Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Et politisk hundeslagsmål set indefra

Mark Halperin og John Heilemann har gjort det igen. Deres nye bog er spækket med knive i ryggen, afsløringer, strategier og hemmeligheder fra den amerikanske valgkamp i 2012. Her kan man læse stort set alt om, hvad der foregik i både den demokratiske og republikanske lejr. Det er magtpolitik, det er sjældent kønt, men det er forrygende underholdning
Forrådt. Hvis den nyligt genvalgte New Jersey-guvernør, Chris Christie, stiller op til næste præsidentvalg, kan bogen give ham et fingerpeg om de problemer, han kommer ud i. Hans republikanske partikammerater har forsynet forfatterne med den ene stinker efter den anden om ham.

Eduardo Munoz

Moderne Tider
9. november 2013

Det kan godt betale sig for forfattere at være berømte. Alle vil interviewes og plabrer tilsyneladende løs uden for citat – uanset om de er bundet af tavshedsløfter eller burde være hæmmet af en smule almindelig anstændighed. Så meget står klart efter endt gennemlæsning af de to amerikanske stjernejournalister Mark Halperin og John Heilemanns nyeste værk, Double Down: Game Change 2012, der udkom i USA tirsdag i denne uge. Bogen, som er en insiderberetning fra præsidentvalget i 2012, er tænkt som en efterfølger til de samme to forfatteres politiske bestseller fra 2010: Game Change: Obama and the Clintons, McCain and Palin, and the Race of a Lifetime.

Game Change vakte vild opsigt både i USA og i resten af verden, da den udkom for tre år siden. Den var læseværdig, hæsblæsende, detaljeret og detaljerig, og den forsynede sine læsere med uhørt intime og kulørte (men – og det er jo vigtigt, når man har med sladder at gøre – tilsyneladende 100 procent korrekte) historier fra de forskellige lejres mere eller mindre dysfunktionelle kampagner. Bogen blev filmatiseret i 2012 med Sarah Palin i en ufrivillig hovedrolle.

Forventninger holder stik

På den baggrund var der kolossale forventninger til to’eren. Kunne Halperin og Heileman gå lige så meget til makronerne og løfte sløret for hidtil hemmeligholdte historier, rænkespil og strategier i alle lejre i samme omfang og på samme niveau som i bog nummer et? Kunne de selv lave double down – et udtryk, der stammer fra hasardspillet black-jack, hvor man satser mere, end man har på hånden?

Svaret er ja. Forventningerne indfris – heldigvis. Bogen er uhyggeligt underholdende. Og så er vi tilbage ved den indledende konstatering. For lige som sidst bygger værket på mange hundrede samtaler med mennesker, der er tæt på alle kandidaterne og på præsident Obama.

Og der er en grund til, at det tog henved halvandet år at skrive Game Change, mens Double Down er på gaden blot 11 måneder efter præsidentvalget sidste år. Halperin og Heilemann har badet sig i fri adgang til dem, de gerne ville tale med. Nøjagtigt som der ikke er noget i politik, der avler succes mere end succes, er det også i politisk sladderjournalistik. Alle ville hellere end gerne være med.

Netop derfor cruiser forfatterne ind og ud af pressesekretærers, rådgiveres og andre nøglemedarbejderes inderste tanker og refererer fra intime møder mellem blot to eller tre personer. Det er ikke svært at regne ud, hvem kilderne er.

Et eksempel fra første kapitel, »Mission Accomplished«, der udspiller sig i Det Hvide Hus året før valget i 2012: Obama forbereder sammen med sit team af rådgivere sin humoristiske tale til den årlige, glamourøse middag for de akkrediterede journalister ved Det Hvide Hus. Præsidenten gennemgår de foreslåede vittigheder med sin unge chef-taleskriver, Jon Favreau, samt strategerne David Plouffe, David Axelrod og stabschef William Daley. Der er indlagt en joke om republikaneren Tim Pawlenty, der tilbage i 2011 var en mulig modkandidat. Teksten fra staben lød: »Han virker måske som en rigtig amerikaner. Men kender I hans mellemnavn? Tim Osama bin Pawlenty.« Favreau regner med, at præsidenten vil finde ordspillet vittigt – fordi Obama ofte selv gjorde grin med sit eget mellemnavn, Hussein. Men til taleskriverens overraskelse har præsidenten indvendinger: »Osama som mellemnavn – kan vi ikke komme op med noget, der er bare en smule mere originalt,« lyder det, og Favreau spørger; »Hvad så med Hosni?«

»Storartet, lad os bare tage Hosni,« svarer Obama.

Næste aften, ved middagen, bliver talen modtaget med bifald hele raden rundt. Undtagen vitsen om Pawlenty, der flopper.

»Favreau sidder i salen og skumler over, at det første ordspil kunne have været så meget sjovere,« skriver forfatterne. Og tilføjer, at David Axelrod senere udbryder til Favreau – da det står klart blot få timer efter, at Obama ikke kunne bruge en vittighed med referencer til Osama bin Laden, eftersom den dramatiske aktion i Abottobad, der ledte til likvideringen af terrorlederen fandt sted samme morgen: »Vi vidste intet, vi er bare et bundt Seinfelds er i en roman af Tom Clancy.«

Bogens 500 sider vrimler med den slags. Heilemann og Halperin befinder sig konstant inde bag hjerneskallen på de medvirkende med direkte ordvekslinger, citater fra skænderier, opgør, eftertænksomme efterspil, konfrontationer og jubelscener. Intet af det er selvklart muligt med mindre de involverede alle har indvilget i at tale med forfatterne selv.

Hillary som vicepræsident

Hvad er så de saftigste historier fra bogen? Pladsen tillader ikke gengivelser af lange scener, så lad os nævne dem kort:

Det vakte i denne uge opsigt i den amerikanske presse, at præsident Obama – på trods af at den officielle version er den modsatte – overvejede at skille sig af med sin langsnakkende vicepræsident, ’Uncle Joe’ – et øgenavn, som Joe Biden ifølge bogen hader. I stedet skulle Hillary Clinton ind som nummer to. Bogen fortæller også om de spændinger, der findes mellem de to mænd. Obama var meget lidt fornøjet, da Biden fortalte sig og tilsluttede sig tanken om, at homoseksuelle burde have ret til at gifte sig, blot dage før præsidenten selv havde planlagt at sige det samme.

En anden fornøjelig historie er udviklingen af det i dag relativt varme forhold mellem præsidenten og den demokratiske explainer in chief Bill Clinton. Det tog tid, og bogen er rig på detaljer. Efter den første runde forsoningsgolf med Clinton, svarer Obama på et spørgsmål fra en ansat om, hvorvidt eftermiddagen var gået godt: »Jo, jeg kan lide ham – i mindre doser.« Senere i bogen siger Clinton om Obama, at han er »heldigere end en hund med to pikke«. Et tredje kapitel viser en helt anden side af Obama end den, offentligheden kender: en dybt usikker præsident, der efter sin dårlige første debat mod Romney, udbryder: »Jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare det her.«

Den republikanske borgerkrig

Men der er også masser af historier fra den anden lejr.

Det republikanske freakshow af kandidater har givet forfatterne mulighed for at boltre sig i giftigheder. Danske læsere husker måske pizzakongen Herman Cain og hans elskerinde, guvernør Rick Perry, der fik talebesvær og akut hukommelsestab undervejs samt Tea Party-dronningen Michele Bachmann. Vi hører i bogen, at George W. Bush kalder Perry for en »kylingelort«. Alle tre farverige håbefulde, som gik ned med et brag.

Det er imidlertid den på overfladen respektable og selvudnævnt ’hæderlige’ kandidat Jon Huntsman, der bliver beskrevet som den mest ubehagelige af de republikanske kandidater. Huntsmans og Romneys familier kender hinanden – de er begge mormoner med rødder i Utah, og bogen afslører, at det var Huntsman-familien, der lækkede oplysninger til pressen via Harry Reid under primærvalget om Romneys skatteforhold. Et langtfra smukt personopgør. Der er også et væld af festlige beskrivelser fra de indre linjer i Romney-kampagnen. 200 sider i bogen handler kun om denne del, og det skorter ikke på detaljer. Da skuespilleren Clint Eastwood havde leveret sin nu herostratisk berømte ’stoletale’ til fordel for Romney under republikanernes konvent kastede Romneys rådgiver Stuart Stevens simpelt hen op i afmagt bag scenen.

Romneys beskidte gave til Christie

Den just genvalgte guvernør for New Jersey, Chris Christie optræder også. Han beskrives med mafia-metaforer, Trentons svar på Tony Soprano, og der er gode grunde til, at Romney opgiver tanken (som han ellers selv er glad for) om at gøre den omfangsrige og skarpe guvernør til sin vicepræsidentkandidat. Blandt andet hans vægt – Romney afskyer i det hele taget fede mennesker, får vi at vide – samt Christies tilbøjelighed til at komme for sent, hans lurvede lobby-kontrakter, favorisering af venner, når det gælder kontrakter i New Jersey og en hidtil ukendt potentiel retssag om bagvaskelse.

Det vil blive brugt flittigt af demokraterne – og de republikanske rivaler – hvis Christie som forventet vælger at stille op som sit partis præsidentkandidat om tre år. Og det er en lækage i den helt tunge vægtklasse, at Romneys team tilsyneladende har valgt at forsyne de to forfattere med deres ellers dybt fortrolige dossier på Christie. Hvilket igen siger noget om det fjendskab, der udviklede sig i løbet af 2012 mellem de to lejre i det republikanske parti.

Heilemann og Halperin har her smart sørget for, at deres bog også kan ses som en art net forspil til det kommende drama i 2015/16. Ikke nogen dårlig salgsstrategi fra de to prisvindende skribenter, der til daglig ernærer sig som redaktører ved henholdsvis New York Magazine og Time Magazine. Med Game Change og Double Down har de skabt sig en guldgrube af en niche i amerikansk politisk journalistik. Og for danske USA-elskende læsere, der har siddet klistret til tv-serien House of Cards, er der ingen vej udenom: læs Double Down i en fart.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Pedersen

Politikernes performance, journalister vurdering af spindoktorers indsats, mediers strategier for at formidle politikeres strategier, ……. men det afgørende er og bliver hvilke politiske beslutninger, der tages udfra hvilke politiske mål der sættes. Sidstnævnte er bare så usexet at vi ikke orker forholde os til det, vi orker ikke ansvaret og så er det da fristende med en gang top-politiker-se-og-hør.
Ok, det var en negativ vinkel på en udmærket artikel, men det er bare et billede på en tendens, der velsagtens udspringer af magtesløshed. Bare dårlig timing, da det er NU vi skal til at vende adskillige udviklinger, hvis vi skal kunne sige til vores børn at fremtiden tegner lys.