Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

En helt anden liberalisme

Vi må søge andre mål for udvikling end vækst og forstå sociale rettigheder som forudsætning for frihed. De tanker ligger fjernt for såvel liberale, socialliberale som socialdemokrater. Men ifølge en ny antologi er det selve kernen i liberalismen
Mål eller midel. Hvis væksten bliver et mål i sig selv, vil den føre til både ødelæggelse af naturen og til en eskalerende, uhensigtsmæssig ulighed, påpegede Mill allerede i midten af det 19. århundrede. Olieudvinding i Texas i 1905.

Mål eller midel. Hvis væksten bliver et mål i sig selv, vil den føre til både ødelæggelse af naturen og til en eskalerende, uhensigtsmæssig ulighed, påpegede Mill allerede i midten af det 19. århundrede. Olieudvinding i Texas i 1905.

Moderne Tider
30. november 2013

I sin Principles of political economy fra 1848 skriver den liberale engelske filosof John Stuart Mill : »Den bedste tilstand for den menneskelige natur er den, hvor ingen er fattig, ingen ønsker at blive rigere, og hvor der ikke er grund til at frygte, at man bliver skubbet bagud, når andre forsøger at mase sig frem.« Citatet er hentet fra Casper Sylvests inspirerende bidrag til antologien Liberalisme, som han er medredaktør af.

Som Sylvest redegør for det, er det Mills opfattelse, at en kapitalistisk vækstlogik i første omgang er frisættende, fordi den forbedrer vores materielle levevilkår. Men for Mill kan vækst ikke være et mål i sig selv, kun et middel til at overleve. Indskrænker vi ikke den kapitalistiske vækstlogik med en sådan skelnen, vil det – hævder Mill allerede midt i det 19. århundrede – føre til både ødelæggelse af naturen og til en eskalerende, uhensigtsmæssig ulighed.

Frem for vækst tilslutter Mill sig derfor en forestilling om stilstand, der for såvel samtidens som nutidens økonomisk fikserede liberalisme er en skandaløs tanke. Denne forargelse beror ifølge Mill på en økonomistisk fordom, der abstraherer fra, at menneskets tilværelse har højere formål end at overleve. Mill fremhæver selvudvikling, der ikke dækker over et selvoptaget projekt, men er en betegnelse for menneskets engagement i såvel sociale og moralske anliggender som i åndelig kultur.

Et opgør med klassisk utilitarisme

Mill udtrykker hermed – påpeger Sylvest – et opgør med Jeremy Benthams nivellerende utilitarisme, idet han insisterer på at skelne mellem lavere og højere former for nydelse – mellem ’mikado og poesi’, et eksempel, Mill brugte med direkte adresse til Bentham.

Det grundlæggende kvalitative skel er for Mill skellet mellem tilfredsstillelsen ved selvforsørgelse, som imidlertid kun er et middel, og på den anden side målet for dette middel: at kunne engagere sig i, hvad Mill betegner som the art of living, som ikke blot kan bringe tilfredsstillelse, men glæde. Mill udvikler på det grundlag en vision om kooperativer, der skal installere principper om demokrati og retfærdighed i den kapitalistiske produktion. Samtidig skal det give langt flere borgere mulighed for den fritid og de ressourcer, som er forudsætningen for at beskæftige sig med en kultivering af livsførelsen.

Sylvest lader det stå som et åbent spørgsmål, på hvilke måder vi kan finde inspiration i Mills visioner om økonomisk demokrati og liberal socialisme. Men under alle omstændigheder yder Sylvest et vigtigt bidrag ved at henlede opmærksomheden på Mills grundtanke, som anfægter den ’økonomisme’, som præger ikke alene de liberale og socialliberale, men også de socialdemokratiske og socialistiske positioner i den aktuelle politiske kultur.

Selvudvikling

Stuart Mill hævder, at selvudvikling er et irreducibelt formål for mennesket. Vores engagement i sociale, moralske, politiske og kulturelle anliggender er meningsfuldt i sig selv og behøver ikke nogen yderligere, økonomisk begrundelse. Økonomiske incitamenter, derimod, begrunder vores motivation eller formål på en principielt anden måde og kan derfor ikke erstatte den første type af begrundelse.

Som det er blevet os pinligt bevidst i dag, er det selvfølgelig muligt at foretage en vurdering af ethvert projekt, tiltag eller handling ud fra økonomiske begrundelser. For Mill er det ikke blot en selvfølge, at det omvendte også gælder: Enhver økonomisk vurdering af et projekt efterlader plads til at spørge efter en anden begrundelse: Hvordan udtrykker projektet f.eks. et bidrag til menneskets selvudvikling?

Mill hævder endvidere, at den økonomiske begrundelse er sekundær, mens selvudvikling er et primært formål for mennesket. I sidste ende er økonomisk incitament ikke et formål i sig selv, men blot et middel til at opnå et grundlag for, at vi kan koncentrere os om de primære formål.

Krænkelsesparagrafferne

Mill spiller også en central rolle for et andet af bogens bidrag, nemlig Frederik Stjernfelts refleksioner over ytringsfrihed som liberal grundværdi. Mens Spinoza i sidste kapitel af sin Tractatus Theologico-Politicus fra 1670 leverer en bestemmelse af ytringsfrihed, der i sine grundtræk stadig er gyldig, er det Mills On liberty fra 1859, som er den klassiske tekst i forhold til at vurdere grænserne for ytringsfriheden. Stjernfelt viser, hvorfor Mill er begrundet i en opfattelse af, at vi bør tillade en udstrakt grad af ytringsfrihed, som også omfatter krænkelser i form af ’hån, spot og latterliggørelse’.

Samfundet bør ifølge Mills ræsonnement kun gribe ind over for ytringer i offentligheden, der direkte udsætter andre for fare, f.eks. i form af trusler om vold, injurier, løgnagtig anprisning af produkter osv. Dertil kommer ytringer, der direkte ansporer til grove lovovertrædelser eller umiddelbart udsætter andre for fare, som f.eks. ved at skabe panikved at råbe »brand!« i et overfyldt teater. På grundlag af Spinoza og Mill, og suppleret af moderne positioner, argumenterer Stjernfelt overbevisende for, at de to krænkelsesparagraffer, blasfemi- og racismeparagrafferne, bør afskaffes.

Det er værd at gøre opmærksom på, at en sådan ytringsfrihed classic, som Stjernfelt forsvarer, er fuldt kompatibel med en anden klassisk pointe: At anfægte det hensigtsmæssige i at fremsætte en bestemt ytring er ikke ensbetydende med at anfægte retten til at fremsætte denne ytring. De, der anfægtede det hensigtsmæssige i, at Jyllands-Posten publicerede Muhammed-tegningerne, anfægtede ikke dermed avisens ret til at ytre sig. Alt er tilladt, men ikke alt gavner, som skrevet står.

Denne pointe har en del af ytringsfrihedens forkæmpere haft svært ved at anerkende. Måske bliver det nemmere, når vi forhåbentlig snart drager konsekvensen af argumenter som Stjernfelts og afskaffer krænkelsesparagrafferne. Så burde det blive endnu klarere, at en rettighedsliberalisme er utilstrækkelig, hvis ikke vi skal ende som principryttere.

Åbenhed, frisind og gavmildhed

Netop i den sammenhæng får Jörn Leonard og Jeppe Nevers respektive bidrag en særlig relevans. De gør begge opmærksom på i deres respektive bidrag, at betegnelsen ’liberal’ havde en ikke- eller før-politisk betydning før Den Franske Revolution.

Det var et adjektiv, som semantisk var knyttet til de klassiske dannelsesidealer og henviste til moralske kvaliteter som ’åbenhed’, ’frisind’ og ’gavmildhed’. I forhold til en tysk kontekst bemærker Leonard, at via begrebet Liberalität opviste den førpolitiske forståelse af liberal en »ejendommelig vedholdenhed« i det 19. århundrede. Man kan overveje om et tilsvarende begreb om ’liberalitet’ ikke fortsat er relevant i det 21. århundrede som betegnelse for et prisværdigt karaktertræk, der blandt andet udtrykker sig i den fornuftige brug af retten til potentielt krænkende ytringer i et pluralistisk og multietnisk samfund.

Frihed og solidaritet

Stjernfelts bidrag hører til blandt det mindretal af bogens artikler, som er normative forsøg på at forsvare bestemte aspekter af liberalismen. De fleste af bidragene har udelukkende et (ide)historisk anliggende, nemlig på ny at spørge til, hvad liberalismen er ud fra positioner i historien, der har forstået sig som liberale.

Bogen åbner således med en artikel af Michael Freeden, der udover at levere en metodisk horisont for de idehistoriske bidrag, skelner mellem fire hovedspor i britisk liberalisme. Det mest overraskende af disse spor, i hvert fald hvis man har en dogmatisk forståelse af liberalisme, blev formuleret i begyndelsen af det 20. århundrede af Leonard T. Hobhouse og John A. Hobson, bl.a. i værkerne Liberalism (1909) og Crisis of liberalism (1911) og deres version af liberalisme fik stor indflydelse på udviklingen af den britiske velfærdsstat, idet de forbandt frihed med solidaritet.

Freeden hævder, at udgangspunktet for denne form for liberalisme er en anerkendelse af menneskelig skrøbelighed som normal snarere end patologisk. Tilsvarende anser en sådan liberalisme gensidig afhængighed som uundgåelig og endda fordelagtig snarere end som en beklagelig svaghed. Gensidig støtte er således ifølge Hobhouse ikke mindre vigtig for liberalismen end gensidig tolerance.

Med udgangspunkt i observationer af dyreadfærd hævdede han endda, at menneskets evolution er kommet i stand gennem stadigt større samarbejde snarere end en brutal kamp for survival of the fittest, sådan som socialdarwinismen forudsatte. En sådan liberalisme skrev ifølge Freeden det klassiske begreb om individuel frihed ind i en ny organisk samfundsforståelse, som understreger, at individet er formet af gensidige relationer. Hermed afvistes en politik orienteret omkring interesser og klasse; en samfundspolitik skulle afløse en interessepolitik.

Dansk socialliberalisme

Lars Schädler Andersen viser i sit bidrag, at den danske socialliberalisme i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede var præget af lignende tanker. I den danske sammenhæng var det filosoffen Harald Høffdings Etik fra 1887, der senere inspirerede både Det radikale Venstre og de svenske socialdemokrater, som forsøgte at udvikle en organisk forståelse af samfundet som »en til Enhed forbunden Mangfoldighed af bevidste Væsener«.

En vigtig konsekvens af Høffdings teori er ifølge Andersen, at staten ikke skal opfattes som en hæmsko for individuel frihed, men eksempelvis gennem socialpolitiske reformer kan blive en forudsætning for frihed. På dette grundlag fremstod lovfæstede sociale rettigheder som en betingelse for, at individer er i stand til at indtage deres plads som myndige og frie samfundsborgere, hvilket samtidig modsagde den ydmygende og moraliserende ide om, at offentlig forsørgelse er belønning for »dadelfri livsførelse«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En helt anden liberalisme - gjort af samme stof som den usynlige hånd, trickle down theori, og alle de øvrige bortforklaringer af virkningerne af kapitalismens rovgriskhed...

De lever i en tegneserieverden, et lille Pleasantville, hvor alt går på skinner. Når virkeligheden er så uforskammet at arte sig anderledes, end de lærte på det statsvidenskabelige studium, lader de som om virkeligheden ikke findes. Den findes måske uden for deres vinduer, men så trækker de bare gardinerne for.

Samtidig vokser den virkelige trussel, den virkelige krise – krisen for miljø og klima – dag for dag. Truslen vokser, fordi vi stadig dyrker dogmet om evig vækst. Men det står der ikke noget om i Dream-modellerne, så det kan politikerne ikke forholde sig til.

skriver Arne Herløv Petersen

i en særdeles læseværdig klumme:
http://www.svendborgsnetavis.dk/den-nye-klasse-af-kreative-lystlognere/

Claus Høeg, Morten Lind, Thorbjørn Thiesen, Michael Madsen, randi christiansen, Mette Hansen, Henrik Nielsen, peter fonnesbech, Flemming Scheel Andersen, June Beltoft, Steffen Gliese og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

En dejlig artikel, der viser, at alting heldigvis kun er en overgang, så finder vi tilbage på hovedsporet og til den almene fornuft. Vi skal huske, at den liberalisme, der er ved at rive samfundene i stykker, bygger på to halvstuderede røveres hjernespind for 30-40 år siden.

Morten Lind, Thorbjørn Thiesen, David Zennaro, Mette Hansen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Kurt Lindy Hansen

Afsnittet om ytringsfrihed er relevant.

Niels Engelsted

Sympatisk selvfølgelig men er det ikke lidt vel sent? Hegel skrev ganske vist, at Minervas ugle først spreder sine vinger ved tusmørkets komme, dvs. at tankerne først kommer, når udviklingen selv næsten er overstået, men i det her tilfælde er uglen vist mere at ligne med fuglen i Monty Pythons papegøje-sketch.

Morten Lind, Stig Bøg, Flemming Scheel Andersen, Thomas Borghus, olivier goulin og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Hvordan skeldnes mellem gavnlig og skadelig uenighed? Hvornår anser man et modsynspunkt eller endda en tåbelighed for noget "gavnligt"

Alan Strandbygaard

Socialdemokraterne har åbenbart besluttet sig for at socialismen ikke længere en attraktiv.

De har i denne regeringsperiode gjort alt for at kvæle ethvert tiltag, der skal styrke den, og i stedet vendt sig mod højrefløjen. Det ser jeg som et tegn på, at de mener det er det mest interessante.

Socialdemokraterne har ved dette udvisket deres eget partis politik, og i princippet gjort sig selv overflødige. Det undrer mig ikke at højrefløjen nu får vind i sejlene. Socialdemokraterne reklamerer jo i allerhøjeste grad for det: Se her venner, det er her i skal hen. Ikke mase! Bevar ro og orden!

Hvad jeg til gengæld ikke forstår, er hvor alle de ægte socialdemokraterer blevet af? Er de døde, lammede, pensionerede og demente?

Elisabeth Andersen, Morten Lind, Steffen Gliese, John Victor Lorck, Mette Hansen, Henrik Nielsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

De er forhåbentlig på vej til Enhedslisten - når det ikke længere kan skjules at Bjarne Corydons og regeringens markedskonforme konkurrencestat er er et misvækstmonster, som undergraver kernen i den socialdemokratiske ide. Tro ikke på dem der vil bilde dig ind, at du skal sælge sjæl og krop til Goldman Sachs o.a., hvis du skal overleve.

Morten Lind, Bill Atkins, John Victor Lorck, Henrik Nielsen og Lars Dahl anbefalede denne kommentar

Kan i øvrigt anbefale Doemenico Losurdos "Liberalism A Counter History" for at få en nødvendig nuancering af disse skønmalerier af liberalismens fædre.

Alan Strandbygaard

Egentlig så står vi i en ny situation, hvor Venstre og Socialdemokraiet slås om de samme vælgere. Politikken ligger så tæt op ad hinanden, at forskellen faktisk er ens.
Midten i dansk politik er en realitet. Taberne bliver mindretallet på begge sider.

Der er ikke nok 'røde' i Danmark til at ændre på dette.

Min tanke går på hvilket af de to store partier der løber af med sejren i sidste ende?

Det der bekymrer mig er at sammenhængskraften forsvinder. Der er allerede ved at dannes en stor underklasse, der ikke har det mindste tilovers for toppen og middelklassen, og som opgiver samfundet som helhed. Måske vil man tvinge eller true den til at være med, via strenge regler i socialloven, men det hjælper stadig ikke på velviljen.

Det er ikke rart at opleve sit land blive ødelagt, fordi nogle glemmer hvor de kommer fra, og hvad der bragte den så langt.

Morten Lind, David Zennaro, Steffen Gliese, John Victor Lorck, Henrik Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

og fortsætter man med at fortælle folk, at de bare skal finde sig en billigere bolig, så risikerer man at fremelske ikke bare mistillid som nu, men had.

Tue Romanow, Morten Lind, David Zennaro, Steffen Gliese, Henrik Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar

Sidste afsnit i "Dansk Socialliberalisme" :

" En vigtig konsekvens af Høffdings teori er ifølge Andersen, at staten ikke skal opfattes som en hæmsko for individuel frihed, men eksempelvis gennem socialpolitiske reformer kan blive en forudsætning for frihed. På dette grundlag fremstod lovfæstede sociale rettigheder som en betingelse for, at individer er i stand til at indtage deres plads som myndige og frie samfundsborgere, hvilket samtidig modsagde denom, at offentlig forsørgelse er belønning for »dadelfri livsførelse«."

kan opfattes som en fremsynet advarsel mod det, der indtil nu er resultatet af flere årtiers socialdemokratisme. Nu sidder vi suppedasen.
Medicinen er afskaffelse af den " ydmygende og moraliserende ide " og dens erstatning med Basisindkomst : "...en forudsætning for frihed."

John Victor Lorck

"Det der bekymrer mig er at sammenhængskraften forsvinder."
De 10 forbandede år med VKO øgede uligheden i DK, og så endelig kom der et regeringsskifte. Nu skulle skuden vendes mod større lighed. Det gik som bekendt anderledes, uligheden vokser stadig, og det er en farlig gift for et samfund. Hvad værre er, der er ikke udsigt til at det vender foreløbigt. Enhedslisten er det eneste parti tilbage der har lighed på programmet.

Anna Exner, Morten Lind, randi christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det var jo lige præcis sådan, som det er formuleret i det afsnit, Leo Nygaard citerer, at den danske velfærdsstat faktisk var tænkt og opretholdt indtil 1. januar 1994, hvor arbejde holdt op med at være arbejde og blev - pjat og tidsfordriv.

Næh, Rune Aagaard, er der andre end mig, der har læst den?! Det var dejligt.

randi christiansen

Besynderligt som både nyliberalister og socialdemokrater har fjernet sig fra de oprindelige socialt bevidste, liberale ideer - som forstod, at alt er forbundet, og at frihed på bekostning af din næstes frihed blot er simpelt tyveri - og i stedet har engageret sig i den markedskonforme konkurrencestat, hvor kun den stærkeste overlever på markedets præmisser.

Hvor er kampgejsten? Glemt i kampen om guldkalven og solgt til Goldman Sachs?

Anders Reinholdt, Bill Atkins, John Victor Lorck og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Peter Hansen, hvorfor lige 1992.
Uddybning : I 60`erne med Gredal og socialreformerne startede et regeltyranni. Det gjorde man sig, i sin gode hensigter, ikke klart. Langsomt og sikkert udviklede socialstaten sig gennem reglernes betingelser for "dadelfri livsførelse" til et bureaukratisk monster, som spandt borgerne ind i et hæmmende net - "en hæmsko for individuel frihed "
Sagt på en anden måde : Var Basisindkomst indført i fra starten, var frihedsidealerne tilgodeset og arbejdet ophørt med at være defineret som LØNarbejde.
Som sidegevinst var de uværdige forhold mellem de herskende og de beherskede ikke blevet til det - med alle dets følgevirkninger - karakteriserer vores samfund i høj negativ grad.

randi

Besynderligt som både nyliberalister og socialdemokrater har fjernet sig fra de oprindelige socialt bevidste, liberale ideer - som forstod, at alt er forbundet, og at frihed på bekostning af din næstes frihed blot er simpelt tyveri - og i stedet har engageret sig i den markedskonforme konkurrencestat, hvor kun den stærkeste overlever på markedets præmisser.

Problemet er ikke konkurrencestaten. Problemet er den rodfæstede neosocialistiske ide om at alle problemer skal løses af Staten. At Staten så ikke kan klare at løse alle problemer får neosocialisterne til - med vrede ord og åndelige brosten - at tale om "konkurrencestaten", bureaukratiet, nedskæringerne og alt det andet de bilder sig ind er et "neoliberalt" angreb på rodfæstede rettigheder.

Så prøv at vend den om. Prøv at kom med konstruktive idéer til en samfundskonstruktion der *ikke* fordrer et utæmmeligt monster af en 1 billion kroners offentlig sektor, og hvor i *ikke* forventer at Staten springer til og udbedrer, forebygger eller forvandler enhver nok så fortænkt "urimelighed".

Det system vi har i dag er ikke et resulat af "socialdemokratisk svigt". Det er et resultat af alt, alt for meget socialdemokratisk succes.

Flemming Scheel Andersen

Thomas Krogh

Konkurrencestaten er ikke opfundet af socialister, men hvor finder du neosocialister og hvad er det for en størrelse??

Og hvis det er neosocialisternes skyld det hele, hvad skal sosserne så spankes for??

Liberalismen er så den evige fejlfrie helligdom, der har bragt os...?? Ford??

Flemming

Konkurrencestaten er ikke opfundet af socialister, men hvor finder du neosocialister og hvad er det for en størrelse??

Konkurrencestaten som begreb er opfundet af socialister, som forsøg på at bortforklare den dysfunktionalitet, der altid indtræder i så abnormt store politiske konstruktioner som vore velfærdsstat. Det er deres måde at lukke øjnene for det forhold at dyret skal tæmmes. Altså venstrefløjsnewspeak på linie med "neoliberal" der også er et catch-all for alt de problemer de ikke ønsker at se i øjnene fordi de i virkeligheden har langt mere rod i socialisme end i liberalisme.

"Neosocialist" synes jeg så kunne være et fint udtryk til at dække den del af befolkningen som har lullet sig ind i en bevidstløs tro på at Staten *skal* løse alle problemer og som fuldstændigt har glemt alle planøkonomiernes massive fejl.

Og hvis det er neosocialisternes skyld det hele, hvad skal sosserne så spankes for??

Socialdemokraterne skal spankes for noget korrelerende. Nemlig deres tyrkertro på at man kan udvide den offentlige sektor mere eller mindre permanent, uden negative bevirkninger som f.eks. visse befolkningsgruppers ide om at enhver offentlig ydelse er en umistelig ret, og at enhver justering af enhver ydelse er at kaste hele samfundet i Dickens'k armod. Det havde klædt socialdemokraterne meget tidligere at gøre op med den mentalitet.

Liberalismen er så den evige fejlfrie helligdom, der har bragt os...?? Ford??

Liberalismen er skam ikke fejlfri, men har dog skabt den økonomiske motor der driver og bekoster velfærdssamfundet. Noget en stor del af befolkningen - inklusive ganske mange politiske aktive øst for de Radikale - enten er komplet uvidende om, eller bevidst stikker hovedet i busken overfor. Fordi de ikke bryder sig om tanken om en 1 billion kroners offentlig sektor ene og alene eksisterer fordi kapitalismen har gjort den mulig.

Flemming Scheel Andersen

Thomas

Begrebet konkurrencestaten kom frem med en bog af en CBSprofessor og ikke dine noget vidtløftige neosocialister??

Konkurrencestaten
af Ove K Pedersen
Ove Kaj Pedersen (født 6. februar 1948 i Skagen) er en dansk politolog og professor i komparativ politisk økonomi ved Copenhagen Business School (CBS), hvor han var grundlægger af Department of Business and Politics.
Pedersen er oprindeligt uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1970, men blev desuden cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1979. Han kom derefter til Roskilde Universitet som adjunkt i offentlig administration og blev i 1985 lektor samme sted. I 1996 blev han professor i offentlig administration ved Aalborg Universitet, men kom allerede året efter til Københavns Universitet som professor i komparativ politik. Han kom til CBS i 2004, hvor han var med til at opbygge handelshøjskolens forskningsmiljø indenfor krydsfeltet mellem politik og økonomi.
Han har skrevet flere bøger gennem årene, og har desuden fungeret som kommentator i medierne. I 2008 modtog han Forskningskommunikationsprisen af Videnskabsministeriet.

Din begrundelse for at spanke socialdemokraterne, for dine ikke eksisterende selvopfundne neosicialisters gerninger forkommer lidt uretfærdige.
Socialdemokraterne har ikke kunnet gennemføre forandringer uden liberalisternes tilslutning i flere årtier.

Liberalismen er ikke motor for noget som helst andet end individders misforståede overbevisning om, at jo mere ragelse de skraber til sig på deres medmenneskers bekostning, jo mere social anderkendelse og accept opnår de.
Men du har da ret i at det samlede erhvervsliv (det var vist der ord du ledte efter), er den økonomiske motor der driver samfundet. Altså incl. alle de medarbejdere der bliver forfordelt og de ejere og den finanssektor der lader sig forgylde for at udføre opgaven.
Dette faktum om en forældet og defekt fordelingsmodel, der bygger på en tro på vækst som brændstof, ville jeg ikke reklamere højt for at være tilhænger af.
Der findes jo mere end en form for blindhed, Thomas.

Thomas Krogh, en retfærdig fordelingsstat skal give alle adgang til basale fornødenheder: bolig, vand, varme, mad, sundhed, undervisning, lige muligheder og et arbejde. Hvis ikke et arbejde kan tilbydes, så må vi stå sammen om at betale for disse basale goder - for ingen der vil og kan arbejde skal lide nød, heller ikke de som er uden for arbejdsmarkedet: børn, syge og pensionister skal lide nød. Finansieringen sker gennem en beskatning af indkomsterne i landet.

Det er ikke neosocialisme - det er menneskelighed.

Hvis der i en periode er behov for flere penge til social hjælp, synes du så vi skal skære på overflødigt luksusforbrug eller på basale livsfornødenheder?

Flemming

Begrebet konkurrencestaten kom frem med en bog af en CBSprofessor og ikke dine noget vidtløftige neosocialister??

Jovist, men det er jo gået over i sproget - i neosocialistisk anvendelse - i en langt mere negativ anvendelse. Som f.eks. randi's ovenfor.

Din begrundelse for at spanke socialdemokraterne, for dine ikke eksisterende selvopfundne neosicialisters gerninger forkommer lidt uretfærdige.
Socialdemokraterne har ikke kunnet gennemføre forandringer uden liberalisternes tilslutning i flere årtier.

Selvfølgelig ikke, men det er jo først de sidste årtier det er gået op for socialdemokraterne at der rent faktisk er en grænse for hvor meget man kan malke befolkning og erhvervsliv for at opretholde en offentlig sektor. Går vi tilbage til 70'erne og 80'erne så var der en inkarneret tro - langt ind i S' top - på at man kunne beskatte sig ud af alle problemer og at offentlig vækst i sig selv var et rationelt mål. Heinesen, Steffen Møller - ja selv Nyrup - var blandt de første prominente til at erkende, eller ihvertfald sige offentligt, at forudsætningen for en velfærdsstat var at man havde en langt mere balanceret tilgang til økonomien. Altså at det at have en fornuftig arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik ikke bare var for erhvervslivet skyld, men var en *uomgængelig* forudsætning for velfærdssamfundet.

Liberalismen er ikke motor for noget som helst andet end individders misforståede overbevisning om, at jo mere ragelse de skraber til sig på deres medmenneskers bekostning, jo mere social anderkendelse og accept opnår de.

Det er så - med al respekt - netop den neosocialistiske fejlslutning.

Dette faktum om en forældet og defekt fordelingsmodel, der bygger på en tro på vækst som brændstof, ville jeg ikke reklamere højt for at være tilhænger af.
Der findes jo mere end en form for blindhed, Thomas.

Absolut og derfor min udfordring til neosocialisterne. Definér og beskriv et samfund uden forventning om den almægtige Stat og uden den dysfunktionelle kollods af en 1 billion kroners offentlig sektor. Uden det opgør med egne dæmoner så er i jo selv skyld i at vi er tvunget til at fastholde en "konkurrencestat".

Det ideelle er ikke , at enten det ene eller det andet parti tromler en politik igennem -

det ideelle er konceptet "det samarbejdende folkestyre", hvor man finder nogle rimelige fælle nævnere, så flest muligt ( bortset fra de yderliggående kværulanter) kan føle sig vel tilpas.

Vækst er ikke nødvendigvis "større omsætning" eller "større produktion" - det kan udmærket være større gevinst gennem større ressourcebevidsthed og mere rationel ressourceudnyttelse .

Kan man f eks få en lastbil til at køre 3 gange længere pr anvendt mængde energi, så har man en vækst i transportvolumenet , der ikke har krævet større ressourceanvendelse og ej heller har givet større miljøbelastning ?

Med en fornuftig afgiftspolitik kan sænkning af ressourceforbrug og af miljøbelastning gøres til en afgørende konkurrenceparameter, hvis man altså er fokuseret på "konkurrencen" som værende det afgørende og drivende element.

Jens Thaarup Nyberg

Leo Nygaard:
"Var Basisindkomst indført i fra starten, var frihedsidealerne tilgodeset og arbejdet ophørt med at være defineret som LØNarbejde."
Måske ikke som lønarbejde, men som tvangs-, lyst- eller ?- arbejde?
Hvad skulle grundlaget for basisindkomst have været; skat, eller overskud fra de nationaliserede virksomheder ?

Flemming Scheel Andersen

Thomas

Jeg synes nu de der "neosocialister" mere minder om en bytter, for udtrykket neoliberalister.
Udover Randi, hvem er så "medlemmer"??

Og du mener at det er fair at spanke sosserne for det neoliberalisterne formodes at gøre idag, hvis de findes, fordi sosserne for fire årtier siden kunne have tænkes at have sympatier for samme??
Lidt ligesom at give ejeren af en bil bøden for førerens hastighedsforseelse??

Det er vel ikke liberalismen som producerer en bønne så vidt jeg er orienteret, så indtil det er bevist er det vel ikke en fejlslutning af nogen............heller ikke disse skumle neosocialister??

Jamen det er jo let nok antiliberalisme, for at blive i sporet

Simon Olmo Larsen

@Alan Strandbygaard

"Hvad jeg til gengæld ikke forstår, er hvor alle de ægte socialdemokraterer blevet af? Er de døde, lammede, pensionerede og demente?"

Nogle selverklærede ægte socialdemokrater, skifter til Liberal Alliance.*

*https://www.facebook.com/Politiskengagement/posts/394021300731077

randi christiansen

Th. K. - Nu er det så vores finansminister, der har gjort sig til fortaler for konkurrencestaten - nye toner fra en socialdemokrat, men klart - hans regeringspartnere lægger sig jo i slipstrømmen af Angela Merkels 'markedskonforme konkurrencestat'.

En stat, hvor borgerne skal konkurrere - ovenikøbet på ulige vilkår - om overlevelsesressourcer, er en syg stat, der - som det ses - konstant vil befinde sig på kanten af miljø-og socioøkonomiske katastrofer. Det burde derfor være indlysende selv for dig, at når vi taler om 'staten' - så er det ikke en hvilken som helst stat. Vel?

Hvis nogen har ansat dig til at spille dum, har de gjort en dårlig forretning.

randi christiansen

Og i øvrigt - dit ønske om at få beskrevet et alternativ til det eksisterende, kan vist ikke tilfredsstilles men er ofte forsøgt. Du kan eller vil ikke forstå, at alt er forbundet, derfor interagerende og derfor yderst uhensigtsmæssigt med en model, som stimulerer privatprofiterende kapitalisering af og indbyrdes konkurrence om det fælles naturgrundlag - i stedet for solidarisk og retfærdigt samararbejde.

Den enkle indsigt er en nødvendig forudsætning for at kunne deltage i et samarbejde om detailudvikling af praktiske løsninger. Det teoretiske forarbejde, som kan gøres, er gjort af økologiske økonomer, og jeg har gang på gang på gang henvist dig til uddybende tekster. Det er i virkeligheden så enkelt Thomas > hvis du er social, så forstår du samarbejdets natur og nødvendighed - hvis ikke, kan man forklare dig herfra og til dit selvskabte helvede fryser til is - og du vil stadig intet forstå. Nu har jeg så prøvet igen igen igen samt henvist til uddybende tekster, mon vi så kan blive fri for dit omkvæd om, at socialister ikke har et formuleret alternativ? Det kunne være rart, men jeg vil ikke glæde mig for
tidligt.

Nyberg - Det er noget om anseelse. Man kan godt udøve en indsats på andre måder en at være lønmodtager. Måske endda med grund til større anseelse. Men man løber den risiko at blive beskyldt for at være en doven nasserøv.
Basisindkomst kunne indføres uden at ændre indtægtssiden i statsbudgettet. Så vil svaret til dig være : Det samme som nu.
Jeg antager, at du ved hvad basisindkomst er og betyder på alle måder.

Jens Thaarup Nyberg

Leo Nygaard:
"Man kan godt udøve en indsats på andre måder en at være lønmodtager."
Ja, men hvor skal pengene til statsbudgettet da komme fra - beskatte virksomhederne hårdere, og beskære lønnen for de ansatte, svarende til deres basisindkomst ?

Som du ser, jeg kender ikke en nærmere beskrivelse af basisindkomst, men ordet lader mig begribe nogenlunde det samme som grundløn - den løn alle ansatte er sikret gennem overenskomst.

randi christiansen

Th. K. - Nu er det så vores finansminister, der har gjort sig til fortaler for konkurrencestaten - nye toner fra en socialdemokrat, men klart - hans regeringspartnere lægger sig jo i slipstrømmen af Angela Merkels 'markedskonforme konkurrencestat'.

En stat, hvor borgerne skal konkurrere - ovenikøbet på ulige vilkår - om overlevelsesressourcer, er en syg stat, der - som det ses - konstant vil befinde sig på kanten af miljø-og socioøkonomiske katastrofer. Det burde derfor være indlysende, at når vi taler om 'staten' - så er det ikke en hvilken som helst stat. Vel?

Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Nyberg - Ok - Jeg forklarer.
Udbetalingen af de penge, ikke-lønmodtagere får nu, stopper, herunder andre ydelser som børnecheck og dagpenge.
Basisindkomsten træder i stedet for, for alle individuelt og for børn.
Staten og andre ydere skal herefter intet administrere, ingen sociale bedragerisager, ingen angiveri af andre borgere og mange andre positive virkninger.
Staten sparer altså udgifter hertil og det er meget store beløb.

Mange spørger så, hvad alle de tusinder af kontornussere så skal lave. Svaret er, at de skal omskoles til noget fornuftigt arbejde i stedet for at jagte borgerne. Vi skal dele arbejdet mere, sætte arbejdstiden ned og der kommer til at mangle varme hænder til at gøre rent og vaske røv i stedet for robotter.

Et anslået økonomisk overblik lader sig ikke gøre før systemet er realistisk på tegnebordet. Borgerlønsbevægelsen udtrykker, at det kan blive billigere. Men bedre, det bliver det.
Hvis ændringen ballancerer før og efter, skal der ikke indkræves mere end nu.
Derfor var mit svar på dit spørgsmål i 15.28 : Det samme som nu.

Om man så vil ændre på de arter, statens indtægter består af, er en anden sag.
En skattereform vil være sandsynlig. Et bundfradrag svarende til basisindkomsten i stedet for andre fradrag, er en mulighed.

Vil du vide mere, læs i de relevante kilder.

Flemming

Det må vel så være en indrømmelsen af at neosocialister og neoliberalister er en form for bytter, som jeg sagde??
Jeg havde forstået at neoliberalister var et vedtaget og anerkendt begreb, nogen endda var stolte af?? Men det er måske ikke tilfældet??

Både og. "Neoliberal" bruges - ihvertfald på venstrefløjen - ofte i flæng om ting som ikke har meget med den orginale neoliberalisme at gøre.

Vi kan vel også være enige om at "overstyring" af ideologier, har mindst lige så mange ofre som gevinster?? Skamridning af ideologier til egen vinding er jo heller ikke et ukendt begreb??
Selv så jeg gerne, at ideologier trådte en smule tilbage for at lade fornuften indtage større stykker af beslutningen, så ikke parti og antiparti var afgørende for folks beslutninger.

Fuldstændigt enig. Jeg er betragteligt mere interesseret i resultater end i teoretiske ideologiske forestillinger.

Som jeg tidligere har nævnt, så mener jeg at vækstbegrænsninger i denne del af verden er en oplagt nødvendighed, til at finde andre fordelingspolitikker, og ikke mindst andre mål at tilstræbe for alle individder end blot materiel skrammel og rigdom, som middel til at opnå social accept og anderkendelse.
det er endvidere oplagt for mig, at de der først indser denne "sandhed" eller mulighed, vil stå sig langt bedre end dem, der først opgiver de nuværende værdimål og strukturer senere.

Der er jeg så ikke helt enig. Fordi jeg tror ikke man for alvor kan mindske vores footprint og begynde at begrænse forbruget af råstoffer og andet, uden en økonomisk vækst. Og jeg ser ingen modstrid der - som vi (?) tidligere diskuterede i en anden tråd så er energimængden per BNP-enhed faldet meget kraftigt, og jeg ser både mulighed og behov for vækst i service- og informationssektorer til bl.a. at drive den nødvendige teknologiske udvikling for at udvikle et lav-emissionssamfund (bredt set).

Igen, vækst kommer ikke af sig selv. Sådan ser det måske ud fra et regerings eller andre kontorer. For andre er det tydeligt at der skal arbejde og en indsats til, ofte på trods af den førte politik og ikke takket være den.

Præcis, og der er det politiske ansvar så¨at man - efter bedste evne - søger at gøre sig bekendt med de udfordringer der er, og rent faktisk adresserer dem.

Niels Engelsted

Thomas, hvis det er rigtigt, som du skriver, at det er motivet for at rage til sig, der dominerer mennesket, så må opgaven for et samfund være at opfinde et seletøj at lægge på de egoistiske individualister, så de kan bringes til at trække samfundets vogn med dets børn og gamle og andre fælles behov. Problemet er, at egoisterne skriger og råber og sparker, og du selv er et godt eksempel, når de lægges i bidsel og mærker den mindste pisk og spore. Så hvordan løser man det problem, så samfundsvognen ikke vælter, som den er godt på vej til nu?

Niels

Thomas, hvis det er rigtigt, som du skriver, at det er motivet for at rage til sig, der dominerer mennesket, så må opgaven for et samfund være at opfinde et seletøj at lægge på de egoistiske individualister, så de kan bringes til at trække samfundets vogn med dets børn og gamle og andre fælles behov.

Det gør vi jo så også gennem skattesystemet. Udfordringen er at finde den rette balance så man dels får nytte af den enorme skaberkraft og dynamik der er i individdet, ikke mindst når han/hun - ja, jeg ved det er en ubekvem erkendelse - arbejder for sig selv, dels får et rimelig bidrag til fællesskabet. Men det er jo lykkedes mange steder. Altså at opnå en balance. Er det ikke det vi skal lære af?

Problemet er, at egoisterne skriger og råber og sparker, og du selv er et godt eksempel, når de lægges i bidsel og mærker den mindste pisk og spore

Næh, problemet er at tvangskollektivisterne ikke fatter at der intet underligt eller suspekt er i at indviddet arbejder bedst, drevet af egenmotiviation, og at de i derfor tror at det blot er et spørgsmål om mere pisk og spore, hvis de ikke arbejder godt nok i kolkhozen.

Så hvordan løser man det problem, så samfundsvognen ikke vælter, som den er godt på vej til nu?

I betragtning af at det - med de gigantiske skatteindtægter Staten trods alt lykkes at få inddraget herhjemme - ikke er mangel på offentlige midler der er problemet (slet ikke set i historisk lys), så turde man måske forslå at kigge mere på hvor effektiv den kollektive del af økonomien er (eller ikke er), i stedet for blot at råbe på mere pisk og spore. Og bidsel.

Egoisme - Godt stikord til holdninger og politisk stillingtagen.
Selvbevidste mennesker, selvoptagede, opmærksomhedskrævende, entreprenante - og alle de ord vi kan hæfte på personligheder, kunstnere, politikere, særlige personligheder - som ikke skader andre, højst irriterer eller vækker afsky.
Jeg kalder dem "gode" egoister.
"Onde" egoister nøjes ikke med dette, men opfører sig på en måde, der direkte skader andre. På det personlige og lave niveau eller på andre, helt op til de øverste, hele samfundet, hele jorden.
Hvem er det der har brug for "seletøj at lægge på de egoistiske individualister, så de kan bringes til at trække samfundets vogn med dets børn og gamle og andre fælles behov." (Niels) og hvem er de individualister, der skal " i bidsel og mærke..... pisk og spore.
Jeg lader spørgsmålet stå.
Socialister trækker i den ene retning. Liberale i den anden.
Men alle kender uretfærdigheden og skadevirkningerne, når vi møder dem.

randi christiansen

Så er der ikke længere nogen vej uden om, at (re)introducere begrebet 'perma(nent)kultur', der - som de årvågne vil opfange - henviser til
cirkulær økonomi, altså en forståelse af at alt er del af et indbyrdes forbundet kredsløb, at der som følge heraf 'is no such thing as away' - som en miljøaktivist udtrykker det i filmen Pachamama om en indiansk stammes kamp for at overleve multinationale virksomheders miljøsvineri i deres habitat - OG at disse naturens lovmæssigheder derfor - for de der vil se det - afstikker naturlige rammer for menneskelig udfoldelse her på planeten.

Hvis ikke den forståelse ligger til grund for menneskenes drivkraft, er de
for fremmedgjorte fra eget eksistensgrundlag til at drage passende omsorg for det - hvilket jo indlysende, og som det ses, er en katastrofe.

Denne sociale intelligens er langsomt, men dog eksponentielt, ved at
afløse tidligere tiders wild west forestillinger om, at enhver er sin egen lykkes smed - eller som min far udtrykte det ( her er måske kompromiset?) 'Hjælp dig selv, så hjælper dig Gud' - og hermed mente
han, at hvis man yder sit bedste i gensidig respekt, har man bedste
chance for et godt samspil med 'Gud' > omgivelserne.

Social intelligens er en egenskab, som må udvikles.