Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

De glemte oprør

Noget så sjældent som en ny bog med et højt niveau om den Persiske Golf er på gaden. Den peger på, at store forandringsprocesser også er i gang i denne, i litteraturen, ofte oversete del af den arabiske verden
Moderne Tider
16. november 2013

De råber i mørket. De er næsten glemt. Ingen skriver om det. Få taler om det. Men, kampen for øgede rettigheder fortsætter i Bahrain – også i skrivende stund. Det var blandt andet takket været den prisbelønnede al-Jazeera-dokumentar Shouting in the Dark, som i dag er set af over 500.000 alene på YouTube, og en række talentfulde aktivister fra Bahrain, at revolutionen i øriget ikke blev fuldstændigt negligeret. Filmen er en stærk fortælling om de første måneder af oprøret i det lille kongedømme i den Persiske Golf. Det var ingen overraskelse, at de arabiske forandringsprocesser i Tunesien og Egypten også vandt genklang her.

Bahrains kongehus har i årtier haft en stærk politiseret opposition primært bestående af øens langt overvejende shiitiske befolkning, som i det store og hele er meget langt fra såvel det politiske som det økonomiske magtcentrum. I shiitiske landsbyer har der i årevis været kampe mellem politi og de lokale indbyggere. Afbrændte bildæk og stenkast har været en del af dagens orden. Da jeg besøgte Bahrain året før revolutionen, var det tydligt, at her var der gang i noget. Den politiske bevidsthed er veludviklet. Interessen for forandring enorm, og konservatismen hos magthaverne ligeså.

Regional slagmark

Bahrain er højpolitisk. Et lille rigt kongedømme midt i Golfen med en fast bro til storebroderen Saudi-Arabien. Et kongedømme hvor USA’s primære flådehavn i Golfen er placeret, og hvor mere end 6.000 amerikanske militærfolk er udstationeret. Et kongedømme, som er ledet af en sunni-muslimsk konge, mens mere end to tredjedele af øens befolkning er shiiter. Et kongedømme, hvor Iran søger indflydelse blandt shiitterne. Med andre ord et kongedømme som er skueplads for den regionale magtkamp mellem SaudiArabien og Iran, og et land med enorme amerikanske interesser.

Derfor var revolutionen i Bahrain ikke særlig velkommen, da den brød ud i februar 2011. Det behagede ikke herrerne i Golfen, heller ikke USA eller de øvrige vestlige stater. Status quo i Golfen er tilsyneladende vigtigere end menneskerettigheder, ytringsfrihed og social retfærdighed, hvilket var bahrainernes krav, da de samledes i hundredetusindevis på Pearl Roundabout – Bahrainernes pendant til Tahrir, som regeringen jævnede med jorden i midten af marts 2011.

En ung forsker, Toby Matthiesen, der i dag sidder på Pembroke College i Cambridge har forfattet en ny interessant, velskrevet bog om udviklingen i Golfstaterne med særlig fokus på Bahrain og Saudi Arabien – især om al-Ahsa provinsen, hvor flertallet af Saudi Arabiens omkring to millioner shiitter bor. Matthiesen er specialist i shiisme i Golfen. Bogen Sectarian Gulf. Bahrain, Saudi Arabia and the Arab Spring that wasn’t er værd at læse for såvel lægmand som specialist. Det er fortællingen om, hvordan magthaverne i Bahrain og Saudi Arabien bevidst har spillet på og styrket den sekteriske splittelse mellem sunni og shia islam med henblik på, at underminere muligheden for en mulig samlet opposition til de siddende monarkier. Splittelsen er i Matthiesen øjne ydermere blevet styrket af ’identitets entreprenører’, der har spillet det sekteriske kort for egen politisk vindings skyld. Resultatet er en sekterisk splittet Golf.

Regimernes høje spil

0Matthiesen gennemrejste de forskellige Golf-lande adskillige gange i 2011 og 2012, og en af hans styrker er, at han evner at præsenterer interessante førstehåndsindtryk koblet med akademisk baggrundsviden. Han er således blandt andet i stand til at nuancerer billedet af de forskellige shiitiske grupperinger i både Bahrain og Saudi Arabien, samt at redegøre for regimernes ubehagelige strategi om at mistænkeliggøre shiitter og positionere dem som en slags femte kolonne.

I bogens sidste del beskæftiger Matthiesen sig kort med udviklingen i henholdsvis Kuwait og Oman, hvor der også har været klare tilløb til oprør. Her antager problemstillingen andre dimensioner, men landene er sårbare, og har også her mildest talt et demokratisk underskud.

Konklusionen er at lederne på den korte bane har fundet et ’svar’ på udfordringen fra store dele af folket: Sekterisme, med alle de farer det indbefatter i form af splittelse af samfundet både lokalt, men også regionalt. Pointen er blot, at Golf-staterne forsat mangler, at finde svar på de egentlige udfordringer som regimerne står overfor uanset om det gælder økonomisk diversificering, ungdoms arbejdsløshed eller de massive krav om politisk reform. Det er, som om de autoritære regimer har mistet evnen til at kontrollere, hvad folk skal mene og kræve i det offentlig rum, hvilket giver forfatteren tro på, at forandring er på vej – også i Golfen. Spørgsmålet er, om den kommer gennem reform eller revolution.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her