Læsetid: 6 min.

Homo digitalis er i stormvejr

Den tyske filosof Byung-Chul Han går linen helt ud i sin sønderlemmende, men udvejsløse kritik af den digitale civilisations skyggesider. Værdierne forfalder, shitstormene hærger, larmen tager til, og psykomagten sætter sin klo i os
19. oktober 2013

De digitale medier privatiserer kommunikationen, idet de omplacerer produktionen af information fra offentligheden til det private rum. Helt distance- og skamløst fremstiller de digitale producenter sig selv, samtidig med at de snager i og forbruger hinanden via de sociale medier.

Intimiteten stilles til skue, og når afstanden mellem de kommunikerende svinder ind, forsvinder anstanden, og forstanden abdicerer til fordel for affektive ytringer. Vi kommer til at leve i respektløshedens kultur og indiskretion. Ofte blæser der shitstorme hen over skærmene. Uden kommunikationsmæssige hierarkier og asymmetrier har vi mulighed for at svine hinanden og os selv til. Kommunikationen bliver larmende, og respekten udånder, mens det spektakulære og skandaliserende vælter frem. Bølger af indignation og forargelse blæser igennem skærmene; men vreden og ubehaget omsættes ikke i handlinger eller politiske krav. Skærmmasserne har ingen tyngde, sjæl eller ånd, og de bærer ikke fremtiden eller håbet i sig.

Således skriver den flittige tyske filosofiprofessor Byung-Chul Han fra Kunstakademiet i Karlsruhe i sin lille nye syrlige og kulturkritiske bog: Im Schwarm. Ansichten des Digitalen. Som digitale producenter og konsumenter lever vi midt i sværmen af tekst og billeder, og det er værd at bemærke, at titlen er intenderet betydningsavlende, da Ansichten både kan betyde anskuelser, meninger, syn og billeder – og som om det ikke var nok til at sende ikke-tyskkyndige til tælling, så må det afmærkes, at verbet ansehen, der gemmer sig inde i Ansichten, kan oversættes til ’at se på’, og at substantivet Ansehen betyder ’anseelse’.

Optimer din profil

I det digitale rum dannes der ingen stabile vi’er, der kunne forandre samfundet til det bedre. Snarere arbejder homo digitalis på at optimere sin profil. I en verden af likes opdrages det digitale menneske til positivitet, mens det udstiller og udbytter sig selv uden reelt at se, møde eller nogensinde mærke de andre. Solidariteten forsvinder, og de fælles værdier går i forfald. Det digitale er designet uden taktilitet, uden krop. Vi kommer aldrig til at se dens andens blik (tænk f.eks. på Skype-telefoni, hvor den andens øjne er sært fremmede og aldrig reagerer ’naturligt’ på dit blik). Alting transformeres til det samme. Alt og alle bliver til additive komponenter, proklamerer Han, der finder det fatalt, at negativiteten (sproget for det kritiske, det fraværende, det tavse, det forsvindende, det endnu ikke skete og tænkte …) afvikles, og erfaringen tørrer ud.

Den digitale tid er en tid uden fødsel og død. Det digitale apparat gør dig fri til at arbejde, hvor du vil. Til gengæld er du tvunget til at fortælle om dig selv for ikke at blive usynlig og dermed forsvinde ud af cirkulation. Jo mere der kommunikeres, jo mere kapital kan der akkumuleres. Det intensiverede kredsløb af kommunikation og information fører i sidste ende til et accelereret økonomisk kredsløb, der udspiller sig bag ryggen på det tastende, klikkende og kiggende menneske.

Det digitale medium er et »Präsenz-Medium«, skriver Han. Der er tale om en nu og her-tidslighed, der opfatter formidling og repræsentation som ineffektive forsinkelser. Idealet er transparent præsens uden fortidige bindinger og uden visioner om en anden fremtid. Vidensautoriteter, bibliotekarer, producere og journalister bliver derfor anset for at være overflødige gatekeepers, der står i vejen for det frie flow af information. I den permanente nutid får ting ikke lov til at forfalde. Fotografierne falmer ikke, og ingen mangler noget. Solen kan altid bringes til at skinne, og anmassende og smilende ansigter beretter om endnu en dejlig ferie tilsat et udvalg af mere eller mindre redigerede snapshots.

At gå linen helt ud

Byung-Chul Han er født i Seoul i Sydkorea og har læst filosofi, tysk litteratur og katolsk teologi i Freiburg og München. I samme lækkert designede serie har forlaget Matthes & Seitz tidligere udgivet fire høje slanke samtidskritiske pamfletter af Han med farvestrålende titler som: Digitale Rationalität und das Ende des kommunikativen Handelns (2013, Digital rationalitet og den kommunikative handlens ophør), Transparenzgesellschaft (2012, da. Transparenssamfundet, udk. 2014), Agonie des Eros (2012, Eros’ dødskamp) og Müdigkeitsgesellschaft (2010, da. Træthedssamfundet, 2012). De har vakt stor opmærksomhed i Tyskland og alle været anmeldt her i avisen, og to af dem kan (snart) læses på dansk.

I den forrige bog, Digitale Rationalität und das Ende des kommunikativen Handelns, skal jeg da ellers lige love for, at tonen var en helt anden. Heri lamenteredes der ikke over netsværmsintelligensens forfald. Snarere blev der jublet højlydt over, at de sociale medier overflødiggør de politiske valghandlinger og det repræsentative demokrati. Det er nok med et klik, så vil almenviljen fortætte sig som en algoritme, der via en ren matematisk operation optæller, hvad folk kan lide og har smag for. Den fælles offentlige samtale er ikke længere nødvendig. Han begejstredes her over, at de digitale mediers tidslighed er den umiddelbare nutid. Så snart fingeren trykker på en tast, får vi adgang til informationer og varer. Vi fortæller også verden, hvad vi kan lide. Likes erstatter argumenter.

Så medmindre bogen om den digitale rationalitet var ren satire uden et forløsende clou i rosinens pølseende, så må man sande, at Han holder af at divertere og provokere den læsende og tænkende offentlighed med rapt komponerede og fortættede scenarier, der er værd at diskutere, hvad enten man er ’for’ eller ’imod’, hvad det så end måtte betyde, for netkommunikation er blevet til en arbejdsmæssig og hverdagslig (livs-) nødvendighed for de fleste af os. Han går simpelthen linen helt ud.

Sværmbogen, der fylder 100 luftige sider, er inddelt i 16 små letlæste kapitler. Besynderligt er det, at de massepsykologiske overvejelser over de handlingsuduelige skærm- og sværmmasser uden tyngde ikke inddrager kollegaen Peter Sloterdijks kongeniale Die Verachtung der Massen (2000, da. Masse og foragt, 2002). Endnu mere mystisk er det, at Han ikke føler sig kaldet til at diskutere de vidtløftige håb, som mange internetteoretikere har næret til den digitale udvekslings friheds- og fredsgenererende muligheder.

To tankevækkende historier

Men lad os give Han de sidste ord i form af to historiske greb med teoretisk rækkevidde.

Den franske tænkningshistoriker Michel Foucault skelnede mellem dødsmagten og biomagten. Suverænen med sværdet i hånden blev historisk afløst af en række forsøg på at kontrollere, overvåge og organisere de underkastendes kraftudfoldelser. Biomagten hugger ikke hovedet af folk, men griber ind i de biologiske processer ved at regulere befolkningens liv. Ifølge Han er vi nu på vej ind i psykomagtens tidsalder. Hvor biomagtens perspektiv er befolkningens sundhedstilstand, forplantningsevne og dødelighed, er psykomagten aperspektivisk og allestedsnærværende. Den digitale psykopolitik tager sig umiddelbart demokratisk ud, og den fortætter sig i vore bidrag til big data, der kommer til at få indflydelse på de valg, vi kan komme til at træffe, og de tanker, vi kan komme til at tænke. Psykomagten er langt mere effektiv end biomagten, for den styrer ikke mennesket udefra, men indefra. Samtidig får data mining-systemerne adgang til det kollektivt-ubevidste og dermed til det digitalt-ubevidste.

Efter Første Verdenskrig blev den tyske retsfilosof og politiske teoretiker Carl Schmitt berømt og berygtet for at hævde, at suverænen er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden (noget Hitler og andre diktatorer skulle vide at lade sig inspirere af og effektuere). Efter Anden Verdenskrig skrev Schmitt, at udsagnet måtte skrives om til, at suveræn er den, der bestemmer over bølgerne i rummet (radiobølgerne, tv-signalerne, overvågningsgearet etc.). Efter den digitale revolution må Schmitts sætning igen ændres, skriver Byung-Chul Han: Suveræn er den, der bestemmer over shitstormene på nettet.

Byung-Chul Han

Im Schwarm. Ansichten des Digitalen

Matthes & Seitz Berlin

110 sider

12,80 Euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rune Lund
  • Jan Weis
Rune Lund og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sprogbruget shitstorm fortætter lidt budskabet, men er enig i det digitale mareridt er uomtvisteligt. At han skriver om begge dele, lige passioneret, kan skyldes at der er to sider af sagen, den digitale gevinst, og tabet af kontakt. Man er nød til at finde en balance mellem praktisk teknologi, og underholdning. I samme grad som en kommune skal finde en balance mellem digitalisering, uden at fjerne sig helt fysisk fra borgerne. Den direkte kontakt mellem folk kan aldrig erstattes af maskiner, den kan være et redskab til at udvide den kontakt. her kunne man sige at perspektivet er gået tabt i en hvis forstand. Det svarer lidt til at flytte i en autocamper, det sker, men det er kun fattige der gør det. Undtagelsen udeladt. Den dehumaniserende effekt er farlig, rigtig farlig. Når vi taber ansvarsfølelsen for hinanden, bliver andre en hindring, en konkurrence, noget der skal overvindes. Når de ikke længere tjener formålet, skifter man ven - so to speak. Den del - er ikke fremmed i public affairs, men den er mindre udbredt, fordi der i et fysisk miljø indgår nogle spilleregler for hvordan man gebærder sig.

Kald det bare moral, selvom jeg mener der er tale om flokmentalitet, ikke at falde uden for normen. Den tyngdelov ophæves i det digitale univers, uden en omtanke for omstændighederne. Empati-udvikling for dummies, kunne gøre en del. Som: når man brækker en arm, kommer det til udtryk i form og smerte, det kan en smiley aldrig erstatte.

Det er tankevækkende, at de mennesker jeg har mødt på min digitale vej, altid var de mest hardcore, der frabad sig den obskure følelsesporno på nettet, man skulle tro de ville kommunikere det ud her, men det sker ikke. Med andre ord har de fleste asociale luret spejlet på væggen, måske fordi de er vant til at se i spejlet, uden refleks.

Det perfekte eksisterer ikke, men buffer systemer virker faktisk fortræffeligt i begge verdener. Som jo i sidste ende er den samme verden. Ved at gøre det til et fantasy univers, mister man de naturlige parader. Ingen vil vel påstå brevudveksling var eller er uvirkeligt. Så hobby og praktisk opdeling har sin berettigelse digitalt, som fysisk. - det sidste afsnit er lidt i relation til en artikel i TG, om hvorvidt børn skal lære om privatliv og hvordan man beskytter sig på nettet. Hvilket er lidt komisk, når man tager data-mining i betragtning. Ser man bort fra det er det måske en reel problematik.

Børge Rahbech Jensen

Desværre sammenlignes ikke med kommunikationen før internettets udbredelse. Den havde mange af de samme svagheder som de, der nævnes i artiklen. Intimitet stilles også til skue på offentlige steder, og information skabes også under samtaler. På de sociale medier er det blot sværere at formidle om nogle venner til andre venner. Vi mennesker snagede sandelig også i og forbrugte hinanden, før internettet blev udbredt. Historisk har sladder været udbredt i hvert fald de seneste 400 år blot med andre medier.

Et andet spørgsmål er, hvornår der sidst har været stabile vi’er, der kunne forandre samfundet til det bedre. Når nutidens debatter nu næsten er genudsendelser af 45 år gamle debatter, kan bare konstateres, at datdens vi'er ikke forandrede samfundet til det bedre, men stadig har de samme drømme nu suppleret med minder fra 60erne. Alligevel er meget forandret, hvilket nok kan tilskrives individer el. mindre grupper snarere end stabile vi'er.
På det punkt har Sydkorea muligvis en anden historie, end Europa har.