Læsetid: 3 min.

En blind velgørenheds-invasion

Det var ikke manglen på nødhjælp, der gjorde indsatsen efter Haitis jordskælv katastrofal, skriver Associated Press’ korrespondent i en ny forbilledlig historie om, hvordan man ikke skal hjælpe
5. oktober 2013

Det var ikke kun DR’s Danmarksindsamling, der slog rekorder, efter at et af verdenshistoriens mest dødbringende jordskælv ramte Haiti den 12. januar 2010. Globalt udløste katastrofen en hjælpeindsats, der ikke kun mobiliserede verdens mægtigste regeringer, men også millioner af almindelige borgere. F.eks. donerede halvdelen af USA’s registrerede vælgere penge til redningsarbejdet.

Jonathan M. Katz var den eneste amerikanske korrespondent, der befandt sig på et haitiansk kontor, da jordskælvet begyndte at flå murene ned. Han har nu udgivet en bog om forsøget på at genrejse Haiti efter skælvet, og om hvorfor det fejlede.

Mange har klaget over, at Haitis donorer ikke leverede de lovede penge. Men Katz’ historie er en anden. Som korrespondent for Associated Press bruger han først dage, derefter måneder, efter skælvet med at gennemtrevle et Haiti bestående af murbrokker, lig og indespærrede, som skal graves ud inden for timer for at kunne overleve.

Og redningsholdene kommer da også. På kort tid stabler USA sin ’medfølende invasion’ på benene med en trestjernet general i spidsen. Det er en kommandooperation med 19 krigsskibe, 22.000 amerikanske soldater, militær og nødhjælp fra 42 lande, John Travoltas private jet, dansk legetøj, Acupuncturists Without Borders og helikoptere fra US Navy, der dumper fødevarehjælp fra himlen, indtil det står klart, at dét i hvert fald er den sikre vej til panik.

Nødhjælpsforstoppelse

Alene Amerikansk Røde Kors samler næsten en halv milliard amerikanske dollar (tre milliarder danske kroner) ind til Haiti; Internationalt Røde Kors over en milliard. Læger uden Grænser siger som de eneste hurtigt stop for Haiti-donationer. Det er ikke i Jonathan Katz’ fortælling mangel på nødhjælp, der gør katastrofeindsatsen til sin egen katastrofe.

Tværtimod er der store dele af nødhjælpen, han mener, Haiti burde have været forskånet for. Det gælder en del af fødevarehjælpen, som ifølge Katz skal afhjælpe en hungersnød, der aldrig var på vej. Det gælder de 2,6 millioner flasker kildevand, der uddeles i stedet for filtre, der kunne have gjort det muligt at rense og drikke det vand, Haiti havde i forvejen.

Og det gælder de enorme flygtningelejre, som fylder Port-au-Prince den dag i dag, og som få ved, hvordan Haiti nogensinde skal få afviklet igen. De opstår ifølge Katz i en blanding af donorpanik, skråsikkerhed og vanetænkning, som blænder donorerne for den omstændighed, at 600.000 haitianere efter jordskælvet er vendt tilbage til deres familiers jord ude på landet, hvor de er i større sikkerhed, har bedre netværk, har højere fødevaresikkerhed og letter det ekstreme pres på hovedstadens håbløse infrastruktur.

Der – hjemme hos familierne – skulle organisationerne have leveret hjælpen, som på Balkan i 1990’erne. I stedet stiller de sig op med mad, medicin og vand i lejre, som får haitianerne i hobetal til at forlade deres eksisterende fællesskaber og overgive sig til organisationernes nåde.

Fravær af perspektiv

Hvad der måske vækker den engagerede reporters største harme er den massive hjælpeoperations ligegyldighed over for langsigtet tænkning. Det er fattigdom og svage institutioner, påpeger Katz, der gør katastrofer alt for dødelige. Mens jordreform, styrkelse af regeringsmagten og udbygning af økonomien i den uformelle sektor ville kunne give Haiti den autonomi, som alle lokale drømmer om.

Men: »Vi gør os som regel ikke i udvikling,« forklarer Røde Kors’ talskvinde ham – uden altså af den grund at sige nej til millioner af donationer fra mennesker, hvoraf mange sikkert gerne havde støttet en rigtig genopbygning i Haiti. Sådan en med huse af sten, jord man kan blive på, og en regering, der har muskler til at hjælpe ved næste jordskælv.

Men tillid til haitianerne er ikke til stede i den storstilede hjælpeindsats. Det meget militær skyldes den udbredte idé om, at panik og optøjer vil bryde ud når som helst – noget, som ifølge Katz sjældent sker efter katastrofer og heller ikke gjorde det i Haiti. Præsident Prévals komisk apatiske figur skyldes ikke bare ham selv, men også det faktum, at 99 procent af bidragene ledes uden om den haitianske regering og dermed er med til at undergrave den.

Jonathan Katz’ råd til den globalt engagerede borger, der gerne vil hjælpe de svage mod katastroferne? Giv klogt. Find de lokalt forankrede. Og vigtigst af alt: Den tid, hvor man kan gøre den store forskel, er i tiden mellem katastroferne. Det er når nødhjælpen holder op, og udviklingen går i gang, at man kan forhindre den næste ulykke i at blive en katastrofe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu