget der kan være pligt, som ikke tjener en værdis fremme, altså noget som man værdsætter. Værdsætter er et andet ord for elsker.
Har Kierkegaard sagt at det er en ubetinget pligt at elske sin næste? Nuvel, så er det vel en unøjagtig gengivelse af, at sådan er det i evangeliet, om end der dér blot står at det er det højeste bud. Det er selvfølgelig noget vrøvl, man elsker ikke af pligtfølelse. Derimod kan man opfatte det som en pligt at udvikle sig i retning af at være næstekærlig, ligesom man også kan opfatte det som en pligt at handle mod næsten på den måde man ville gøre, hvis man elskede ham. Hvad der fx ville indebære at man behandler ham ikke kun som et middel, men også som et mål i sig selv - for nu at sætte det i forbindelse med Kants morallov.

Torben Selch og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Nej, pligtforsømmelse mødes ikke med straf i den kristne kultur, men med udpegning af synd. Og det er næsten lige så slemt. Dog tages det mere lempeligt, fy, det må du aldrig gøre igen igen, og hvis du ikke lytter til denne formaning, så er det ikke godt at vide, hvad der vil ske.

Kierkegaard mener at næstekærlighed betinges af en religiøs åbenbaring og troen. For Løgstrup kan den godt eksistere trods nok så megen synd, men for Kierkegaard findes det umiddelbare kun gennem troen. Spørgsmålet er, om ikke Kierkegaard gennem kravet om tro som forudsætning nærmer sig netop det umiddelbare, den spontane livsytring, nu blot gennem tro og hengivelse, som kan springes over, når man tror nok (man behøver ikke at ihukomme alle evangelierne og bekendelserne), og derved når man den spontane næstekærlighed uden videre.

Brugerbillede for John Christian Mogensen
John Christian Mogensen

Jeg repræsenterer ikke kristendommen og skal ikke gøre mig klog på, hvad der måske foregår i forskellige "kristne kulturer" med hensyn til udpegning af synd. Men Kierkegaard har, så vidt jeg husker, noget om at kærligheden skjuler syndernes mangfoldighed, og altså ikke udpeger de enkelte synder. Derimod er syndsbevidstheden hos den enkelte en følge af kærligheden til det skabte, som det foreligger fra skaberens hånd. Fortvivlelse og synd er hos Kierkegaard det samme, og fortvivlelsen består i at man ikke vil være det selv, man er fra skaberens hånd, eller om man vil, det selv man er fra naturens og de sociale tilfældigheders hånd, med de udviklingsmuligheder det nu har. I synden eller fortvivlelsen skaber man så at sige et selv, i stedet for at vælge det givne selv, med dets udviklingsmuligheder.
For Kierkegaard er troen noget oprindeligt, som fortabes (ved menneskets egen skyld, kaldet synden), men som det dog har mulighed for at generhverve. For mig at se er Kierkegaard inkonsekvent ved at fastholde at troen (den oprindelige) kun kan generhverves i kraft af Jesus og troen på ham.