Læsetid: 5 min.

En opsang fra Habermas

Den aldrende, men vitale tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas har hede drømme om et demokratisk og stærkt EU, men han mangler i sine tidsdiagnoser for alvor at gå i diskussion med de tænkere, der forsøger at levere radikal kritik af kapitalismen
Når man læser Habermas, tænker man, at teknokraternes EU lige så vel kunne være de fredselskendes og de solidariskes EU. Og det diskuteres ikke i bogen.

Når man læser Habermas, tænker man, at teknokraternes EU lige så vel kunne være de fredselskendes og de solidariskes EU. Og det diskuteres ikke i bogen.

Paniyotis Tzamaros

5. oktober 2013

Jürgen Habermas, den verdenskendte tyske sociolog og filosof, er efterhånden blev 84 år. I sin nyeste lille bog Im Sog der Technokratie (I teknokratiets mal- eller hvirvelstrøm) slår han kraftigt på tromme for en genvækkelse og en gentænkning af EU i en tid, hvor mange politikere og borgere mister tilliden til og troen på et fælles europæisk politisk projekt.

Født i 1929 er det ikke underligt, at han glæder sig højlydt over, at lande som Tyskland, Frankrig og England ikke længere bekriger hinanden militært, men er forenet i et skrøbeligt internationalt politisk samarbejde, der ikke må falde fra hinanden.

Ifølge Habermas er det nødvendigt med et stærkere kooperativt og fælles politisk perspektiv, hvis væksten og konkurrenceevnen for hele Euro-zonen skal styrkes. I den forbindelse må Tyskland gå foran og give afkald på at forfølge kortsigtede økonomiske egeninteresser til fordel for etableringen af en på længere sigt fælles skattepolitik og økonomisk politik i hele EU. Det ville være et eksemplarisk udtryk for politisk solidaritet, skriver han.

Det er en illusion at tro, at nationalstaternes suverænitet og ’husholdningsautonomi’ kan opretholdes uden et opgør med en amokløbende finanskapitalisme og en lille europæisk elites teknokratiske politik, der er mere optaget af økonomiske ’nødvendigheder’ end af at inddrage de europæiske borgere i en reel demokratisk proces, der ville kunne sikre den europæiske befolkning social retfærdighed, sikkerhed og lige adgang til kollektive goder. For at matche den globale økonomi kræves der stærke politiske institutioner og beslutninger, der rækker langt ud over de nationale grænsedragninger.

Afkaldet på at arbejde for en fælles europæisk enighed og for en demokratisk politisk viljesdannelse nedefra baner ikke bare vejen for en EU-skepsis i de enkelte landes befolkninger, samtidig med at EU mister både sin legitimitet og sin transnationale rolle, bedyrer han. Der vil være tale om ein Abschied von der Weltgeschichte – det vil sige en afsked med intet mindre end verdenshistorien i bestemt form ental.

Habermas savner et politisk lederskab, der kan formå at tale og virke for en udvidelse af den statsborgerlige solidaritet langt ud over nationalstaternes grænser. Det er fatalt, at den stort set uregulerede markedsøkonomi skævvrider balancen mellem politik og marked med en kolossal politisk afmagt til følge. Men handlingsspillerummet for Europa-politikken bør ikke indskrænkes af finansmarkedernes og bankernes forsøg på at tørre krisen af på det politiske niveau og de europæiske (skatte-) borgere. Der må gribes ind med regulerende og kontrollerende tiltag, ellers ender vi med at slå ind på ’postdemokratisk vej’, der højprivilegerer de fås markedskonforme økonomiske interesser. I stedet må demokratiet transnationaliseres, og det europæiske fællesvæsen udmønte sig i nogle stærke institutioner, der kan tøjle den økonomiske jagt og generobre EU fra teknokraterne og neoliberalisterne.

Intet nyt under solen

Habermas har i årevis været en varm fortaler for et intensiveret, mere demokratisk og ambitiøst europæiske samarbejde. En af hans spidsformuleringer lyder, at vi-perspektivet må udvides fra statsborgeren til Europa-borgeren. Han anfører også med veneration, at digteren Heinrich Heine allerede i 1828 med stor entusiasme skrev, at »nu findes der ikke mere nationer i Europa«. I den europæiske civilisation findes der mange sprogforskelle, men folkene kan forstå hinanden inden for den samme ramme. Heine var forud for sin tid; men vi må dele hans anticiperende modernitetsbevidsthed, hedder det.

Side op og side ned går det. Artiklerne hober sig op. Den ene tale holdes for en ærværdig europæisk forsamling efter den anden. Uhyre sympatisk, men også noget glat, redundant og velmenende, forekommer Habermas’ anliggende. På intet tidspunkt diskuterer han det fundamentale spørgsmål, om det overhovedet kan lade sig gøre for ’det politiske’ at styre ’det økonomiske’ inden for en globaliseret kapitalisme. Ej heller, om det er ’det politiskes’ uundgåelige skæbne altid at komme for sent, at være udset til at skulle rydde op efter endnu en (finans- og gælds-) krise og velvilligt at træde reddende til med bankpakker, økonomiske incitamenter og nødvendige sociale hjælpeforanstaltninger.

EU sidder ikke på privatkapitalen og har ikke indsigt i eller styr på dens akkumulationsmønstre og ’lyster’, men er vel ret beset sat i verden for at sørge for, at den får de bedst mulige produktions- og cirkulationsbetingelser, jævnfør dogmet om kapitalens frie bevægelighed, der som bekendt mere synes at gælde varer, penge og tjenesteydelser end mennesker, vækstkritik og samfundsalternativer. Når man læser Habermas, får man på fornemmelsen, at teknokraternes EU lige så vel kunne være de fredselskendes, de solidariskes, de demokratiskes, de kulturbærendes og de nationalitetstranscenderendes EU.

I sit indædte forsvar for en styrket europæisk solidaritet og et nyt EU skriver han, at uden tilbagekoblingen til en dynamisk politisk offentlighed og handlingsduelige samfundsborgere, så kommer det politiske management til at savne tilskyndelsen til overhovedet at søge at kontrollere og regulere den gevinstorienterede kapitals imperativer med demokratiske midler, herunder retssystemet, med henblik på at arbejde for overordnede politiske mål om social retfærdighed og lighed. Men stående over for kolossale og særdeles konkurrencebevidste kapitalinteresser, der er ude i overhalingsbanen, længe før det politiske niveau får nathuen af og morgentøflerne på, virker drømmen om den politiske viljesdannelses konstitution og de håbefulde bekendelser til de aktive Europa-borgere ikke just som et stærkt og samfundsfornyende alternativ.

At fatte sin tid i tanker

Habermas forstår sine tidsdiagnoser og små politiske skrifter som forsøg på med filosoffen Hegels slidstærke ord »at fatte sin tid i tanker«. Der er tale om en intellektuel tænkers indgreb i den tyske mentalitetshistorie snarere end om en professors videnskabelige arbejde, skriver han i forordet. Men det havde nu været på sin plads, om han i dette 12. skrift siden 1980 var gået ind i en diskussion med de tænkere, der forsøger at levere radikal kritik af kapitalismen, det være sig Yann Moulier Boutang, André Gorz, Maurizio Lazzaratto, Paulo Virno, Brian Massumi, Michael Hardt og Antonio Negri. Han kunne også have diskuteret med nogle økonomikritiske økonomer og med sociologen Richard Münch. Münch har bl.a. vist, at den moderne kapitalisme er utænkelig uden en rationel statslig økonomisk politik, og at de forskellige økonomiske og ikke-økonomiske systemer virker sammen via en gensidig afhængighed.

Problemet med Habermas er, at han forestiller sig, at den revitaliserede EU-politik kan »penetrere« økonomien; men at han ikke vil eller kan se, at EU-politikken synes at være udset til at spille en fast birolle som smøremiddel og kompenserende bagtæppe for en altpenetrerende økonomi. Tankevækkende er det således at læse, at den kloge ugle ganske systemkonformt medgiver, at Europa og EU slet ikke kan klare sig uden vækst og konkurrenceevne.

PS: Syv ud af 14 kapitler i bogen drejer sig om EU. De resterende byder bl.a. på en veloplagt analyse af Martin Bubers dialogfilosofi, en overstrømmende festtale til den evolutionære antropolog og udviklingspsykolog Michael Tomasello, en beleven fødselsdagstale til politologen og samfundsteoretikeren Ralf Dahrendorf og en levende erindring om, hvad de til Vesttyskland efter krigen hjemvendte jødiske filosoffer og sociologer kom til at betyde for det kulturelle og intellektuelle liv i almindelighed og for Habermas i særdeleshed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
  • Morten Lind
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Steen Sohn
  • Mihail Larsen
  • Jesper Wendt
  • Jan Weis
  • Stig Bøg
  • Jørn Vilvig
Per Torbensen, Morten Lind, Robert Ørsted-Jensen, Steen Sohn, Mihail Larsen, Jesper Wendt, Jan Weis, Stig Bøg og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor er det dog forbandet længe siden, at et navn som André Gorz sidst er dukket op - desværre - der er et akut behov for en opdateret kapitalismekritik ...

Tingene går måske nok lidt for stærkt i dag til, at en bog flytter noget, der er brug for en debat, i samme spor som kapitalismen. - Det er i hænderne på en 84 årig, i sin 12 udgave. Samtidig synes jeg det vedbliver ved kritik, og i mindre omfang ved konstruktive tiltag. Forstået på den måde, hvad skal 'folket' stille op i sin afmagt m.m. Det er de bud som er helt fraværende. Tales der om revolution knækker filmen helt, og der lander en eller anden form for anti-semitisme. En stor del af dogmet i dag er den manglende politik på venstrefløjen, eller i det hele taget en venstrefløj. Det kan kun være i fraværet af en tilsvarende kontrær politik. Hvordan vil Habermas få folk med, og ikke kun ned i boghandleren. Det er brug for nye bud på en ny vej, uden de ideologiske betonklodser. Det kræver dog i første omgang man har en modvægt, ellers bliver det en sandhed, at der intet alternativ er, men kun i kraft af at man ikke forsøger. Jeg får lyst til at banke i bordet og spørge om han også sad på hænderne i 40-45, men det har jeg ikke forudsætning for.

Det er lidt hårde ord, men jeg ser desværre mange af de samme ting. Netop derfor er det vigtigt at der formuleres en modsætning, og i sidste ende en anden vej. Det ender nok med det første led springes over, men så bliver det en genrejsning af Europa, igen.

Nogen gange må man forføre folk for deres eget bedste, når de ikke selv evner - at se substansen. Lige p.t. styrtbløder venstrefløjen i Europa, uden sidestykke i min tid. De fleste har eller er i gang med en forfejlet socialliberal tilgang, der har resulteret i decimering i hele Europa. Det er svært at få den nødvendige opbakning til forandring, når man ikke selv tror på det, eller ønsker det.

Kritikken er spon on, og er vel den mest aktuelle, men er det nok?

Steffen Gliese

EU er jo ikke andet, end det besluttes, EU skal være. I den forstand er Habermas mere klartseende end så mange andre. Der er en tendens, som Sten Nepper Larsen her desværre også forfalder til, at man i selv en abstrakt diskussion lader sig begrænse af rammer, der med et pennestrøg kunne forandres.

"Jesper Wendt. Altså, Habermas fyldte 11 år i sommeren 1940, så ..."

Det var den tyske passive form, jeg angreb, hvis det slørede budskabet.

Dinosaur
Verdenen går mod globalisering, imens hans udmærkede betragtninger går mod en lukket Europæisk klub - i den sædvanlige, dem og vi retorik.
Disse dinosaurer ser ud til at kunne bevæge sig frit i lang tid i Europa, med hver deres version af lukkethed - og hede drømme om et unikt demokratisk system - i en osteklokke, men mere synes at være en lukkethed imod den globale verden, som bevæger sig fremad - omend mange steder på et lavt niveau, stadigvæk.

USA er i knæ og må melde pas til international conference i Asien - pga. budget problemer internt.

Den vestlige verden er i knæ - og på den ene eller anden måde - bliver vi - med eller uden armen vredet om på ryggen, nødt til at arbejde mod et globalt samfund.

Glem EU glem Europa - tænk globalt. Det andet hører snart fortiden til.

Robert Ørsted-Jensen

Selch
forudsætningern for at kunne både tænke og agere globalt er at man indser at man er Europæer - at tænke globalt bag danske grænsebomme er det samme som ikke at være globalt tilstede

Jamen jeg ønsker såmænd ikke danske grænsebomme - men foretrækker dem frem for de Europæiske, indtil vi finder en bedre løsning. Men nej grænsebomme er ikke løsningen.
Europæer hvad er det? - For mig at se er det et af de steder på jorden - hvor man på så afgrænset et område har flest forskelligartede kulturer, klimaer etc.
Betydelig mere varieret end i f.eks. Afrika, Mellemøsten eller Sydamerika.

Jeg er ikke specielt stolt af at være dansker (snare tværtimod pt.) - jeg føler mig heller ikke som specielt europæer. Jeg er global borger - i en verden hvor min sympati, empati og ønsket om fred og fordragelighed - ligeså meget gælder en inder eller eskimo.

Robert Ørsted-Jensen

En europæer er for mig en EU borger. Ikke fordi det er perfect tilstand eller fordi det er uden problemer men fordi EU er den eneste organisation der er og fordi der skal være en regional organisation.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg jeg læser ikke dette uden bekymring Niels - men jeg tror stadig ikke det ville får mig til at ændre holdning - principielt går pressionen jo begge veje og i antal borgere er EU storebror. For mig er dette noget med at være tilstede på det globale plan - jeg er nok mere på Harbermadsens hold og mener at det i længden er nødvendigt at EU er tilstede også som en selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitisk identitet (hvad desværre ser ud til at have lange udsigter). Men jo bekymrende er det.

Robert Ørsted-Jensen

Men jeg tænker også mere langsigtet her og jeg mener at der er mange indikationer at USA er på vej ned som økonomisk og politisk suypermagt - og at der er grunde der gør at man ikke skal være så forbandet bange eller berøringsangste - hvis vi ville og turde kunne vi snilt gøre det bedre

Jeg så også helst et forenet Europa, men et folkeligt et af slagsen, det er svært at få øje på lige nu. Handelsaftalen kan meget vel være det sidste søm i kisten. Alt afhængig af detaljerne. Må være enig med Robert i - at det ser svært ud - at imødekomme verden bag grænsebomme.

Det er nok også utopisk at tale om enegang nu, medmindre briterne forlader EU. Men Danmark ville stadig have begrænset hvis nogen indflydelse. Så enten forlader vi os på andre stormagter og tager det sure med det søde, eller graver os ned. Selv med briterne som handelspartner ville det blive op ad bakke. Og hvor ville det stille Danmark i forhold til USA. Som jo stadig er en vigtig brik for kongeriget.

Jeg synes det er farligt, at opretholde den model der eksisterer, den virker kortsigtet og visionsløs. Paradokset er selvfølgelig om alternativet er værre.

... Jeg tror ikke rigtig på det bliver et folkeforankret Europa længere, det er bevægelserne for tandløse til. Men økonomi kan rykke ved meget, så det må ikke afskrives helt.

Robert Ørsted-Jensen

Man må opretholde en model til amn har en ny. Hvad det angår adskiller EU siog ikke fra et nationalt parlament og konstiotuation. Globalt set burde ethver progressivt tænkende menneskwe drømme om et forenet Europa der turde agere rollen også som stormagt og dermed give os et højindustrielt og (det skal det være) demokratisk alternativ til USA

Morten Lind, Mihail Larsen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar

Interessante tanker fra Habermas - det er på tide og velkomment at vi begynder at diskutere, hvad projekt EU rent faktisk skal bruges til.

Der bruges alt for lidt tid i medierne om de tiltag og beslutninger, som tages i EU, og der bruges alt for lidt tid på diskussion om fremtiden og hvilke værdier, EU skal værne om.

Situationen i Sydeuropa har meget skræmmende vist, at solidaritet lige nu ikke er del af EU-pakken. Bankpakkerne har lige så skræmmende vist, at styringen lige nu ikke ligger hos de folkevalgte.

Oprindeligt troede jeg - naivt måske - at politik gik ud på at styre og justere i forhold til de værdier man vil værne om. Desværre virker politikerne ret handlingslammede og mere som marionetter.

Nødvendighedens politik ser jeg som en flok bogholdere, der blot udfører andres beslutninger... et skib der dalrer omkring på bølgerne efter hvilken vej den stærkeste vind blæser....

Morten Lind, Stig Bøg, Robert Ørsted-Jensen og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar

Lobbyismen i det såkaldte EU lever i bedste velgående - denne systemfejl nævner den gamle herre vist nok ikke noget om - dødens tobakskøbmænd er med til at skrive opblødende ændringsforslag til en nødvendig lovgivning - det går sikkert langt over mandens manglende fantasi - den langsomme hjernedød og lungedød -

http://www.folkebevaegelsen.dk/nyheder/article/tobaksdirektivet-udsat-fo...

Morten Lind, Per Torbensen, Henrik Nielsen og Torben Selch anbefalede denne kommentar

Lobbyismen

Tror nogen virkelig på, at kapitalen, de multinationale selskaber og lobbyismen bliver svækket af at skrotte EU? I et land som Danmark, der har en lang og stærk historisk tradition for at slå sig sammen i foreninger, hvis man vil løfte en sag mod en stærkere modstander, forekommer det underligt, at det nærmeste vi har, der potentielt kan matche de økonomiske kræfter politisk - EU - foreslås afviklet.

EU har mange fejl. Med lad nu være med at smide barnet ud med badevandet. EU er reelt det eneste værn, vi har (gennem parlamentet), hvis vi seriøst vil imødegå eller ligefrem tæmme kapitalen. Det nytter ikke at krybe i flyverskjul. EU skal udvikles til at være en demokratisk modvægt til kapitalen. Der skal repareres på det meget omtalte 'demokratiske underskud'.

Alternativet er, at kapitalen får endnu mere magt og indflydelse.

Morten Lind, Carsten Hansen, Stig Bøg og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Hvor de danske foreninger er opstået demokratisk nedefra - og respekterer det parlamentariske system - kan man næppe sige det samme om lobbyisterne i EU - som er direkte ansat af kapitalen til at erodere det politiske system indefra - resultatet er tydeligvis, at kapitalen har fået magt og indflydelse, der ikke tilkommer dem - hvis man ellers tror på, at EU er en demokratisk entitet - og ikke en totalitær molok ...

Misforstået, Jan .... eller?

Jeg skrev naturligvis ikke om lobbysystemet, da jeg omtalte den danske tradition for at danne foreninger, men om den forening, som de fleste europæiske nationalstater frivilligt og demokratisk har indgået. Ingen har tvunget nogen til at være medlem. Beslutningerne er taget af folkevalgte politikere, direkte eller indirekte.

Hvad kapitalens indflydelse angår, så er den rigtignok stor - al for stor - men min pointe er, at den ville være endnu større uden EU, for den enkelte nationalstat har ikke politiske muskler nok til at hamle op med kapitalen, der forlængst er organiseret på internationalt niveau.

Der er god grund til at kritisere EU - meget god grund - så gør dét, så EU kan blive bedre, mere demokratisk og stærkere. At svække EU vil billedligt talt svare til at melde sig ud af de organiserede fagforeninger, fordi man er sur på manglende medlemsdemokrati. Det skal arbejdsgiverne nok blive glade for.

Mihail – når du under en overskrift ”Lobbyismen” bl.a. noterer - ”I et land som Danmark, der har en lang og stærk historisk tradition for at slå sig sammen i foreninger, …” – burde det ikke komme som nogen overraskelse, at der næppe er plads til misforståelser …

Men i øvrigt ser det trods alt heldigvis ud til, at vi er enige om lobbyismens skadelige gøgeungeeffekt – og din pointe ses ikke at være holdbar – herhjemme har vi ’kun’ interesseorganisationer og deres direkte forsøg på at opnå politisk indflydelse på lovgivningen – hvilket vel er helt legitimt efter vores tradition – mens lobbyisterne – kan du huske, hvad vi kaldte sådan nogle i gamle dage – kapitalistlakajer – i EU får adgang til direkte at gribe ind i lovgivningen og udvande lovforslag, som efter deres opfattelse vil skade kapitalens interesser – og nogle gange ligefrem formulere ændringsforslagene i parlamentet …

Så EU kan næppe – også på det punkt - være mere svækket end i dag – og hvem tror efterhånden mere på, at det vil kunne ændre sig i en anden retning – at en molok-organisation kan transformeres fra mafiøse strukturer til et overstatsligt sammenrend med demokratisk legitimitet …

Robert Ørsted-Jensen

Vi mangler et kvalitativt demokratiske modspil til de globale stormagter der er og EU kunne levere dette hvis man istedet for at bekæmpe EU beslutte sig til at være med til at forandre og udvikle unionen. Tag bare Mellemøsten og Irak. Hvis EU havde haft fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ville England og Danmark have været nød til at gå fælles med EU - det betyder at der ikke ville have været andet end USA indblandet i Irak krigen. EU ville også have kunnet løse Jugoslaviens borgerkrig uden USAs indblanding og man ville have kunnet gøre det bedre - mere end det - der ville formentligt ikke have været en borgerkrig i Jugoslavien hvade EU haft en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. EU ville ogspå kunne spåille en betydelæig mere konstruktiv rolle i forhold til Israel end det vi ser fra USAs side - og så dan kunne vi blive ved og ved

Et styrket EU kunne potientielt spille en afgørende rolle også for det globale miljø.

Vi har ikke rød til at lave uden overnationale organer i Europa og vi kan ikke bare sidde der med hænderne i skødet og vente på at nogen opfinder en anden og bedre verden - vi bør være aktive og konstruktive i den verden der er og holde op med drømmerierne - intet bliver nogensinde perfekt!

Der var engang en nulevende her navngivet tysker, der fablede om, at når systemverdenen koloniserede livsverdenen – så var det ikke så godt – men det har han åbenbart selv glemt alt om …

Hvad vi er vidner til, er netop denne mekanisme – i USA har kapitalen totalt overtaget og styrer de demokratiske institutioner – en udvikling, som er accelereret katastrofalt siden cowboy Let-the-Bull-Loose-Reagan – de seneste livstruende resultater ser vi netop i disse dage – og denne udvikling vil også efterhånden vokse sig større i EU – den er allerede synlig for enhver, der gider se ordentligt efter – f.eks. grækerne og italienerne er ikke i tvivl – kapitalen vs. demokratiet er en tabersag for sidstnævnte – og ingen bør gøre sig nogen som helst illusioner om at kunne vende denne udvikling uden fundamentale ændringer – helst ad demokratisk vej …

Igen: der er et akut behov for en opdateret kapitalismekritik ...

Robert Ørsted-Jensen

Weis du synes at mener at kapitalismen er uovervindelig og at histrien nu er slut og at vi andre er dømt til at tabe eller sådan noget i den indretning

Carsten Hansen

Man kan sige meget skidt om EU.

Nogen siger sågar at de små lande (som Danmark) bliver trynet i EU.
Og måske bliver vi trynet lidt; men hvordan mon det havde set ud, uden et EU .
Mon de små lande så overhovedet havde nogen indflydelse overhovedet ?

PS; Og så er enig i, og har tit efterlyst et alternativ til både USA, Kina og Rusland, på den storpolitiske scene. Jeg tror ikke der skal så meget til for at agere bedre som "magt", end ovennævnte lande.

Marianne Christensen

Ud med dyrkelsen af globaliseringen.

Det er en udviklingstendens, som forringer levevilkårene for flertallet af borgerne, og i modsætning til tidligere kan vi ikke flygte væk til andre egne af kloden.

Globaliseringen og markedsøkonomien skader alt og alle.

Miljø, dyr, mennesker og gavner nogle få skruppelløse og uansvarlige mnnesker, der ikke tænker på, der også skal være en ren klode til deres børn.

Vækst, forbrug, incitament, vækst forbrug incitament lyder deres monotome og samfundsskadelige liberalistiske slager.

Hvad med at lytte til folk med intellekt og et nyt håb for kloden.

Synes? - Robert O Jensen

”Nur am Widerspruch zwischen dem, was etwas zu sein beansprucht, und dem, was es wirklich ist, läßt sich das Wesen einer Sache erkennen.” - Theodor W. Adorno – kapitalismen skal nok helt af sig selv brække nakken – det er desværre bare kun spørgsmålet om, hvornår den sidste kapitalist sælger rebet til sin egen hængning …

Globalisering:

Globalisering er betegnelsen for en stadig stigende kulturel og økonomisk udveksling mellem de forskellige verdensdele. Globaliseringen har tre drivkræfter. Den første er teknologisk: ny teknologi gør, at transport og kommunikation bliver stadig billigere, hvilket gør handel og anden udveksling såsom turisme stadig mere økonomisk attraktiv. Den anden er politisk, hvor regionale ledere indgår forpligtende aftaler om at fjerne tekniske handelshindringer. De mest kendte eksempler er GATT-aftalen og senere WTO-organisationen. Den tredje og vigtigste drivkraft er den financielle, hvor kapital og investeringer krydser grænserne mellem landene.

- Kun det første afsnit, men det siger en del.

http://da.wikipedia.org/wiki/Globalisering

Jeg definerer det som kultur og kommunikation først og fremmest, jeg har ingen aktier i at flytte produktionen ud af Danmark. At det skulle blive billigere kan diskuteres, det gør det som sådan kun for aktionærerne. Uden et job, kan man ikke købe det der skulle være billigt alligevel.

Men det forstås i høj grad økonomisk, og det er en grundlæggende fejl.

Det er fine ord Robert, men hvordan? vil du få demokratiet på borgernes hænder igen. Lobbyarbejdet gør det nærmest umuligt at påvirke forandringerne for almindelige mennesker, og i lige så høj grad parlamentarikerne medmindre de forener sig. Det kræver konsensus der let kan splittes, ved netop lobbyarbejde.

Robert Ørsted-Jensen

Marianne og Jan
Det er ikke et spørgsmål om at gå rundt og sige nej til kapitalisme og globalisering. Det er en kamp mod vinden. Begge elementer indeholder desuden forudsætningen for forandring - nemlig opbygning af produktivkræfter i de underudviklede dele af kloden. Vi komme sgu ingen vegne ved at kæmre for at arbejdspladserne skal blive i vores ende og at de andre bør fortsætte med at bo i jordhuler. Nej den eneste realistiske mulighed for forandring er stadig den samme som den altid har været. Den består i at søge forandring via bevidsthed om og anvendelse af dette omfattende systems imedfødte indre modsætninger.

Det er klassisk tale det her og det er for mig at sige stadig den eneste farbare vej til foandring - det andet er maskinstormeri og en urealistisk kamp mod vinden - ulande kan kun opnår fremdrift via globalisering af kapitalismen (bare se Kina og Indien - og i virkeligheden også Sydamerika og Afrika - deres opdrift skyldes globalisering af kapitalismen - vores problemer skyldes vores mangel på evne til at håndtere samme.

Robert du ser helt bort fra miljø og arbejdsforhold, så kan alt lade sig gøre. Det er jo ikke udvikling, men udbytning. 12% af Kinas rigdom deles af 50% i landdistrikterne. Det samme mønster tegner sig i udviklingslandende på sigt, at så snart de stiller krav, vil arbejdskraften flytte hen det næste sted hvor miljø og arbejdsforhold kompromitteres. Samtidig forurenes der som aldrig før.

Robert Ørsted-Jensen

Jo Weis - men det er jo her global miljø og kampen mellem dem som har og dem som ikke har - kommer ind - og som jeg ser det - en stadig kamp for demokratisering. Det sidste er en kamp som føres konstant og det vil det altid være - for også uden kapitalismen vil der være kræfter og forhold der undergraver demokratiet - og demokrati er essentiel - det som vi brugte at kalde for socialisme er når alt kommer til alt bare en udvidelse af det poltiske demokrati til også at være en form for økonomisk demokrati

Robert Ørsted-Jensen

Det sidste er i øvrigt den mest effekltive måde at få has på de værste af de elementer der idag forvrider demokratiet

Kolonisering og demokratisering

Nu har Habermas ikke, som Jan påstår, glemt alt om sin system-livsverden analyse. Han skelner jo netop mellem legitime og illegitime systemer. Intet højt udviklet samfund kan klare sig uden (kompleksitetsreducerende) systemer, og disses indbyggede tendens til at blive deres eget formål (i stedet for livsverdenens) må imødegås med en permanent legitimitetstestning gennem den offentlige debat. Hvad han så også uophørligt har bidraget til årti efter årti.

Formålet med denne testning er begribeligvis at sikre og gerne udvide den demokratiske kontrol med systemerne, ikke at undgå dem som sådan, for det er naivt at forestille sig, at man kan regere et meget kompleks samfund uden anvendelse af systemer. Selv en skolefest kræver normalt et festudvalg.

Det bliver ikke hel klart, hvad Jan egentlig vil stille op med kapitalen. Han skriver bl.a. "kapitalen vs. demokratiet er en tabersag for sidstnævnte – og ingen bør gøre sig nogen som helst illusioner om at kunne vende denne udvikling uden fundamentale ændringer – helst ad demokratisk vej …" Demokratiet er dømt til at tabe kampen mod kapitalen, med mindre man bruger demokratiet til at indføre fundamentale ændringer. Men var demokratiet ikke netop i forhold til kapitalen 'en tabersag'? Eller hva?

Jeg deler fuldstændig Jans ønske om "en opdateret kapitalismekritik". Men det værd at bemærke, at kritik alene gør det ikke. Kritikken må have en retning. Og hvis ikke den skulle være en øget demokratisering, hvad skulle den så være? Hvad er alternativet?

Men så er vi faktisk tilbage ved Habermas, der lige fra sin tidlige bog om "Den borgerlige offentlighed" (og dens forfald) til sine aktuelle debatindlæg om EU har leveret teoretiske bidrag til denne demokratisering. De, der nu bebrejder ham, at han ikke i detaljer angiver praktisk-politiske handlingsanvisninger (hvilket kun delvis er korrekt), har vel selv en forpligtelse til at gøre en sådan indsats, hvis deres kritik ikke bare skal være blasert tilbagelænet.

Udgangspunktet for denne diskussion – som jeg bragte på bane - er stadig den omsiggribende lobbyisme i EU – eksemplarisk dokumenteret med vedtagelsen af det nye tobaksdirektiv – filosoffer kan så diskutere fordelingen af aktiviteterne på såkaldte legitime og illegitime systemer – hvilket for de fleste i livsverdenen nok vil være en overskuelig eksercits med et éntydigt resultat – på trods af en konstateret mangel på offentlig demokratisk debat – og den såkaldte herredømmefri samtale viser sig også her at være en ren illusion inden for de givne systemrammer af en pseudodemokratisk organisation som EU …

Et foretagende ingen mere burde kunne påstå gavner livsverdenen – men i dag også desværre må henregnes til systemverdenen – ligesom lobbyisterne – med det resultat, at systemverdenens rationalitetsform – formålsrationaliteten – trænger sig med postmoderniteten ind i livsverdenen og fortrænger i stigende grad værdirationaliteten, hvilket Habermas betegner som systemets kolonisering af livsverdenen – og hvilket igen truer livsverdenens sociale integration med risiko for udvikling af en række ”patologier” – læs bl.a.: voksende EU-modstand …

Så spørgsmålet er her, om Habermas og hans Kritiske Teori af ham selv bringes i anvendelse, når talen er om dette enkelte element – lobbyisme i EU – det er ikke lige til at få øje på i den forbindelse – hans akademiske EU-kritik er ikke særlig operationel – men ligner bare en hævet pegefinger over for en negativ udvikling, som for længst er nået hinsides alle hans værste forestillinger …

Hvis ikke demokratiet mobiliseres via skabelsen af – fundamentale - ændringer i kapitalens totalitære magtstrukturer – gennemført på demokratisk vis – altså en udvidet demokratisk kontrol - bliver det også fremover en tabersag for folkestyret – men udviklingen bevæger sig desværre stadig i den modsatte retning …

Hvad drejer diskussionen sig om?

Steen Nepper Larsen, der har skrevet artiklen, siger, at den drejer sig om, at Habermas "mangler i sine tidsdiagnoser for alvor at gå i diskussion med de tænkere, der forsøger at levere radikal kritik af kapitalismen". Det er givetvis rigtigt.

Habermas er pragmatiker. Han mangler ikke sympati for radikale forandringer, men – som Hegel – skepsis over for radikalitet uden forankring i realistiske muligheder.

De mange, der anklager ham for manglende radikalitet, kunne gøre os alle sammen en stor tjeneste ved at blive mere konkrete i deres eget bud på, hvad der skal gøres.

Konkretisering

Nu tilkommer det vel næppe EU-skeptikere – og slet ikke modstandere - at komme med forslag til forbedringer af EU’s mangelsygdomme – og derved være med til indirekte at legitimere et system, som burde være så politisk autonomt, at det af sig selv kan gøre op med f.eks. alle disse lobbyister man har rendende i korridorerne – for bare beskedent at nævne en enkelt dårligdom …

Her er der igen bud efter enhver EU-aficionado – som f.eks. en Habermas – Kant og Hegel eller ej – har de måske ikke mange fordærvede varer at sælge …

Molokken er ikke en gang i stand til at lave et transparent lobbyistregister – det er naturligvis også blevet saboteret udefra -

http://euobserver.com/institutional/116742

Inden længe bliver vi så vidner til næste gyser – en fælles patentdomstol – så kapitalen vil kunne patentere hvad som helst – og forfølge hvem som helst - næppe heller til gavn for livsverdenen – f.eks. når en Heinrich R. Jørgensen kommer til at opleve sin grønne trekant patenteret og skal hoste op med afgifter for fortsat at kunne skilte med den … :-)

Konkretisering #2

Da ingen har åbenbart har fundet anledning til at kommentere lobbyismens skadelige indflydelse på lovgivningen i EU – afsluttes med denne højst aktuelle gyserhistorie fra det virkelige liv i molokkens univers – et ny CO2-direktiv er blevet ”udsat” grundet tysk modstand – bilbranchen og mange andre kapitalinteresser styrer åbenbart miljøpolitikken - hvem havde dog regnet med det …

Tyske CDU har netop her i tolvte time modtaget et større pengebidrag fra BMW-koncernens ejere – hvorefter den tyske CDU-miljømister i EU sætter hælene i over for et nyt og skrappere direktiv for bilers maksimale CO2-udslip – et eksemplarisk tilfælde af – at EU’s politik kan købes af kapitalen – tyske Habermas må da kende til disse sager – hvis han da ellers følger med fra sit elfenbenstårn -

https://www.lobbycontrol.de/2013/10/grossspenden-der-bmw-grossaktionaere...

http://www.spiegel.de/auto/aktuell/eu-umweltminister-vertagen-streit-um-...

Derfor forekommer hans kritik af EU rent overfladisk – en akademisk intellektuel eksercits - uden konkret forankring i virkelighedens verden – hvor kun et enkelt eksempel – her lobbyismen – sætter det hele i et anderledes skarpt projektørlys …