Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Højt skum: Gangstere og nævekæmpere i den danske ølverden

Moderne Tider
26. oktober 2013

Husker De Black Fist, en af 1970’ernes mere obskure, men stilsikkert superkitschede blaxploitation-film. Der er selvfølgelig godt sexede mamas med mikrofonhår og i hovedrollen en sort nævekæmper, der arbejder for en hvid gangsterboss og en korrupt strømer … Nå ikke? Okay, handling og plot er sandt at sige heller ikke værd at skrive hjem om, men der er masser af action hele tiden, og så er der jo lydsporet, der så funky som noget fra hint årti med indslag fra disco-soul-performere som Velvet Fire, Jesse James og Geraldine Kaye.

Funky, barsk og hårdtslående er så sandelig også det dugfriske udspil af helt samme navn, på ølfronten vel nok dette efterårs suverænt mest interessante nyhed. Og bagmanden: Vidunderbarnet, Mikkel Borg Bjergsø, hvem ellers? Nok har det vildtvoksende Mikkeller-foretagende travlt med at åbne nye hippe ølbarer i byer som San Francisco og Bangkok, men at de kunstneriske ambitioner ikke af den grund er nedgraderet, får vi heldigvis jævnlige bekræftelser på. Black Fist gør krav på at være Danmarks største øl. De er da også svært at se, hvem der kan gøre den rangen stridig. Den nu frigivne imposante imperial stout holder en kampvægt på formidable 26,1 procent alkohol – over det dobbelt af, hvad genren typisk byder på!

Bid af alkohol

Mikkellers natsorte nævekæmper har været ganske længe undervejs. To år, faktisk og i denne periode har den været fadlagret ad hele 10 omgange. På bourbonfade. Det er simpelthen metoden til at opruste den til dens aktuelle potens – en langt mere besværlig, men også mere autentisk og vellykket metode end frysetørring, som er de fleste bryggeres gængse fremgangsmåde, når de ville ramme procenter, der virkelig skal sparke røv.

Black Fist skal håndteres med nænsomhed som alle eksplosiver. Den skal hvile i køleskabet et døgn, temperere i halvanden time og guddødemig også dekanteres, før den opskænkes i små tulipanformede smageglas. Og så er det ellers bare at betragte den jetsorte juvel og se, hvordan dens flygtige råhvide skumkrone, der hastigt svinder ind til en minimal ring og derefter ingenting, alt imens man fordyber sig analytisk i dens forføreriske aromabillede af krydrede bourbonnoter, portvin, mørk chokolade, ristet malt, tørret frugt, kokosnød, lakrids og brændt egetræ. Og smagen! En nævekæmper ville myrde for den! Hej igen, bourboun! Og hej med jer, I kaskader af vanilje, flødekaramel, melasse og kandis, der flyder over på tungen. Vel er sødmen superintens, men kompleksiteten er lige så udtalt som mundfølelsen er silkeblød. De mørke frugter og ristede malte anes er de undertoner, der skaber balance og binder hele dette stykke koncentrerede perfektion sammen i en hjertestyrkende varmende finish af et alkoholbid. Et mesterstykke af hidtil uset monumentalitet!

Rustik, suveræn og masser af krop

Der er dog gangstere i den danske ølverdens hood. Nogle af disse kalder sig for Syndikatet, og det lyder skummelt, men der er tale om en modig og kompromisløs duo – Jeppe og Jonas Jacobsen fra Auning, som nok er ude på at tage dine smagsløg som gidsler, men også har viet deres virke til at bryde nye grænser inden for ølæstetik. Jeg er kun lige ved at ransage deres sortiment, der bærer spøjse navne som Kassemesteren, Sekretæren, Håndlangeren og Overhovedet.

Sidstnævnte går for at være Syndikatets prestigebryg og er en stærk fransk ale på 12 procent. Den fremtræder diset rødbrun med et beskedent beigefarvet skumhoved og har, som man kunne forvente, mængder af krop og fylde med duftislæt af bær og nødder, karamelmalt, belgisk alegær, blomme og rosin. Smagen er syrligt sød, frugtagtig og lettere metallisk med blandede indtryk fra førnævnte duftpalette og en ret markant og overmoden humle, der klinger ud i en velbehageligt bitter eftersmag med tilhørende alkoholsus. Rustik, men suveræn på samme tid. Den vil naturligvis altid tabe på points til nævekæmperen fra før, men i en territorialkamp mellem ølgangstere vil den være i stand til at kontrollere de fleste distrikter. Attituden og inspirationen fornægter sig ikke, så fremover er der ingen vej uden om at mandsopdække Syndikatet.

 

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her