Læsetid: 6 min.

En blodig nordisk militærhistorie

Hvor Den Spanske Borgerkrig var den begivenhed, der samlede venstrefløjen i Europa, så fandt højrefløjen sit fællesskab i den finske Vinterkrigen. Blandt disse trak 1.010 frivillige danske mod nord. Den historie fortælles i ny bog om Finland under Anden Verdenskrig
De frivillige. Danske soldater vender hjem fra Finland i marts 1940. 150 af de godt 1.000 danske frivillige meldte sig senere til tysk krigstjeneste. Af dem faldt omkring en trejdedel på østfronten.
16. november 2013

Den spanske borgerkrig i 1936-39 blev den begivenhed der for alvor definerede Europas venstrefløj herunder den danske som fascismens indædte modstykke. Determinerede som digteren Gustav Munch Petersen drog af sted, 500 i tal, og kæmpede ved fronterne i Andalusien og Castilien. Flere faldt i kampen mod Franco og nazisterne og den italienske fascisme, der militært bistod de frankistiske oprørere.

Hvor venstrefløjen og den kulturradikale elite således fandt sammen i den politiske kamp subsidiært i den internationale brigade mod en højst håndgribelig fjende i Spanien, fandt højrefløjen deres fællesskab og fylke i Vinterkrigen 1939-40, og hvad deraf fulgte. Sympatien for Finland lå lige for: Et fredeligt og (nogenlunde) demokratisk nordisk samfund, ansigt til ansigt med det aggressive vældige Rusland – David og Goliat. Dertil kom den frygt og afsky, som kommunismen pr. automatik udløste i brede kredse. Her var den konfrontation, man havde ventet. Det skal dog siges, at vreden over Sovjets indmarch i Karelen og efterfølgende bombardementer af finske byer hurtigt blev et fælles anliggende i de skandinaviske folk.

De finlandsfrivillige

1.010 frivillige danskere trak mod nord, hvilket medregnede en dansk ambulance ledet af den senere modstandsmand professor Ole Chiewitz. På den mere krigeriske front stod von Schalburg samt flere andre, der også siden meldte sig til Frikorps Danmark. Et par danske marinepiloter deserterede for at flyve kampfly mod russerne. Den ene blev dræbt den anden kvæstet. De fleste frivillige på noget nær politisk pilgrimsfærd kom dog aldrig i kamp. Flere danskere, der drog af sted for at slås mod kommunisterne på finsk side, tilhørte ikke just blomsten af dansk demokratisk tolerance.

Den danske indsats viste sig snarere i medierne. Teologen og journalisten Peter de Hemmer Gudme var i den henseende fremtrædende i det internationale pressekorps i Finland. Gudme var med i den finske frihedskrig i 1918 og derfor fortrolig med landet og dybt engageret. Da Finland i 1940 gav op, skjulte Gudme ifølge en kollega hovedet i armene og »græd som et barn«. Episoden fortalt for at fremhæve den emotionelle solidaritet med finnerne, en udbredt følelse i perioden parret med animositet mod kommunismen og frustrerende magtesløshed foregribende verdenskrigens fladtromlen af små nationer.

Krigens grundlag

Konflikten mellem det tilsyneladende svage Finland og det mægtige Sovjet udsprang af Stalins krav til finnerne om afståelse af relativt få og små grænseområder, samt sovjetisk ret til at bygge fremskudte militærbaser på strategiske steder: Hangö og et par øer i den finske bugt.

Om hele denne historie og krigen så nær vore breddegrader og et folk i den nordiske familie har forfatteren Claes Johansen skrevet en fortræffelig bog, Finland og den totale krig 1939-45, en fremstilling, der dækker alle krigens hjørner, inklusive den beskedne danske indsats. Og som ikke mindst lægger vægt på de ofte oversete sovjetiske realpolitiske overvejelser bag den væbnede udgang på konflikten. Denne nøgternhed er velgørende helt ned i den dokumenterede detalje, samt i kompetente vurderinger og konklusioner.

Som verdenskrisen spidsede til, og Hitlers salamitaktik stadig mere lignede optakten til en storkrig, ønskede Stalin og hans folk med udenrigsminister Molotov som leder af forhandlingerne for enhver pris at sikre sig mod angreb fra den sårbare baltiske kant. Den finsk-russiske grænse lå kun 30 kilometer fra Leningrad. Russerne frygtede ikke alene en tysk invasion på den finske kyst, men såmænd også en engelsk og/eller fransk.

Glemt var ikke de vestlige magters modvilje mod de røde, endsige den konservative britiske regerings slet skjulte drøm om et sovjetisk sammenbrud so oder so. Finland, dvs. Karelen var et oplagt opmarchområde mod Sovjetunionen.

Russerne fremførte deres krav i langvarige og vanskelige forhandlinger med finnerne, hvis udsendte med den fremtrædende diplomat og politiker Juho Paasikivi i spidsen indså det formålstjenlige i at give sig et stykke ad vejen, og inden russerne forlangte mere. Men den finske regering afviste enhver indrømmelse, ethvert kompromis, uanset analyser der tydede på, at de sovjetiske krav ikke ville medføre øvrige afståelser af finsk suverænitet.

Sovjet opfattede de baltiske lande som klart interesseområde, men betragtede Finland som et nordisk land, ikke del af Baltikum og i den forstand som en nation uden for egentlig sovjetisk sikkerhedssfære. Finnerne kunne formentlig have undgået meget ved at gå mere kompromisvilligt til værks.

Sovjet invaderer

Imidlertid var den finske opinion i den forholdsvis nye nation i den grad nationalistisk bearbejdet af politikere og presse, at mellemveje ikke mere var farbare; stemningen mindede nærmest om den danske fejlvurdering af egen ret og potens i 1864. Kamp frem for kompromis, ingen slinger i valsen. Forhandlingerne brød sammen, og Sovjet faldt ind i Finland med overvældende styrke.

Medfølelsen med finnerne var tilsvarende heftig, omend uden afgørende konsekvens andet end udtalt had mod kommunisterne.

Et dansk koryfæ, Martin Andersen Nexø, havde som en af de få udvist forståelse for det kampskridt: »Enhver dansker der har ærlighed i livet, må være glad for det som sker omkring Østersøen. Med Østersøen som et lukket tysk indhav ville vi sikkert have set vor bedste tid som frit folk: Det vil måske en dag gå op for alle danskere, hvor nær vi har været ved udslettelsen, og hvad vi derfor skylder Sovjet og den Røde Armé.«

Helt hen i vejret var Nexøs opfattelse sådan set ikke, men lidet hjalp den slags spådomme, og kommunist var han jo. Harmen blussede op. De Konservative, forlangte Nexøs understøttelse på Finansloven inddraget. Christmas Møller, der trods glødende sympati for det finske ikke brød sig om folkedomstole modsatte sig dog som konservativ formand repressalier mod Pelle Erobrerens pludselig så forhadte ophavsmand. Men folkestemningen var klar.

Nexø såvel som den tolerante konservative leder og mange andre vidste godt, at Finlands forbindelser til Tyskland var tætte, uden at man af den grund kan beskylde finnerne for at have næret nazistiske sympatier. Men tætte var de, og tættere blev de. Sympatien med Finland fik hermed sine disharmoniske undertoner af det tyskvenlige.

Krigen trak i langdrag trods talmæssige sovjetiske overmagt. Stalin havde udrenset 90 procent af sit officerskorps, resten var middelmådigt.

Den store fortælling

Dertil kom den finske vinter med ufremkommelige skove for motoriserede styrker, samt soldater uden ski og vintertøj. De sovjetiske tabstal blev forfærdende. Men trods alle russiske tilbageslag var krigen takket være styrkeforhold og våbenteknologi mere eller mindre afgjort på forhånd.

Den finsk-russiske konflikt faldt i tre faser: Vinterkrigen 1939-40, Fortsættelseskrigen 1941-44 da finnerne efter Tysklands indmarch i Rusland gik i offensiven for at generobre det tabte, og endelig Laplandskrigen 1944-45 hvor de finske styrker vendte våbnene mod de tyske allierede.

Historiske fremstillinger og gængs opfattelse har jævnt hen anlagt et dæmoniserende syn på russerne og et heroiserende på finnerne uden mange dialektiske dimensioner. Denne fordeling af ret og vrang kan med Stalin i førersædet dengang have sine gode grunde. Konstatering af det dæmoniske, betonkommunisme og voldelig militært overgreb er blot ikke tilstrækkelig forklaring på krise og krig.

Russerne havde jo noget at have deres bekymring i. En overvejende nationalistisk historieopfattelse har ydet disse nuancer trange kår, og den heroiserende fortælling anfægtes ikke gerne.

Man kan roligt tale om en stor finsk fælles fortælling om offerrolle og overfald, en udlægning af den skæbnesvangre periode med uhyre distræt skæven til mindre flatterende sider af virkeligheden og den finske krigsførelse, samt til den finske regerings usmidige adfærd i 1939.

Efter 1945 kom opgøret behersket af den kendsgerning, at finnerne nok samarbejdede med tyskerne, men ikke faldt for nazismen og eksempelvis totalt afviste tyskernes krav om mishandling af de finske jøder.

Krigen kan med Claes Johansen ved hånden opfattes som en tragisk fejltagelse. Finland tabte 10 procent af sit territorium, godt 97.000 finner omkom, og landet fik et indre flygtningeproblem på 400.000 fordrevne.

Finland blev under Den Kolde Krig nok finlandiseret, som man sagde, hvilket betød, at Sovjetunionen ikke tillod udskejelser. Sovjet fastholdt opfattelsen af finnerne som nordisk nation uden for håndfast sovjetisk magtsfære – ganske vist i snor og placeret i periferien af Norden og Europa

Men Finland beholdt i modsætning til lande i den centrale sovjetiske interessesfære indre suverænitet.

For nu at spille djævelens advokat måske også, fordi Sovjet havde erfaret, hvad det kostede at tirre den finske bjørn i de store skove.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brian Pietersen
  • Christian Harder
  • Per Torbensen
  • Ernst Enevoldsen
  • Niels Mosbak
  • Steen Sohn
Brian Pietersen, Christian Harder, Per Torbensen, Ernst Enevoldsen, Niels Mosbak og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Til Metz' fine artikel kan tilføjes, at Finlandsbegivenhederne næppe kan forstås uden den meget blodige borgerkrig i 1918 mellem en overvejende svensktalende borgerklasse og en overvejende finsktalende arbejderklasse, som førstnævnte vandt efterfulgt af et nationalistisk styre i tidens ånd og voldsomme repressalier.
http://da.wikipedia.org/wiki/Den_finske_borgerkrig

Benjamin Bluestone

"Sovjet opfattede de baltiske lande som klart interesseområde, men betragtede Finland som et nordisk land, ikke del af Baltikum og i den forstand som en nation uden for egentlig sovjetisk sikkerhedssfære. Finnerne kunne formentlig have undgået meget ved at gå mere kompromisvilligt til værks."

Det er da ikke helt rigtigt. Finland havde loesrevet sig fra Rusland i 1917, og som artiklen rigtigt siger, saa laa Karelien og den finsk-russisk graense jo kun 30km fra Leningrad. Det ville saa i allerhoejeste grad vaere i Sovjets interesse at faa mere tilbage af Finland end bare et par smaaoer for at skabe sig en sikkerhedszone. Det viste jo sig at vaere sandt, da der i Artikel 1 af de hemmelige protokoller af Molotov-Ribbentrop-Pagten af 1939 stod skrevet foelgende:

"In the event of a territorial and political rearrangement in the areas belonging to the Baltic States (Finland, Estonia, Latvia, Lithuania), the northern boundary of Lithuania shall represent the boundary of the spheres of influence of Germany and U.S.S.R."

Jeg tror ikke at Finland havde faaet noget godt ud af at give efter til Sovjet. Tjekkoslovakiet fik jo ikke meget ud af at "kun" give Sudetenland til det andet store terrorregime i Nazityskland i 1938. De mistede resten meget hurtigt bagefter. Og Estland, Letland og Litauen, som ogsaa havde vaeret en del af det russiske imperium indtil 1918, endte med at blive en del af Sovjetunionen frem til 1989. Jeg tror ikke at det ville have gaaet finnerne anderledes hvis de havde gevet efter til Stalin.

Peter Ole Kvint, Lars R. Hansen og Thomas Krogh anbefalede denne kommentar

Polen glimrer af en eller anden grund ved sit fravær, i fremstillingen af samtiden. Umiddelbart før vinterkrigen havde de to diktaturstater jo ellers i skøn samdrægtighed delt polen mellem sig, og det må have været svært at se Sovjetunionens ageren som noget som helst andet end et forsøg på at genskabe det gamle zarrige.
Det må være Claes Johansen, der har givet Metz det indtryk, at russernes krav om få og små landafståelser, og ret til baser i den finske del af bugten, var "vort ultimative krav", men det lyder nu usandsynligt, at russerne virkeligt skulle have været seriøse. Snarere var det krav, som russerne vidste, at finnerne ville sige nej til, og det kunne så udløse den af russerne ønskede krig. Et godt gammelt prøvet provokationstrick. Operationen lykkedes jo for så vidt, at Finland efter krigen blev om ikke et storfyrstendømme, så en ekstremt kontrolleret nabo, der med Kekkonen i spidsen aldrig sagde noget, uden det var afstemt med russerne.