Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Flødebollespisende velfærdsekstremister

Britiske Michael Booth leder efter trylleformularen for verdens lykkeligste land, hvor han bor med sin familie. Den erfarne skribent kommer i sit underholdende og velskrevne værk hele Danmark rundt fra hygge over Jantelov til antidepressiver
Dansk. Booths skildring af Danmark og danskerne er naturligvis næppe en beskrivelse, som den i egne øjne globale og forandringsvillige danske elite selv vil skrive under på. Men han rammer ikke helt ved siden af.

Dansk. Booths skildring af Danmark og danskerne er naturligvis næppe en beskrivelse, som den i egne øjne globale og forandringsvillige danske elite selv vil skrive under på. Men han rammer ikke helt ved siden af.

Jakob Dall

Moderne Tider
21. december 2013

Britiske Michael Booth er ikke et husholdningsnavn i Danmark. Men i slutningen af 1990’erne var han en ung, kendt rejse- og kulturskribent i London og ernærede sig i årevis som journalist ved velanskrevne publikationer – fra The Independent og Time Out til Condé Nasts globale rejsemagasiner for blot at nævne nogle få, hvor overtegnede stødte på ham som dansk udenrigsjournalist.

Men så tog hans liv en uventet vending. Han mødte en dansk sangerinde, som han i dag lever sammen med, og som er mor til parrets to børn. Parforholdet førte ham efter nogle år til Danmark, men hans begejstring for det regnvåde og skatteplagede land kunne ligge på et begrænset sted. Parret flyttede til Paris, hvor undertegnede kortvarigt mødte dem i 2007-08, da jeg selv boede i byen.

I 2005 udgav han værket Just as Well I’m Leaving: To the Orient With Hans Christian Andersen. I bogen, som jeg læste, mens jeg boede i Paris, spiddede Booth veloplagt sin hustrus fædreland via en flugt – på en rejse væk fra Danmark, hvor han fulgte i hælene på H.C. Andersens berømte rejse til Orienten. Jeg kluklo hjerteligt igennem bogens første kapitel, hvor en lettere aggressiv Booth tumlede rundt i det hyggesøgende, cyklende danske folkefærd, evigt lakrids- og marcipanspisende var de, mens de lod hånt om selv de mest basale regler for kødannelse og høflighed i det offentlige rum. Stort set samtlige af Booths fortrædeligheder havde jeg selv i årene før gennemgået med min egen britiske mand, da vi boede i København.

H.C. Andersen-bogen fik hæderlige anmeldelser i det britiske, men gik upåagtet hen i Danmark. Siden – i 2009 – skrev Booth den i sit hjemland særdeles anmelderroste Sacre Gordon Bleu om sit ophold på den berømte kokkeskole i Paris af samme navn, der bl.a. førte ægteparret med deres nu to små børn til Japan i tre måneder. Men så gik det ikke længere med udlændigheden. Hustruen ville tilbage til Danmark – og som Booth lakonisk konstaterer i sin nyeste bog, Der er et lykkeligt land, så har han nu lært, at det altid »er bedst at gøre som min kone siger«.

Verdens lykkeligste – men hvorfor?

Men der var sket noget med ham selv i mellemtiden, tilstår han i bogen. Han så pludselig med mildere øjne på Danmark, et land der gang på gang topper de internationale lykkelister, og satte sig for at undersøge, hvordan det egentlig kan være. For selv om han nu – som midaldrende familiefar – er os mere venligt stemt, end da han havnede her på baggrund af sit vildere 90’er-liv på den londonske kulturscene – og selv om vi, som han venligt bemærker, pludselig huser verdens bedste restaurant og er genstand for universel begejstring igennem serier som Borgen og Forbrydelsen, og selv om internationale magasiner og tv-programmer valfarter hertil for at besynge alt fra børnepasning og cykler over grødcafeer og rugbrødsmadder – så er der stadig meget, han ikke forstår:

Hvordan kan det f.eks. være, når nu Danmark tilsyneladende er så skønt et land, at alverdens turister ikke flokkes om os? Hvorfor vil de fortsat hellere til Italien eller Sydfrankrig (indskud: kunne det have noget at gøre med vejret og de sindssvagt høje priser på mad og bolig – jeg tror det)? Og – mere seriøst – hvis danskerne vitterlig er så forpulet lykkelige, hvorfor har vi så et rekordforbrug af antidepressiver og begår selvmord i stor stil? Og hvad med udlændingepolitik, regnvejr, Jantelov og skattetryk?

Lighed i forenings-Danmark

Booth gør sig ihærdige anstrengelser for at gennemlyse lykkens anatomi. Noget af det har

danske læsere naturligvis hørt før: Vi kender godt den betydelige offentlige sektor, de høje leveomkostninger, den høje tillid, vi nærer til både hinanden og vore folkevalgte – en rekord, resten af verdens politikere kun kan drømme misundeligt om. Vi ved også godt, at vi med rette kan kaldes ’forenings-Danmark’, at vi kan lade de berømte barnevogne stå uden for selv storbyens cafeer, og at magtdistancen er den korteste i verden. Booth beskriver, hvordan han har været til fester i Jylland, hvor Jokeren brugte hele aftenen på at tale med en 80-årig fødselar uden problemer, og hvordan han selv har bevæget sig rundt til danske fester, hvor tømrere, lærere og ministre uden problemer diskuterer håndboldkampe med direktører og musikere – et klassisk dansk sammenrend, som ville være nær utænkeligt i det langt mere klassebevidste og meritokratiske Storbritannien, han kommer fra.

Han causerer lystigt om korsang i Tønder, flødeboller og sild, som han elsker, om frugt og grønt, der kan købes og betales ved åbne kasser langs landevejene i provinsen og om de »velfærds- og hyggeekstremistiske« danskere, der i virkeligheden ofte går til yderligheder, selv om vi selv ynder at karakterisere os ved hjælp af de klassiske grundtvigianske maksimer om at blive ved jorden samt Hedeselskabets motto om at vinde indadtil, hvad tabes på de ydre linjer.

Han noterer, at vi er verdens mest slikspisende og nationalt flagende folkefærd, samt at vi glad fortærer 65 kilo svinekød om året – foder til frikadelledebatten. Og så videre. Booth er bedst, når han selv skriver løs. Han skyder træfsikkert fra hoften og har ironien som følgesvend på en kærlig og kritisk facon, der er læseværdig, skarp og underholdende.

På gågaden i Nykøbing Mors

I bogen taler han også med en række danskere, som vil være mange samfundsinteresserede danskere bekendte – fra diverse professorer til politikere, journalister og tænketanksdirektører. Ingen nævnt, ingen glemt, men jeg fandt de dele mindre fængende, måske fordi de ikke ejer indvandreren Booths forfriskende syn på sagen, men i stedet lyder som opkog af de analyser, mange af dem i årevis i forvejen har underholdt deres publikum med.

Af Booths egne ture rundt i Danmark er en af de morsomste hans besøg i Nykøbing Mors, hvor han leder efter den Jantelov, som omegnens indbyggere i sin tid inspirerede Aksel Sandemose til at kreere.

Booth forvilder sig ind i den lokale gågade, hvor han observerer, at navnene på de lokale butikker er »prosaiske, næsten aggressivt jordbundne«. Frisørsalonen kaldes ’Hårtoppen’, værtshuset bærer navnet ’Pubben’. Vi har også ’Tøj og Sko’ samt ’Boghandel’. Som han skriver, havde »en af butikkerne, som helt tydeligt var blevet stødt af sine naboers skamløse selvpromovering (havde) ganske enkelt valgt at kalde sig ’Nr. 16’«.

Booth er suveræn i sin klare analyse af det insisterende lighedsbegreb, »man skal ikke tro, man er noget«, og af den besungne danske hygge, som på den ene side er – ja netop – hyggelig, men som også ofte udarter til en selvfed og doven middelmådighed. Han har også blik for den velkendte konsensus om, at vi er små, men vi er verdensmestre i at være det.

Verdens bedste ubetydelige land

Som Booth meget rigtigt bemærker – og 11 år som udlandsdansker har givet mig rigeligt statistisk materiale til at give ham ret – går der aldrig længere end 10 minutter, før en gennemsnitsdansker i samtale med udlændinge får bemærket, nok er vi et meget lille og ubetydeligt land med »bare fem millioner indbyggere« men at vi jo til gengæld har verdens bedste daginstitutioner, arbejdsløshedssystem, barselsorlov og meget andet i samme skuffe.

Danskerne er også stolte over deres rekordlange ferier – det vi kalder balancen mellem arbejds- og fritidsliv – noget mennesker i især den angelsaksiske og asiatiske verden altid måber over. Han bemærker, at man forventer, at alle stopper på jobbet ved 16-17 tiden, at den offentlige sektor er lukket det meste af eftermiddagen på de fleste dage, og at de færreste danskere arbejder i weekenden. Han har statistisk belæg for påstanden; på verdensplan er det kun belgierne, der arbejder færre timer.

Booth konkluderer ondsindet, at en af grundene til, at vi danskere er så lykkelige, kunne være, at vore forventninger er små, og at vi sådan set foretrækker at holde resten af verden ud i strakt arm, mens vi passer vores sommerhuse, Sankt Hans-bål og julefrokoster.

Det er naturligvis næppe en beskrivelse som den i egne øjne globale og forandringsvillige danske elite selv vil skrive under på. Men med denne anmelders øjne er det nu ikke helt ved siden af.

PS: Booth rejser også rundt i resten af Norden. Men ærligt talt har den del af bogen mere karakter af hurtige nedslag, så på klassisk selvoptaget dansk vis forbigår vi den del i tavshed her. Det er Danmark, Booth kender bedst. Og det er her, bogen har sin force.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stig Bang-Mortensen

Et husholdningsnavn i Danmark må være Kirsten Hüttemeier.

"Husholdningsnavn." Nu har du vist været for længe i USA, Annegrethe. Household name (eller household word) kalder vi herhjemme 'almindelig kendt.'

Maj-Britt Kent Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Den tid, hvor der var tillid mellem vælgere og politikere, er snart forbi.

jens peter hansen

Ja den med selvmord , den er altid god, men vi ligger som nr. 41 fx efter Frankrig, USA,UK og Irland.

Glenn Lynge Andersen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Antallet af selvmord i Danmark per år er faldet en hel del siden 1980. Da var niveauet omtrent 1500 årligt. Nu er det nærmere 600 årligt. Det passer godt sammen med fremkomsten af lykkepiller, der kunne være en forklarende grund til udviklingen.

Med venlig hilsen
Lennart

Annegrethe Rasmussen

Kære alle,

Jeg har allerede skammet mig noget så eftertrykkeligt over det med husholdningsnavnet på min væg på Facebook ... men det må naturligvis gentages her. Undskyld! Jeg har ganske rigtigt været for længe i USA :-)

Men det samme må man jo tro, gør sig gældende på Informations redaktion. For den røg jo lige igennem korrekturen ... tyder på, at anglicismerne står i kø i det danske. Som jeg jo godt ved.

Men ærgerligt er det. Og det med selvmordene ... hm, det må jeg se på.

Godt nytår!
Annegrethe

No hard feelings, Annegrethe.

PS. Vidste ikke, at Information havde en korrektur :-)

kort ang. ferier her i Danmark

Hvad bilder denn englænder sig egentlig ind? Ved han da ikke at når danskerne er på arbejde, så arbejder de meget, ofte ekstra meget? Og når vi holder fri, ja så holder vi fri.
Og hvad ved han egentlig om hvor meget danskerne arbejder i weekenden? Hvordan tror han at hospitalerne, politiet, hjemmeplejen og supermarkederne ellers kan holde åbne? Hvad ved han om hvor meget lærerne i Danmark forbereder sig i weekenden til om mandagen eller hyr?

I England - og i USA - ser det måske ud til at man arbejder meget - og det sammme gør sig sikkert gældende i Asien, men hvor meget får man reelt udrettet på de 10-12 timer man er på arbejde. Stort set det samme som danskerne får udrettet på de 8 timer de er på arbejde hver dag fem dage om ugen. Og hvorfor? Fordi man i USA, England og i Asien godt nok kommer på arbejde klokken 7, og så arbejder man da lige til klokken 9 eller 9.30, så tager man da lige 30 minutter pause, og så arbejder man indtil klokken 11 eller 11.30 og så tager man da lige en times eller en to timers lunch, ikke sandt. Og så fremdeles!

Måske skulle denne englænder, denne Booth M, have interesseret sig en smule mere for at vi her i DK faktisk verdens højeste eller næsthøjeste erhvervsfrekvens af kvinder, der arbejder! Så ville han have kunnet lære et og andet. I USA, England og Asien er det primært mændene, der arbejder 80-90 timer om ugen! I Danmark arbejder begge køn altså, både mænd og kvinder 37-42 timer om ugen....Og det har denne Booth M, altså lige glemt at fortælle!