Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Hvordan er Breivik en af os?

I sin store bog om Anders Behring Breivik er Åsne Seierstad i afsnit helt mesterlig, mens hun metodisk er dybt problematisk. Bliver vi virkelig klogere på Breivik med den her bog? Og bliver vi klogere på, hvordan han også var en del af det norske samfund?
Blindhed. I forhold til undertitlen er bogen for meget Breivik og for lidt Norge. Manden og samfundet hænger ikke sammen i Seierstads fortælling. Dertil virker hun for blind for modsætningerne i det norske samfund.

Daniel Sannum Lauten

Moderne Tider
30. november 2013

I det hjerteskærende lange kapitel »Fredag«, hvor Anders Behring Breivik på et tidspunkt har skudt og dræbt mere end en håndfuld unge mennesker på Utøya, udspiller der sig en scene, hvor nogle af de unge, der forsøger at gemme sig i skovkanten, forsøger at trodse det uundgåelige: »’Dersom det virkelig er en som skyter, så må noen snakke med ham!’ sa en. ’Vi må be ham slutte,’ sa en annen.«

Som Seierstad påpeger, var de som ungsocialister vokset op i en kultur, hvor det er debatten, der skal vindes, hvor det er ordets kraft og styrke, som giver overtaget. De unge, som befandt sig på Utøya denne fredag var vant til at blive hørt. »Vi skal ikke dø i dag,« sagde de til hinanden, men en stor del af dem skulle dø den skæbnesvangre fredag. Over for Breiviks handling kunne ingen ord slå til eller formilde.

Den brist på logik er Åsne Seierstads bog En av oss – en fortelling om Norge bygget på. Hvem er Breivik i hendes store fremstilling? Det ligger allerede i titlen. Han er ’en af os’. Han er ikke bare undtagelsesmennesket, helt uden for alle kategorier, men også et produkt af det norske samfund. Når han nu er en del af det norske samfund, hvordan er der så plads til at forklare den fuldstændig uforklarlige afvigelse, han foretager med sin terrorhandling? Seierstad giver ikke et entydigt svar, men lægger i bred forstand i den 500 sider lange bog alt materialet frem om Breiviks baggrund og detaljerne i hans handling, så læserne også selv kan drage deres egne konklusioner. Det vil sige, det gør hun til en vis grad.

Seierstad fortæller kronologisk. Om moren Wenche med en baggrund i store tab og ensomhed, der møder diplomatmanden, Jens Breivik. Med ham får hun Anders, flytter til London, hvor hun slet ikke trives. Kunsten at skjule det onde og hæslige, som altid havde været en del af hende, fungerer ikke her. Hun flytter alene tilbage til Oslo, til et pænere middelklassekvarter og bliver skilt fra Jens. Wenche har det fortsat svært, skiftende mænd frekventerer hjemmet. Hun har svært ved at elske sin dreng, og forsøger flere gange i perioder som aflastning at få placeret ham hos plejeforældre.

Anders, som drengen kaldes i bogen frem til attentatet, vokser op i en feminin verden.

Han tiltrækkes af hiphopmiljøet, spreder sine graffiti på udvalgte steder og får en vennekreds der. Begynder at træne og handle med aktier; etablerer siden et lukrativt firma som sælger forfalskede eksamensbeviser, hvilket han af risiko for at blive afsløret må afhænde igen. Går ind i politik og ender i Fremskridtspartiet, fordi han er optaget af, hvor svært det er at tjene penge, og fordi indvandringsspørgsmålet melder sig. 18 år gammel bliver han medlem af partiet, satser på at blive valgt ved kommunalvalget i 2003, men partiet vælger andre kandidater, hvilket får ham til i vrede at forlade partiet. Han mangler penge og flytter hjem til sin mor igen og forsvinder i de følgende fem år ind i computerspilverdenen i form af Jihad Watch, World of Warcraft m.v. Bliver optaget af muslimspørgsmålet og den højreradikale blogger Fjordman, som han gradvist også forsøger at overgå ved at gøre deportation af muslimer fra Europa til sin egen mærkesag. Han er nu forfatter og skriver på sit store manifest 2083 – A European Declaration of Independence. Hans projekt er nu klart. Han køber en afsidesliggende gård uden for byen og begynder dér at bygge sin bombe og gøre sig klar til terrorhandlingen. Resten er kendt af alle: Fredag den 22. juli er han den selvudnævnte »kommandør i den norske antikommunistiske modstandsbevægelse«. Først bomben i regeringskvarteret, og siden fortsætter han til Utøya.

Politiets fatale svigt

Selv om det meste er velkendt, så er det forfærdelig læsning undervejs. I nærportrætter gør Seierstad terrorhandlingen nærværende og følger tæt det ene drab efter det andet på Utøya. Hvert et skud og drab bliver beskrevet. Det er godt fortalt og samtidig gjort med al respekt for ofrene og deres familier, selv om det er lammende hård læsning. Det skyldes også, at hun undervejs i bogen har kapitler, hvor hun følger en række af ofrenes familier. Siden følger beredskabets ufattelige mangler, retssagen, tvisten om de forskellige diagnoser og til sidst dommen.

På sin vis er det stærkeste i Seierstads bog afdækningen af politiets helt fatale svigt i forbindelse med tragedien på Utøya. Det vil være kendt fra efterfølgende undersøgelser, men når det fremstilles her ligefrem råber det til himlen. Det må være den største politimæssige katastrofe nogensinde. Ingen af de unge på Utøya havde behøvet at dø, hvis bare beredskabet havde fungeret normalt. Selvom man 10 minutter efter bomben i Oslo havde et præcist signalement af gerningsmand, at han var klædt i politiuniform og at han kørte i en grå Fiat Doplo med nummerpladen VH 24605, så blev Breivik ikke stoppet. I den time han brugte på vej til Utøya blev ingen veje afspærret, ingen patuljevogne sendt ud fra de forskellige politidistrikter for at spejde efter hans bil. Ingenting skete. Kun forvirring herskede, og ingen koordineret national alarmering. Derfor gik Breivik stille og roligt om bord på færgen til Utøya og tog sig tid til en efter en at dræbe 70 unge på øen. Selv da han to gange via mobiltelefon forsøgte at overgive sig og sige, at aktionen for hans vedkommende var fuldført, blev han mødt af inkompetence og manglende handling, hvorefter han begge gange fortsatte drabene. De drab vil aldrig kunne sones, for de burde have været forhindret. Hvilke familier kan leve med den viden?

I de afsnit, hvor hun kombinerer skildringen af terrorhandlingen med skildring af dette beredskabsmæssige sammenbrud, er Seierstad mesterlig. Kølig og nøgtern. Men sådan er det ikke hele bogen igennem.

Fortolkninger

Seierstad understreger, at den her bog er hendes fortolkning af begivenhederne. Hun har ikke kunnet tale med hovedpersonen selv, men har baseret sin fortælling om ham og hans opvækst på andre kilder. Jeg har imidlertid en grundlæggende usikkerhed i forhold til hendes måde at fortælle på. Hun forsvinder så at sige i en slags neutral eller usynlig fortæller, hvor man ikke rigtig kan se, hvor de forskellige oplysninger og citater stammer fra. Det er det ene. Det andet er, at jeg i hendes bog savner en analyserende fortællerstemme, der kan afveje og diskutere og forholde sig til andre fremstillinger af det stof, som allerede er beskrevet i andre bøger. Og det medfører det problem, at hendes tilsyneladende neutrale fortælling påkalder sig ekstra stor objektivitet. Dér hvor bogen burde være usikker eller gøre en dyd ud af forskellige mulige fortolkninger, ender den i stedet med at være skråsikker. Sandsynligvis mod egen intention.

Eksempelvis i forbindelse med den helt igennem usunde mor-søn-relation mellem Wenche og Anders. Det er nærmest incestuøst, har tætteste grad af intimitet, samtidig med at moren på andre tidspunkter ønsker ham død og forbander ham. Her savner man, at Seierstad ikke bare er journalist, men også tør forlade sig på mulige udlægninger og konsekvenser, for på mange måder er der ikke tvivl om, at i den relation kan man finde en vigtig nøgle til at forstå, hvorfor Breivik blev, som han blev. Og man savner, at hun tør kombinere dette med den rapport fra 1983, hvor psykologer fra børneværnet får tegnet en tydelig psykologisk profil på den dengang fireårige. Sådan som Karl Ove Knausgård eksempelvis tør gøre det i sit store essay om Breivik.

Samfundsfortælling?

En fortælling om Norge er undertitelen på Seierstads bog om Breivik. Men den fortælling bliver bogen aldrig, for den handler først om fremmest om Breivik og kun i ringe grad om det norske samfund. Mand og samfund hænger slet ikke sammen i hendes fortælling, selv om det er helt oplagt, og uden at hun behøver ty til alt for enkle konklusioner på et kompleks stof. Men Seierstad har en underlig blindhed i forhold til de ideologiske modsætninger i samfundet. Breivik er jo ikke bare et helt unikt eksempel på en radikaliseret kulturkonservativ tankegang. Antikommunismen, islamafobien, den almene fremmedfjentlighed, homofobi, antifeminisme og nationalisme er både en fortælling om vores tid og om det, som Breivik er næret af og siden tager den yderste konsekvens af.

I stedet for virkelig at se Breivik på baggrund af den samfundsmæssige udvikling, vil hun gøre ham til en ensom mand, en dybt ensom og isoleret mand, der midt i tomheden fandt en sag.

Hun støtter sig til den psykolog, der siger det, og giver hans ord stor vægt i sidste del af bogen. Med ham siger hun, at vi med Breivik ikke sidder med en højreradikal djævel, men med et menneske som lider, med et medmenneske. Hans personlighed og højreekstremistiske ideologi væves sammen i et forsøg på at komme ud af sit fængsel. Hun kommer derved ubevidst til at læne sig op ad en autoritet i stedet for at dokumentere og udlægge.

Seierstad fortæller og fortæller om manden, men spørgsmålet er, om vi bliver klogere på ham, eller om vi drukner i detaljer. Jeg hælder mest til det sidste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her