Læsetid: 7 min.

Demokratisk revolution

I dag mener mange, at vi lever i jantelovens skygge, hvor ingen må skille sig ud fra hoben. I midten af det 19. århundrede rejste en fransk adelig til USA og så, at lighed var det nye sociale vilkår, der fra nu af ville bestemme alt fra styreform til dagligliv. Alexis de Tocqueville leverer en af de mest skarpsindige analyser af de demokratiske nationalstater
Profetisk. Slaver laster bomuld i New Orleans omkring 1850. Slaveriet var virkelighed i det USA, Tocqueville besøgte, og i sine beskrivelser vurderede han slaveriet til at være en kilde til fremtidige konflikter.
	Samtidig radering/Scanpix

Profetisk. Slaver laster bomuld i New Orleans omkring 1850. Slaveriet var virkelighed i det USA, Tocqueville besøgte, og i sine beskrivelser vurderede han slaveriet til at være en kilde til fremtidige konflikter.
Samtidig radering/Scanpix

9. november 2013

Informations Forlags udgivelse af Alexis de Tocquevilles store tobindsværk Demokrati i Amerika er en glædelig begivenhed, for værket er en af de mest skarpsindige analyser af, hvorledes de vestlige samfund etablerede sig som demokratiske nationalstater i kølvandet på opgøret med de aristokratiske ulighedssamfund, der ellers havde præget Europa i århundreder, og som havde formet alt fra det mest fælles i kongemagt og kirkemagt til det mest intime og private i menneskets selvopfattelse og livsførelse. Tocqueville undersøger, hvorledes den moderne stat og det moderne menneske opstår, og han spørger til både demokratiets kulturelle forudsætninger og til demokratiets konsekvenser for kulturen.

Tocqueville var fransk adelig og levede fra 1805-1859. Hans familie havde været undertrykt under postrevolutionære terrorregime, men fremfor at tilslutte sig dem, der afviste alt omkring Den Franske Revolution, så udviklede han sin politiske tænkning i vadestedet mellem det aristokratiske og det liberale. Hans frihedsbegreb og menneskesyn er formet af aristokratiske værdier om uafhængighed og storslåethed, men det virkeligt fascinerende ved ham er hans forsøg på at oversætte eller opdatere disse værdier til en tidsalder bestemt ved aristokratiets modprincip: lighed.

USA er Europas fremtid

Demokrati i Amerika er opdelt i to bøger, og hvor første bog udgivet 1835 groft sagt handler om USA’s politiske forhold, der handler anden bog udgivet fem år senere om dets åndelige og kulturelle liv. Sideløbende hermed reflekteres der særligt i andet bind over lighedens vilkår og udtryksformer komparativt i USA og Frankrig/Europa.

Første bog lægger ud med at beskrive USA’s geografi, dets sociale og politiske forhold, partier, pressefrihed, foreningsliv, religion, styreform og afsluttende den racemæssige situation, hvor han i sydstatsslaveriet ser en kilde til fremtidig strid, og hvor han fremlægger nogle spændende betragtninger om behandlingen af indianerne, om hvem han med humanistisk ironi siger: »Man kan ikke på nogen bedre måde tilintetgøre menneskene, samtidig med at man på bedre vis respekterer menneskelighedens love.«

Anden bog handler om demokratiets og lighedens indflydelse på amerikanernes kulturelle og åndelige liv lige fra litteratur, religion, skuespilkunst, følelsesliv, individualisme, krigsvilje, familieliv, lønninger og meget andet. Lighed bestemmer og påvirker alt og sætter sig igennem i det sociales helhed. Derfor er hans analyser af sæder og skikke, af religionsudøvelse og foreningsliv, af kunstens og kulturens udtryksformer også del af den politiske analyse og omvendt. De betinger og påvirker hinanden.

Fra aristokrati til demokrati

Tocqueville skriver i efterskælvet fra Den Franske Revolution og i mere grundlæggende forstand i perioden efter det aristokratiske privilegiesamfund. Hvor det gamle regime var grundet og begrundet i juridisk kodificerede uligheder, i stands- og statushierarkier, hvor alle havde en tildelt og fast plads i samfundsordenen, der er det nye regime under udvikling i Europe i det 19. århundrede funderet på politisk og juridisk lighed mellem borgere. De lov- og sædvanebestemte uligheder blev af Oplysningstidens tænkere demonteret til fordel for menneskets grundlæggende lighed og frihed.

Tocqueville lever og skriver, mens det liberale borgerskab har sejret over aristokratiet i Frankrig, og politisk og juridisk lighed er blevet knæsat som den politiske ordens grundprincipper. Men han skriver også, mens lighedstanken breder sig til andre områder og går fra at være et politisk til nu også og i stigende grad at blive et socialt princip og kampfelt, ikke mindst hjulpet på vej af nye samfundsmæssige kræfter, særligt det fremvoksende proletariat.

Som mange andre liberale i samtiden så flyttede han under indtryk af de sociale omvæltninger og oprør imod en stadigt mere demokratiskeptisk position, hvilket er tydeligt i det senere værk Erindringer om Februar-revolutionen 1848. Men modsat mange andre liberale dengang og siden, som presset valgte demokratiet fra til fordel for ejendomsrettens og de sociale privilegiers beskyttelse, så betragtede Tocqueville den fortløbende demokratiske og lighedsmæssige revolution som uomgængelig. Ambitionen bliver derfor dels at forstå lighedens generalisering fra det politiske til det sociale og at sikre friheden i en lighedens tidsalder.

I indledningen til første bind af Demokrati i Amerika skriver Tocqueville, at intet gjorde større indtryk på ham under rejsen i USA end »ligheden i de sociale vilkår«. Lighed er den vigtigste indflydelse eller drivkraft og »giver samfundssindet en bestemt retning og lovene en bestemt drejning. Den giver regeringsmagten nogle nye maksimer og undersåtterne nogle særlige sædvaner«. Lighed »skaber meningerne, afføder følelserne, inspirerer skik og brug og modificerer alt det, som den ikke selv frembringer«.

I USA har ligheden i modsætning til i Europa kunnet udfolde sig frit. Det skyldes, at de amerikanske kolonier og siden USA ikke har kendt til aristokratiet og det af mindst to grunde:

For det første har den rigelige jord hindret opkomsten af en landadel, og for det andet har den geografiske isolation hindret, at der opstod en krigerkaste. USA bliver for Tocqueville, hvad England var for Karl Marx: et glimt ind i Europas fremtid. Her kunne han se frit udfolde sig, hvad Europa kæmpede sig henimod: det demokratiske samfund.

Individet vs. administrativt despoti

E af Tocquevilles vigtigste fokuspunkter er menneskets nye status og placering. I det aristokratiske samfund var den enkeltes status, placering og funktion bestemt udefra og oppefra. Til gengæld var mennesket så spundet ind i alle mulige lokale og regionale kollektiver lige fra familien, kirken, lauget og standen til relationer med herremand og andre. Mennesket levede altså i fastlåste, men stabile og forudsigelige menings- og velfærdssammenhænge. I det borgerlige samfund er mennesket principielt frit og lige. Men de ikkestatslige magter, som Tocqueville kalder ’mellemliggende institutioner’, mellem statsmagt og individ er nu væk eller reduceret. Den enkelte står frit, men alene over for en stadigt stærkere centralmagt.

Demokratiske samfund har, siger Tocqueville, en uvægerlig tendens mod magtcentralisering, da de gamle institutioner ikke længere medierer mellem den enkelte og statsmagten. Samtidig har demokratiske samfund en enorm legitimitet i deres aktivitet i henvisningen til folkesuverænitet. Så ikke kun overtager staten en masse funktioner fra de svækkede modmagter i form af uddannelse, mening, beskyttelse, velfærd etc., men den gør det også med henvisning til folkefællesskabets vilje. Der er reelt set ingen magter længere, der kan matche eller udfordre centralmagten. Den demokratiske revolution medfører derfor en stærk centraliseringstendens, der udrydder alle forhindringer for den lige og universelle udøvelse af magt direkte over for enkeltindividet.

Det er overgangen fra det aristokratiske samfunds synligt repressive magt til en skjult og venlig magtudøvelse, der fører til »en reguleret, mild og fredelig underdanighed«. I modsætning til voldens despoti hersker nu en »administrativ despotisme«, der virker gennem sin hjælpsomhed. I lighed med John Stuart Mill (der var voldsomt inspireret af Tocqueville) beskriver han det som ’flertallets tyranni’. Frygten for despotiet er overvundet med lighedsrevolutionen. Men ud af krudtrøgen har en ny trussel imod friheden manifesteret sig: folkemassernes brug af statsapparatet gennem folkesuverænitetsprincippet og magtcentraliseringen.

Middelmådighed og modmagt

Gennem sine observationer af amerikansk kultur og med sin aristokratiske bagage fremsætter han tesen om, at vi nu lever i fredeligere, rigere, men også kedeligere samfund. Lighedsrevolutionen er også en produktion af middelmådighed. Der kommer flere værker, men af ringere kvalitet. Flere lever gode liv, men færre lever storslåede liv. Der produceres for den generelle masse, ikke for den forfinede ener.

Demokratiske samfund værdsætter ikke det sublime. Ensartethed følger af, at de politiske, økonomiske og sociale dynamikker orienterer sig efter alle (folket) frem for de få (aristokraterne). Han bemærker her det, som også David Hume cirka 100 år før gjorde til et væsenskendetegn ved demokratiske samfund, nemlig at i monarkier angler alle efter de få og mægtiges opmærksomhed og producerer derfor lidt, men storladen kunst, hvorimod man i demokratier skal servicere de mange og producerer derfor meget, nyttigt, men også mindre storslået. Og ligesom John Stuart Mill frygter han, at ensartethed bliver til intolerance over for forskellighed.

Middelmådigheden bærer også undertrykkelsens mulighed i sig. Ligheden gør, at vi kommer til at ligne hinanden. Forskelle opløses og undertrykkes, og vi manifesterer os kun politisk i den kollektiviserede form ’folket’, der gennem folkesuverænitetsprincippet kobles til staten. Statsmagten både former og handler på vegne af det lighedsgjorte individ, hvormed grænserne for dens magtudøvelse både styrkes og sløres.

Det er her, han griber tilbage til aristokratiet, ikke som et alternativ, men som et supplement til demokratiet. Det skal suppleres med institutioner og modmagter i civilsamfundet, der dels – som han med forbløffelse og begejstring ser i USA – udfører meget af det, som staten ellers vil tage sig af, og som desuden kan virke som relæ eller filter mellem individet og staten.

En af de mange ting, som Tocqueville er med til at lære os, er, at et virksomt og frit demokratis forudsætning er både en kultur og en politik defineret ved lighed samt mennesker, der også er alt muligt andet end statsborgere.

Demokrati i Amerika er som altid fornemt oversat af Mogens Chrom Jacobsen, der tilmed fornylig forsvarede sin doktorafhandling om menneskerettighedernes idéhistorie. Den eneste anke til udgivelsen er en undren over, hvorfor Informations Forlag så konsekvent ikke ofrer det lidt ekstra og udstyrer sine store oversættelser med et indeks.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Christian Harder
  • Per Torbensen
  • Claus Piculell
  • Mihail Larsen
Olaf Tehrani, Christian Harder, Per Torbensen, Claus Piculell og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Scheel Andersen

Claus Jensen

Jamen det tror jeg nu nok jeg har fattet, jeg forsøgte blot om vi dog ikke kunne bevæge os et skridt videre.

Den vækst der er grundlaget for det nuværende system vil standse af flere grunde indenfor de nærmeste årtier uanset hvilke krumspring vi foretager for at bevare den.

Vil vi i så fald acceptere at samfundsstrukturen falder totalt sammen, eller vil vi finde det praktisk at finde de nødvendige ændrede værdinormer, der sikrer de sociale anerkendelser, der sikrer a de ændrede mål, der dels betyder at vigtigheden af ejerskabet træder i baggrunden og dels sikrer at mennesker fungerer og trives uden truslen om sult og fattigdom truer dem til aktivitet.
Jeg tror og håber på det sidste.
Hvis det er tilfældet, så kunne vi med saglige argumenter, gøre nøjagtigt det samme allerede nu og mildne den overgang der vil være nødvendig, ud fra det faktum at det alligevel vil blive det eneste fornuftige.

Nå , men ud fra at vi ikke evner at ændre noget og at kun egoisme og grådighed skal være vor drivkraft , så har du selvfølgelig ret, men i så fald vil det ikke være muligt at bekæmpe, hverken det naturlige for mennesket eller dermed vigtigheden af den private ejendomsret, eller det ragnarok det vil resultere i.

Michael Kongstad

Den private ejendomsret kan filosofisk kun begrundes med egoisme som menneskelig drivkraft. Men etisk er egoisme ikke nogen god drivkraft. Den fortrænger andre fra at deltage og bygge op sammen med dig i et fælleskab. Juristen og retsfilosoffen Anders Sandøe Ørsted skrev i afhandlingen "Eunomia", 1815, at "hvo vilde vel eengang indsamle flere af Jordens Frugter, end han strax kunne fortære, naar han var uvis om, enten han eller en Anden vilde komme til at nyde dem". Men dermed afviste han det psykologiske behov for at samarbejde og nyde andres nydelse, ikke mindst i familien, men også uden for denne snævre kreds.

Hvorfor fortænger den andre fra at deltage? Ejendomsretten - sammen med andre individuelle frihedsrettigheder - gør (og her taler jeg optimalt) at man som individ har mulighed for at deltage i fællesskaber *frivilligt*. Og det er den vinkel jeg synes er så essentiel.

Man kan ikke "tvangskollektivisere" (her i den bredest mulige fortolkning - ikke en en snæver stalinistisk udlægning) personer til et reelt fællesskab. Ægte fællesskaber opstår udelukkende hvis man som individ har sympati og føler tilhørsforhold med andre. Fællesskaber opstår altså fra neden - fra individdet. Ikke fra oven.

Så for mig at se handler "ejendomsretten" ikke (kun) om at samle sig værdier, men om nogle meget mere fundamentale spørgsmål om hvordan man anskuer individdet i et samfund. Om man så ser individualismen som noget - lidt firkantet sagt - "uetisk", så vil jeg sige ja, det *kan* det være, men det kan lige så vel være en motor for etik, forbedring, udvikling og reel - personligt følt - solidaritet.

Vil hermed gerne anbefale:Arnold Hauser:Kunstens og Litteraturens Socialhistorie Bind 1-2.
Forlag Bibliotek Rhodos-Redaktion:Mihail Larsen.

Michael Kongstad Nielsen

Krogh - emnet er jo enormt, og man kan hurtigt gøre skarn uret, hvis man vil sige noget kort om ejendomsretten, hvor der bl.a. må skelnes mellem det helt nære ejerforhold til ting af personlig værdi, herunder formentlig ens bolig, og så det mere fjerne forhold til jordegods og produktionsmidler, der danner grundlag for materiel produktion og ophobning af værdi. Med hensyn til fællesskabet, som du kommenterer på, så - ja, så kan det ses på mange måder, det kan ses som et område, hvor man sympatiserer med nogle man har en individuel følelse af sammenhold med, men det kan også ses mere vidt, eller mere snævert. I det mere vide perspektiv er vi alle fælles om livet på denne klode, og har et fælles interesse i bevarelse og opretholdelse af livsgrundlaget. Dette fællesskabs interesser kolliderer let med den individuelle ejendomsret. I det mere snævre perspektiv må vi indgå i samarbejdsrelationer, vi ikke nødvendigvis har personlige behov for eller glæde af, som f. eks. kolleger eller kammerater på en arbejdsplads, eller naboer i et bysamfund, men hvor fælleskabet udspringer af en praktisk nødvendighed. Psykologisk ligger disse følelser og behov og svinger ind og ud mellem hinanden, så det kan være svært at afgøre, hvornår det ene begynder og det anden hører op.

Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Michael

Krogh - emnet er jo enormt, og man kan hurtigt gøre skarn uret, hvis man vil sige noget kort om ejendomsretten, hvor der bl.a. må skelnes mellem det helt nære ejerforhold til ting af personlig værdi, herunder formentlig ens bolig, og så det mere fjerne forhold til jordegods og produktionsmidler, der danner grundlag for materiel produktion og ophobning af værdi

Absolut enig, men vi har jo en ganske stor empiri med hvad der sker med økonomien hvis man begrænser individdets ret til at eje noget, til de helt personlige ting. Selv Enhedslisten er jo godt klar over at forestillingen om dem der vil tage alt fra folk, undtagen deres tandbørste (eller hvordan det nu var diskussionen gik) ikke duer, og ihvertfald ikke giver opbakning. Og selv cubanerne kom som tidligere nævnt også til den konklusion for et par år siden:

http://en.wikipedia.org/wiki/Economy_of_Cuba#Post-Fidel_reforms

Med hensyn til fællesskabet, som du kommenterer på, så - ja, så kan det ses på mange måder, det kan ses som et område, hvor man sympatiserer med nogle man har en individuel følelse af sammenhold med, men det kan også ses mere vidt, eller mere snævert. I det mere vide perspektiv er vi alle fælles om livet på denne klode, og har et fælles interesse i bevarelse og opretholdelse af livsgrundlaget. Dette fællesskabs interesser kolliderer let med den individuelle ejendomsret. I det mere snævre perspektiv må vi indgå i samarbejdsrelationer, vi ikke nødvendigvis har personlige behov for eller glæde af, som f. eks. kolleger eller kammerater på en arbejdsplads, eller naboer i et bysamfund, men hvor fælleskabet udspringer af en praktisk nødvendighed. Psykologisk ligger disse følelser og behov og svinger ind og ud mellem hinanden, så det kan være svært at afgøre, hvornår det ene begynder og det anden hører op.

Selvfølgelig kan - og skal - vi indgå i talrige sociale sammenhænge, også nogle vi ikke selv vælger, men som - af forskellige årsager - er hensigtsmæssige eller nødvendige. Min pointe er blot at de kan i sig selv ikke bære et samfund i længden, hvis ikke der er plads til det fællesskab der kommer fra individdets egne valg. For meget regulering - herunder den vi har set med alle forsøg på planøkonomi - ødelægger den balance og ender med at være så kontraproduktivt at det æder det fællesskab, det ellers har været tiltænkt at styrke.

Gab! Kapitalisme-apologeterne har nu kørt det andet standard false valg i position.

Det første var privat ejendomsret eller kaos.

Nu er det kapitalisme eller Sovjet-stil "kommunisme" (statskapitalisme)

Gab! Planøkonomi-apologeterne har svært ved at acceptere at deres modeller i bund og grund kun er ny vin på gamle flasker og aldrig har været andet end overfladiske tilretninger af den gamle tvangskollektivistiske dødssejler.

Michael Kongstad Nielsen

Thomas Krogh (15.17); dit 1. afsnit: - hvis vi ser bort fra de personlige ejendele. Ja, der er masser af empiri for, hvad der sker med økonomien (samfundets), hvis den private ejendomsret reguleres op eller ned, frigives helt eller indskrænkes helt. I de fleste samfund, der anerkender privat ejendomsret til jord og produktionsmidler, er ejendomsretten reguleret på en lang række områder ved lovgivning eller gennem grundlæggende ret. I Danmark må man f. eks. ikke bygge en fabrik på sin jord, hvis den ligger i et boligområde, og i en del år var det sådan i USA, at den frie og uhæmmede ejendomsret til kapitalen og dens omsætning gennem banker og værdipapirer måtte reguleres efter kollapset i 1929 i form af de såkaldte Glass-Steagall love. Da disse begrænsninger senere blev lempet eller forsvandt, har vi god empiri for, hvor slemt det gik igen. Den private ejendomsret skal reguleres af samfundets demokratiske, fælles vilje, ellers går det rigtigt galt.

Dit 2. afsnit: - der skal være plads til det fællesskab, der kommer fra individets egne valg, siger du. Det lyder godt nok, og det kan jeg helt gå ind for i den relativt afslappede, vide formulering. Men alle individer er jo underlagt begrænsninger, hvor man bor, naturgeografi, muligheder for næringsdrift osv. Og alle mulige andre begrænsninger, uddannelse, traditioner, osv. Så individet vælger ikke fuldstændig frit fra leveren sit ønskede fællesskab og arbejde. Man må forholde sig til menneskene omkring én, og mulighederne. Jeg siger så: - det fællesskab, der udnytter mulighederne bedst, er ikke det, der ejes og drives af én arbejdsgiver, men det, der drives i fællesskab blandt arbejderne, da de samles for at støtte hinanden, og ikke arbejdsgiveren. Det var det samme, da feudalismens livegne fæstebønder blev frie for hoveriet åg, da udviklede økonomien sig pludseligt med stormskridt.

Michael

Thomas Krogh (15.17); dit 1. afsnit: - hvis vi ser bort fra de personlige ejendele. Ja, der er masser af empiri for, hvad der sker med økonomien (samfundets), hvis den private ejendomsret reguleres op eller ned, frigives helt eller indskrænkes helt. I de fleste samfund, der anerkender privat ejendomsret til jord og produktionsmidler, er ejendomsretten reguleret på en lang række områder ved lovgivning eller gennem grundlæggende ret. I Danmark må man f. eks. ikke bygge en fabrik på sin jord, hvis den ligger i et boligområde, og i en del år var det sådan i USA, at den frie og uhæmmede ejendomsret til kapitalen og dens omsætning gennem banker og værdipapirer måtte reguleres efter kollapset i 1929 i form af de såkaldte Glass-Steagall love. Da disse begrænsninger senere blev lempet eller forsvandt, har vi god empiri for, hvor slemt det gik igen. Den private ejendomsret skal reguleres af samfundets demokratiske, fælles vilje, ellers går det rigtigt galt.

Ganske enig, men der er intet til hinder for at man har en - rimelig - regulering, samtidigt med at man ikke blander sig i ejerskab.

Dit 2. afsnit: - der skal være plads til det fællesskab, der kommer fra individets egne valg, siger du. Det lyder godt nok, og det kan jeg helt gå ind for i den relativt afslappede, vide formulering. Men alle individer er jo underlagt begrænsninger, hvor man bor, naturgeografi, muligheder for næringsdrift osv. Og alle mulige andre begrænsninger, uddannelse, traditioner, osv. Så individet vælger ikke fuldstændig frit fra leveren sit ønskede fællesskab og arbejde. Man må forholde sig til menneskene omkring én, og mulighederne. Jeg siger så: - det fællesskab, der udnytter mulighederne bedst, er ikke det, der ejes og drives af én arbejdsgiver, men det, der drives i fællesskab blandt arbejderne, da de samles for at støtte hinanden, og ikke arbejdsgiveren. Det var det samme, da feudalismens livegne fæstebønder blev frie for hoveriet åg, da udviklede økonomien sig pludseligt med stormskridt.

Korrekt, men her er det igen spørgsmålet om balance. Da marxismen-leninismen (og senere maoismen) tog skridet videre fra sen-feudalisme/selvejer-samfund til system-kollektivisme gik det galt. Man røg nemlig ned i samme hul af håbløshed, ineffektivitet og social kontrol som kendetegnede feudalismen. Ja, man kaldte det noget andet og man kunne periodisk mobilisere store kræfter til mange initiativer, men kollektivismens egen "feudalstruktur" rummede præcis som feudalismen kimen til systemets eget sammenbrud.

Det er altså spørgsmålet om at Staten skal skabe de rammer der gør det muligt for individder at indgå fornuftige fællesskaber til alles - ikke mindst samfundets egen - interesse. Staten kan ikke skabe fælleskaberne i sig selv, uden at ødelægge den drivkraft der skal holde dem sammen.

Sider