Læsetid: 7 min.

Hademail fra modernitetens vugge

Den afdøde østrigske filosof, mediekritiker og satiriker Karl Kraus er ikke for nybegyndere. Den muligvis største nulevende amerikanske forfatter, Jonathan Franzen, tager i en ny bog livtag med sin ungdoms idol og opgraderer Kraus’ bidende samfundskritik til en nutidig teknologisk dystopi
Karl Kraus. I sin storhedstid havde Kraus en uhørt stor læserskare, op mod 30.000 mennesker. Han var med et moderne ord både cool og kult – og Die Fackel var i virkeligheden datidens mest hippe blog – etiketter, som Kraus i den grad ville have frabedt sig.
	Ill.: Alfred Hegel i begyndelsen af Første Verdenskrig/Scanpix

Karl Kraus. I sin storhedstid havde Kraus en uhørt stor læserskare, op mod 30.000 mennesker. Han var med et moderne ord både cool og kult – og Die Fackel var i virkeligheden datidens mest hippe blog – etiketter, som Kraus i den grad ville have frabedt sig.
Ill.: Alfred Hegel i begyndelsen af Første Verdenskrig/Scanpix

12. oktober 2013

Hvem der blot havde været en flue på væggene i Wiens intellektuelle saloner i begyndelsen af det 20. århundrede. Her, i modernitetens vildt rokkende vugge, brødes Freuds psykoanalytiske teorier med Wittgensteins sproganalyser, Mahler førsteopførte sine symfonier, og Schönberg opfandt den atonale tolvtonemusik under Europas kulturelites bevågenhed.

Alle etablerede fornuftsantagelser om menneskets væsen, kultur, politik og økonomi stod for fald. Den østrigske hovedstad var scenen for et drabeligt livtag mellem de klassiske germanske idealer som f.eks. ro og orden og den usikkerhed og heterogenitet, der kom til at definere det 20. århundredes kulturdebatter. Det forrige århundredes fremskridtstro, naturret og oplysningsfilosofi blev radikalt udfordret på sine egne præmisser.

Karl Kraus – den store hader

Europas intellektuelle skønånder havde ikke mange fælles referencepunkter omkring århundredeskiftet. Men der var ét tidsskrift, alle læste: Die Fackel (Faklen). Redigeret og efter nogle år også udelukkende skrevet af den østrigske fin de siècle-kulturkritiker, satiriker og forfatter Karl Kraus (1874-1936).

Die Fackel var, hvad man i mangel af bedre kunne betegne som antijournalistik. Karl Kraus – der selv havde en karriere bag sig netop som journalist, men også som skuespiller, forfatter og filosof – var Wiens mest frådende, rasende og velskrivende, men bevidst svært tilgængelige skribent. Som han selv sagde om en af sine ’fjender’, dramatikeren Hermann Bahr: »Hvis han forstår et ord af, hvad jeg skriver, vil jeg trække hele teksten tilbage.«

Kraus nærede et hvidglødende, uudslukkeligt had til alt, der konstituerede især Wiens offentlige sfære: det slappe og upræcist dovne sprog i såvel litteraturen som i de toneangivende aviser, kunsten, som den udfoldede sig på teatrene, militæret, lovgiverne samt den spæde reklameindustri og den forbrugerkultur, der var dens grundlag, og som industrien til stadighed fremelskede.

I sin storhedstid havde Kraus en uhørt stor læserskare, op mod 30.000 mennesker. Han var med et moderne ord både cool og kult – og Die Fackel var i virkeligheden datidens mest hippe blog – etiketter, som Kraus i den grad ville have frabedt sig, hvis man skal tro USA’s mest feterede og kritikerroste, samtidsforfatter, Jonathan Franzen, der er ekspert i og forelsket fan af Kraus.

Franzens revitalisering

Franzen har siden sin ungdom drømt om atter at bringe den utilgængelige østriger på banen. Den feterede amerikaner tilbragte flere studieår i Berlin dels med selv at være en vred og frustreret studerende, hvis drøm det var at blive Amerikas bedste forfatter, dels at bakse med oversættelser fra tysk til engelsk af Kraus’ tekster.

Der kom ikke noget ud af hans anstrengelser dengang. Men Franzen havde ikke givet op. Og efter sin megasucces, Frihed, havde Franzen opnået en status i USA, der gjorde det muligt for ham at få udgivet Kraus. På trods af det svære sprog (også i oversat form) og det faktum, at hans genstandsfelt – datidens intellektuelle Europa, særligt Wiens journalistiske fejder og celebre skandaler – i sig selv intet siger et moderne amerikansk publikum.

Franzen har imidlertid foretaget en smart manøvre med udgivelsen af The Kraus Project, der netop har ramt det amerikanske bogmarked. Han har allieret sig med verdens førende Kraus-kendere, især Paul Reitter. Og han har garneret de udvalgte tekster med så fyldige fodnoter og fortolkninger, at Reitters og Franzens egen tekst udgør lige så stor en del af bogen som de oprindelige værker af Kraus.

Foragten for blogkulturen

Franzens geniale fortolkningsprojekt går ud på at anvende Kraus som afsæt for en bidende nutidig teknologi- og kulturkritik læst frem gennem de fem udvalgte og oversatte tekster – to essays om digteren Heinrich Heine og dramatikeren Johann Nestroy, to kortere tekster som opfølgning på essayene om Heine samt et digt fra 1934. Og ud over teknologikritikken bruger Franzen også sin ungdoms livtag med Kraus til at lægge ironisk afstand til den vrede unge mand, han i dag ikke længere er.

Og her er Franzen i sit es. Er der noget, han foragter, så er det den overfladiske amerikanske netkultur, der ødelægger alt det, som Franzen mener konstituerer en civilisation. F.eks. bruger Franzen Kraus’ lede ved føljetonen (det impressionistiske essay, der var populært i datidens aviser) som afsæt for en kritik af blogs og især selvudgivne bøger og Amazons rolle som fødselshjælper herfor. En udvikling, der ifølge Franzen systematisk har sået forrådnelsens spirer i verdens bogmarked, og som ad åre vil få ’ordentlige’ forfattere til at snappe efter ilt og muligvis afgå ved døden.

Og nøjagtig som Kraus kritiserer Heine (hvem han afskyede) og dennes billige og »lavvandede prosa«, der »aldrig vil formå at lodde dybden af det tyske sprog«, og gør ham ansvarlig for føljetonen som genre, skælder Franzen ud af karsken bælg på sociale medier, der »aldrig vil nærme sig ’de rigtige’ medier’«, altså aviser, der er redigerede og udgivne efter publicistiske principper. Kraus kalder føljetonen for »slyngende krøller på en skaldet mands hoved, krøller, der behager offentligheden« modsat »den løves manke af tanker«, der ifølge Kraus kendetegner tyske kvalitetsromaner.

Apple kontra driftssikker skæreost

Med Kraus i hånden hudfletter Franzen videre i en parallelmanøvre nutidens netmedier, der beflitter sig med sensationen, sentimentaliteten og overfladen. Franzen foragter nutidens fascination af all things cool, især står Apple-imperiet og det kollektive hysteri, der har grebet hele verden, når det gælder celebrities, kongehuse og sportsstjerner, for skud. Franzen finder i det hele taget 24/7-samfundets støjende jagt på næste sekunds nyheder og de yngre generationers sammensmeltning med deres mobile devices så vederstyggelige, at selv Kraus’ foragt for »middelhavslandenes romantiske, sentimentale« og tilstræbt pittoreske livsform blegner. Kraus foretrak som han selv siger »til enhver tid den driftssikre, tyske, hvide skæreost« frem for den feterede »mugne skorpe på en Gorgonzola«.

Kraus spidder også datidens fascination af ’den gode smag’: Frankrig og Italien med deres smukke og æstetisk charmerende hovedstæder. Sådan er det også i dag, bemærker Franzen: »Hvis du siger, du tager en tur til Tyskland, kan du godt forberede dig på at skulle forklare, hvad i alverden du vil der, for ellers vil folk undre sig over, at du ikke vælger at rejse et sted hen, hvor der er smukt.«

Tyskland er med andre ord – helt ligesom dem, der stædigt holder sig til en PC og en skæreost frem for en MacBook og en chevre – meget lidt cool.

Maskinstormerne i ny klædedragt

Hvad nyt er der så i alt det? Har det ikke altid været sådan, at operaelskeren ser ned på operetten eller, endnu værre, musicals, syngespil, vaudeviller og deslige; at romanforfattere i det stille tænker deres om de skribenter, der kun magter novellen; at malere ikke forstår tegneserieskabere. At klassiske musikere kun har lidet tilovers for popikoner. Jovist – og Franzen ved godt, at han på internettet – især på Twitter – er blevet hånet som en ronkedor, en luddit (ludditterne var en bevægelse af britiske arbejdere, der i det 19. århundredes slutning gjorde oprør mod nye maskiner, især automatiske væve, som de mente ville fjerne deres arbejdsgrundlag, red.). Men når man læser bogen, kan man tydeligt se, at Franzen slet og ret blot er lettet ved at kunne anvende Kraus som bannerfører for tanker, som han – i øvrigt noget overdrevet – mener, han står alene med i den aktuelle amerikanske kulturdebat. Kraus giver Franzen et alibi for at kunne slå løs på den amerikanske massekultur, som han hader, især internettet og Twitter, hvilket ender med at være ufrivilligt morsomt, eftersom lige nøjagtig Twitter er det det sted i cyberspace, hvor Franzens kulturkritik har fået mest opmærksomhed og er blevet endevendt mest omhyggeligt. Det afholder ikke Franzen fra at beskrive, hvor »skuffet« han bliver, når forfattere, han ellers respekterer, f.eks. Salman Rushdie »overgiver sig« til Twitter. Kraus skriver f.eks.: »I kulturer, hvor enhver dumrian kan påstå at være individualist, bliver individualitet en ting for narrehatte og paphoveder.« Franzen kommenterer jublende, at »den slags har du slet ikke lov at sige i USA i dag, uanset hvor meget eksistensen af to milliarder Facebook-profiler kan give dig en ubetvingelig lyst til at udsige netop dette.«

Franzens infernalske dystopi – at mens menneskeheden travlt tweeter, opdaterer og blogger derudad i en blind hyldest til tomme fraser om ’kreativitet’ og ’globalisering’, og mens vi alle blindt ser op til teknoprofeter som Jeff Bezos, Bill Gates, Mark Zuckerberg og Steve Jobs, så er kloden på vej ned i den globale opvarmnings og det uhæmmede, miljøødelæggende masseforbrugs skraldespand – står han naturligvis ikke helt alene med, selv om han påstår det. Tværtimod er der godt gang i teknologikritikken en mængde steder: i diskussioner om børneopdragelse, uddannelse, medieforbrug og, ja, såmænd også i journalistikken. Men med Kraus i hånden har Franzen valgt at iføre sig den sorteste og mest apokalyptiske solbrille i butikken. Det er bestemt værd at læse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • steen nielsen
  • Stig Bøg
  • Niels Duus Nielsen
  • Inger Sundsvald
  • Maj-Britt Kent Hansen
steen nielsen, Stig Bøg, Niels Duus Nielsen, Inger Sundsvald og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Jeg forsøgte for år tilbage at læse Kraus, men måtte opgive. I mellemtiden er jeg blevet bedre til tysk, så nu forsøger jeg igen. Og indtil videre har jeg moret mig storartet, så tak til Annegrethe Rasmussen for at minde mig om en forfatter, jeg altid har haft lyst til at læse.

Hvis andre skulle få lignende lyster er her et link til "Die Fackel":

http://corpus1.aac.ac.at/fackel/

jan henrik wegener

Fremfor at se hadet (!) mod "det moderne", som vel altid må være et had mod noget bestemt der inkarnerer dette "moderne" som unikt eller særligt, kan det vel også ses som noget der følger med, så at sige, som en indlysende mulighed.