Læsetid: 3 min.

Det er den treårige, der har fat i den virkelige verden …

Ifølge den franske filosof Stéphane Vial er den nye teknologi ikke blot en udfordring, fordi den byder på en virtuel verden, men også fordi den ganske enkelt byder på en helt ny virkelighed
Foto: Thomas Vilhelm

Foto: Thomas Vilhelm

23. november 2013

Det er gået så hurtigt, at det nærmest er ufatteligt, men måske kan nogle få af de tal, der er at finde i Stephane Vials nye bog, illustrere situationen. I 2012 meddelte Apple, at firmaet på to år havde solgt flere iPads, end det havde solgt computere overhovedet igennem 20 år. Året efter var tallet fordoblet. Andre såkaldte ’læseplader’ og smarte telefoner humper efter, men lige her er det ikke pointen. Pointen er, at den hastighed, hvormed vi er kommet til helt nyt univers, hvor alle er forbundet og opererer med en ny type objekter, er svimlende. Det er ikke usædvanligt at se en baby i klapvogn manipulere en computerflade betydelig mere behændigt end far eller mor, som er ved at købe ind. Den slags hedder, at få det ind med modermælken.

Virkeliggjort konstruktivisme

Det er om dette, den franske filosof Stéphane Vial har skrevet en interessant lille bog med den fine titel L’être et l’écran (Væren og skærmen). På dansk går man glip af den humorfyldte henvisning til L’être et le neánt, filosoffen Jean Paul Sartres berømte hovedværk Væren og intet, der videreførte ideer fra de tre H’er Hegel, Husserl og Heidegger om begrebernes dialektiske sammenhæng.

Vial, der ikke kun er filosof, men også specialist i interaktivt design, er især interesseret i det fænomenologiske aspekt, der fra de tyske aner i Husserl fik en egen fransk tradition med filosoffer som Sartre og Merleau Ponty. Vial føjer i overensstemmelse med undertitlen på sit essay ’Hvordan den digitale verden forandrer perceptionen’ en række tænkere til, som vi ikke er så vant til at høre om i Danmark. De beskæftigede sig i højere grad direkte med den perception, det oftere har været angelsaksisk tradition at filosofere over. Vial trækker blandt andre på psykolog, biolog og logiker (findes den kombination overhovedet længere?) Jean Piaget, der i 1937 skrev en bog om konstruktionen af det ’reelle’ – altså virkeligheden hos det lille barn. Og på den franske videnskabsteoretiker Gaston Bachelard, der også skrev sine hovedværker i 1930’erne.

Det kan faktisk være svært at forstå, hvem der efterhånden af andre grunde end de nostalgiske kan hævde, at verden består af nogle objekter udenfor, som et subjekt indenfor skal finde ud af noget mere eller mindre ’sandt’ om. Men nostalgi er selvfølgelig en meget god grund til at bevare et subjekt/objekt-skel, der kan berolige, når man føler verden skride.

Det er så det, den gør – og hurtigere og hurtige. Når barnet manipulerer såkaldt virtuelle objekter og verdener på skærmen, kommer det som menneske, altså subjekt, til verden på en helt anden måde, end vi andre, mere eller mindre gamle, gjorde det. I den forstand ældes vi lynhurtigt. Og når det går så hurtigt, at lille Emilia på tre allerede er langt foran både far og mor i intuitiv omgang med nye objekter, er der sket en revolution, påstår Stephane Vial. Den slags sker ikke så tit i verdenshistorien, men den digitale revolution er ved at skabe en ny type væsner. Alle de, der tror, at ’konstruktivisme’ blot er en fiks fransk ide, må se sig overhalet af emilia’er af enhver art.

Det virtuelle er virkeligt

Når denne anmelder foretrækker at berette om Emilia i klapvognen, er det for ikke straks at trække læseren ind i begreber som ’fænomenoteknik’ – som Bachelard allerde introducerede i 1931, eller i begrebet ’ontophanie’, som Vial udvikler. ’Onto’ af det græske ord for væren, ’ontos’, og ’phanie’ fra græsk ’phaino’ – hvordan tingene fremstår for os, altså det samme begreb som genfindes i fænomen og … fænomenologi. Emilias ’ontophani’, det er den, som er så totalt anderledes end de forældres, der står og hiver mad ned fra hylderne. Ligesom deres ontophani er anderledes end, den var for generationen før.

Men mens livsverdener før ændredes forholdsvist langsomt, må man nu operere med, at Emilias perception direkte formes af den måde, hun mestrer skærmen på – og når helt andre steder hen end, en treårig gjorde tidligere.

Vial er på ingen måde den første, der analyserer den nye type verden, vi lever i. Det befriende ved hans analyser er, at han resolut nedbryder et skel mellem realitet og virtuelt, som han påstår aldrig har eksisteret – og i stedet fremhæver en ny virkelighed i det virtuelle. Det virtuelle er ikke fantasi. Det kan vi lige så godt gå i gang med at alvorligt for overhovedet at være på filosofisk højde med en ny verden.

Stéphane Vial
L’être et l’écran – comment le numérique change la perception.

333 sider. 20 euro.
Puf

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Selch
  • Martin Åberg
Torben Selch og Martin Åberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Ditlev Nissen

Jeg har ikke læst bogen og kommer heller ikke til at gøre det på fransk.
Men min bullshit-detektor slår ud flere steder her.
Måske trænger den bare til at blive justeret.

Tine Byrchel er naturligvis ironisk når hun skriver:
"Men nostalgi er selvfølgelig en meget god grund til at bevare et subjekt/objekt-skel, der kan berolige, når man føler verden skride."
- for selvfølgelig er nostalgi ikke en god grund til det.

Men hvorfor denne ironi over et synspunkt som ingen har?
For at understøtte denne skridende påstand, som vist ikke er ironisk:

"Det kan faktisk være svært at forstå, hvem der efterhånden af andre grunde end de nostalgiske kan hævde, at verden består af nogle objekter udenfor, som et subjekt indenfor skal finde ud af noget mere eller mindre ’sandt’ om."

Jeg er enig i at man ikke kan hævde, at verden kun "består af nogle objekter udenfor".
Gennem erkendelsen er vi medskabere af vores verden. Men mennesket kan ikke bare konstruere sin egen virkelighed.

Der findes en hel del, vi kan forholde os til som ydre objekter. Og som vi gennem et subjekt/objekt-skel må forsøge at finde ud af noget mere eller mindre sandt om.

Man hører om folk der mener, at det er muligt at erkende alt hvad der er værd at erkende, ved at fordybe sig i 'sproget' i videste forstand. Eller i sig selv.
Det er vel ikke nostalgisk, men det virker 'regressivt'.

Tommy Lindegaard

Må desværre melde mig enig i Ditlev. Min bullshit plade er blevet fyldt mere end to gange, desværre. Det er jo et generelt et problem i den humanistiske del af akademikere at vi bruger buzzwords og fagtermer, blot for at skjule at vi ikke har nogen holdning, analyse eller konklusion. Men nok om det.

Den kreativitet som børn opnår gennem en tablet eller smartphone kan bedst beskrives som TV v2.0 da rammerne er fastsat i form af app'en.
Det er en form for kreativitet vi skal hylde og udvikle, da det er den vej vores samfund går. Men samtidigt kan det ikke sammenlignes med den kreativitet man kan få med leogkloder, en sadkasse & spand eller et blankt papir og nogle farveblyanter.
Og uden at have læst bogen, så lyder det på referatet som om skribenten ikke tager stilling til hvordan barnet lærer og udvikler sig "nu" kontra for bare 10 år siden - og det er ærgeligt, at der ikke er lidt selvkritik.