Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Beværtet: L'estragon

Fransk på den ukrukkede måde. I det aarhusianske latinerkvarter serverer lillebitte L’estragon fremragende mad i hyggelige omgivelser, der kan fjerne selv den værste gang søndagsblues
Intimitet. Man sidder tæt på den lille aarhusianske restaurant, men akustikken er god, så hvert bord kan passe sit.
Moderne Tider
2. november 2013

Når alt kommer til alt, findes der to slags mennesker. Dem, der elsker søndagen med alle dens rundstykker, sløve tempo og Broen-afsnit, og så dem, der hader ugens syvende dag for al dens søndagsblues. Jeg hører til dem, der frygter søndagens komme, hvordan verden går i stå, gaderne lægges øde, og dagen aldrig rigtig kommer i gang, før den er ovre.

Måske er det til ære for dem med tilbøjelighed til akut søndagsdepression, at L’estragon gør sit bedste for at lokke aarhusianerne ud på hviledagen med et særligt søndagstilbud, hvor man for 444 kroner får fem retter mad – kokkens valg, og primært økologisk – med tre tilhørende glas vin.

I næsten tre årtier har man kunne finde L’estragon på samme adresse i Aarhus’ latinerkvarter i et lokale så småt, at der højst kan være 22 spisende gæster ad gangen. Man sidder tæt på L’estragon, næsten så tæt som på udendørscafeerne i Paris’ sommergader. Her er hyggeligt og intimt, men med så fin akustik, at man slipper for at være med i nabobordenes samtaler.

Ingen fransk snobberi

En venlig tjener præsenterer vinen, der ledsager aftenens første ret. Det er en frisk og sprød økologisk Sauvignon Blanc fra Castilla La Mancha i Spanien, som vi skåler i inden serveringen. Retten er en lille, let salat, som består af rimmet kuller, fennikelmayo, raddicio – både rå og syltet, druer, gule beder og tørrede øllebrødschips. To små tern af torskemousse ligger også og putter nede i glasskålen. Den ene au naturel, den anden – og endnu bedre – med ramsløg.

Vi komplimenterede druerne, som gav en fin sødme og syre til den fede torskemousse og den velsmagende kuller, og vores tjener sagde begejstret, »at det var, fordi druerne kom ude fra drivhuset«. En sød og herligt ukrukket bemærkning, ligesom resten af betjeningen skulle vise sig at være.

På L’estragon er der ingen l’escargots, confit de canard eller bouillabaisse, for trods det franske navn og koncept, kalder man svin for svin, suppe for suppe, mos for mos.

Næste servering er ligeså vellykket og består af to smeltende bløde kammuslinger smørstegt til perfektion ledsaget af et potpourri af jordskokker. Her er både en varm, nøddeagtig jordskokkemos, et par skarpt syltede jordskokker og nogle sprøde, salte jordskokkechips. Hertil lidt frisk æble og nogle ristede kikærter. Virkelig fin ret, som min ledsager og jeg kun havde et lille men til: Kikærterne, som der var for mange af, og som smagsmæssigt ikke bidrog med noget særligt. Det smukke var, at vi jo så bare kunne lade dem ligge på tallerkenen og skamme sig, mens vi nød den øvrige ret, som blev skyllet ned med et stort sommerduftende glas rosé på tempranillodruer, som også skulle holde næste ret ud.

Rolls Royce-fisk

Med tredje servering forsatte vi i kategorien ’alt godt fra havet’ med en hummersuppe, hvori dråber af fennikelolie flød rundt og nussede om et par stykker pocheret torsk og gulerodsbånd. Suppen smagte først sødt, så kraftfuldt og til sidst så tilpas stærkt, at den krydrede varme næsten kompenserede for, at suppen desværre blev serveret 10 grader for kold. Torsken, til gengæld, som i min verden er en Rolls Royce-fisk, var perfekt tilberedt og gjorde gode ting i den cremede suppe, som fik bid af de sprøde gulerodsbånd.

Meget betænksomt indlagde vores tjener herefter en lille pause i flowet til maveslåning, eller hvad man nu gør i sådanne spisepauser. I en tid, hvor nordisk indretning er the shit og allestedsværende, er det fedt at sidde på rustikke L’estragon, som med sine høje mørke træpaneler, sit messingindfattede glasloft og håndmalede porcelæn sender tankerne på ferie. Det eneste, der forstyrrer ferien, er en fløjtespiller på speed, som triller ud af højtalerne i alt for lang tid. God spisemusik er den, man ikke lægger mærke til.

Næste ret består af nakkefilet fra en glad gris, som i egen sky har lavet en velsmagende sauce til små kartofler, svampe, en halv pastinak og en lun grøntsagspuré. Hertil serveres et glimrende glas afkølet rødvin fra Cotes du Rhône lavet på syrah og grenache. Grisen er dejlig mør, pastinakken sublim og alt i alt en ret så fin, at den bør fejres med kaffe og dessert, selv om bukserne er begyndt at stramme.

Søndagsfest

Til dessert får vi et lille stykke hvid chokoladekage med æbleparfait, bærcoulis, en æblekompot og et par kugler æble marineret i sukker og citron. Tallerkenens højdepunkt var uden tvivl parfaiten, som med sine friske æbletoner gav syre til den søde chokoladekage, som desværre hverken havde nogen særlig spændende smag eller struktur.

Det er meget små fodfejl, der er tale om på L’estragon, og noget siger mig, at restauranten formår at fastholde sit høje niveau, for knap 30 års forretning tyder på stabilitet og kvalitet. Vi kommer af med 938 kroner for fem retter mad, tre glas vin og en stor kande kaffe, hvilket må siges at være alle pengene værd. Afslutningsvist blot: Til de, der siger ’kom hviledagen i hu’, siger jeg pjat! Gør som L’estragon, prop en rosé, rim en fisk, kog suppe på en hummer og gør søndagen til en fest.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her