Læsetid: 7 min.

Demokratisk revolution

I dag mener mange, at vi lever i jantelovens skygge, hvor ingen må skille sig ud fra hoben. I midten af det 19. århundrede rejste en fransk adelig til USA og så, at lighed var det nye sociale vilkår, der fra nu af ville bestemme alt fra styreform til dagligliv. Alexis de Tocqueville leverer en af de mest skarpsindige analyser af de demokratiske nationalstater
Profetisk. Slaver laster bomuld i New Orleans omkring 1850. Slaveriet var virkelighed i det USA, Tocqueville besøgte, og i sine beskrivelser vurderede han slaveriet til at være en kilde til fremtidige konflikter.
	Samtidig radering/Scanpix

Profetisk. Slaver laster bomuld i New Orleans omkring 1850. Slaveriet var virkelighed i det USA, Tocqueville besøgte, og i sine beskrivelser vurderede han slaveriet til at være en kilde til fremtidige konflikter.
Samtidig radering/Scanpix

9. november 2013

Informations Forlags udgivelse af Alexis de Tocquevilles store tobindsværk Demokrati i Amerika er en glædelig begivenhed, for værket er en af de mest skarpsindige analyser af, hvorledes de vestlige samfund etablerede sig som demokratiske nationalstater i kølvandet på opgøret med de aristokratiske ulighedssamfund, der ellers havde præget Europa i århundreder, og som havde formet alt fra det mest fælles i kongemagt og kirkemagt til det mest intime og private i menneskets selvopfattelse og livsførelse. Tocqueville undersøger, hvorledes den moderne stat og det moderne menneske opstår, og han spørger til både demokratiets kulturelle forudsætninger og til demokratiets konsekvenser for kulturen.

Tocqueville var fransk adelig og levede fra 1805-1859. Hans familie havde været undertrykt under postrevolutionære terrorregime, men fremfor at tilslutte sig dem, der afviste alt omkring Den Franske Revolution, så udviklede han sin politiske tænkning i vadestedet mellem det aristokratiske og det liberale. Hans frihedsbegreb og menneskesyn er formet af aristokratiske værdier om uafhængighed og storslåethed, men det virkeligt fascinerende ved ham er hans forsøg på at oversætte eller opdatere disse værdier til en tidsalder bestemt ved aristokratiets modprincip: lighed.

USA er Europas fremtid

Demokrati i Amerika er opdelt i to bøger, og hvor første bog udgivet 1835 groft sagt handler om USA’s politiske forhold, der handler anden bog udgivet fem år senere om dets åndelige og kulturelle liv. Sideløbende hermed reflekteres der særligt i andet bind over lighedens vilkår og udtryksformer komparativt i USA og Frankrig/Europa.

Første bog lægger ud med at beskrive USA’s geografi, dets sociale og politiske forhold, partier, pressefrihed, foreningsliv, religion, styreform og afsluttende den racemæssige situation, hvor han i sydstatsslaveriet ser en kilde til fremtidig strid, og hvor han fremlægger nogle spændende betragtninger om behandlingen af indianerne, om hvem han med humanistisk ironi siger: »Man kan ikke på nogen bedre måde tilintetgøre menneskene, samtidig med at man på bedre vis respekterer menneskelighedens love.«

Anden bog handler om demokratiets og lighedens indflydelse på amerikanernes kulturelle og åndelige liv lige fra litteratur, religion, skuespilkunst, følelsesliv, individualisme, krigsvilje, familieliv, lønninger og meget andet. Lighed bestemmer og påvirker alt og sætter sig igennem i det sociales helhed. Derfor er hans analyser af sæder og skikke, af religionsudøvelse og foreningsliv, af kunstens og kulturens udtryksformer også del af den politiske analyse og omvendt. De betinger og påvirker hinanden.

Fra aristokrati til demokrati

Tocqueville skriver i efterskælvet fra Den Franske Revolution og i mere grundlæggende forstand i perioden efter det aristokratiske privilegiesamfund. Hvor det gamle regime var grundet og begrundet i juridisk kodificerede uligheder, i stands- og statushierarkier, hvor alle havde en tildelt og fast plads i samfundsordenen, der er det nye regime under udvikling i Europe i det 19. århundrede funderet på politisk og juridisk lighed mellem borgere. De lov- og sædvanebestemte uligheder blev af Oplysningstidens tænkere demonteret til fordel for menneskets grundlæggende lighed og frihed.

Tocqueville lever og skriver, mens det liberale borgerskab har sejret over aristokratiet i Frankrig, og politisk og juridisk lighed er blevet knæsat som den politiske ordens grundprincipper. Men han skriver også, mens lighedstanken breder sig til andre områder og går fra at være et politisk til nu også og i stigende grad at blive et socialt princip og kampfelt, ikke mindst hjulpet på vej af nye samfundsmæssige kræfter, særligt det fremvoksende proletariat.

Som mange andre liberale i samtiden så flyttede han under indtryk af de sociale omvæltninger og oprør imod en stadigt mere demokratiskeptisk position, hvilket er tydeligt i det senere værk Erindringer om Februar-revolutionen 1848. Men modsat mange andre liberale dengang og siden, som presset valgte demokratiet fra til fordel for ejendomsrettens og de sociale privilegiers beskyttelse, så betragtede Tocqueville den fortløbende demokratiske og lighedsmæssige revolution som uomgængelig. Ambitionen bliver derfor dels at forstå lighedens generalisering fra det politiske til det sociale og at sikre friheden i en lighedens tidsalder.

I indledningen til første bind af Demokrati i Amerika skriver Tocqueville, at intet gjorde større indtryk på ham under rejsen i USA end »ligheden i de sociale vilkår«. Lighed er den vigtigste indflydelse eller drivkraft og »giver samfundssindet en bestemt retning og lovene en bestemt drejning. Den giver regeringsmagten nogle nye maksimer og undersåtterne nogle særlige sædvaner«. Lighed »skaber meningerne, afføder følelserne, inspirerer skik og brug og modificerer alt det, som den ikke selv frembringer«.

I USA har ligheden i modsætning til i Europa kunnet udfolde sig frit. Det skyldes, at de amerikanske kolonier og siden USA ikke har kendt til aristokratiet og det af mindst to grunde:

For det første har den rigelige jord hindret opkomsten af en landadel, og for det andet har den geografiske isolation hindret, at der opstod en krigerkaste. USA bliver for Tocqueville, hvad England var for Karl Marx: et glimt ind i Europas fremtid. Her kunne han se frit udfolde sig, hvad Europa kæmpede sig henimod: det demokratiske samfund.

Individet vs. administrativt despoti

E af Tocquevilles vigtigste fokuspunkter er menneskets nye status og placering. I det aristokratiske samfund var den enkeltes status, placering og funktion bestemt udefra og oppefra. Til gengæld var mennesket så spundet ind i alle mulige lokale og regionale kollektiver lige fra familien, kirken, lauget og standen til relationer med herremand og andre. Mennesket levede altså i fastlåste, men stabile og forudsigelige menings- og velfærdssammenhænge. I det borgerlige samfund er mennesket principielt frit og lige. Men de ikkestatslige magter, som Tocqueville kalder ’mellemliggende institutioner’, mellem statsmagt og individ er nu væk eller reduceret. Den enkelte står frit, men alene over for en stadigt stærkere centralmagt.

Demokratiske samfund har, siger Tocqueville, en uvægerlig tendens mod magtcentralisering, da de gamle institutioner ikke længere medierer mellem den enkelte og statsmagten. Samtidig har demokratiske samfund en enorm legitimitet i deres aktivitet i henvisningen til folkesuverænitet. Så ikke kun overtager staten en masse funktioner fra de svækkede modmagter i form af uddannelse, mening, beskyttelse, velfærd etc., men den gør det også med henvisning til folkefællesskabets vilje. Der er reelt set ingen magter længere, der kan matche eller udfordre centralmagten. Den demokratiske revolution medfører derfor en stærk centraliseringstendens, der udrydder alle forhindringer for den lige og universelle udøvelse af magt direkte over for enkeltindividet.

Det er overgangen fra det aristokratiske samfunds synligt repressive magt til en skjult og venlig magtudøvelse, der fører til »en reguleret, mild og fredelig underdanighed«. I modsætning til voldens despoti hersker nu en »administrativ despotisme«, der virker gennem sin hjælpsomhed. I lighed med John Stuart Mill (der var voldsomt inspireret af Tocqueville) beskriver han det som ’flertallets tyranni’. Frygten for despotiet er overvundet med lighedsrevolutionen. Men ud af krudtrøgen har en ny trussel imod friheden manifesteret sig: folkemassernes brug af statsapparatet gennem folkesuverænitetsprincippet og magtcentraliseringen.

Middelmådighed og modmagt

Gennem sine observationer af amerikansk kultur og med sin aristokratiske bagage fremsætter han tesen om, at vi nu lever i fredeligere, rigere, men også kedeligere samfund. Lighedsrevolutionen er også en produktion af middelmådighed. Der kommer flere værker, men af ringere kvalitet. Flere lever gode liv, men færre lever storslåede liv. Der produceres for den generelle masse, ikke for den forfinede ener.

Demokratiske samfund værdsætter ikke det sublime. Ensartethed følger af, at de politiske, økonomiske og sociale dynamikker orienterer sig efter alle (folket) frem for de få (aristokraterne). Han bemærker her det, som også David Hume cirka 100 år før gjorde til et væsenskendetegn ved demokratiske samfund, nemlig at i monarkier angler alle efter de få og mægtiges opmærksomhed og producerer derfor lidt, men storladen kunst, hvorimod man i demokratier skal servicere de mange og producerer derfor meget, nyttigt, men også mindre storslået. Og ligesom John Stuart Mill frygter han, at ensartethed bliver til intolerance over for forskellighed.

Middelmådigheden bærer også undertrykkelsens mulighed i sig. Ligheden gør, at vi kommer til at ligne hinanden. Forskelle opløses og undertrykkes, og vi manifesterer os kun politisk i den kollektiviserede form ’folket’, der gennem folkesuverænitetsprincippet kobles til staten. Statsmagten både former og handler på vegne af det lighedsgjorte individ, hvormed grænserne for dens magtudøvelse både styrkes og sløres.

Det er her, han griber tilbage til aristokratiet, ikke som et alternativ, men som et supplement til demokratiet. Det skal suppleres med institutioner og modmagter i civilsamfundet, der dels – som han med forbløffelse og begejstring ser i USA – udfører meget af det, som staten ellers vil tage sig af, og som desuden kan virke som relæ eller filter mellem individet og staten.

En af de mange ting, som Tocqueville er med til at lære os, er, at et virksomt og frit demokratis forudsætning er både en kultur og en politik defineret ved lighed samt mennesker, der også er alt muligt andet end statsborgere.

Demokrati i Amerika er som altid fornemt oversat af Mogens Chrom Jacobsen, der tilmed fornylig forsvarede sin doktorafhandling om menneskerettighedernes idéhistorie. Den eneste anke til udgivelsen er en undren over, hvorfor Informations Forlag så konsekvent ikke ofrer det lidt ekstra og udstyrer sine store oversættelser med et indeks.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Christian Harder
  • Per Torbensen
  • Claus Piculell
  • Mihail Larsen
Olaf Tehrani, Christian Harder, Per Torbensen, Claus Piculell og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nå, så der er ikke landadel i USA? Har Toqueville måske været på de store plantager i Syden i USA, hvor der blev holdt slaver, som jo aldeles ikke var frie og lige i USA. Eller hvad med den indianske oprindelige befolkning, var han ligeglad med dem? eller?

Landadelen i USA fandtes, og findes skam stadigvæk, ikke mindst i mentaliteten oppe i hovedet på især hvide farmere i USA's sydstater. Men dengang, i 1835, må Toqueville altså have set disse store plantager, hvor folk ejede slaver som gjorde alting for dem. Og hvor der blev produceret bomuld eller tobaks en masse - og hvor en overvejende hvid overklasse udnyttede og udbytteden det vi kunne kalde for en underklasse af overvejende afrikansk oprindelse.

Og så den der med "ligheden i de sociale vilkår." Sig, har manden, Toqueville overhovedet forstået noget som helst om USA.....Og ja, det er da muligt at borgerskabet i Boston og Massachuset har haft lighed i de sociale vilkår, men hvad de emigranter, som også i 1835-1850 kom til USA; havde de måske lighed i de sociale vilkår? Vel ikke andet end de at kunne aspirere, efterstræbe, at blive en del af borgerskabet.

Rasmus Kongshøj, Per Torbensen og Søren Jørgensen anbefalede denne kommentar

Karsten Aaen, har du overhovedet læst artiklen ?

"hvor han i sydstatsslaveriet ser en kilde til fremtidig strid, og hvor han fremlægger nogle spændende betragtninger om behandlingen af indianerne, om hvem han med humanistisk ironi siger: »Man kan ikke på nogen bedre måde tilintetgøre menneskene, samtidig med at man på bedre vis respekterer menneskelighedens love.«"

Desuden er din betrakting ift. nutidens vilkår, og ikke datidens...

Lars Dahl, Levi Jahnsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Engang i Danmarks fortid kæntrede at USAnsk skib ud for Skagen. En mand blev reddet i land af den lokale klitfoged, og da han hørte denne fortælle om sin "klitplantage", lovede han begejstret at hjælpe. Senere ankom en pakke et styk slave til klitfogeden, der noget forundret tog det tilsendte i brug i sin danske plantage, ind til slaven døde i 1827. Først tyve år senere var slaveri ikke længere tilladt i Danmark.

Aristokratiet, de sorte og indianerne

Tocqueville skelnede mellem tre former for aristokrati. Feudalismens (europæiske) lensadel, det (amerikanske) landejende aristokrati og det kapitalistiske industriaristokrati. Af dem fandt han sidstnævnte for det mest grusomme af slagsen. Det er fuldkommen blottet for menneskelige følelser.

Den hvide mands hensynsløshed over for negrene og indianerne skildrede Tocqueville med samme skarphed. Tocqueville var vel underrettet om de historiske detaljer og bringer et væld at oprørende historier om bedrageri, vold, ydmygelser, mord, folkefordrivelser og massakrer – de fleste af ugerningerne flittigt og systematisk pakket ind i jura til at legetimere dem. Negrene havde som slaver for det meste slet ikke rettigheder; mishandling og udnyttelse af dem kunne derfor ske ’retmæssigt’. Indianerne, som trods alt i en eller anden forstand måtte anses for landets første, retmæssige ejere, blev nogle gange frakendt denne ret med argumenter hentet fra Locke: Eftersom indianerne ikke dyrkede jorden, havde de heller ingen ret til eje den. Andre gange tilsvindlede man sig store arealer med en blanding af trusler, chikane og værdiløse kontrakter.

"Udplyndringen af indianerne foregår nu til dags på en regulær og, så at sige, helt legal måde."

Tockevilles syn på fremtiden er ikke lysere. Indianerne vil uddø. Efterhånden som de hvide indbyggere breder sig over kontinentet og inddrager jorden til deres eget formål, vil subsistensgrundlaget for indianerne forsvinde. Deres kultur er ikke forenelig med europæernes; de vil aldrig blive ’civiliserede’ i vores forstand. Hovedanstødsstenen er deres forhold til arbejde, som de betragter som æreløst. De vil derfor heller aldrig kunne opnå ’rettigheder’, der forudsætter arbejde. Antallet af indianere på Tocquevilles tid var allerede stærkt reduceret, og han så ingen mulighed for at vende dén udvikling.
Negrene, derimod, er bl.a. gennem arbejdet knyttet nærmere til den hvide mands kultur. Og deres antal, der stadigt vokser, medfører, at problemet ikke ’løser sig selv’ som for indianernes vedkommende. Selv ikke datidens planer om at sende negrene tilbage til Afrika (til staten Liberia, oprettet til samme formål) vil løse problemet. Heller ikke en frigivelse af slaverne vil kunne fjerne den forskelsbehandling, negrene må tåle fra den hvide mands side. I modsætning til antikkens slaver, der ofte var af samme ’race’ som deres herrer og sommetider endog disse overlegne i uddannelse og oplysthed, så er der for negrene tale om et sammenfald af social diskrimination og race. Selv efter en ophævelse af slaveriet vil der bestå en racediskrimination, og Tocqueville nævner profetisk, at negrene vil få stemmeret (men blive truet på livet, hvis de bruger den); de vil kunne gå rettens vej (men dommere og jury vil kun bestå af hvide); de vil formelt kunne gifte sig med hvide (men vil blive presset af den offentlige mening til ikke at gøre det); de vil kunne gå i kirke og skole (men kun deres egne) etc. Raceadskillelsen ophører først ved porten til Himmerige.

Olaf Tehrani, Niels Engelsted, Lars Dahl, Claus Jensen, Rasmus Kongshøj, Tina Skivild, Dennis Berg, Christian Harder, Per Torbensen og Astrid Baumann anbefalede denne kommentar

Ingen tvivl om at både Tocqueville, og formidler, har en forkærlighed for den amerikanske (u)lighed. Der er dog et par interessante betragtninger undervejs. Flertalsdiktaturet lever i bedste velgående, det lidt sørgelige er dog trangen til, at kigge tilbage mod noget der blev gjort oprør imod. Tocqueville virker konservativ.

"Skole/tradition: Oplysningstiden, klassisk liberalisme, konservatisme"

Det var ikke helt forkert; han og familien var selv en del af aristokratiet, inden kuppet af Bonaparte.

http://da.wikipedia.org/wiki/Alexis_de_Tocqueville

Også interessante betragtninger omkring demokratiets uomgængelige middelmådighed.

/O

Per Torbensen, Dennis Berg og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Man kan godt forstå, Tocqueville "flygtede" til Amerika, for at komme væk fra revolutionernes Frankrig, der ikke kunne finde ud af, om det ville være et kejserrige eller et borgerligt demokrati, og vendte sig mod USA, som så mange gjorde med ham i 1800-tallets Europa, og vidderne var enorme, nyt land kunne erhverves for en slik, mælk og honning flød, og som en stor digter fra Danmark skrev:
"Skade, at Amerika
ligge skal så langt herfra!"
http://www.ugle.dk/broedre_meget_langt_herfra.html

H. C. Andersen kom aldrig selv derover, han var nok ræd for et eller andet, men han står i en park i Chicago, og en buste i Solvang, Californien, og han skrev et morsomt eventyr om amerikanerne, der om tusinde år vil vende tilbage til Europa, dog kun for otte dage, det er nok til at tanke al den kultur op, de forlod, da de rejste til den ny verden.
"Om årtusinder" .
http://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/om_aartusinder

Tocqueville er en fantastisk iagttager af Nordamerika,mener nu også som tegner og illustrator ,der findes bestemt nogle bind hvor han eller nogle medarbejdere har tegnet flere hundrede billeder af den nye verden inden for flere genre,mener han var den første som kom hjem fra Amerika som desillusioneret over den morderiske civilisations hærgen.
Men det ved Michael Larsen.

Nu er der jo ingen der tvinger folk til at forfølge den der hjernedøde, bovlamme og ekstraordinært patetiske borgelige drøm.

Ingen naturkraft kræver at vi skal begære tryghed, orden og konformitet, som om det er det eneste der findes, bare fordi vi har vundet vores civile frihed.

Vi kunne også erstatte alle de tvungne risici vi er sluppet af med - fra despoter til sygdomme - med nye farer - folk kunne fx droppe den latterlige cykelhjelm der får dem til at ligne håbløse idioter.

Men der er også en meget sjovere afdeling derude som flertallet frygter og bruger enorme kræfter på at chikanere. Jeg tænker på diverse stoffer,der jo både giver store oplevelser og bringer en smule fare tilbage i vores liv.

Men det pæne trygge borgerlige Danmark er allerede totalt afhængig af en grundlæggende syg forestilling om tryghed og lykke så enhver der træder udenfor eller ønsker lidt flere farver og farer bliver konstant jagtet af de borgerliges politistyrke - pansersvinene!

Michael Kongstad Nielsen

Betragtningerne om det demokratiske samfunds middelmådighed og manglende værdsættelse af det sublime tror jeg ikke på holder en meter. Her spiller aristokratens hjemlige baggrund ham nok et puds. For demokratiet giver kunsten vinger. I Amerika, der vitterlig var uden adel fra start, fostrede demokratiet hurtigt kunstnere som Marck Twain, Edgar Allen Poe, Harriet Beecher Stowes (Onkel Toms Hytte) og senere Charles Chaplin, Hemingway osv., det var sublimt på en ny måde, ikke så prangende måske, men alligevel. Den demokratiske kunst udspringer af folket, derfor fik musikken også så stor indflydelse med dominerende genrer som jazz, blues, rock. Musicaltraditionen er vist også demokratisk.

kongstad, jeg giver dig ret. Men Torquevilles betragtning er stadig værdifuld, om ikke andet så til en reflektion som den du foretog.

Per Torbensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Berigtigelse

Tocqueville 'flygtede' ikke til Amerika. Han tog derover for at studere og skrive en rapport til den franske regering om det amerikanske fængselvæsen, men blev så optaget af den amerikanske mentalitet i det hele taget, at han nedfældede sine på én gang fascinerede og kritiske tanker i en rammende, kultursociologisk og psykologisk karakteristik. Mange af de observationer, han foretog, er i dag 'klassiske'. Og en hel del af dem kan fortsat bruges, bl.a. til at forstå USA nuværende politiske morads.

Charles Chaplin var ikke amerikaner. Han arbejdede en tid i USA, men blev fordrevet af en 'demokratisk' pøbeljustits.

Et fromt ønske: Hvis man vil kritisere Tocqueville, så læs ham først.

Enhver tid, sin æstetik.

Der er sandt, at USA har beriget verden med fremragende kunst og kultur, som man kan sige er vokset frem af en demokratisk muld. Jazzen er et godt eksempel.

Men jeg vil nu stadig hævde, at den sublime amerikanske kultur, relativt fylder særdeles lidt, ja nærmest forsvindende, i forhold til alt den masseproducerede, middelmådige eller ligefrem underlødige kultur, de i øvrigt har forpestet resten af verden med.

Men der er et andet, og mere politisk aspekt af den demokratiske middelmådighed, og det er, at demokratiske beslutninger, og navnlig i et demokrati uden kompetencekriterier, og hvad er endnu værre, moralske kriterier for hvem, der kan have indflydelse på en nations regering, tenderer til at glide over tid i retning af suboptimalitet og populisme.

Det første følger af selve den demokratiske præmis, at beslutninger træffes ved afstemning eller forhandling, dvs. kompromiser. Et sådan system vil nødvendigvis ofre optimering fremfor konsensus. Man træffer langt fra altid, nærmest aldrig, de bedste valg, men dem, der er mulige indenfor de demokratiske spilleregler. M.a.o. et suboptimalt system - i selve sin natur. Dette er der ikke meget at gøre ved.

Populismen er en gammel akkileshæl ved demokratiet, som allerede Platon påpegede i demokratiets spæde barndom, og det er kun blevet sørgeligt tydeligt nu, over 2000 år senere.

/O

Olav Bo Hessellund

Ingen tvivl om, at de Tocqueville var en fremragende iagttager, en skarp analytiker og undertiden ligefrem profetisk, fx hans forudsigelse om risikoen for den borgerkrig, der senere udbrød efter hans Amerika-rejser, ligesom han forudså nye sociale lagdelinger som følge af industrialiseringen og massesamfundets fremvækst.

Men man skal ikke tage fejl af manden, når det gælder hans eget politiske standpunkt. Først og fremmest er hans demokratiforståelse – både når han taler om frihed og lighed - underordnet hans syn på den private ejendomsret – ligesom hans menneskesyn ikke rækker ud over ”den hvide mand”.

Når ejendomsretten er truet, er han indstillet på at indskrænke alle andre friheder og rettigheder, om nødvendigt med vold. Man kan også sige, at han snarere var liberalistisk end liberal som hans samtidige John Stuart Mill.

Og hans syn på årsagerne til fattigdom (skyldtes forsynet/skæbnen), hans syn på indianere, negre og arabere (Frankrig havde ”ret” til at kolonisere Nordafrika) kan i dag kun betegens som renlivet racisme og apartheid.

Michael Kongstad Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det sublime er ikke kun det storslåede, ikke kun de klassiske orkesterværker, opera og ballet, betalt og opført ved hofferne i det feudale Europa, det sublime findes i det små, i det folkelige, i det demokratiske. Men der skulle jo penge til at udvikle kunsten, og de kom fra masseproduktionen (bøger, grammofon, filmstrimmel). At pengetankegangen efterhånden tog over og styrede hele kunstudviklingen i en kommerciel retning, kan man så godt kalde middelmådigt, men denne nedtur skyldes næppe demokratiets idealer, men alene kapitalens.

Her er et eksempel på noget sublimt demokratisk,
http://www.youtube.com/watch?v=N8iFR13oryc

Hvis man vil mene noget om USA, så kunne man læse en hel masse bøger om det. Hvis man vil mene noget om Tocqueville, jå, som M Larsen siger, så kunne man læse ham. Og så ville debatten sikkert handle om nogle helt andre ting, end de, der står her nu.

Michael Kongstad Nielsen

Ejendomsretten var én af de største fejl ved de borgerlige demokratiske forfatninger. Den blev indskrevet som en frihedsret, på linje retten til liv, men det var jo aldeles forkert. Oprindelige folk - som indianerne - havde ikke ejendomsret. De betragtede jorden som et fælles eje, og efterhånden som man bosatte sig agrart, var tilknytningen til jorden typisk en slags "brugsret" - ikke den fulde ejendomsret. Ejendomsretten skulle have været ude af de demokratiske forfatninger, hvilket aristokrater på Tocquevilles tid havde mere end svært ved at fatte.

Michael Kongstad Nielsen

Rune Lykkeberg er indbegrebet af borgerliggørelse, og hans fortolkning af Alexis de Tocquevilles er som den revolutionære udvikling, den er for farlig for de besiddende.

Arbejdet som vestlig dyd er jo blot en del af borgerskabets legitimering af retten til magten på bekostning af de adelige lediggængere.
Marx's storhed er, at han ikke vil almengøre borgerligheden, men derimod aristokratiet.

Michael Kongstad

Ejendomsretten var én af de største fejl ved de borgerlige demokratiske forfatninger. Den blev indskrevet som en frihedsret, på linje retten til liv, men det var jo aldeles forkert. Oprindelige folk - som indianerne - havde ikke ejendomsret. De betragtede jorden som et fælles eje, og efterhånden som man bosatte sig agrart, var tilknytningen til jorden typisk en slags "brugsret" - ikke den fulde ejendomsret. Ejendomsretten skulle have været ude af de demokratiske forfatninger, hvilket aristokrater på Tocquevilles tid havde mere end svært ved at fatte.

Ejendomsretten er en fuldstændigt afgørende faktor når det gælder udvikling af et samfund. Ejendomsretten - og rimelige garantier for denne - gør at individder tør innovere, investere, opbygge, udvikle og forbedre, fordi de har en - rimelig - sikkerhed for at frugten af deres arbejde ikke bliver konfiskeret ved først givne lejlighed. En sikkerhed for *individdet* altså. Og dermed også giver et fundament for den respekt for individdet, der er en forudsætning for effektivt demokrati. Tocqueville berører det netop når han sammenligner nord og syd i USA.

Og hvis man vil se en nyere analyse af det kan jeg stærkt anbefale "Why Nations Fail" af Acemoglu og Robinson. Burde være obligatorisk læsning for enhver med en politisk spire i maven.

Michael Kongstad Nielsen

Krogh - mange af oplysningsfilosofferne var yderst skeptiske overfor den private ejendomsret, og stillede spørgsmålstegn ved, hvad den gjorde ved samfundet og den enkelte. Beskyttelsen af den private ejendomsret i forfatningerne kom nok fra adelsstanden og konge og kirke, da det alt overvejende var dem, der sad på jordegodset. De frygtede, at demokratiet ville gøre noget ved deres jord, hvad det måske også burde have gjort. Den dag i dag er verdens ejendomme utroligt ulige fordelt, og det er jo kendetegnet ved den private ejendomsret, at den hobes op og ejes af få. Overalt er der brug for jordreformer, dvs. uddelegering af jorden, i Latinamerika, Afrika, Asien. Man kan sagtens forestille sig en tilbagevenden til mere oprindelige former for fællesskab omkring jorden, ligesom havet også er fælles (ca.). Navnlig i Afrika er bølge nr. to af landgrab ved at udfolde sig, hvor lokale folks traditionelle rettigheder til jorden i et fællesskab negligeres, og jorden udparcelleres og sælges til vestlige eller østlige investorer. Der er noget, der minder om kolonisterne landgrab i USA for et par hundrede år siden. Men det er en lang historie, og vi er vist nok en del uden for emnet, beklager.

Skal vi holde en pause?

Der er god grund til at kritisere Tocqueville, men det vil være lidt omsonst, hvis man ikke (selv) har læst, hvad han faktisk skrev. Nogle af strengens debattører har tydeligvis ikke gjort dette, og så bliver Tocqueville nemt og hurtigt til en Prügelknabe for en generel kritik af borgerlig ideologi. Det er for nemt, og det er for dumt.

Lad mig minde om, at Richard Sennett i sit berømte værk "Fall of Public Man" fra 1977 brugte Tocqueville til en analyse af det senmoderne borgerlige samfund (og dets forfald).

Filosofisk placerer Tocqueville sig i en fornem, idehistorisk tradition, der tæller andre franske intellektuelle som Montesquieu, Rousseau, Constant og Durkheim. Hvis Weber havde været fransk, ville han kunne føjes til listen. Personer, der uanset eget (konservativt) politisk standpunkt, har ydet fremragende og hudløst ærlige analyser af det borgerlige samfunds (selv)modsigelser.

Det ville være synd for diskussionen, hvis den nu druknes i (leksikalsk formidlede) fordomme. Læs Tocqueville, og vær stolte over, at vi her i Danmark har overskud til at oversætte hans værk i en ny, filosofisk kvalificeret udgave (der findes allerede et udvalg af bogen på dansk med en tydelig ideologisk tendens). Læs den nye oversættelse.

Og lad os så i begyndelsen af det nye år tage fat på en diskussion af Tocqueville og hans diagnose af det borgerlige samfund i almindelighed, og det amerikanske i særdeleshed. Mit forslag vil være at sammenholde hans analyse med Habermas' tilsvarende analyse af 'den borgerlige offentlighed'.

Jørn Petersen, Thomas Krogh og Lars Dahl anbefalede denne kommentar

Fortvivlende

Michael Kongstad Nielsen retter denne kritik mod ejendomsretten: "Beskyttelsen af den private ejendomsret i forfatningerne kom nok fra adelsstanden og konge og kirke, da det alt overvejende var dem, der sad på jordegodset."

Det er den slags kortslutninger, der næsten tager modet fra mig.

Her ræsoneres frit over ordet 'privat ejendomsret' uden blik for historiske realiteter. Med den formulering bliver det ubegribeligt, hvorfor borgerskabet gjorde oprør.

Michael Kongstad Nielsen og Karsten Aaen har da en pointe,borgerskabet kæmpede da også sig op i samfundet ved blot at overtage kongemagten-adlens og kirken privilegier,helt så firkantet er det vel hellere ikke,de indgik jo aftaler bredt for selv at skabe sig fodfæste og blev også selv en del af undertrykkelsen mod den proletariserede senere arbejderklasse ,at så den borgerlige revolution som i mange forhold kan kaldes progressiv med mange store tænkere forandrer jo ikke det overordnede udsyn.

Jo visse dele af adlen og borgerskabet kæmpede da en positiv kamp overordnet set,viden indsigt og delvis magt kan altid bruges positivt og det blev den da heldigvis også,ellers havde det set sort ud,med de transformationer samfundene gennem levede.

Jeg er ikke sikker på jeg deler Mihail's holdninger og ideologi på ret mange områder, men jeg kan uden forbehold tilslutte mig opfordringen til at læse AdT. Jeg stiftede bekendtskab med ham allerede i gymnasiet, bl.a. i en lettere langhåret sammenhæng med "The Federalist Papers" som basis for at forstå USA som politisk og juridisk konstruktion, og er vendt tilbage til ham sidenhen. For den sparsommelige findes det meste af hans skriv gratis som e-bøger, men jeg vil nu selv glæde mig til at sidde i lænestolen og læse en dansk oversættelse på dødt træ.

"Ejendomsretten er en fuldstændigt afgørende faktor når det gælder udvikling af et samfund. Ejendomsretten - og rimelige garantier for denne - gør at individder tør innovere, investere, opbygge, udvikle og forbedre, fordi de har en - rimelig - sikkerhed for at frugten af deres arbejde ikke bliver konfiskeret ved først givne lejlighed. En sikkerhed for *individdet* altså. Og dermed også giver et fundament for den respekt for individdet, der er en forudsætning for effektivt demokrati."

... Amen

Michael Kongstad Nielsen

Det var ikke af hensyn til ejendomsretten, at borgerskabet gjorde oprør. Det var for at få del i magten i samfundet, for at få lighed og frihed, for at få menneskerettigheder anerkendt, så man ikke blev vilkårligt frihedsberøvet osv., de demokratiske frihedsrettigheder og deltagelsen i lovgivningsmagten var oprørets kerne.

Hvis man ser på frihedsrettighederne handler de om frihed og lighed, lighed for loven, ytrings- og forsamlingsfrihed, osv., og så kommer langt nede ejendomsretten. Hvordan ejendomsret kan være en menneskeret, er mig en gåde, men det er min egen gåde, ikke en, jeg kan henvise til lærde skrifter om. Ejendomsretten blev indskrevet som ukrænkelig, den kunne kun afstås når almenvellet kræver det, og kun mod fuldstændig erstatning. Denne paragraf voldte forfatningsgiverne store kvaler, for hvornår var almenvellet i stand til at kræve afståelse? De store jordbesiddere var selvsagt bange for dette, men borgerskabet havde givetvis færten af, hvad den private ejendomsret kunne bibringe dem af guld og gods i tidens fylde, og bønderne, der jo var de fleste, men ikke havde nogen stand, de ejede ikke noget. Men når man senere tænker på, hvad den private ejendomsret kom til at betyde af fejludvikling i samfundet, er det jeg siger, at ejendomsretten ikke skulle have været defineret som en frihedsret.

Michael

Hvis man ser på frihedsrettighederne handler de om frihed og lighed, lighed for loven, ytrings- og forsamlingsfrihed, osv., og så kommer langt nede ejendomsretten. Hvordan ejendomsret kan være en menneskeret, er mig en gåde, men det er min egen gåde, ikke en, jeg kan henvise til lærde skrifter om.

Man kan anskue ejendomsretten fra mange vinkler. Fra det udgangspunkt at den er en forudsætning for at man udvikler en stat - et samfund - der netop udvikler sig, innoverer, fornyer og forbedrer sig. Fordi det forudsætter at individdets ekstra indsats der er en forudsætning for denne proces, ikke bliver konfiskeret arbitrært af en magt, hvad enten denne er en anden person eller en kollektiv autoritet.

Den anden vinkel er at man ved at hindre eller fratage mennesker deres ejendele, gør dem meget mere sårbare overfor kontrol og udbytning. En person der intet ejer og ikke kan eller må spare op, vil til enhver tid være 100% afhængig af den magt der omgiver ham (hende). Slår høsten fejl, mister han sit job eller på anden måde får brug for at falde tilbage på noget af opsparet værdi, vil han være et ekstremt nemt offer for påvirkning. Hvis Staten ejer alt, kontrollerer alt og regulerer al værdi, hvem tør så i praksis sætte sig op mod Staten? En Stat der giver dig alt kan lige så nemt fratage dig alt. Så uden ejendomsret i en eller anden grad, er mange af de andre frihedsrettigheder på langt skrøbeligere grund.

Michael Kongstad Nielsen

Thomas Krogh - risikoen for vilkårlig konfiskation kunne være reel, men kan ikke sidestilles med personlig frihedsberøvelse. Men den filosofiske begrundelse af ejendomsretten har typisk været "virke for" - begrundelsen, altså at den skulle forlene mennesker med en særlig skabertrang eller arbejdslyst, der får samfundet til at udvikle sig og værdierne til at vokse. Det er dog en meget tynd begrundelse, og den skaber en masse modsigelser.

Den individuelle ejendomsret ekskluderer fællesskabet, og da enhver ved, at et fælleskab løfter mere i flok, end hvad den enkelte kan præstere, opstår allerede der et problem. Fællesskabet havde man i landbruget før udskiftning og landboreformer, man havde det også i andelsbevægelsen, man havde det sågar i israelske kibbutzer og i - ja, noget ovre i Sovjet. Fællesskab kunne man også finde i socialdemokratiske, kooperative virksomheder, en organisationsform, der måske kan finde en renæssance efter Enhedslisten forslag om tilbudspligt til medarbejderne på virksomheder, der agtes solgt.

"vilkårlig konfiskation" - også kaldet primitiv akkumulation - er livsgrundlaget for kapitalismen. MKN nævner selv, det der foregår i Afrika nu.

Michael Kongstad Nielsen

Claus Jensen - jo, men emnet trænger til præcise definitioner. Hvor feudalsystemet manglede respekt for menneskerettigheder og den enkeltes frihed og værdighed, samt længere nede i rækkefølgen, ejendom, der taler vi både før og senere om bemægtigelse eller erobring. De sidste to kategorier benyttede man sig af i Amerika, da man ikke anså landet for at være indianernes, og i kolonierne i Afrika og Asien, da man til en vis grad måtte bekæmpe og fortrænge andre besiddere. Og nu i dag i Afrika taler vi om landgrab, hvad er det? Tja, jeg vil sige en slags aftale med et moderne feudalvæsen, nemlig de håbløse regeringsmagter i de afrikanske hovedstæder, der er ligeglade med deres befolkningers rettigheder.

MKN:

Mihail Larsen vil nok korse sig ved snak om præcise definitioner med tanke på artiklens emne, som vi vel har bevæget os lidt bort fra, men ja, der er forskellige former for frarøvelse af land. Det besiddelsesløse (med hvilket der menes utilstrækkelig besiddelse til at være selvforsørgende) individ er selvfølgelig automatisk berøvet frihed og værdighed i et system, der opererer med privat ejendomsret, som jo defineres negativt som retten til at nægte andre adgang og brug.

Jeg tror i øvrigt ikke, vi er uenige på det område, det var bare til det vrøvl om, at privat ejendomsret skulle være nogen garanti for "frihedsrettigheder" i vores system. Det er en garanti for det modsatte for 99 % af os.

Flemming Scheel Andersen

Claus Jensen

13. november, 2013 - 20:30 #
Afhænger vel en smule af om man taler om den kønne teori eller den grimme praksis??

Michael Kongstad

Thomas Krogh - risikoen for vilkårlig konfiskation kunne være reel, men kan ikke sidestilles med personlig frihedsberøvelse. Men den filosofiske begrundelse af ejendomsretten har typisk været "virke for" - begrundelsen, altså at den skulle forlene mennesker med en særlig skabertrang eller arbejdslyst, der får samfundet til at udvikle sig og værdierne til at vokse. Det er dog en meget tynd begrundelse, og den skaber en masse modsigelser.

Jeg vil for så vidt ikke sidestille eller kategorisere forskellige rettigheder - det er en lidt anden filosofisk og etisk diskussion. Men der er da absolut intet overraskende i at retten til at beholde sit udkomme (eller signifikante dele af det) er en endog meget kraftig motivator? Kinas privatkapitalistiske mirakel har forlængst punkteret alle hypoteser om det modsatte og selv Cuba og Nordkorea har jo måtte erkende at de har brug for privates virketrang og ejerrettigheder. Hvis ikke det virkede ville Havana næppe gøre det:

http://www.france24.com/en/20130926-cuba-expands-list-allowed-private-se...

Giver det ikke stof til eftertanke?

Jeg vil iøvrigt stadigt anbefale Acemoglu/Robinson.

Den individuelle ejendomsret ekskluderer fællesskabet, og da enhver ved, at et fælleskab løfter mere i flok, end hvad den enkelte kan præstere, opstår allerede der et problem. Fællesskabet havde man i landbruget før udskiftning og landboreformer, man havde det også i andelsbevægelsen, man havde det sågar i israelske kibbutzer og i - ja, noget ovre i Sovjet. Fællesskab kunne man også finde i socialdemokratiske, kooperative virksomheder, en organisationsform, der måske kan finde en renæssance efter Enhedslisten forslag om tilbudspligt til medarbejderne på virksomheder, der agtes solgt.

For nu at bruge Flemming Andersens udtryk: Afhænger vel en smule af om man taler om den kønne teori eller den grimme praksis??

På papirer er den rent kollektive model fin. I praksis viser den sig bare at være en katastrofe.

Selvsagt er der mange ting man kan - og skal - løfte i flok, og som kan - og skal - udføres gennem f.eks. skatterne etc, men det kommer kun til at virke hvis man beskatter med måde og omtanke, og bibeholder et tilstrækkeligt privatkapitalistisk incitament. Der er *ingen* empiri der viser andet.

FSA:

Jeg kan faktisk ikke se, hvordan privat ejendomsret kan befordre frihedsrettigheder. Der var jo aldrig tale om, at, hvis du ikke er lovbeskyttet, så kommer din nabo eller høvding farende hvert andet øjeblik og beslaglægger den ostemad, du lige har smurt, når vi snakker om privat ejendomsret, gælder det produktionsmidlerne.

Privat ejendomsret kan givetvis føre til investering, produktion, hurtig udvikling og resten at den kapitalistiske badulje, men kun i det jeg over kalder den negative definition - altså retten til at nægte andre adgang til og brug af produktionsmidlerne.
Det er ikke det, at du ejer møllen, der frigører kapitalismens potentiale, det er det, at jeg ikke ejer den og derfor har mistet min frihed til ikke at behøve tigge om arbejde hos dig.

Det er ikke en tilfældig ting, der sker i praksis, men ligger intrinsisk i selve konceptet

Michael Kongstad Nielsen

Den private ejendomsret kan filosofisk kun begrundes med egoisme som menneskelig drivkraft. Men etisk er egoisme ikke nogen god drivkraft. Den fortrænger andre fra at deltage og bygge op sammen med dig i et fælleskab. Juristen og retsfilosoffen Anders Sandøe Ørsted skrev i afhandlingen "Eunomia", 1815, at "hvo vilde vel eengang indsamle flere af Jordens Frugter, end han strax kunne fortære, naar han var uvis om, enten han eller en Anden vilde komme til at nyde dem". Men dermed afviste han det psykologiske behov for at samarbejde og nyde andres nydelse, ikke mindst i familien, men også uden for denne snævre kreds.

Flemming Scheel Andersen

Claus Jensen

jamen joe, najj, måske
Det at nogen "ejer" noget kan jo faktisk give den specielle person en ret til en form for frihed, under forudsætning af at staten ikke er ryggesløs nok til at umulig/vanskeligøre dette ejerforhold.
Hvis dette ejerforhold hviler i en vis sikkerhed, så kan det give ejeren større sikkerhed, tryghed og derigennem også personlig frihed, både som selvstændig og lønmodtager.

Som i ying yang er der, som du gør opmærksom på, også den modpol at andre i så fald er udelukket fra ejerskabet og udnyttelsen af denne ejendom.
Det forhold at en ejendom ikke kan udnyttes af alle og kan give anledning til investering, produktion o.s.v.er jeg enig med dig i, men kun at se denne proces som en skade er jeg ikke enig i.

Forudsætningen for at din tese om at ejerskab fører til kapitalismens ulykker er at vi intet evner at lære af nu og fortiden , at næste epoke vil foregå på fortidens værdigrundlag og uden at vi ændrer mål for samfund og tilværelse.
Den forudsætning tror jeg ikke på.

En anden forudsætning for din tese er at arbejdstageren taber ved at påtage sig arbejde for ejeren ud fra ren kapitalopgørelse, hvilket ikke behøver at være tilfældet, hvis vore værdinormer ændres.
Udnyttelsen vil i så fald være det tidstab både ejeren og arbejdstageren får ved at arbejde på møllen og være ens for begge, fordi den sociale anderkendelse ikke vil være forbundet med en materiel vækst, der ikke er mulig, men med måske det at skabe et samfundsnyttigt prdukt, mel.

Fordelen ved ejerskabet vil så være at både ejer og arbejdstager kan enes om at benytte bygningen til mølle eller skole og at en central administration ikke uden videre skal kunne bruge den til et formål der ikke umiddelbart er mest brug eller lyst til.
Faktisk en form for frihed??

Claus Jensen

Jeg korser mig bestemt ikke "ved snak om præcise definitioner med tanke på artiklens emne, som vi vel har bevæget os lidt bort fra". Jeg elsker præcise definitioner, og følger med interesse din, Thomas' og Michaels diskussion. Ejendomsretten er i høj grad en del af artiklens emne.

Flemming Scheel Andersen

Michael Kongstad Nielsen

Egoisme er et negativt ladet ord, indtil den udstrækkes i individdets interesse i at andre også nyder af den snævre betydning.
Så kaldes hævdelsen blot ikke egoisme , men omsorg (faderes omsorg, moders omsorg)
Strækkes denne omsorg til at omfatte endnu flere, så er individdet socialt. men fundamentalt set er det samme omsorg, samme interesse og alle tager deres beslutninger alene, uanset om de er medlem af en gruppe eller er alene.

FSA:

Kapitalisterne spiller som sædvanlig deres lille shell game her ved at lade som om, valget står mellem privat ejendomsret i kapitalistisk forstand og lovløse tilstande. Det er et falsk valg.

Som Kongsdal tidligere var inde på, kan man sagtens have aller mulige former for lovgaranteret kollektivt ejerskab eller brugsret, der giver stor tryghed, måske endda større, for man kan ikke miste disse rettigheder gennem personlig ulykke, og man kan ikke fødes foruden dem. Og selvfølgelig kan du da personligt "eje", hvad du har produceret eller byttet dig til, eller hvad ved jeg, men ikke de ting som udgør selve livsgrundlaget - produktionsmidlerne.

Det kan sagtens tænkes at jeg ville blive rigere af at arbejde i din mølle end af at dyrke mit eget land, men det helt centrale er, om jeg har valget. Mange slaver fik utvivlsomt også forøget deres levestandard, og mange havde sikkert en herre, som behandlede dem pænt og rådførte sig med dem angående den ny mølle eller den forestående bomuldshøst, men det ændrer ikke på den fundamentale ulighed i relationen.

Simon Trøjgaard Jepsen, Jørn Petersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Claus Jensen

"men det helt centrale er, om jeg har valget"

Det er helt klart det centrale og ikke hvem der "ejer" hvad.
I sidste ende er alt kun til låns, bortset fra den tid vi bruger eller tillader os at udnytte af andre menneskers tid.
Spørgsmålet kan faktisk koges ned til, hvor meget tid individdet skal/bør benytte i det offentliges tjeneste før han kan få lov til at udforske egne interesser frit.

"Kapitalisterne spiller som sædvanlig deres lille shell game her ved at lade som om, valget står mellem privat ejendomsret i kapitalistisk forstand og lovløse tilstande. "

Ja det er klart, men vi står os ikke ved at hoppe på den galej at bekæmpe noget der dør af sig selv.
Almindelige mennesker bør indse at kun andre værdinormer og mål, kan ændre de negative konsekvenser af den manglende væskt på sigt under alle omstændigheder og nås dette ikke inden erkendelsen af den manglende når det politiske og økonomiske system bliver konsekvenserne meget alvorlige.

FSA

FSA:

Jeg tror det hjælper, hvis du forestiller dig en præ-industriel verden, eller et nyligt opdaget kontinent. Da vil det være oplagt at vi ikke behøver bruge nogen tid i det "offentliges tjeneste". Der vil ikke for det første ikke være det skel, vi har nu, mellem offentlig og privat interesse, eller mellem arbejde og hjem. Vi ville ydermere til enhver tid kunne forlade det samfund, vi befinder os i og indgå i et nyt eller blive eneboere.

Det samfund, vi lever i nu, kollektivet, udgør i sig selv en frihedsbegrænsning, for du kan ikke forlade det. Alt er ejet og indrettet efter ideen om ejerskab. (Du kan selvfølgelig tage til amazonas eller antarktis og finde en eller anden lille krog, men...).

Kongstads bemærkning om, at egoisme er den private ejendomsrets filosofiske grundlag, er korrekt. Den filosofiske grundmyte hedder Tragedy of the Commons og findes i forskellige versioner fra Aristoteles og frem. Den går ud på, at mennesket er dovent, egoistisk og grådigt af natur, og at det eneste, der kan få noget godt ud af os vores inerti og manglende moralske rygrad til trods er privat ejendomsret.

Sider