Læsetid: 3 min.

Demokratiet er ateistisk

Den italienske filosof Paolo Flores d’Arcais kritiserer den udbredte idé om, at fællesskabet og etikken i moderne demokratier kan baseres på religiøse værdier
19. oktober 2013

Kan demokratiet klare sig uden Gud? Nej, svarede den tyske kardinal Joseph Ratzinger, kort inden han i 2005 blev valgt til pave. For »alliancen mellem demokrati og etisk relativisme« risikerer nemlig »at fratage samfundslivet ethvert sikkert moralsk holdepunkt«. Det var ikke overraskende. Men også filosoffen Jürgen Habermas, fakkelbærer for Frankfurterskolens kritiske teori, er kommet i tvivl om, hvorvidt fornuftsbaserede argumenter formår at skabe solidaritet mellem moderne mennesker og erklærer sig som tilhænger af »positiv« eller »åben« verdslighed, der indrømmer religionerne en afgørende rolle i samfundet. Og selv radikale venstrefløjstænkere som Alain Badiou, Giorgio Agamben og Slavoj Žizek kan tages til indtægt for synspunkter, der anerkender religioners »kritiske potentiale«. Samtidig har den schweiziske teolog Tariq Ramadan, barnebarn af Det Muslimske Broderskabs grundlægger og anerkendt som »moderat muslim«, vundet lydhørhed i Vesten.

»Kristendommen har meget at lære af den moderne erfaring med islam og dens indædte modstand mod visse former for kompromiser med oplysningstænkningen, som f.eks. reduktionen af religionen til privatsfæren og opførelsen af en høj mur mellem religion og stat,« har Ramadan sagt.

I en ny pamflet, La democrazia ha bisogno di Dio (Falso!) (’Demokratiet har brug for Gud’ (Forkert!)), analyserer og kritiserer den italienske filosof Paolo Flores d’Arcais den postsekulære drejning hos fremtrædende moderne tænkere

»I dag kan det virke frivolt at kræve verdslighed,« indrømmer han, men tilføjer: »Dens fjender forsøger at hypnotisere os med mantraet om, at der er mere alvorlige problemer, og at man hverken får mad på bordet eller bekæmper arbejdsløshed med verdslighed. De tager helt fejl. ’Spørgsmålet verdslighed’ er toppen af isbjerget i en strid, som demokratiet er opstået af, og som altid har ledsaget det i dets fremskridt, tilbageskridt, sammenbrud og genopstandelser.«

Suverænitet og dialog

Er religion så overhovedet forenelig med demokrati? Kort sagt nej, men under alle omstændigheder kun forudsat at »den Gud, som den troende har skabt sig, giver ham frihed til at opdele sig selv i troende og borger og til at se bort fra Gud i den offentlige sfære«, skriver Flores d’Arcais.

I demokratiske samfund er borgeren suveræn, og da der kun kan være én suveræn, er der ikke plads til Gud i den demokratiske samtale. Den postsekulære påstand er derimod, at også demokratier har brug for religionens moralske fundament for ikke at risikere at degenerere til flertalstyranni eller totalitarisme. Men demokratiet som teknik – én borger, én stemme – indeholder altid risikoen for, at et organiseret mindretal dominerer, og så meget desto mere hvis religiøse dogmer accepteres som argumenter. Demokratiske samfund hviler uundgåeligt på et spinkelt fundament, som er borgernes »republikanske etos«, mener Flores d’Arcais.

»Demokratiet er ikke fuldendt med optællingen af stemmer, men virkeliggøres i dialogen mellem borgerne«, skriver han.

Og for at kunne realisere dialogen med sine medborgere må den troende lade Gud blive hjemme og acceptere faktuelle kendsgerninger, logik og republikanske værdier som det gældende grundlag:

»Magthaveren er altså borgeren, men kun borgeren i dialog med andre borgere, for kun sådan kan man sikre alles lige deltagelse i den delte suverænitet.«

Går i rette med pave og Habermas

Både Flores d’Arcais og Habermas har været i dialog med den nu forhenværende tyske pave. Italieneren kritiserer Habermas for at have svigtet sit gamle ideal om den herredømmefri samtale og for nu at indtage en logisk uholdbar position. Ikke desto mindre anerkender han, at den postsekulære drejning udspringer af en reel bekymring.

»Socialstaten lever ikke op til ansvaret for at integrere immigranter (og kristne nyfundamentalister) i borgernes fællesskab,« skriver Flores d’Arcais og fortsætter: »Denne antidemokratiske afvigelse i de virkeligt eksisterende demokratier – som ikke kun finder sted på verdslighedens område, men også hvad angår politisk repræsentation, information, håndhævelse af loven samt kulturel og materiel lighed – kureres dog ikke med en ny indsprøjtning af gift mod demokratiets principper, men derimod ved at arbejde intellektuelt og kæmpe politisk for et radikalt ligheds- og frihedsbaseret demokrati, hvilket blot vil sige at tage demokratiet seriøst.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Fraus Dolus
  • Niels-Simon Larsen
Fraus Dolus og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Hansen

De oprindelige religioner har så absolut intet med demokrati at gøre så demokratier hviler så absolut ikke på religiøst grundlag.

Dette er logik for høns.

Men at religiøse kæmper en kamp for at få politisk indflydelse, er en kendt sag.
Hverken den kristne højrefløj eller islamister kan leve med tanken om at religion bliver reduceret til en privatsag inden for hjemmets fire vægge.
Så bryder hele deres verden jo sammen og deres virke bliver reduceret til at være en fritidsforening for frivillige medlemmer.
Og det er jo ikke nok for folk der mener at deres idelogi skal have indflydelse på alle mennesker.

Fraus Dolus, Niels-Simon Larsen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Det burde være ligetil. I det offentlige rum er vi alle ateister. I det private rum forskelligt andet, som vi nu lyster.
I stedet for ordet, ateist, kan man evt. bruge ordet, neutralist. Man skal bare lade være med at bære sin gudestøtte frem som en universel sandhed, og i nogle tilfælde stille krav om offentlig støtte til billedskærejern, og hvad ved jeg.
Alle ved, at det er magtpyramider, traditioner og beskidte vaner, der skal ændres. Nå, ja, selv synes man jo altid, at de vaner, man tilfældigvis har, er nyttige og pæne, men, nej, vi må sige, at alt er beskidt og så tage diskussionen derfra. Jeg ved godt, at det er utopi, men kan man være andet end utopist så?

Om en kristen politiker argumenterer med eller uden Bibel i hånden, ændrer ikke på at vedkommende argumenterer ud fra en kristen livsforståelse. Lige så vel som at Liberal Alliance ikke påkalder sig Ayn Rand i enhver sætning, eller at de få tilbageværende marxister i Enhedslister sjældent nævner Marx - men barnetroen er altid med som ballast.

Dogmet om den solide adskillelse mellem religion og politik har altid været en underlig påstand, der kun fungerer på det formelle niveau. Demokratiet er ateistisk, verdsligt og sekulært - men det er dets deltagere og valgte repræsentanter ikke. Efterhånden er det kun DF, der direkte bruger bibelcitater i den politiske debat, men det ændrer da ikke på, at tro ligesom anden ideologi indgår i alles argumenter.

Med dogmets tankekontrol formelt på plads, bliver troen blot sjældnere nævnt, hvilket gør debatten forløjet med de unævnelige præmisser liggende skjult. Dette ses især, når Folketinget diskuterer såkaldt "etiske spørgsmål". Den påstået entydige adskillelse er blot hykleri, og jeg vil da hellere høre det rent ud, når min politiker blot plaprer ud fra sin barnetro. Den ønskværdige adskillelse er vel blot, at Bogens ord aldrig kan stå som det ultimative argument for noget som helst.