Læsetid: 5 min.

At betragte andres lidelser

Man kan spørge til, hvordan de humanitære organisationer får mest i kassen. Men man kan også spørge til, hvordan de bidrager til en solidarisk offentlighed. I dag er humanitære kampagner stedet, hvor vi spejler og mærker os selv
Farvel til lidelsen. Billederne af den ekstreme lidelse er lagt på hylden. I dag er det den smilende fattigdom, der skal få den vestlige donor til lommerne.

Robin Hammond

16. november 2013

I biografen overhørte jeg for nylig en samtale mellem to veninder. Den ene var blevet ringet op af en sælger, fra Mellemfolkeligt Samvirke var det vist, som havde forklaret hende, at hun ville få et større skattefradrag, hvis hun hver måned gav lidt mere til organisationen. Kvinden var blevet irriteret. »Når jeg giver penge til et godt formål,« sagde hun til sin veninde, »gør jeg det jo ikke for at få penge tilbage. Jeg gør det heller ikke for at vinde en bil. Hvorfor kan man ikke få lov til bare at sige ’værsgo’, jeg vil gerne give de her penge’?«

Kvinden i biografen var ikke interesseret i det, hun selv kunne få ud af at give til humanitære organisationer. Det er ellers den vej, den globale solidaritetssektor bevæger sig. De humanitære organisationer konkurrerer om medlemmernes gunst og designer deres kampagner på den måde, de tror bedst holder på kunderne. Derfor får man en gave, med logo på, når man donerer penge til et godt formål. Samtidig bliver det mere og mere almindeligt at give til verdens fattigste blot ved at forbruge, som vi plejer. Etisk forbrug, som når man ved at købe en Carlsberg Kildevand donerer tre liter rent vand til Afrika. Er det en win-win-situation? Eller en narcissistisk form for solidaritet?

Mest det sidste. Det siger i hvert fald Lilie Chouliaraki i sin nye bog The Ironic Spectator. Hun er professor i medier og kommunikation ved London School of Economics og æresprofessor ved Copenhagen Business School.

I 1970’erne tog humanitære kampagner ofte udgangspunkt billeder af ekstrem lidelse. Billederne fra det hungersnød plagede Biafra er det tidligste og klassiske eksempel. Det ændrede sig i løbet af 90’erne, hvor vi så stadig flere billeder af en form for krisenormalitet. Fattige, men smilende børn og kvinder i Afrika eller Sydamerika. Billeder, hvortil organisationerne knyttede en livshistorie, så vi bedre kunne se dem for os som rigtige mennesker.

I dag, siger Chouliaraki, fortæller organisationerne os snarere om de gevinster, vi selv kan opnå ved at godgørenhed. Det kan være materielle gevinster som skattefradrag eller en Ford, men Chouliaraki interesserer sig mere for de følelsesmæssige gevinster, vi stilles i udsigt.

Få styr på julegaverne

At gøre godt for andre uden at forvente noget igen har altid været forbundet med en slags følelsesmæssig belønning af selvet. Det føles godt at gøre godt. Men det særlige ved solidariteten i dag er, at den har det vestlige selv som sit egentlige omdrejningspunkt. I dag skal kampagner helst inspirere os.

Vi er blevet mistænksomme over for store fortællinger om solidaritet og utilpasse ved billeder af nød – selv den nød, der smiler. Derfor er det sikrere for organisationerne at søge motivationen for den solidariske handling i donorernes følsomhed og selvrefleksion end i fjerne menneskers lidelser. Vi ved jo også godt, hvad det handler om, vi behøver ikke se alle de billeder, vi alligevel ikke ved, hvad vi skal stille op med, synes tankegangen at være.

Tidligere handlede solidaritet om medfølelse. I dag handler solidaritet om ironi, siger Chouliaraki. Ironi, ikke som kynisme eller spot, men som distance til virkeligheden for de mennesker, vi gerne vil hjælpe.

Distancen til en virkelighed uden for Vesten viser sig blandt andet i den journalistiske dækning af katastrofer, hvor vinklen som regel er et vestligt vidnes, og hvor man som menig betragter nogle gange ligefrem opfordres til at blogge om sin egen oplevelse af begivenhederne langt væk. Distancen viser sig også i de mange kampagner, der taler til os som forbrugere. ’Få styr på julegaverne. Nye flotte gavekort’, lovede Folkekirkens Nødhjælp sidste jul. Andre lover glæde og mere mening i livet. For Chouliaraki er denne selvspejlende trend tegn på, at det humanitære projekt er blevet posthumanitært.

Et politisk projekt

Når solidariteten har skiftet karakter og er blevet selvspejlende, er det, fordi den humanitære sektor i højere grad end tidligere fungerer på markedets og mediernes præmisser. Men også fordi organisationerne har taget kritikken af tidligere tiders humanitære kommunikation alvorligt. Mange mener, at den dramatiske fotojournalistik, der viser menneskekroppe på grænsen til døden, fratager de lidende deres værdighed. Den slags billeder driver rovdrift på medlidenheden, og gør os apatiske i stedet for engagerede, siger man. Omvendt har man kritiseret billederne af smilende børn for at sløre den radikale asymmetri mellem giver og modtager og for at fokusere på modtagerens taknemmelighed.

Det er i høj grad ved at betragte andres lidelser, at Vesten mobiliseres som handlende offentlighed. For Chouliaraki er det afgørende at vise problemerne med de selvspejlende kampagner, netop fordi humanitær kommunikationsstrategi er med til at skabe solidaritetens strukturer. Og dermed konturerne af senmodernitetens moralske orden.

Men der er ingen letkøbt kritik af de humanitære organisationer og deres kommunikationsstrategi i The Ironic Spectator. Chouliaraki tror på, at det humanitære projekt har en rolle at spille i en bedre verden. Angelina Jolies følsomme arbejde som FN-ambassadør kan bestemt kritiseres, men for Chouliaraki betyder det ikke, at kendiskultur må forkastes som humanitær kommunikation. På samme måde kan rutinepræget online-aktivisme godt beskrives som narcissistisk tilfredsstillelse, men ’kliktivisme’ kan også bidrage til en mere jordnær form for globalt medborgerskab.

På de sidste 10 sider giver Chouliaraki et interessant bud på, hvordan organisationerne kan bidrage til en egentlig solidarisk offentlighed i Vesten. Det er vigtigt at skabe empati for andre ved at se dem i deres egen sociale og politiske virkelighed. Men det er ligeså vigtigt, at vi som betragtere præsenteres for et argument. Hvad er det for ideer om global uretfærdighed, om kollektiv ansvarlighed og om politisk forandring, vi støtter, når vi donerer penge eller underskriver en appel? Er vi enige i de ideer?

Selv om det humanitære er blevet en politisk trylleformular, der legitimerer krige ved at kalde dem humanitære interventioner, er det humanitære projekt i dag apolitisk. Når danske politiske partier af enhver observans gerne vil optræde i Danmarksindsamlingen, er det, fordi det at gøre godt er helt løsrevet fra ideer om den bedste organisering af samfundet. Det humanitære projekt må politiseres, argumenterer Chouliaraki. Ellers opstår der aldrig den solidaritet, vi fortjener.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

For mig at se er det en "dem og os" filosofi, som ligger bag. Vi er de rige og de er de fattige. Og vi skal derfor hjælpe dem. Men det er stadigvæk en kristen godhedsindustri, der opereres med. Og en vestlig politisk og ideologisk skabelon, som lægges ned over måden at hælpe på. I og med de vestligt sindede ulande automatisk får hjælp, mens lande som ikke har (havde) Coca-cola reklamer, er blevet holdt hen. Vi - nogen af os - køber aflad ved at give hjælp til de fattige, men sammenhængen er tit fuldstændig uigennemskuelig. Skal diktaroriske lande, som stjæler af hjælpen, også have hjælp, skal lande hvor høvdinge har mange koner og gifter sig med 12-14 årige, skal de have hjælp? Spørgsmålene bliver helt overskuelige. Hvad med de lande som behøver hjælp til nogen af deres borgere, mens der samtidig er kvarterer med huse som får Strandvejen til at ligne skure og med Rolls Royce-biler i millionklassen. Og en retslig praksis, der holder de fattige hen i fængsler, mens de rådner op uden at komme for en dommer. Der er en masse problemer, som også holder landene hen i en situation, hvor de meget nødig vil opfattes som almindelige lønnet mennesker i deres samfund. For så mister de jo ikke alene hjælpen, men også forståelsen for at de er fattige. Det vil gå ud over folk i serviceindustrien, som langt hen ad vejen lever på forestillingen om at de hvide er de rige og de andre er de fattige. Og derfor gives der. Men hvad er fattigdom i lande med en anden kultur og et andet klima? Vi har jo også fattige i Danmark, men vil ikke se på vores egne som fattige og tvinger dermed et kristens calvinistisk skyldkompleks ned over dem: Det er deres egen skyld! De gider ikke at arbejde. Selvom der ikke er nok arbejde. Så derfor må vi se små udhungrede fattige, helst gravide unge, og børn som lever på lossepladser. Som når de flyttes med godhed, vender tilbage når godheden viser sig som tomme ideer om virkeligheden i den sammenhæng de lever. Politisk og socialt. Ikke et ord eller tv-serier om fattigdomsghettoerne i de vestlige byer, f.eks. i Madrid i Spanien. Eller for den sags skyld Danmark. Samtidig er det jo også en fed tjans, at være ansat i FN's hjælpe industri. Lønnen er god og man bor ikke dør om dør med fattigdommen i al sin hæslighed. Igen både politisk og socialt uigennemskueligt, hvad der egentlig sker med de penge som man giver, fordi man gerne vil hjælpe og fordi der er mennesker, som stadig har evnen til at have ondt af deres medmennesker. Man aner det ikke.

Laust Holst, Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Endelig kan man spørge, hvem solidariteten er med. Jeg føler, formålet fortrinsvis er solidaritet med de, der har behov for styrkelse af eget selvværd med gratis solidaritet. Desuden føler jeg, mange humanitære organisationer tjener på andres nød, og blev mere udfarende, efter den foregående regering stillede folkelig opbakning som betingelse for statsstøtte. Fundraiserne i callcentre og på gader i danske byer risikerer jo intet andet end afvisning, men befinder sig langt fra de nødlidende. Sjovt nok giver de ikke engang mulighed for at finde informationer om organisationerne, de repræsenterer, men kræver øjeblikkelige svar.

Som jeg husker Danmarksindsamlingen på tv, var det mest en reklameplatform for danske virksomheder og for kendte mennesker, der tog imod telefonopkald fra private.

Noget af det værste er sådan set bevidstheden om, at uanset hvor meget vi betaler, kan vi ikke redde alle nødlidende i verden, og det i realiteten er værre at give lidt end slet intet at give.

Laust Holst, Katrine Visby, Jens Overgaard Bjerre, Troels Ingvartsen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar

Ikke alle steder er det humanitære apolitisk, Kina har for eksempel nægtet at hjælpe Filippineren, på grund af politiske tvister. Endnu et godt eksempel på, at Kina's regering indirekte prøver at sprede sit diktatur i regionen. Hvad mon der forventes af EU fra kinesernes side, hvis kineserne skal investere her?.

Mr Pesek, skrev dette i en Amerikansk nyhedsklumme, som jeg aldeles giver ham ret i.

One reason China's efforts to develop its soft power have failed is the utilitarian way Beijing approaches the rest of the world. Instead of using culture, adept diplomacy and trashy movies to seduce other countries, China hands out cold, hard cash. All the investment poured into railways in Indonesia, tunnels in Brazil, power grids in Cambodia, hydroelectric projects in Laos, bridges in Vietnam, roads in Zambia, factories in Malaysia, airports in Myanmar, and mining rigs in Uzbekistan comes with a high cost. In return, China demands complete docility. That's the message being sent to the Philippines now.

At fortsætte velgørenheds cirkusset som hidtil er da i den grad politisk!

Nemlig at fastholde den bestående verdensorden med os og dem. At den så i sin yderste konsekvens skal serveres over aftenkaffen som reklamefinancieret velgørenhed og med "hyggelig" underholdning til (Danmarksindsamlingen) viser blot hvor grotesk og ikke-eksisterende vores såkaldte solidaritet er.

Selvfølgelig er dette et politisk emne. Helt banalt handler det blot om en retfærdig fordelingspolitik både lokalt og globalt og det kan sammen med miljøpolitikken kun gå for langsomt med at få sadlet om!

Der er kyniske mennesker, med store multinationale selskaber, der er ude for at finde ressourcer i jorden, der er fuldstændig ligeglade med menneskeliv og lidelse. Ja de kan slet ikke se fidusen i at hjælpe dem, hvis de ikke får afkast ud af det. De sidder i al hemmelighed og ryster lidt på hovedet af folk, der donerer penge til de nødlidende. Kun hvis det giver bedre publicity vil de hjælpe for deres eget gode rygtes skyld.

Disse store grådige selskaber rundt om i verden er et kæmpe problem. For det er dem, som virkelig kunne rykke, hvis de ville. Hvis de fattige lande fik de samme vilkår som de vestlige lande, når man ser på priser og lønninger kunne de få en bedre levestandard.
Dem som udnytter den meget billige arbejdskraft i Asien, dem som tager af Afrikas værdifulde mineraler alt for billigt , og dem som driver rovdrift på Amazonas regnskov.
Så længe de får lov til bare at forsætte med at udnytte verdens fattigste (og de kan jo kun have interesse i at bevare dem i fattigdom og uvidenhed), så kan vi samle ind lige så tosset vi vil.

Efter Kræftens Bekæmpelses store indsamling her i sidste måned, kunne det være interessant for befolkningen at se præcis hvad de mange millioner er gået til.

Jeg synes der blev meget tavst efter deres million-indsamling. Kunne man ikke forestille sig at man kunne få offentliggjort regnskabet, eller få aktindsigt i det, og se om det har båret frugt.

Det er jo trods alt befolkningens penge, ikke sandt.

Troels Ingvartsen, Martin Pedersen og Poul Eriksen anbefalede denne kommentar

Katrine Visby, du har helt ret i at (multinationale) virksomheders første prioritet er at være rentable. Jeg synes du skulle tage et par år på en handelsskole og så komme tilbage og fortælle mig at virksomhederne kan rykke hvis de vil.

Nej, det kan de altså ikke.

Hvis deres afkast bliver mindre fordi de klatter pengene væk på noget som ikke bidrager til rentabiliteten, så risikerer de at investorerne flygter. Og investorerne er altså ofte ganske almindelige mennesker som du og jeg, der får en opgørelse fra vores investeringsforening eller pengeinstitut en gang om året, hvor vi kan se hvordan det gået. Og hvis det går skidt, så trækker vi pengene ud. Det samme sker hos pensionsselskaberne - de trækker også deres milliardinvesteringer ud, hvis ikke investeringer hjælper dem til at levere det pensionsafkast som deres kunder forventer.

Så nej, det handler ikke om at der sidder griske røvhuller fra CBS i verdens virksomheder. Det handler om at de passer det arbejde de er ansat til. Du ville nok heller ikke betale fuld pris for en håndværker, hvis han brugte halvdelen af sin fakturerede arbejdstid på drikke kaffe med dine naboer, fordi pensionisters ensomhed lægger ham nært.

Men du skal være velkommen til at stifte en investeringsforening hvor man kan sætte sine surtopsparrede skillinger ind, uden at få noget som helst i afkast udover god samvittighed.

Martin Olafssen

Eksempel: Hvorfor skal Red Barnet GS Mimi Jakobsen have omkring en million i løn, hvorfor har Red Barnet i huse i et palæ til 50 mil. (100 ?) med mindst 100 PH lamper af 30.000 kr. stykket. Jeg finder det usmageligt.

Katrine Visby, Per Torbensen, Peter Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Niels Buus,
Nej, jeg har ikke læst på CBS, så der er noget jeg ikke ved der.
Jeg kan huske at jeg så en udsendelse om en virksomhed nede i Afrika, der udvandt kobber.De havde fundet en måde at undgå at betale skat på, og de havde mere eller mindre bestukket borgmesteren i byen. Mange af dem i den by var meget fattige.
Der var en advokat fra Storbritanien dernede, som kæmpede for at få firmaet til at betale mere i skat til byen,så de kunne få en bedre økonomi. Det var i det hele taget et fænomen, som var meget udbredt.

Men det gør jo ikke det hele bedre at investorerne, som du siger er helt almindelige mennesker, er grunden til, at virksomhederne er tvunget til at lave maximum profit uden humanitære hensyn.
Så er det jo dobbeltmoralsk af folk at de donerer penge til de afrikanske nødlidende, men samtidig investerer i en virksomhed i Afrika, der ikke betaler skat.

Det kunne godt være at dette mere er et politisk spørgsmål.
Jeg kan bare konstatere, at der stadig er stor fattigdom i Afrika. Vi bryder os ikke om at se det, men tingene er nødt til at være sådan fordi vi skal alle gøre det, der er mest rentabelt for os. Så kan vi jo så som en slags lappe-løsning sende lidt nødhjælp istedet.
Ja, det er naivt af mig at tro at en virksomhed vil tage ned til Asien eller Afrika og sige: ved I hvad, vil I ikke tage mere for jeres ydelse her, fordi det er så synd for jer.
Det skal de forlange selv.

Michael Kongstad Nielsen

At betragte andres lidelse er normalt alarmerende, og vil normalt føre til øjeblikkelig handling. Det gælder dog ikke i klimaspørgsmålet, for der vil handlingen betyde, at alle skal lægge deres eget liv om. For at undgå den rædsel, kaster man en del penge efter ofrene, - penge, der er tjent på lidelsens baggrund.

Kasper Milius Brandt

Martin Arne Olafson: Jeg er som sådan enig med din udmelding, men det er jo forkasteligt, at vi implicit accepterer, at mennesker der ikke har med humanitært arbejde at gøre, ikke skal i den kritiske kødhakker. Det faktum, at vi blindt retter kritikken mod organisationerne for fejl, og ikke på de, der helt bevidst - og gennem generationer - systematisk har udtømt statskasser, for at (mis)forbruge og for netop ikke at tænke længere end til hvor egen næse rækker. Egoismen accepterer vi altså som et nærmest eksistentielt vilkår i mennesket, men den medmenneskelige tankegang (hvad end den gavner eller ej) skal kritiseres til grunde for at have dyre lamper, hvilket legitimere den kyniske holdning, som tydeligt afspejler vores eget samfund og hjælpen af svage sjæle i dette, både mht. offerrollekritik og fattigdomsafvisning).

Mona Jensen, jeg er helt enig med dig, trods min ovenstående svada.
Slavoj Zizek fremstiller en glimrende diagnose: http://www.youtube.com/watch?v=hpAMbpQ8J7g.
En gennemsyrende samfundsændring, som er domineret af et revideret menneskesyn er en absolut nødvendighed, hvis problematikken nogen sinde skal komme til livs og på nogen måde afhjælpes.

Martin Olafssen

@Kasper Milius Brandt
I det omfang, jeg forstår din kommentar korrekt, mener jeg ikke at medmenneskelige forhold skal kapitaliseres, hverken personligt eller erhvervsmæssigt, så jeg ser intet modsætningsforhold mellem at kritisere dem og de "rigtige" kapitalister. NGOer og anden godhedsindustri er jo netop blot en del af kapitalismen. Så al nødhjælp og omfordeling af rigdom bør naturligvis være et statsligt anliggende.

Spørgsmålet er så om man i det hele taget kan snakke om ikke medmenneskelige forhold eller der er tale om manglende evne eller vilje til at se på årsags sammenhænge? En PC fx til 5000 kr. kommer jo ikke af sig selv.

Kasper Milius Brandt,

du har - fuldstændig - ret, uden et - radikalt - ændret menneskesyn kommer vi ingen vegne! Til gengæld bliver det op ad bakke, al den stund at ægte altruisme KUN findes mellem det helt spæde individ og dets nærmeste omsorgsgiver. I alle ANDRE relationer kommer egennytte og noget for noget ALTID i spil!

Dem der virkelig har behov for støtte, i DK eller hvor som helst i verden, må belave sig på, at skulle bidrage til DEN ÆDLE GIVERS selvfølelse, selvretfædighed og bedreværd! Set i det lys kan det højst forarge, næppe undre, at så lille en procentdel af såvel indsamlede midler som udgifter til velfærd (over skatter) 'slankes' så voldsomt, før de når den formodede 'destination'?

Eksempel: ( jeg har stor respekt for det vigtige, meget krævende job, som socialrådgivere har) i dagsgspressen, har man kunnet læse at socialrådgivere 'kun' har klientkontakt i 1/4 af deres arbejdstid. Med kendskab til HVOR krævende det er at arbejde med med mennesker, der er kommet i knibe, kan en halv snes 'konfrontations' timer om ugen godt være det en gennemsnitlig socialrådgiver kan holde til? Alligevel høres 'beklagelser' for alt dette 'papirarbejde' som med lidt ond vilje, må anses for mindre krævende end klientkontakt?

Der er der næppe forskel på læger, sygeplejersker, socialrådgivere eller 'velgørende' institutioner?

'At betragte andres lidelser'; "Regarding the pain of others", er også en kort bog af fotografen Susan Sontag. Nu da jeg læste den for mange år siden, tog jeg budskabet i bogen med mig at andres smerte er meget svært at kommunikere. Uanset distancen som i historiske eller til aktuelle begivenheder.

Jeg blev netop mindet om en tekst jeg skrev i sin tid.. En aften efter en TV-avis... Tillad mig at dele den herunder...

"
Tv-avisen er netop rullet over skærmen. Dækkende nyheder fra både ind- og udland. Fra Nordjylland over Libyen til Japan. Den store geografiske forskel til trods rummer indslagene basalt set det samme – nederlag, forbrydelse og håbløshed. De er alle skræmmebilleder fra en verden, hvor jeg i går brugte kr. 188,- på aftensmaden. Jeg fik blandt andet lufttørret skinke fra Italien og to forskellige oste. Ren luksus tilnærmelsesvis.

Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange måltider at beløbet kunne dække i Afrika, Indien og Asien. Til trods for at jeg finder det interessant, og nærmest påkrævet, at overvære Tv-avisen, ender jeg ofte med en lidt tom fornemmelse efterfølgende. Ikke fordi at journalistikken ikke er dybdegående og relevant. Nej, det er på grund af den ligegyldighed som kan anspores i vores kontrasterende hverdag. Og her tænker jeg på lande af Danmarks karat. Vi har det godt og lever et liv hvor de store udfordringer kan være at sammensætte aftensmaden på ordentlig vis, hente børnene i dagsinstitutionen inden kl. 17 eller komme ned i det samvittighedsgodtgørende træningscenter. Ting der er komplet idiotiske når man sætter dem op mod problemstillinger i tredje- og fjerde verdens-lande. Det er det som Tv-avisen kan – og gør.

Ubevidst eller bevidst tvinger indslagene nogle af os til at forholde os til den faktuelle virkelighed. Problemet er blot at vi vel gør for lidt for at udbedre de store og rigtige problemer. Og det gælder os alle. Alle folk i økonomisk velfunderede samfund gør for lidt. For vi er luksusliderlige mennesker, der af og til får løftet hagen op via en donation i et Tv-show, der eksempelvis pryder titlen ”Danmarksindsamlingen”. Jeg gjorde det selv. Jeg sendte en SMS – betydende at jeg donerede kr. 150,- til bekæmpelse af fattigdom i Afrika. Ethundredeoghalvtreds kroner.

Jeg købte aftensmad for kr. 188,- i går.
"

@ Levi Jahnsen

Jeg tror at du misforstod pointen... desuden er det så langt fra min vante aftensmad. Jeg er formentlig tilhørende de lavest lønnede grupper i DK..

Men glæder mig at høre om din bekendte. Havde også gerne bidraget med mere - men svært uden noget at tage af.