Læsetid: 5 min.

Beværtet: Et sted at se sig selv – og andre

I bunden af Magasin er der mulighed for et lille behageligt hul i juletravlheden. Et sted, hvor cafeteriastemningen lever i kraft af et kvalitetskøkken
Udsigten. Udsigten til rulletrapperne med mennesker, der uafladeligt kører op og ned, er en uendelig strøm, man kan falde i staver over, mens man nyder, at cafeteria-stemning godt kan betyde god kvalitet.

Jakob Dall

14. december 2013

Jesus bli’r født på anden sal i Magasin du Nord. Han griner, når du trykker på en fodpedal. Si’r goddag til sin mor ...«

Shu-bi-dua-strofer, man aldrig glemmer. De virker så sande! Et julebud, man kan regne med.

Her i vores væmmelige klima du Nord, hvor man kun kan drømme om en venlig Betlehemshimmel og en verden, hvor det er varmt nok til, at man som hyrderne kan sove ude på marken om natten, bliver stormagasinerne og varehusene steder, man søger ly i. En udeplads indenfor, den gamle markedsplads, et stort offentligt forum og måske ligefrem her ved juletid: et helligt tempel. Adventstiden i kirken er sød, selv for en gudløs som mig, men mørketiden kalder os også sammen på andre offentlige steder, for eksempel i stormagasinets bløde virkelighed.

Så jeg satte min søster stævne i Meyers Deli i underetagen i Magasin. Det er et lille locus amoenus for hende, og det ville jeg gerne teste og glædede mig til at få varmen i netop det stormagasin, som Shu-bi-dua har gjort til krybberum.

»Se,« siger hun, »her kan man sidde og kigge på mennesker på rulletrapperne.« Og ganske rigtigt. Fra Meyers højborde i kælderen er der udsigt til Mad & Vin og til det punkt, hvor Magasins rulletrapper ender og mødes i et V – den ene på vej op, den anden på vej ned, og mennesker stiger op og ned som engle i en uendelig strøm, man bare kan falde i staver over.

Det er sikkert en hypnotiserende baggrund på alle årstider, men her ved juletid dog særligt skøn.

Vi skulle have frokost, og jeg bestilte en jordskokkesuppe (95 kr.) og en lakseanretning (125 kr.). Min søster havde valgt fiskefileterne (125 kr.). Allervigtigst skulle vi have to glas Chardonnay fra Domaine de l’Ocre Rouge at tale livssituationen ud på. Jeg bestilte ved disken og fik en lille brik udleveret, der ville give lyd, når vores mad var færdig og kunne hentes ved en anden disk. Den unge servitrice meddelte, at der i dag ikke var noget l’Ocre Rouge tilbage. Det kan jo ske, men hun var ikke engang beklagende og sagde bare, at i dag kunne man kun få Meyers vine, altså husvinene, som om det ikke var et problem. Husets hvidvin var sandsynligvis ikke dårlig, men l’Ocre Rouges Chardonnay er noget særligt og kan løfte en fredags, eftermiddag og give særlig trøst til enhver julesorg, men det skulle vi altså ikke have. Vi fik i stedet to glas Meyers Riesling, og nej slet ikke dårlig, men langt mindre sammenhængende, mere sød og mere vandet og selvfølgelig også billigere, 60 kr. i stedet for 80 kr. glasset.

Et sikkert aftryk

Vi faldt ind i den intimsfære, som to rygge laver i et åbent rum. Der er et skillebræt på midten af de høje borde, sådan at man kan sidde og lave sin egen stemning på trods af gæster på den anden side af bordet. Alternativt kan man sidde ved de lave cafeteriaborde med solide stole i sort og orange. Brikken sagde sin lyd, og min søster hentede maden. Jordskokkesuppen var sjældent god og for en gangs skyld uden jordskokkechips, men i stedet med små æbletern og en olie, der var grøn, sandsynligvis af purløg. Det smagte, som om der var blevet gjort noget ekstra ud af jordskokkerne, at de havde været vendt og stegt lidt i smør, før de blev purerede. Rugbrødscroutoner gav ekstra rugfylde, og bouillonen var sikkert noget godt, men måske var der også krydret med æblecidereddike, eller hvad nu Meyer ellers har stående på hylderne. Meyers håndtryk var i hvert fald sikkert og uden vaklen.

Søsters rødspættefileter var først og fremmest friske og med tilbehør af den gode, sprøde og bitre frisèeslat, god hjemmelavet remoulade og mellemstore kvalitetskapers. Den koldrøgede laks var også af så god kvalitet, at den kunne bære de tykke skiver. Der var en peberrodsdressing til, der smagte meget af mormordressing, og som jeg ikke var helt enig i, og så noget frisk rødbedetatar, hvilket er et fint ord for små tern af rå rødbeder. Det var fint til laksens farve, men blev også meget råt med råt kun favnet af lidt for sød mormordressing. Både rugbrød og landbrød var fra Meyers bager og fremragende.

Det er så meget, jeg kan huske fra fredag eftermiddag. Mine noter lå på min telefon, som jeg mistede søndag, hvor jeg ville skrive artiklen, så for at friske hukommelsen op, tog jeg tilbage til Meyers søndag aften efter en lang arbejdsdag. Nu fik jeg lejlighed til at sidde alene og betragte sceneriet igen og prøve mere af det gode køkken.

Menneskene steg stadig op og ned i en strøm, der synes evig, i hvert fald frem til lukketid. Enkelte kærestepar benytter sig af, at højdeforskellen udlignes, når man står på hvert sit rulletrappetrin, til at kysse, andre til at skændes lidt i øjenhøjde. Nogle ser sig selv udefra, andre har helt glemt sig selv og svæver i deres egne tanker.

I aften havde de l’Ocre Rouge, så jeg drak to glas, ét for mig og ét for min søster, mens jeg spiste en Cæsarsalat til 125 kr. Det var ikke bare en salat med kylling, men en kylling med salat og endda en kylling, der lod til at have haft et liv og smagte af kylling. Hjertesalatbladene er sprøde, der er brugt tynde skiver skalotteløg i stedet for pinslen rødløg og hjemmehøvlet parmesan. ’Ølandscroutoner’ lyder krukket, men er altså bagerbrød i tynde ristede flager. Bacon i en cæsarsalat plejer jeg at opfatte som vulgært, men som sædvanlig omgår Meyer folkekøkkenet med succes og havde i stedet fundet på at tilsætte helt tyndt friteret kyllingeskind, der smager af flæskesvær og er originalt delikat. Et let drys af lakridspulver var måske til gengæld en anelse for fancy og ubegrundet.

Se og bliv set

Det føles godt at være lidt eksistens- og mobilløs her i Magasins almene kælderrum en adventssøndagaften. Klokken 20 minutter i lukketid er det blevet tid for to damer at drikke saft og spise wienerbrød. De har sat sig på den anden side af mit højbord og beholder overtøjet på, men der kan lige skimtes en juletræsbroche under jakken på den ene. Man kan godt snakke med wienerbrød i munden. Så stirrer den ene på uendeligt den ene vej, mens den anden stirrer på uendeligt den anden vej og siger uhmm og julefreden sænker sig. Jeg fejrer den eksistensløse fornemmelse med et tredje glas Ocre, så nu er jeg helt klart hende damen, der drikker meget. Jeg bliver også mødt af det unge personale med et: »Vil De have kvitteringen?« Så er jeg altså en hattedame uden hat. Måske jeg skulle prøve at lægge to sukkerknalder oven på hinanden bare for at se, om det gamle trick virker, og en sød lille gigolo kommer springende.

Meyers Deli har formået at bevare den gamle cafeteriastemning, samtidig med, at den har reformeret den til et kvalitetsfolkekøkken. Ikke så billigt som IKEA, men meget mere raffineret og et sted man kan holde ud at se sig selv, og ikke mindst – at se på andre.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu