Læsetid: 9 min.

Opløsningen af mulighedernes Amerika

USA’s billede af sig selv som de uendelige muligheders land er kommet i krise og ligner i stigende grad en livsløgn. Ny bog skildrer den dystre bagside af en virkelighed, som almindelige amerikanere stadig vægrer sig ved se i øjnene
Normaltilstanden. Måske er det normaltilstanden og ikke undtagelsen, der er ved at indfinde sig i det nye Amerika. Måske er de 50 år med sociale og borgerlige rettigheder i midten af det 20. århundrede den historiske undtagelse.

Andrew Burton

2. november 2013

Unwinding er et ord, der ikke rigtig har noget modstykke på dansk – lad os til brug for vores sammenhæng oversætte det med ’opløsning’. Hvad journalisten og forfatteren George Packer har sat sig for, er at skildre Amerikas opløsning. Eller mere præcist: opløsningen eller demonteringen af efterkrigstidens amerikanske velfærdsstat. Det kan måske forekomme ejendommeligt at tale om et velfærdssamfund i individualismens og selvtilstrækkelighedens (de to tomme hænders) ideologiske hjemland. Og om en velfærdsstat i skandinavisk eller europæisk forstand har der da åbenlyst heller aldrig været tale. Men i lyset af det brutale plutokrati, som i Packers fortælling trænger sig ubønhørligt ind på millioner af amerikaneres liv for helt at vende op og ned på det, fremstår New Deals og efterkrigstidens Amerika som en svunden velfærdsbastion for udlignede livsmuligheder, økonomisk retfærdighed og social solidaritet – ja, også det.

Packer konkluderer aldrig lige ud, han konkluderer sjældent. De, som siger noget lige ud i hans bog, er de enkelte mennesker og de menneskeskæbner, han giver mæle i en række fremragende sammenknyttede kapitler.

Og hvilke stemmer! Dette er en bog med litterær udtrykskraft som en roman, med en thrillers spænding og med en øjenvidneberetnings ægthedsfornemmelse. Packers research er, så vidt jeg kan bedømme, absolut forbilledlig og hans kendskab til også de mest komplekse sammenhænge og begivenheder (især inden for finanssektoren) imponerende. Indimellem kan jeg ikke andet end beundre hans fine balancegang i dette mylder af intrikate detaljer, klokkerent ramte replikker og intime personlige historier. Jeg fornemmer nok, at Packer tager sig en del litterære friheder med sit materiale, men han giver også indtryk af at vide, hvor grænsen går. Hvorom alting er, opruller han med sikker hånd en række amerikanske livshistorier – og med dem hele det amerikanske skæbnedrama.

Det Amerika, som var

For skal vi tro denne bog, er noget dramatisk nemlig i anmarch i USA, både i det lille og det store format, uden at nogen af dramaets aktører helt er i stand til at sætte fingeren på, hvad det er. De har alle deres tanker og teorier, indimellem højst vidtløftige og urealistiske, om, hvorfor al fast grund forsvinder under fødderne på dem, deres huse og virksomheder bliver værdiløse og deres job opslugt af jorden – kun ét ved de, at sådan plejede det indtil for nylig ikke at være. Indtil for nylig var der fagforeninger, der gjorde en reel forskel. Der var politikere, som troede på noget. Der var banker, som ikke primært var involveret i bondefanger. Der var en kapitalisme, som var mere kreativ end destruktiv. Og der var et Amerika, hvor der var muligheder for alle.

Muligheder i tilværelsen – opportunity – er det måske vigtigste nøgleord i fortællingen om Amerika; den principielle mulighed for, at alle og enhver til hver en tid kan rejse sig igen efter fiaskoer og tilbageslag, hvis bare de klør på. Uden opportunity var der intet Amerika, men blot et land som alle andre. Det afgørende her er ikke, i hvilken grad denne fortælling er sand eller falsk – måler vi dens sandhedsindhold ud fra social mobilitet har den længe været mere falsk end sand. Det afgørende er, i hvilken grad de fleste amerikanere tænker og handler, som om den var sand.

Packers bog skildrer mennesker, som gør netop dette, ja, som ufortrødent bliver ved med at gøre det, selv når alt falder fra hinanden omkring dem. Hvad de så længe som muligt insisterer på at se for sig, er et blot tilfældigt opstået, midlertidigt mørke i en fortsat lys og lykkelig fortælling. Men hvad Packer vil have os til at se – og som nogle af hans hovedpersoner efterhånden også kan se – er derimod et Amerika, hvor fortællingen langtfra er så lys som før.

Troen på mulighederne

I bogen møder vi Tammy Thomas – ved fortællingens begyndelse en ung sort kvinde, som i løbet af 60’erne og 70’erne vokser op i den sydende og pulserende stålby Youngstown, Ohio. I løbet af 20 år ser hun først sit liv blive bygget op og så revet ned, i takt med at Youngstown forvandles til en industriel ruinby, og blok efter blok bliver overtaget af kriminelle syndikater og narkobander, mens lokale, der lige akkurat havde tjent nok til at bygge et hus og en sikker fremtid mister alt.

Men selv når alt ser ud at smuldre omkring hende, forbliver Tammy tro mod den amerikanske fortælling. »Når Gud lukker en dør, åbner han en anden«, siger hun, hvorefter Gud da også åbner døren til et lønnet job som græsrodsaktivist i en fondsfinansieret organisation, der får til opgave at mobilisere Youngstowns indbyggere bag et forsøg på at redde byen fra kollaps. I næstsidste vignet fra Tammy Thomas’ liv hænger hun et billede af Barack Obama op i sin stue på hans sejrsaften i 2008. Det bærer inskriptionen: »Vores skæbne skrives ikke for os. Den skrives af os.«

Vi møder Usha Patel, som udvandrede fra Indien for at virkeliggøre den amerikanske drøm og investerede alle familiens sparepenge i en lille hotelvirksomhed, som på grund af finanskrisen dog endte med at måtte dreje nøglen om. Hvorefter Usha Patel erfarer, at kreditorerne skifter både navn og tøj med svimlende fart og svindlende hensigt, og dermed også opdager, at mindst en del af Amerika – bankerne – ikke længere er, hvad hun troede. Og alligevel fortsætter hun med at tro på, at successen er lige rundt om hjørnet. Om ikke for sig selv, så for hendes børn.

Omtrent sådan aftegner det centrale mønster i Packers bog sig: Et mønster af amerikanere, som gang på gang forsøger at gribe tilværelsens muligheder, og et mønster af muligheder, som igen og igen glider dem af hænde. På grund af Amerikas voksende kløft mellem muligheder og virkelighed.

Plutokratiets magtovertagelse er den mere eller mindre synlige baggrund, på hvilken livsskæbnerne i Packers bog rulles op. Måske mest eksplicit formuleret i det dybt sarkastiske portræt af Robert Rubin, udadtil en ydmyg og sympatisk stilfærdig mand, der med sin gule notesblok under armen vandrer frem går tilbage mellem Wall Street og Det Hvide Hus. Fra sit arbejde som bestyrelsesformand for Goldman Sachs til embedet som finansminister i Bill Clintons regering og videre herfra til en stilling som formand for bank-giganten Citicorps eksekutivkomité. Det er også i sidstnævnte position, han tilfældigvis befinder sig, da Citicorp i 2008 kollapser ved hans tjenstlige skrivebord og må reddes af den føderale regering, som han i sin rolle som finansminister havde overtalt til at ophæve den lov, som forbød banker at beskæftige sig med værdipapirhandel (Glass-Steagall-loven af 1933), hvilket igen gjorde det muligt for Citicorp at tjene penge på den særlige type finansielle ’produkter’, som skulle blive bankens ruin, da boblen brast. Under vandringerne mellem sine forskellige skriveborde lykkes det ifølge Packer for Rubin at sammenskrabe en privat formue svarende til et par milliarder danske kroner.

Ingen heldækkende analyse

I den udstrækning Packers bog retter en anklage imod nogen eller noget for den store ’opløsning’ – og det er som sagt uklart, i hvilken grad den gør det – må anklagens adresse i givet fald være den udviskning af grænserne mellem den politiske magt og finansverdenens imperium, der forklæder sig som ’saglig økonomisk ekspertise’.

Det er nogle gange fristende at anlægge en populistisk optik på Packers fortællinger: de lokale iværksættere imod de globale damptromler; de godtroende låntagere imod de skruppelløse långivere; Main Street mod Wall Street; taberne mod vinderne, de 99 procent imod den ene procent. Sidstnævnte slagord blev som bekendt formuleret af Occupy Wall Street-bevægelsen i efteråret 2011 og kom blandt den brede befolkning til at symbolisere alt, hvad der var gået galt med det ’nye Amerika’. Ikke helt overraskende fører en af bogens ledetråde til de iturevne telte, forladte soveposer og udsmidte besættere fra Zuccotti Park i New York. Og altså dermed til et mislykket og muligvis uigennemførligt oprør.

Så hvori består opløsningen, demonteringen? Packer bliver aldrig helt klar i denne henseende. Perspektiver og udgangspunkter skifter fra kapitel til kapitel. En alt integrerende analyse eller entydige fingerpeger leder man forgæves efter. Hvad der findes, er et sindrigt væv af livsskæbner, som tilsammen formidler en følelse af, at det, som opløses for øjnene af os, er selve livsnerven i den amerikanske sociale strukturs bånd mellem præstation og succes, mellem ambitioner og muligheder, mellem individuel frihed og social retfærdighed – fairness.

Er det virkelig nyt

Det oplagte spørgsmål er: I hvilken udstrækning er dette virkelig et nyt Amerika? Er det måske kun nyt i forhold til den relativt korte periode fra 1930’ernes depression til 1970’ernes krise, da en slags amerikansk nationalstat blev sammensmedet, borgerrettighederslove gennemført, et føderalt og statsligt velfærdssystem etableret, og hvor der blev foretaget store offentlige investeringer i infrastruktur og uddannelse, så der opstod en bred amerikansk middelklasse, og vejen til opportunity blev åbnet for mange flere?

Sammenligner vi i stedet Packers ’nye Amerika’ med epoken før New Deal, er bruddet med fortiden måske ikke helt så indlysende. I det røverbaronernes, de finansielle dynastiers og den utæmmede kapitalismens Amerika, som grundstødte på Wall Street i 1929, var chancerne sandsynligvis lige så ujævnt fordelt, og myten om de to tomme hænder nok så sand eller falsk. I så fald må det Amerika, hvis opløsning Packer ser ud til at bebude, snarere forstås som en undtagelsestilstand. Og hans ’nye Amerika’ følgelig ses som en tilbagevenden til en tidligere ’normaltilstand’.

Hvorom alting er, har myten om mulighedernes Amerika sit udspring i myten om det frie individ, som har den samme frihed til at få succes som til at møde fiasko, og som er personligt ansvarlig for såvel det ene som for det andet. Med en fremgang eller undergang, der er lige velfortjent.

Det historisk nye

Alligevel tror jeg stadig, Packer er på rette spor, når han ser ’det nye Amerika’ som noget historisk nyt. Selv om Amerika altid har været et samfund, hvor penge spiller en vigtigere rolle for individuel succes og status end i Europa, så har det også altid været et samfund, hvor hierarkier og nedarvede privilegier spillede en mindre rolle (hvis vi lige ser bort fra slaveriet og den institutionaliserede racisme). Abraham Lincoln blev født i en simpel bjælkehytte i Illinois, Bill Clinton voksede op i en købmandsbutik (sine bedsteforældres) i Arkansas, og Barack Obama mildest talt brogede baggrund er som taget ud af en propagandafilm for de uendelige muligheder, Amerika kan tilbyde. I Amerikas selvbillede har der kort sagt eksisteret en meget stærkere kobling mellem præstationer og succes, mellem anstrengelse og opportunity.

Sådan er det ikke længere. Det billede af Amerika, som vokser frem i Packers bog, er et Amerika, som præget af en stadig stærkere kobling mellem pengemagt og opportunity. Det er et Amerika, hvor det ikke længere er nok at have ambitioner eller bare en god uddannelse for at kunne bevæge sig opad i samfundet. Det er et Amerika med nedarvede privilegier og positioner.

I hvilket omfang et så rigidt klassedelt Amerika faktisk er i støbeskeen, er stadig uvist. Større ændringer i det amerikanske samfund har tidligere fundet sted, som oftest gennem dramatiske pendulslag mellem krise og fornyelse, og det kan da heller ikke udelukkes, at pendulet igen vil svinge tilbage. Men tendenserne til et nyt privilegiesamfund er umiskendelige, og skulle de blive yderligere konsolideret, vil det unægtelig være noget nyt eller i det mindste fremmed for den amerikanske selvopfattelse.

Men måske lige så væsensfremmed er de følelser af frustration og magtesløshed, vi møder hos Packers hovedpersoner. Selv ikke den unge finansmilliardær på Wall Street begriber helt, hvad der har ramt ham. I det omfang endnu et pendulslag måtte hænge i luften, lader ingen til rigtig til at vide, hvad det vil føre til. Og i hvilken retning det vil slå.

Ved nærmere eftertanke er det måske lige præcis det, som er det nye i det nye Amerika: Ikke så meget opløsningen af mulighedernes Amerika som opløsningen af mulighederne for at genoprette det.

© Göran Rosenberg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Karsten Kølliker
  • peter fonnesbech
Espen Bøgh, Karsten Kølliker og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

peter fonnesbech

Når man læser denne artikel, så ser man Prepper bevægelsen i et lidt andet lys.

Egentligt er det helt ufatteligt, at USA bruger så mange penge på militæret og overvågningen af resten af planeten samtidig med ,at landet langsomt bliver mere og mere disintegreret, og nærmer sig en form for opløsning.

Det hænger overhovedet ikke sammen, og kan kun ende med et brag , hvis det bliver ved på den måde ret meget længere.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg synes at det er en spændende vinkel at tage på USA ud "opløsningen eller demonteringen af efterkrigstidens amerikanske velfærdsstat." For det er jo dette store og sammensatte land, som har præget den danske tid efter WW2. Og som stadigvæk fylder vores hjerner gennem dens bevidsthedsindustri med tv-serier, konceptshows og film. Film som efter min mening bliver mere og mere krigsliderlige og hvor selv børn for en rolle med et gun. Og så - og læg mærke til at det gælder næste i alle actionfilm - er der gang i (krigs-)eksplosionerne i kæmpemæssige orange flammer. Det er også interessant at se hvor lidt modvægt det danske licensbetalte tv har haft til den lykkelige historie om mulighedernes land. Vi er hoppet med på askepothistorien om skopudseren som bliver præsident. Og ideologien om de gode og de onde. Alting så forsimplet at selv en idiot kan følge med. Det er en visuel forbrydelse som er sket, og som man bare har ladet stå til overfor uden at sætte spørgsmålstegn. Men nu kommer der måske et mere nuanceret billede af Amerika.

Lise Lotte Rahbek

Jeg har lige for 15 minutter siden siddet og set er amerikansk vinklet og produceret tvprogram, som fremstiller et EUROPA i bundløs krise, krig i gaderne, fascismen på fremmarch og ungdomsoprør.
.. underligt..
Det kunne godt se ud til, at pressen og medierne spiller en meget stor rolle i at udstille andre verdensdele, som endnu mere på røven, end vi selv.

Vi følger USA blot med nogle års forsinkelse. Opløsningstendenserne i vort land er endnu beskedne, men om føje år lige så slemt. Velkommen til nye tider!

Preben Haagensen

Opløsningen har snart været i gang et stykke tid, og ja globaliseringen får skyld for alt, men denne er ikke kommet af sig selv, men er et våben i kapitalens kamp for, at ødelægge arbejdernes rettigheder. Der ville ikke være nogen globalisering, hvis ikke det var så let, at sende penge mellem alverdens lande. I USA er opløsningen et produkt af, at kapitalen har lukket industrivirksomhederne og flyttet dem til østasien og Kina (selvfølgelig følger vesteuropa og Danmark godt med i denne outsourcing). Kina sælger derefter industriprodukterne produceret af lavtlønsarbejdere til USA og USA optager lån efter lån i Kina for at holde dollaren oppe.
I USA har det den konsekvens, at store dele af middelklassen er ved at synke ned i underklassen, da de tidligere velbetalte industrijob ikke findes længere. De tidligere velbetalte arbejdere, må idag søge og arbejde i flere lavtlønsjob, for at holde skinnet på næsen og de forstår, at deres børn aldrig vil få så godt et liv, som de har haft, da de gode job ikke længere findes, dette fører til opløsningen i USA.
Spørgsmålet er hvorlænge kan USA leve på lånte penge, når de ikke mere kan låne, og når de udenlandske investorer stopper med, at holde USA's valuta oppe, så kommer den helt store opløsning og dette sparer ingen, selv Kina som er afhængig af at sælge industriprodukterne til udlandet.

@Preben Haagensen - enig
Men spørgsmålet er også hvor længe Europa kan blive ved med at leve på USA's lånte penge - eller vores egne kunstigt lånte euros, for den sags skyld.