Læsetid: 5 min.

Beværtet: Fedtet og hyggeligt i Ørestaden

Det stritter lidt i forskellige retninger, og måske vil man lidt for meget, men intentionen er god. Og vinen alene er køreturen værd
Forvirret. Man bliver ikke snydt på Rambla i Ørestaden, men næsten alle retter var ivrige efter at være noget i sig selv med én eller anden særlig krydring. Resultatet er spændende, men i sin helhed bliver man mæt på den lidt forvirrede måde.

Tor Birk Trads

19. oktober 2013

Kulturnatten er selvfølgelig en fin ting, men man kan også bare være træt og ikke orke alle disse overskudsmennesker med kulturpas. Så er det rart at søge lidt væk fra byen til et sted, hvor der absolut intet sker. Ørestaden er et perfekt bud.

Ørestaden nås jo let med metro, men min ledsager havde bil, så det var bare ud ad Lossepladsvej, til venstre ved Sjællandsbroen, til højre ved Bella Center og så lige ned til Fields og finde en hvid parkeringsfirkant i et udvalg, der gjorde det næsten svært at vælge. Vi gik ind på Rambla Bar & Grill, meget flot udefra med udspændt rødligt sejl over broen over kanalen. Rambla-navnet lyder godt af metropol og tapasstemning, mens Bar & Grill måske er mere til Fisketorvs- eller lufthavnssiden. På hjemmesiden skriver de »Her er stilen rå, enkel, hyggelig og ærlig«. Det er ret meget at gabe over på én gang, ligesom deres andet statement: Family, wine and tapas. Men her i Ørestaden har man vel både brug for og plads til alting på én gang. Så faktisk fremstod Rambla Bar & Grill som en sexet familierestaurant.

Catalansk råhed med sort og træ og læder går hånd i hånd med dansk retrostemning og passer sig godt til en adresse som Arne Jacobsens Allé. Betongulvet gør det moderne, mens de store runde kobberfarvede lamper giver halvfjerdserhygge, og man kan sidde enten om sit eget runde bord, til langbords med andre eller have sofahygge langs væggene. Jeg havde en ni-årig med, der først halvlå til bords i sofaen og senere flyttede en stol over til et tomt hjørne, hvor der var stik til en iPad-oplader, og satte sig dér. Begge dele syntes at være fuldt accepteret under familiekonceptet, mens man som voksne ikke var efterladt i en familiekupéstemning, men kunne nyde en god dæmpet belysning og et godt vinudvalg.

Vores bord var lidt fedtet, og det var bestikket også. Tydeligvis var der foregået noget fedtet her, og tydeligvis var det også det, vi selv var på vej ud i, når man studerede menukortet eller naboens madudvalg med fritter og oliefedtet brød til. Bare som en kontrast og en mere frisk indledning bestilte jeg nogle lyserøde Pinot Noir bobler, Cava Sumarroca. Det var dejlige bobler, der duftede af jordbær, men smagte tørt og passende stramt. Opskænkningen kunne have været mere fiks, men så skal man jo uddanne personalet. Den unge pige var ikke helt fortrolig med en tung flaske og holdt langt ude på halsen. Man kunne mærke usikkerheden ved den skummende drik, præcis som jeg selv har stået uuddannet på en fransk bistro engang og fjumset med champagnen. Hun klarede den nu bedre. Senere på aftenen havde vi en decideret tjekket tjener, og selvom min sympati går til begge, er det dog rart at kunne slappe af og nyde en sikker service.

Elegant argentiner

Fedteriet startede tidligt med, at jeg bad om nogle oliven. De kom i et lille glas og lå og svømmede i olie. Der var ikke noget at fiske dem op med og ikke noget sted at lægge stenene, så det var her, man startede med at fedte bord og fingre ind. Udmærkede, sikkert franske oliven, men i al deres olie ikke særligt apperitifagtige, og det havde været mere stilsikkert med spanske oliven.

Til maden bestilte vi et glas argentinsk Chardonnay fra Laura Catena, fjerde og åbenbart meget talentfulde generation i Catena-familien. Når argentinsk Chardonnay smager godt, smager det fantastisk. Denne var sådan én, smeltet sne med blomster og sol, helt frisk og gylden, intens og med diskret fransk fad. Min ledsager, der er fra Estland, snakkede begejstret om savsmuld og tis. Jeg skulle køre til Ørestaden igen alene for dette glas.

Vi havde bestilt rundhåndet fra menukortet af småretter: sirloin af amerikansk kødkvæg med sauce choron, unghane serveret med mojo verde og marineret fennikel, hjemmelavet spansk pølse på lam og oksekød med persillerodspuré, grillet tun med citron, olivenolie og grillet peberfrugt, små spanske kødboller på kalvekød i krydret tomatsauce, stegte grønne bønner med chili og hvidløg, sprød hjertesalat med vinaigrette og syltede grønne tomater med revet manchego.

Alle retter undtagen salat kom på hver deres lille sorte støbejernspande. Tunen smagte ikke af noget, men netop det satte min ledsager pris på. Den var fint lyserød i midten og dejligt enkel med citron til. Det lille stykke unghane var netop ikke for tørt og med frisk grøn peberfrugt-sovs til. De grønne bønner var sprøde og gode i sig selv, men lå i noget ubehageligt olie, solsikke måske, der var tilsmagt med noget brunt, der kunne være alt fra sød soja til balsamico, i hvert fald brunt og sødt, og så også lidt grøn pesto, men ikke noget, der lignede hvidløg eller chili. Kødbollerne var udsøgte og smagte af hjemmehakket kalvekød, og tomatsovsen perfekt krydret og med et lille strejf af ketchupsødme, mens den hjemmelavede spanske pølse var lidt fad og kedelig. Sirloinen var et godt lille stykke kød, og den dertilhørende sauce choron, der skulle være bearnaise med lidt tomat, smagte ikke af tomat, men til gengæld lidt af kokos. Hjertesalaten var som lovet sprød, og vinaigretten smagte af kogevand fra ærter. De syltede tomater fik den ni-årige til at se ulykkelig ud og sige, det kun var for voksne, mens den voksne ester ved samme tomater måtte vifte sig for munden og sige »uuha-uuha-uuha«. De var heller ikke for mig.

Lidt forvirret

Næsten alle retter var altså meget ivrige efter at være noget i sig selv med én eller anden særlig krydring, og det kan opleves som spændende, men i sin helhed bliver man mæt på den lidt forvirrede måde, ligesom hos Madklub-folket. Det er et sympatisk legende køkken, der godt kan lide mad, men der ligger ikke en årgammel tradition bag, der sørger for balance og afstemthed. Som et family-dining-koncept er det dog helt i orden, og endnu engang reddede vinen os til at føle os mere end tilfredse. En Pinot Noir fra samme argentinske producent forsødede hele oplevelsen, og også denne vin kører jeg til Ørestaden for at sidde med igen.

Man kan faktisk få det hele i Ørestaden, fred og ro, sexet dating-stemning ved siden af familiehygge og forretningsturister, udmærket mad med alt fra sjove svipsere til pletskud og med nogle stærke glasvine til. Det er rigeligt kultur for mig.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu