Læsetid: 5 min.

Tilbage til Marx for at se fremad

Hvis kapitalen ikke kan anvende arbejdskraften til at skabe profit, så bliver den ikke efterspurgt. Så enkel og logisk er sandheden om arbejdsløsheden ifølge Karl Marx og hans velskrivende elev Michael Heinrich
Meget mere Marx. Den skærpede kapitalismekritik øger interessen for Karl Marx’ analyse af kapitalismens væsen. Her diskuterer 500 udgaver af den tyske samfundsforsker med hinanden i Marx’ fødeby Trier under en udstilling i anledning af 130-året for hans død.

Thomas Wieck

16. november 2013

Udenfor skinner efterårssolen uimodståeligt. Folket weekendflanerer på brede boulevarder og nyder havets underfundige og allestedsnærværende strømmende liv igennem og under en by, der strutter af rigdom og forbrug. Vellyden fra gurglende Porscher og smukke bygninger rammer sanserne. Stockholm viser sig fra sin bedste side i weekenden den 19.-20. oktober, hvor der afholdes Marx2013-konferencei ABF-bygningen på Sveavägen. Konferencen er arrangeret af Centrum för marxistiske samhällstudier og Vänsterpartiet i samarbejde med en række andre organisationer, universitetsinstitutter, tidsskrifter og forlag. ABF står for Arbetarnas Bildningsförbund, og inden døre er der til arrangørernes store overraskelse og udelte glæde samlet 5-600 mennesker i alle aldre, der lytter til den første keynote-speaker, den tyske nationaløkonom, marxolog og chefredaktør forPROKLA: Journal for Critical Social Science, Michael Heinrich fra Berlin. Den lille sorthårede herre med de intense øjne stiller sin rygsæk på bordet og taler under overskriften Crisis, collapse and struggle for efterfølgende at suse videre til et andet stort lokale i det rummelige hus for at foredrage om The monetary theory of value.

Karl Marx’ genkomst

I en tid med arbejdsløshed, finanskrise (en midlertidig nedsmeltning af det internationale banksystem) og en intensiveret global konkurrencekamp er det ikke underligt, at lysten til at læse og diskutere Karl Marx’ fundamentale kapitalismekritik og hans efterhånden 150 år gamle kritik af den politiske økonomi er vakt til live igen. Konkurrencestatens markedstænkning og den anmassende, tomhjernede vækstfilosofi, der skævvrider de økologiske systemer og truer med at gøre mennesker og institutioner til éndimensionelle aktører, ’producerer’ nødvendige modsvar og en udbredt lyst til at skærpe og forny de samtidskritiske begreber.

Det svenske forlag Tankekrafts oversættelse af Heinrichs velskrevne læsevejledning til Marx’ tredje bind af Kapitalen, Introduktion till de tre volymerna av Marx Kapitalet kan selvfølgelig ikke erstatte læsningen af og livtaget med Marx’ eget værk; men nye læsere får her en god introduktion til fletværker af grundbegreberne vare, penge, arbejdskraft, merværdi, kapital, konkurrence, profit, rente etc.

Heinrich forstår kapitalismen som et samfund præget af en umættelig jagt på at akkumulere værdi, der på fetichistisk vis synes i stand til at forøge sig selv; men som er tilvejebragt gennem udbytningen i produktionsprocessen, der trækker merarbejde ud af arbejdskraften. Når arbejdets samfundsmæssige produktivitet højnes, falder arbejdskraftens værdi, mens merværdiproduktionen øges.

En monetær værditeori

Den marxske værditeori må ifølge Heinrich forstås som en monetær værditeori. Uden værdiform og pengenes mellemkomst som almen ækvivalent kan varerne ikke forholde sig til hinanden. Pengene er, som Marx pointerer, den nødvendige fremtrædelsesform for den værdiskabende arbejdstid og dermed for det abstrakte arbejde, der er nedlagt i varen. Pengene er således ikke kun et praktisk hjælpemiddel. Eksempelvis er kreditsystemet et integreret og uomgængeligt element i kapitalismen. For Heinrich bliver det derfor vigtigt at påpege, at både produktions- og cirkulationsprocessen må inddrages for at forstå den kapitalistiske værdiproduktion og krisecyklus. Det er ikke tilstrækkeligt kun at se på værdiproduktionen og på udbytningen af de produktive lønarbejdere inde i fabrikkerne.

Først i bytteprocessen på markedet realiseres værdien. Usælgelige produkter tjenes der intet på. Kommer merværdien ikke ud at cirkulere, og transformeres den ikke til profit, så forsvinder den. Ganske snedigt er det også med Marx’ ord, at hvem som helst kan anvende penge uden at vide det mindste om, hvad penge er. Dertil kommer, at pengene selvstændiggøres og feticheres som mål i sig selv, da de synes at være adgang til alt det, der kan købes og sælges på markedet.

Arbejdsløsheden er ikke selvforskyldt, som man ellers skulle tro i en verden, hvor skiftende regeringer tilsyneladende aldrig bliver trætte af at moralisere over, at Dovne Robert og hans lige ikke gider tage hænderne op af lommen. Arbejdsløsheden opstår, hvis kapitalen ikke kan anvende arbejdskraften til at skabe profit, for så bliver den ikke efterspurgt. Så enkel og logisk er sandheden om arbejdsløsheden ifølge Marx og hans nutidige elev Heinrich. Kan det bedre betale sig at afskaffe indenlandske industrijob ved at flytte den arbejdsintensive produktion til billigere verdensdele, så sker det i systemlogikkens navn. Under kapitalismen bliver både arbejdere og kapitalister til personifikationer af økonomiske kategorier, skriver Heinrich, mens han ekkoer Marx, og ingen af de to antipoder (de udbyttede og udbytterne) har særlig meget indsigt i, hvad der umærkeligt sker bag om ryggen på dem, mens de forsøger, det bedste de kan, at fastholde henholdsvis lønnen og indtjeningen. Konkurrencens sagtvang og de økonomiske nødvendigheder påtvinger de agerende at gøre, som de gør. På svensk falder der en underbar og smertende sand formulering af i svinget på side 213: »När det blåser ekonomisk storm, är osäkerheten det enda, man kan vara säker på.« En krisefri kapitalisme er en umulighed.

Håbet på trods

Titlen på bogens sidste kapitel lyder »Kommunismen – et samfund hinsides varer, penge og stat«. Heinrich er ikke verdensanskuelsesmarxist endsige en overvintret og/eller nostalgisk leninistisk partisoldat. Ej heller tror han på, at kapitalismen bryder sammen af sig selv. Men samtidig er det både Marx’ og Heinrichs politiske mål at overvinde kapitalismen.

Heinrich skitserer to markante historiske opfattelser af, hvad der måtte karakterisere kommunismen, og kritiserer disse for hverken at have meget med den modne Marx at gøre endsige at være visionære eller ønskværdige. Kommunismen som ideal fremholder normativt, at man ikke bør udbytte og undertrykke andre mennesker. Men denne etik, der ofte påberåber sig Marx’ ungdomsskrifter, menneskets medfødte godhed og det kristne næstekærlighedsbudskab, formår kun at anråbe kapitalismen moralsk og fra sidelinjen. Kommunismen som statsliggørelse af produktionsmidlerne ender med at udarte til et autoritært, totalitært og ufrit system i stil med ’realsocialismen’ i Sovjetunionen og Østeuropa, hvor befolkningen blev gjort til et tavst objekt for partiets/statens politik.

Heroverfor sætter Heinrich Marx’ radikale tanker fra Kritik af Gothaprogrammet om den samfundsmæssige emancipation fra kapitalakkumulationen, udbytningen og den anonyme tvang. Under kommunismen eksisterer der ikke længere kapital, vare, penge eller stat, og det samfundsmæssige samkvem reguleres ikke via byttet på markedet. De frit associerede mennesker finder derimod selv ud af, hvilke brugsværdier, de vil producere og anvende, og hvad de vil bruge den (merarbejds)frie tid til.

Men, men, men … Hvordan skal et sådant samfund koordineres, og hvordan sikres det, at interessekonflikter og magtpositioner ikke ødelægger det hele? Kan fornuften og offentlige drøftelser styre samfundet uden at instrumentalisere eller lamme det? Dertil kommer, at hverken racismen, majoritetskulturens dominans eller uligheden mellem kønnene forsvinder, selv om den kapitalistiske udbytning måtte forsvinde.

Heinrich skriver nøgternt og ærligt på sidste side: »Ett sådant kommunistisk samhälle må vara svårt at uppnå. Men inför den sociala ödeläggelse som den globala kapitalismen orsaker till följd av kriser och arbetslöshet …«, og så fortsætter han med at nævne en række andre problemer såsom global ulighed, klimaforandringer og krig, hvorefter han konkluderer, at der findes »tillräckligt goda grunder för att avskaffa kapitalismen och åtminstone försöka ersätta den med ett ’förbund av fria människor’«.

Dette citats glød og indhold (ind)rammer på bedste vis stemningen og tankerne blandt de mange mennesker, der var forsamlet inden døre i Stockholm. Kommunismen er vanskelig, men et rigtigt forsøg værd. Men sikkert er det, at alternativet til kapitalismen må (op)finde et mindre belastet navn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Julius Gotthardt Møller
  • Jakob Clemen
  • Claus Høeg
  • Jette M. Abildgaard
  • Hans Pauli Strøm
  • Andreas Trägårdh
  • Espen Bøgh
  • Rasmus Kongshøj
  • Steffen Gliese
  • Jan Weis
  • Brian Pietersen
  • Mihail Larsen
  • Torben K L Jensen
  • Steen Sohn
  • Ole Andersen
Robert Ørsted-Jensen, Julius Gotthardt Møller, Jakob Clemen, Claus Høeg, Jette M. Abildgaard, Hans Pauli Strøm, Andreas Trägårdh, Espen Bøgh, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Jan Weis, Brian Pietersen, Mihail Larsen, Torben K L Jensen, Steen Sohn og Ole Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

”Kommunismen som statsliggørelse af produktionsmidlerne ender med at udarte til et autoritært, totalitært og ufrit system i stil med ’realsocialismen’ i Sovjetunionen og Østeuropa, hvor befolkningen blev gjort til et tavst objekt for partiets/statens politik” Sikke nonsens ingen steder arbejde befolkningen med på socialismens virkeliggørelse, som netop i Sovjetunionen. Om man bryder sig om det eller ej, kan man ikke fratage folkets dets indsats.

Henrik Nielsen, John Christensen, Niels Engelsted, Bill Atkins, Leopold Galicki og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Og hvordan ville denne person, denne Heinrich aus Berlin, så forklare væksten i mellemlaget i Danmark, altså at kapitalismen mere og mere ønsker at kontrollere alt ift. kommunernes og statens udgifter jvf. de ansatte som kontrollerer f.eks. sosu-assistenters eller socialrådgiveres arbejde ved at tvinge dem til at udfylde forskellige former for dokumentation mv.

Betyder det ovenfor nævnte derfor ikke, at kapitalen går glip af voldsomt meget profit? eller? Og så mener jeg slet ikke at Heinrich kommer ind på at der altså er forskel på det Marx kalder for den enkle vareproduktionsmåde og den kapitalistiske produktionsmåde; det er vigtigt at holde sig for øje, at der er denne her forskel.

Den enkle produktions måde handler om at ejeren af virksomhed investerer profitten i sin virksomhed, mens den kapitalistiske produktionsmåde handler om at profitten udbetales til aktionærerne via udbytte mv. Og den rene kapitalisme, altså det jeg vis Thomas Højrup, har kaldt investorlivsformen, ser sociale udgifter som unødvendige investeringer, netop fordi investorlivsformen ikke anser disse mennesker som værdige, netop fordi de, som Heinrich, korrekt siger det, de her mennesker kan jo ikke skabe profit ift. kapitalens krav.

Den rene kapitalisme, her kalder finanskapitalisme, er interesseret i en ting og kun en ting: at få så meget profit ud af sine investeringer som muligt på kortest muligt tid. Om det så betyder, at der sker store og dramatiske nedskæringer i de sociale overførsler i Grækenland, Spanien, Italien mv. ja, det er faktisk ligeglade med, disse finans-kapitalister, sålænge de kan få (endnu) større profit...

Henrik Nielsen, Jette M. Abildgaard, Andreas Trägårdh, Niels Engelsted, Claus Oreskov, Rasmus Kongshøj, Brian Pietersen, Bill Atkins, Leopold Galicki og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Leopold Galicki

Hvad nyt bringer Michael Heinrich? - kan man spørge efter at have læst SNLs omtale af M. Heinrichs møde med sine læsere i Stockholm fornylig.

Helt enig med dig, Claus, at denne obligatoriske - selvfølgelig ikke kun hos den borgerlige del af nutidens samfundstænkere men i allerhøjest grad også hos de venstreorienterede - udflugt til realsocialismens grav og spyt på den med bandeord fy for satan, hvor I har dog fordrejet Marx' lære og gjort den til en opskrift på Gulag.

Vi får, gennem SNL at vide at monetarismen med dens lære om brugs- og bytteværdi hersker. En stor nyhed! Kapitalismen er i krise. En stor nyhed! Arbejdsløshed er ikke selvforskyldt. Tak Heinrich og SNL for at man i denne forbindelse får bekræftet sin erkendelse af årsager til arbejdsløshed.

Og så er der håbet på trods. Et håb som ligner det håb utopiske socialister havde for ca. 200 år siden. Hopla, så vågner vi en skøn dag til en virkelighed, hvor vi er frit associerede mennesker. Ja, selvfølgelig har der været kibbutzer, folkekommuner, og f.eks. i Spanien forsøges der aktuelt hist og pist at være en slags frit associerede mennesker som et alternativt til en massearbejdsløshed. Og der er forskellige vækstcentre og lign.. Og sidst men ikke mindst, har der ikke eksisteret Christen slags frit associerede mennesker?

Heinrichs håb bygger på, at som sagt, hopla, så er hele samfundet med på det med at realisere et samfund af frit associerede mennesker. Fordi vi ved udmærket, at hele det franske samfund gik frivilligt med til i 1789 at opbygge et samfund med frihed, lighed og broderskab for alle, og vi ved udmærket at alle amerikanere gerne ville afskaffe slaveriet 1862. Undskyld, lyver jeg?

Mere eller mindre lyder artiklens budskab som nonsens, og, enig med dig Claus, et udtryk for en ignorant holdning til andre samfunds historiske erfaringer - på længere sigt til skade for sig selv.

Jette M. Abildgaard, Niels Engelsted, Claus Oreskov, Per Torbensen, Karsten Aaen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Tre citater

To fra ovenstående artikel:

1. "... der findes 'tillräckligt goda grunder för att avskaffa kapitalismen och åtminstone försöka ersätta den med ett ’förbund av fria människor’'"

2. "Kommunismen er vanskelig, men et rigtigt forsøg værd. Men sikkert er det, at alternativet til kapitalismen må (op)finde et mindre belastet navn."

Et fra det franske kommunistiske dagblad l'Humanité november 1997:

3. "Socialismens frygtelige fiasko i Øst kan ikke forhindre, at man tænker videre end kapitalismen."

Henrik Nielsen, Bent Weinreich, Karsten Aaen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
lærke Grandjean

Ja, jeg går også glødende ind for et fællesskab af frie mennesker, men ved at det er paradoks, for frihed findes ikke. Skolens (ud)dannende opgave er vigtigere end noget andet, det er her opdragelse til at opføre sig anstændigt overfor hinanden skal ske. Kapitalen skal ikke afskaffes men styres af kritiske, selvbevidste, dannede, aristokratiske mennesker, som vil dø for retten til at være forskellige - kun derved kan vi være noget for hinanden, læs opføre os ordentligt.

"Socialismens 'frygtelige' fiasko i Øst " - menes dermed: Oligarkernes tilraning af fællesskabets værdier og den efterfølgende forsumpning og sociale deroute af de mindrebemidlede klasser?

Henrik Nielsen, odd bjertnes, Jette M. Abildgaard, Andreas Trägårdh, Leopold Galicki, Claus Oreskov, Rasmus Kongshøj, Per Torbensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brian Pietersen

Lærke

så længe ,man er to mennesker der skal dele noget for at livet hænger sammen er man jo ikke totalt fri.
Derfor er det i mine øjne afgørende for ethvert samfund at man alle bidrager med det man kan og nyder det man kan.

Valgte jeg nu at gå ud af samfundet, så er vi efterhånden så overbefolket at min livsform stadig ville påvirke mennesker i det omkringliggnede samfund og også den anden vej, så vi kan aldrig blive frie her, men vi kan være så frie og medmenneskelige, sociale at vi kan få et samfund til at fungere hvor alle har rimelige levevilkår uanset hvor meget det enkelte individ bidrager med til samfundet, om det så er i samvær, økonomisk..osv.

sumsummarum, jeg kan ikke være fri når jeg skal leve sammen med andre mennesker.

Jette M. Abildgaard, Bent Weinreich, Bill Atkins, Rasmus Kongshøj, Per Torbensen, Leopold Galicki og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Det er godt at der er en fornyet interesse for Marx og at nye forfattere introducerer ham til vores egen tid. Naturligvis er erkendelserne ikke nye, men der er brug for at gentage dem igen og igen, indtil de rodfæster sig i den brede befolkning.

Det virker dog ikke som om han giver noget bud på hvordan vi kommer videre som samfund. Læser man artiklen, sidder man tilbage med indtryk af en strategi, der lyder som følgende:

1. Kapitalismen er ikke noget godt system for det overvældende flertal.
2. Et samfund af frit associerede mennesker ville være bedre.
3. ???
4. Fuld kommunisme!

Og det er naturligvis for tyndt. Venstrefløjen har brug for strategier, både til hvordan vi på kort sigt får højnet klassebevidstheden, og kendskabet til hvor stupidt, uholdbart og uretfærdigt det nuværende system egentlig er, og hvordan vi på lidt længere sigt får omsat denne bevidsthed i reelle samfundsforandringer og ikke blot socialdemokratiske lappeløsninger.

Claus Oreskov, Henrik Nielsen, John Christensen, Jette M. Abildgaard, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Leopold Galicki og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Schweiz er på vej med et i de yngre generationer åbenbart udbredt ønsket basisindkomstsystem, der bl.a. skal medføre det, vi havde engang: et pres på relativt høj løn for det dårlige arbejde, fordi samfundet arbejdede for menigmand fremfor arbejdsgiverne.

Jette M. Abildgaard, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Artiklen er lidt 'Marx for begyndere' med et pludseligt spring til en anden verden. Men en del af den er da en pæn genfortælling - uden den marx'ske dynamik og sprængfarlighed. Men Heinrich sætter sig jo også kun for at genfortælle/genfortolke, det som jo blev bedrevet til brækpunktet i halvfjerdserne.
Men overraskende er han ikke helt enig med Marx eller gængs fortolkning af det centrale emne om profitratens tendens til fald, se hans "Crisis theory, the law of the tendency of the rate of profit to fall and Marx's studies in the 1870s", http://thenextrecession.files.wordpress.com/2013/05/monthlyreview-org-cr..., hvilket også har gjort, at Heinrich ikke just hyldes i alle marxistiske kredse:

Artiklen er lidt 'Marx for begyndere' med et pludseligt spring til en anden verden. Men en del af den er da en pæn genfortælling - uden den marx'ske dynamik og sprængfarlighed. Men Heinrich sætter sig jo også kun for at genfortælle/genfortolke, det som jo blev bedrevet til brækpunktet i halvfjerdserne.
Men overraskende er han ikke helt enig med Marx eller gængs fortolkning af det centrale emne om profitratens tendens til fald, se hans "Crisis theory, the law of the tendency of the rate of profit to fall and Marx's studies in the 1870s", http://thenextrecession.files.wordpress.com/2013/05/monthlyreview-org-cr..., hvilket også har gjort, at Heinrich ikke just hyldes i alle marxistiske kredse:

Karen Helveg, der er tilsyneladende sået tvivl hos flere om 'profitratens tendens til fald'. I hvertfald skriver Preben Wilhjelm således:

Marx skelner i en produktionsproces mellem fast kapital, dvs. investeringer i bygninger, råvarer o.l., og variabel kapital, d.v.s. arbejdskraften. Profitraten er udbyttet af den samlede kapital. Men merværdien kan ikke skabes af fast kapital i sig selv, den tilføres kun ved det udførte arbejde ('merværdilæren'). Derfor opererer han også med en merværdirate, som er udbyttet beregnet alene på grundlag af lønnen til arbejderne. Merværdiraten bliver således et udtryk for udbytningsgraden. Så følger to antagelser: Den første er, at den fortsatte teknologiske udvikling vil medføre, at forholdet mellem fast og variabel kapital, kaldet'kapitalens organiske sammensætning', vil ændres i retning af en større andel fast og en mindre andel variabel kapital. Det virker meget overbevisende og har da også empirisk holdt stik. Den anden er, at der er en grænse for udbytningsgraden, altså for merværdiraten (i hans eget'bevis' holder han endda merværdiraten konstant), hvorfor profitraten, som beregnes af den samlede investering, nødvendigvis må falde. Det lyder måske plausibelt, at der må være en grænse for udbytningsgraden. Men hvorfor egentlig? Merværdiraten er en abstraktion, nyttig for beskrivelsen og forståelsen af kapitalens funktion. Men uden praktisk betydning eller liv. Man siger ikke til arbejdsgiverne under overenskomstforhandlinger: "Det kan godt være, at jeres profitrate på grund af den ændrede organiske sammensætning er på vej ned under lånerenten, men det får være, for vi kan ikke leve med, at merværdiraten kommer over 100%." Begge parter ved, at det er afkastet af den samlede kapital, der i praksis er relevant.

---

Personligt har jeg istedet flyttet fokus fra 'profitratens tendens til fald' til det jeg kalder 'lønningernes tendens til fald', og som også Preben Wilhjelm i bogen "Krisen og den udeblevne systemkritik" peger på er den største trussel mod forbruget og dermed kapitalismens umættelige behov for vækst. Jeg lurer på om den udvikling vil vise sig at have en gavnlig indvirkning på menneskehedens ubændige overforbrug. Dog har jeg en mistanke om at det ikke nødvendigvis er vores overforbrug der skæres ned på i fremtiden - men derimod de fattigstes basale og livsnødvendige behov der må holde for. Solidaritet er en fjern planet.

Hvor end citatet stammer fra; "Socialismens frygtelige fiasko i Øst kan ikke forhindre, at man tænker videre end kapitalismen", kan man ikke lade være med også at tænke på om vi nu også med modsat sikkerhed kan sige at kapitalismen/liberalismen er den absolutte succes for samfundet, som den udråbes til(?), eller den kun er sin egen succes!

I vesten har kapitalen/liberalismen outsourcet arbejdet til arbejdspladser Asien til fordel for lave lønninger og ledighed i vesten.

De åh så ledige og fattige masser i Asien er nu beskæftiget i arbejdspladser fra vesten, til en løn der er betragtelig lavere og samtidig en længere arbejdstid, - alt sammen også i konkurrencens hellige navn.

Heldigvis uden alle de "snærende unødvendige økonomiske byrder", som de vestlige lande efterhånden helt "urimeligt" har pålagt virksomhederne, og dermed begrænset deres overskud og konkurrenceevne på det "frie marked".

Dertil kommer selvfølgelig fordelen ved at have et nyt eksotisk hjemsted for virksomheden, hvor skatten "heldigvis" også er særdeles lav, - om nogen overhovedet.

Nu burde jubelen vel ingen ende tage i vesten, over at være sluppet af med den meget forurening som mange virksomheder i tidens løb har været årsag til, og som vi nu næsten er helt fra for.

Det er da fint nok med billige varer fra Asien, hvis eller man kan huske hvad det er for nogle, - der er billige udover sandaler, T-shirts osv., for de fleste andre forbrugsartikler som mobiltelefoner, fjernsyn osv. er jo ikke så billige når det kommer til stykket.

- Ja ja, det ville blive meget dyrere at producere det i vesten er det sædvanlige svar, men er det nu også helt rigtigt med al den automatisering vi ser?
(ganske rigtigt ikke i Kina, der er arbejdskraften endnu billigere end automatisering)

Kapitalen/liberalismen opfører sig som om den ikke har brug for samfundet, - men den holder trods alt ikke, for hvem skal så købe deres produkter.

Ledighed giver ikke mange penge at købe produkter for, så en nedgang må jo forventes, og da staterne hidtil via kontanthjælp og andre udbetalingsformer til ledige bliver en stadig større byrde for staterne, vil sænkningen af disse ydelser være en følge, og heraf følger endnu et tab af salgsmuligheder for kapitalen/liberalismen.

I Amerika har man valgt den løsning at lade pengepressen køre løs, og udsende yderligere 85 mia. hver måned til forbrug, som man siger skal sikre husejerne.
Enten skulle de betale deres huslån og dør af sult, eller også bo på gaden og købe mad for pengene, - men nu kan de gøre begge dele med de 85 mia. staten sender ud.

Staten finansierer altså kapitalen/liberalismens ideologi og dens bevarelse, og samtidig får den mindre eller intet tilbage fra kapitalen/liberalismen til at betale sine regninger med, og skal fortsat låne, og trykke endnu flere værdiløse matadorpenge de sender ud til forbrug.

Der er ikke noget "Win-WIn" over den historie, - tværtimod er det en "tab-tab" situation såvel på kort som langt sigt for alle parter, da Amerika ikke blot kan forsætte med at subventionere kapitalen/liberalismen uden at gå bankerot før eller siden, og alle bliver tabere.

At lige netop dette kan forekomme i liberalismens højborg virker nærmest absurd og vanvittigt, for netop subvention af virksomhederne direkte som indirekte er jo komplet afskyeligt ifølge liberalismen.

En forøgelse af låneloftet til udstedelse af 85 mia. til forbrug, køb af varer kapitalen har fået produceret i asien, som staten ingen skat får af fra virksomhederne, betaler jo ikke lånene tilbage.
Kun virksomhederne nyder midlertidigt godt af dette arrangement.

Kapitalen og liberalismens ideologi har spillet lige så meget fallit som kommunismen og igen på sine egne præmisser ligesom kommunisme gjorde på sine egne præmisser.

Henrik Nielsen, Brian Pietersen, Bill Atkins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

”Kommunismen som statsliggørelse af produktionsmidlerne ender med at udarte til et autoritært, totalitært og ufrit system i stil med ’realsocialismen’ i Sovjetunionen og Østeuropa, hvor befolkningen blev gjort til et tavst objekt for partiets/statens politik”

Spot On

John Christensen

Vigtigt nyt
i forhold til situationen omkring afslutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet er, at der nu i vores aktuelle tidsalder - udviklet et globalt fungerende økonomisk system, med et uhyre avanceret niveau af produktivkræfternes udvikling (avanceret teknologi og veluddannet og fleksibel arbejdskraft omtrent overalt i verden).

Der mangler nu "kun" en (bæredygtig) politisk struktur for hvordan vi skal tage magten OVER DISSE STRUKTURER - og dernæst sørge for at udviklingen foregår i den ønskede retning uden alt for mange tilbageslag.

Samfund - som ikke sætter virksomhedernes profit over alt andet, og som har så udviklede demokratiske strukturer som overhovedet muligt.

Altså også gerne ud over, eller mere udviklet, end blot det nuværende repræsentative partidemokrati - som ikke ændrer noget grundlæggende/fundamentalt.

Tiden er moden.

Hvis de nuværende økonomiske og politiske magthavere stritter for meget imod i forhold til den udvikling vi måtte ønske, så har vi proletariatets diktatur i en overgangsfase - men skal så denne gang passe på - at tingene ikke løber løbsk, og ender i en blindgyde.
Magt korrumperer som bekendt, og det er ALTID en reel fare.

Thats it!

Lad så blot de ældste og lærde sætte ønsket om et frit demokratisk samfund befriet for den kapitalistiske produktionsmåde - på en formel, tak.

Så vi alle kan forholde os til, om vi vil med den vej forstås. Hvad har vi at tabe?

Nyt navn
fordi kommunisme er blevet forbandet med Sovjetunionen og varemangelsituation?

Hmm...........mon ikke det nu hvor naturens ressourcer er så hårdt under menneskeligt pres - på grund af kapitalismens ligegyldighed med alt andet end profit, må blive noget med:

ET BÆREDYGTIGT DEMOKRATI

- som genopfinder alt på ny, ud fra kriterier om GENANVENDELIGHED OG BÆREDYGTIGHED

Et demokratisk og bæredygtigt samfund som ejer og kontrollerer produKtionsmidlerne, hvor flertallet der har magten, tager behørigt hensyn til mindretalsbeskyttelse, og ikke bare kører mindretallene i sænk for egen vindings skyld.

De demokratisk valgte repræsentanter vil i modsætning til nu, have direkte indflydelse på forvaltning af vores virksomheders drift og udvikling - og det forpligter i forhold til at sikre at der ikke sker rovdrift på ressourcerne.
Men i stedet arbejdes for forskning og udvikling i bæredygtige principper for vores adfærd både individuelt og samfundsmæssigt.

Kapitalismen gav os nok brød på bordet, men nu må vi så se at komme videre........! Det er på høje tid.

Nu hvor den monopolkapitalistiske produktionsmåde - indebære fattigdom og nød for masserne (det store flertal) i alverdens lande.

Den første prøve bliver om vi HER OG NU kan lykkes med at tøjle monopolernes magt, ved her og nu at regulere finanssektoren og opdele monopolerne så de ikke tager magten fra os - så vores opnåede resultater ikke spilles op - so to speak..

Udøvelse af ægte DEMOKRATI kan KUN foregå i afgrænsede geografiske og sprolige områder og er traditionelt knyttet til Nationalstaten, og det er en udfordring i forhold til den globale udvikling, som vi også må finde gode og progressive modsvar på.

Global skat - vil modvirke skattely, og dermed sikre mulighed for fortsat finansiering af samfundene.

Slip for alt i verden forsvaret for hedengangne regimer og systemer (dogmer) - tænk nyt, vi har så hårdt brug for det, tak.

Husk også at kritikken var ret ensidig i den tid hvor kapitalismen fik konkurrence fra den socialistiske verden - og se bare hvilket morads vi nu selv er havnet i!

Enig med Bill Atkins i at
"Kapitalen og liberalismens ideologi har spillet lige så meget fallit som kommunismen og igen på sine egne præmisser ligesom kommunisme gjorde på sine egne præmisser".

Det afgørende er - synes jeg - at der kommer nyt frem i debatten om hvor vi vil hen/hvad ønsker vi os af nutiden/fremtiden, og hvor er vi egentlig på vej hen?

Marxismen gav mig i ungdommens tid, en vældig mulighed for at forstå og analysere forskellige forhold i samfundet, og jeg anvender den stadig dagligt (Dialektisk Materialisme) - så selvfølgelig er det vigtigt at fortsætte de teoretiske diskussioner for at udvikle svar på nuværende udfordringer.

Marxisme uden Leninisme, er en studiekreds
som nok kan være nyttig, men Lenin ikke Marx - udpegede det Kommunistiske Parti til at have rollen, og dermed det historiske ansvar for - at være den bevidste fortrop, som skulle stå for at gennemføre omvæltningen og derefter konsolidere magten, for at modvirke tilbageslag.

Kapitalismen dør ikke af sig selv, og et fornuftigt socialt/bæredygtigt demokratisk alternativ kommer ikke af sig selv.

Tænk for eksempel over hvad vores hjemlige valgkampe i grunden handler om!

Enhedslistens over 20 % i de store byer peger da i en god retning, men ændrer ikke noget fundamentalt. Risikoen for at ende som SF havnede i - efter indgåelse i den nuværende regering, ligger desværre lige til højrebenet.

Det er ingen sag, (altid) at have de rigtige meninger - det svære er at få befolkningsflertallet med på ideerne.

Vigitgt at gøre klart hvorfor man eventuelt indgår i "nødvendige" kompromisser, ellers står principperne jo hurtigt for fald.

Hvis vi ikke ændrer kurs og fart ender vi der - hvor vi er på vej hen!

Hvem tør du betro opgaven med at tranformere samfundet i en retning væk fra kapitalismen?

Hvem vil?

Så gør det dog selv - og gerne i forening :-).

Husk også at stemme (rigtigt!) i dag :-) :-) :-)

Robert Ørsted-Jensen, Niels Ishøj Christensen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Niels Ishøj Christensen

Interessant anmeldelse af Steen Nepper Larsen af Michael Heinrichs "Introduktion til de tre volymerne av Marx Kapitalet" i Inf. d. 16.-17. nov. Giver anledning til at se nærmere på Marx' tanker om kapitalismens økonomiske teori, fremsat i de tre bind af Kapitalen. Uden pengenes mellemkomst som almen ækvivalent kan varerne ikke forholde sig til hinanden fastslår Marx her. De er den nødvendige fremtrædelsesform for den værdiskabende arbejdstid og dermed det abstrakte arbejde, der er nedlagt i varen. Men både produktions- og cirkulationsprocessen må ifølge Michael Heinrich inddrages for at forstå udbytningen af lønarbejderne i produktionsvirksomhederne. For først gennem køb og salg og et indhøstet økonomisk overskud på markedet realiseres arbejdstidens værdi. Hvis der ikke skabes overskud i forhold til den investering det har kostet at udvikle og producere varen (herunder den investerede arbejdsløn!) så bliver arbejdstiden værdiløs i forhold til kapitalen og den producerende lønarbejder må fyres.

Vi taler om at det er nødvendigt at erobre markedsandele for at få økonomisk vækst. Derfor kan den kapitalistiske produktionsmåde og økonomi efter min opfattelse bedst forstås som en stadig igangværende erobringskrig, hvor det med al til rådighed stående pengemagt, investeringsvillig finanskapital, taktisk markedsstrategi, teknisk innovation i produktion og produktudvikling mm gælder om at få varer og produkter ud på markedet, som kan ombyttes til penge og pengekapital, den universelle overjordiske vare, der indtil videre i vores fællesmenneskelige globale virkelighed kan ombyttes til alt og give herredømmet over alt: jord, natur, brugsvarer, råstoffer, arbejdskraft osv. (fortsættes lidt senere)

Lars Kristensen

Marx var kapitalejernes talsmand, når det kommer til stykket.

Han fik de arbejdende folk til at opfatte deres arbejdskraft som værende en kapital de kunne sælge, præcis som kapitalejerne gjorde det.

I dag ser vi det klart og tydeligt, fordi ingen opdager, at de faktisk er en lønslave, som blot er sin egen slavesælger.

Vi mennesker er ikke et arbejdsredskab (slave), hvorfor vi ikke sælger vores arbejdskraft.

Kapitalejerne (erhvervslivets kapitalejere) skal stille deres arbejde frem som tilbud og så er det op til folk selv, om de vil påtage sig arbejdet, til den betaling erhvervslivet har vist at den vil give, for det udførte arbejde.

Kan erhvervslivet ikke få folk til at ville udføre det givet arbejdstilbud, så må erhvervslivet komme frem med et nyt og bedre tilbud.

"...finanskrise (en midlertidig nedsmeltning af det internationale banksystem)..."

Mentes der ikke her en BEGYNDENDE nedsmeltning af det internationale banksystem?
Centralbankerne har trykt penge som sindssyge siden 2008 og ser ikke ud til hverken at stoppe eller sænke hastigheden - tværtimod. Der vil være en pris at betale.

Leopold Galicki

Lars Kristensen,

Mener du, at hvis Marx teoretisk ikke havde skabt og anvendt den opfattelse, at arbejde er en type af kapital, så ville der i virkeligheden ikke have eksisteret det forhold, at man sælger sin arbejdskraft? Og så den solgte til arbejdsgiveren arbejdskapital ikke er blevet en del af den kapital som muliggør en kapitalistisk produktion?

Jeg er på ingen måde kompetent inden for Marx, og kan derfor ikke udtale mig om artiklens analytiske kvalitet.
Grundlæggende er jeg af den opfattelse at de forskellige økonomiske teorier (religioner er de vel næsten ved at være blevet) og i særdeleshed opfattelsen af deres ”rimelighed”, har en rod i de etiske filosofier, specifikt med henblik på fordeling af en endegyldig størrelse som verdens ressourcer.
De etiske filosofiers argumenter og sammenhængskraft for en økonomisk pragmatisk verden, er dog for langt det meste af tiden et dødt hul i alle politiske argumenter. Og eksemplificeres kun ved de altid pressepopulære enkeltsager, der får os - ”hr og fru kakkelbord” op af sofaen, med deres intuitivt genkendte urimelighed (spindoctor earn your bread).
Jeg er selv skyldig i apati i denne henseende, men det der altid står tilbage for mig, når jeg en aften har spekuleret over emner, som vores økonomiske model og dens rimelighed, er en følelse af hykleri om de besungne værdier vi alle, blå som røde, påstår at forsvare.
Alle er født med en ret til livet og en ret til ”friheden” (og ja de er kun nedskrevet i enkelte forfatninger, og anderledes formuleret - og alt det der). Men universelt forstået som naturgivne rettigheder, hvis menneskets individuelle selvforståelse skulle kvantificeres. Og politikere agiterer derfor gerne for, at disse er basale værdier.
Jeg mener selv at de er de mest basale rettigheder for ethvert individ, men de er i dag erstattet af retten til at købe et liv og friheden til at leve det.
Hvis vores monetære repræsentative økonomi skal give mening må alle pengene jo være repræsenteret i noget der eksisterer, inklusive alle ”luft formuerne”, skabt ud af manipulation af tal, der kun eksisterer som vedtagelser, og forventninger.
Så helt simpelt – i det øjeblik en ny verdensborger fødes er kloden ejet (mere end en gang formodentligt). Men han/hun kan købe retten til et liv, og hvis ”gode” nok, retten til frihed (det er dyrt nu om dage).
Der er ikke flere steder at tage hen og udråbe ejerskab for dem der intet har ”USA, Australien etc. I 1800’tallet), sidste århundrede, især sidste halvdel var så baseret på forskelle i tal – råvarepriser, arbejdskraftspriser og slutteligt fri fantasi økonomi – indtil det skal repræsenteres i noget håndgribeligt og det hele ramler – 2008.
Det eneste vi til dato har fundet på til at udligne dette, er samfundets ret til beskatning, og fordelingen heraf (og ja – så længe vi er nationer, et forholdsvist lokalt forhold).
Med en barnelogik burde en beskatningsmodel nok være baseret på antal andele af hele kagen, man kaldte sin i en repræsentativ økonomi, således at den der fødes uden for ejerskab kunne få den del der tilkom ham/hende – og måske derfra blive til en der måtte dele.
Argumentet om at folk bare skal knokle hårdere (være bedre fupmagere og talfantaster), blive dygtigere og derfor har fortjent at besidde så meget af verden som de kan, er jo nonsens. Tre pladser på podiet – de næste 3000 var stadigt elite og fik intet – verden er en endegyldig størrelse.

Det er da godt at han ender med at konkludere at det ville være en god ide at erstatte kapitalismen med noget mere menneskevenligt. Men hva så?

det skorter jo ikke på gode ideer om hvordan et bedre samfund kunne tage sig ud, det er ikke problemet, men at få bugt med kapitalismen. Og helt ærligt, så gør vi nok ikke.
Kapitalismen vil udvikle sig til fascistisk planøkonomi, hvorefter udbytningen kan sættes i system, og den faldende profitrate ikke vil udgøre noget væsentligt problem.

Men tilbage til marx - ja det synes jeg er en god ide. han har helt afgjort et formidabelt analyseapparat, som, hvis det bruges udogmatisk kan hjælpe os med at forstå den verden vi lever i. At diverse utopiske forestillinger om et bedre samfund så bør holdes uden for denne analyse er noget andet. Hvis man roder de to sammen får vi noget ubrugeligt

John Christensen

Dennis Berg.......

Godt set!
En nedsmeltning er enten en nedsmeltning - og derfor ikke noget midlertidigt. Eller også er det ikke en nedsmeltning.
Begrebet nedsmeltning benyttes vel mest i tilknytning til Atomkraft, når det er værst.
Alternativt - er det et dårligt valgt begreb eller billede på hvad skribenten Steen Nepper Larsen mener (eller refererer til) når han beskriver en muligvis midlertidig tilstand i det internationale banksystem?

Lad os se, det vil fremtiden vise - om ikke andet (praksis som teoriens sandheds kriterium).

Lars Kristensen.......
Arhhh..........du har ikke helt forstået hvad marxismen og især Karl Marx beskæftigede sig med, så du kunne måske ønske dig bogen til jul :-)

Lønslaver køber og sælger ikke slaver - lønslaver sælger deres arbejdskraft til private eller offentlige arbejdsgivere, men moderne virksomhedsledere vil så også gerne have din sjæl med i prisen.

Det er noget du selv må kæmpe imod - hvis du synes det er for meget :-)
Det gør jeg for eksempel selv!

Sælger du din sjæl, er du prisgivet!

Niels Ishøj Christensen

(fortsættelse) I Det kommunistiske manifest skriver Marx og Engels om den industrielle kapitalists store fabrik: "Arbejdermasserne som stuves sammen i fabrikken, bliver organiseret som soldater. Som menige industrisoldater bliver de stillet under opsigt af en hel stab af officerer og underofficerer. De er ikke blot bourgoisklassens og bourgoisstatens trælle men underkues hver dag, hver time, af maskinen, af opsynsmanden og først og fremmest af den enkelte fabrikant selv".

Igen og igen fremhæver Marx og Engels kampen (og dermed krigen) imellem samfundets gamle og nye klasser, f.eks.: "Bourgeoisiet befinder sig i en stadig kamp, først mod aristokratiet; senere mod de dele af bourgeoisiet selv, hvis interesser er kommet i modstrid med industriens fremskridt; hele tiden mod bourgeoisiet i andre lande (OBS, Konkurrence- staten!). Og i forlængelse heraf kommer dette udsagn: "I alle disse kampe tvinges det til at appellere til proletariatet, til at benytte sig af dets hjælp, og på den måde trække det med ind i den politiske bevægelse. Bourgeoisiet tilfører altså selv proletariatet det, der udgør elementerne i dets egen dannelse, d.v.s. forsyner det med våben til bekæmpelse af bourgeoisiet selv". Udsagnet sætter spørgsmålstegn ved radikaliteten og den kvalitative fornyelse af det samfund som Marx og Engels ser for sig som en fremtidsvision i Det kommunistiske Manifest.

Manifestet antyder kun sparsomt hvilke våben det er bourgeoisiet forsyner proletariatet med til bekæmpelse af bourgeoisiet selv. Proletarerne begynder at danne sammenslutninger, hvor de i fællesskab forsvarer arbejdslønnen - men er det et våben bourgeoisiet forsyner dem med? Nej, egentlig ikke, men når det ny industrisamfund med voldsom kraft opløser det traditionelle gamle samfunds økonomi, præget af enevælden, godsejerne, de ikke-industrielle bourgeois'er og småborgerne, og en ny klasse af proletarer og lønarbejdere, der får deres arbejdsløn udbetalt kontant, vokser frem, så bliver samfundsforholdene til sidst så grelle at en lille del af den ny herskende klasse (kapitalisterne) udskiller sig og slutter sig til den revolutionære klasse, der holder fremtiden i sin hånd - særlig den del af bourgeois-ideologerne, som har arbejdet sig frem til en teoretisk forståelse af hele den historiske bevægelse (Marx og Engels!!!) Det våben bourgeoisiet forsyner proletarerne med er først og fremmest ideologisk og politisk tankemagt. Og mstøttet af dette skal arbejderrevolutionen den som det første skridt hæve proletariatet op til herskede klasses og tilkæmpe sig demokratiet.

I realiteten opfordrer Marx og Engels i Det kommunistiske Manifest den nye lønarbejdende klasse af proletarer, der i fremtiden som kommunister forventes at rive den politiske magt ud af hænderne på det borgerlige samfunds kapitalister, til at videreføre industrikapitalisternes måde at drive samfund og politik på, men ganske vist i et fællesskab hvor den private ejendomsret er ophævet og kapitalerne fællesejet. For hvor proletarernes levende arbejde i det borgerlige samfund tidligere udelukkende var et middel til at øge det ophobede arbejde (dvs bourgeoisiets privatejede industrikapitaler) så skal det ophobede arbejde (dvs den maksimerede kapital) i det fremtidige kommunistiske samfund være et fællesejet middel til at gøre arbejdernes tilværelse større, rigere, bedre.

Manifestets vision underkender den fri handel, det fri køb og salg med penge som symbolske bytteværdier. Det er noget der tilhører det borgerlige samfunds produktionsforhold, en illusorisk frihed. I det kommunistiske samfund skal handelen ophæves så arbejdet ikke længere kan forvandles til kapital, penge, jordrente, altså til social magt, der kan monopoliseres. Kommunismen - fastslår Marx og Engels - fratager ingen magten til at tilegne sig samfundsmæssige produkter, den ophæver kun magten til at udbytte fremmed arbejde.

Det vil sige at Marx og Engels forestiller sig et samfund, hvor pengeøkonomien er afskaffet. Her er vi ved et virkelig kildent punkt i hele deres vision om det kommunistiske, klasseløse samfund. Og det som Manifestets afsnit: "Proletarer og kommunister" munder ud i er efter min opfattelse ikke andet end ønsketænkning og urealistisk drømmeri - i slægt med en af de forskellige mangelfulde "socialismer" som de tages afstand fra i det følgende afsnit: Kommunistisk og kommunistisk litteratur.

Det understreges først og fremmest ved Det kommunistiske Manifests totale mangel på en analyse og forståelse af den pengeøkonomi der indtræder i fuld skala ved industrisamfundets udvikling, som en afgørende forudsætning for realiseringen af dette samfunds nye vækst og rigdom. I første omgang kommer den udelukkende kapitalejerne til gode, men i Marx' og Engels kommunistiske vision skal den i fremtiden komme hele den proletariske arbejderklasse til gode. De skriver at det kapitalejende bourgeoisi har sprængt den feudale samfunds økonomi og skabt produktionskræfter som overgår hvad alle tidligere generationer tilsammen har frembragt: Erobring af nye markeder, undertvingelse af naturkræfterne, maskineri, anvendelse af kemien i industri og landbrug, dampskibsfart, jernbaner, telegrafi, opdyrkning af hele verdensdele, floder gjort sejlbare osv osv. Men hvad de ikke skriver et eneste ord om er, at hele denne udvikling kun kan realiseres takket være en udviklet, overnational (overjordisk!), fleksibel pengeøkonomi, som udkonkurrerer det feudale samfunds snævre, lokalt forankrede agrarøkonomi, som hovedsagelig hviler på direkte udveksling af tjenesteydelser, råvarer og naturprodukter uden brug af penge i større omfang.

Det vil sige at det spændende tilløb til en filosofisk forståelse af pengene som bl.a. samfundets "galvanokemiske kraft", "synlige guddomme", "menneskets og nationernes almene skøge og kobler", som udfoldes i de "Økonomisk-filosofiske skrifter" fra 1844, overhovedet ikke spiller nogen rolle for Marx' forståelse af den historisk skelsættende overgang fra den ene økonomitype til den anden, der i Europa finder sted i perioden ca. 1600-1800. Og uden den nødvendige ballast af historisk viden om dette forledes Marx sammen med Engels naivt og drømmende til at tro, at den fælles oparbejdede kapital, der skal gøre arbejdernes tilværelse større, bedre, rigere kan skabes ved at afskaffe pengeøkonomien i fremtidens kommunistiske samfund. De ser ikke, at en fordelings- og bytteøkonomi uden brug af penge vil blive stiv, kantet, besværlig og ufleksibel. Det vil blive en samfundsøkonomien skruet tilbage i retning af den snævre, feudale landbrugs- og lavsbundne håndværker- økonomi, som allerede en gang i historien er blevet skrottet som utilstrækkelig

Hele visionen i Det kommunistiske Manifest munder ud i en, som har medført lidelse, tyranni og megen meningsløs strid verden over. Hvordan det har kunnet komme så vidt antyder Marx og Engels selv indirekte i slutningen af Manifestet, når de skriver at de kritisk-utopiske socialister forbitret bekæmper enhver politisk bevægelse blandt arbejderne, forblindede af mistillid til det nye evangelium. Teksten i Det kommunistiske Manifest blev som et nyt evangelium for en del af verdens sultende, lidende og udstødte mennesker. Den blev desværre i stort omfang basis for en politisk religion i stedet for en realistisk demokratisk politik

Niels-Holger Nielsen

Niels Ishøj Christensen

Det kommunistiske manifest er ikke, og er ikke tænkt som, en analyse. Det er et kampskrift. Sådan kan man gå helt galt i byen, selvom man har læst grundigt på lektien.

Robert Ørsted-Jensen

Ishøj
Niels-Hoger har ret du er ude på et overdrev i din anvendelse af et kampskrift og en programerklæring - selvfølgelig indeholder den slags skrifter ikke analyser, det gør den slags skrifter ikke. Som jeg tidligere har sagt så kan du ikke finde det du leder efter i hverken Marx ellers Engles skriverier. De var kritiske overfor det samfund de levede i, de ønskede ændringer og de analysere brudflade der kunne anvendes som platform for et nyt og bedre samfund. De fabrikerede ikke utopiske skrifter der detaljerede hvordan et fremtidigt samfund skulle se ud eller kunne bringes til at funger. Sådan noget finder du end ikke i dette kampskrift. Når de f.eks. anbefaler statsejendom var det ikke ment som en fremtidig samfundsmodel men som et overgangsfænomen på vejen mod det de lidt tåget betegnede som samfundsmæssiggørelse. Det samme gælder det der dårligt definerede begreb 'proletariatets diktatur' det var ment som et overgansgfænomen, det besiddelsesløse flertal der dikterer samfundsændringer og opløsningen af det besidende mindretal.

Niels Ishøj Christensen

Niels-Holger
Robert
Jeg har lige skrevet et langt uddybende svar til jer, men da jeg skulle sende kommentaren fik jeg at vide siden var utilgængelig (hvad sker der Information?). Min skærm gik i sort og hele molevitten gik tabt. Men da jeg sendte prøven med et x, fungerede skidtet! Jeg sidder nu her og bander og svovler, men orker ikke at skrive en gang til lige nu.

John Christensen

Karl Marx skulle efter sigende en gang have skrevet i et brev til hans ven og samarbejdspartner Friedrich Engels . at Danmark vil ende som kapitalismens museum - blandt andet fordi der kun findes én by, og alle andre steder må man derfor kæmpe med bondebefolkningen (det var i 1800 tallet!).

Om Marx tog fejl, må tiden vise?

Ingen bortset fra Niel-Holger Nielsen der orker, eller ingen her inde der kan gendrive Niels Ishøj Christensens indlæg?

Om, at det nye samfund efter arbejderklassens befrielse vil ligne det gamle uden synderlig nyvunden kvalitet fordi:

"I alle disse kampe tvinges det til at appellere til proletariatet, til at benytte sig af dets hjælp, og på den måde trække det med ind i den politiske bevægelse. Bourgeoisiet tilfører altså selv proletariatet det, der udgør elementerne i dets egen dannelse, d.v.s. forsyner det med våben til bekæmpelse af bourgeoisiet selv". Udsagnet sætter spørgsmålstegn ved radikaliteten og den kvalitative fornyelse af det samfund som Marx og Engels ser for sig som en fremtidsvision i Det kommunistiske Manifest."

Eller den anden kritik i forhold til spørgsmålet om . at det nye samfund ikke behøver penge:

"Og uden den nødvendige ballast af historisk viden om dette forledes Marx sammen med Engels naivt og drømmende til at tro, at den fælles oparbejdede kapital, der skal gøre arbejdernes tilværelse større, bedre, rigere kan skabes ved at afskaffe pengeøkonomien i fremtidens kommunistiske samfund. De ser ikke, at en fordelings- og bytteøkonomi uden brug af penge vil blive stiv, kantet, besværlig og ufleksibel"

Eller hvad med Stig Nielsens indfaldsvinkel i indlægget her over:

"Så helt simpelt – i det øjeblik en ny verdensborger fødes er kloden ejet (mere end en gang formodentligt). Men han/hun kan købe retten til et liv, og hvis ”gode” nok, retten til frihed (det er dyrt nu om dage).
Der er ikke flere steder at tage hen og udråbe ejerskab for dem der intet har Så helt simpelt – i det øjeblik en ny verdensborger fødes er kloden ejet (mere end en gang formodentligt). Men han/hun kan købe retten til et liv, og hvis ”gode” nok, retten til frihed (det er dyrt nu om dage).
Der er ikke flere steder at tage hen og udråbe ejerskab for dem der intet har"

Selv kunne jeg godt tænke mig om nogen af debattørerne med økonomibaggrund - kan svinge sig op til, at give bud på: om vi kan komme udenom det herskende vækstmantra - og hvad konsekvenserne af det i givet fald vil være?

I den grad træt af den tomme politiker snak om vækst!

Kom frisk frem med bud/svar på hvordan vi slipper for at skulle arbejde hårdere og hurtigere i fremtiden - og hvad vi så til gengæld må leve med?

Hvorfor egentlig beskæftige sig med Marxismen på ny, hvis den er gendrevet og fundet for let/tung?
Hvis den er gendrevet, eller definitivt afvist, hvad er alternativet så til "kasinoøkonomien" ?

"Vi er alle i samme båd". Ja - men hvorfor er det så altid mig der skal ro?