Læsetid: 6 min.

’Vi kendte ikke hinanden længere’

Efter Jordskredsvalget 1973 vågnede venstrefløjspartierne op til en ubehagelig overraskelse: En stor del af arbejdskammeraterne viste sig at være Fremskridtsfolk. Hvem var de, og hvordan var de havnet der? Journalisten Poul V. Nielsen rejste ud i landet for at møde ’Fremskridtsarbejderen – kammerat og fjende’
Fremskridtsarbejderen. Det var i høj grad ved hjælp af Socialdemokratiets og venstrefløjens arbejdervælgere, at Fremskridtpartiet rykkede rundt på det politiske landkort. Her pakkes jomfruhummer på Læsø i 1973.

Fremskridtsarbejderen. Det var i høj grad ved hjælp af Socialdemokratiets og venstrefløjens arbejdervælgere, at Fremskridtpartiet rykkede rundt på det politiske landkort. Her pakkes jomfruhummer på Læsø i 1973.

Willy Lund

7. december 2013

Få gange i mit liv er jeg blevet så forbløffet, som da en af mine bekendte, en murerarbejdsmand, trådte frem for offentligheden som fremskridtsmand,« indleder journalisten Poul V. Nielsen sin lille interviewbog Fremskridtsarbejderen – Kammerat og fjende, der udkom på forlaget Demos i 1977. I dagene og månederne efter Jordskredsvalget den 4. december 1973, måtte Poul V. Nielsen og andre på venstrefløjen tåle mange rystelser. Et stort antal produktionsarbejdere og håndværkere havde forladt Socialdemokratiet og venstrefløjen til fordel for nulskatsadvokatens nye parti. Mange gik stille med deres fremskridtsympatier af frygt for repressalier på arbejdspladsen, men faktum var, at Fremskridtspartiet med ét slag havde fået næsten lige så mange arbejdervælgere som Socialdemokratiet og DKP.

Foragt og vrede var manges – herunder Poul V. Nielsens – første reaktion. »Een ting var sikkert: vi kendte ikke hinanden mere!« skriver forfatteren om sin egen instinktive holdning til ’overløberne’. Da støvet havde lagt sig, blev forfatteren imidlertid i tvivl om, hvorvidt det var kløgtigt blot at vende sine bekendte ryggen.

»Havde de pludselig forvandlet sig fra kammerater til fjender? Det stod mig klart, at jeg havde fået noget at tage stilling til, der ikke i det lange løb kunne klares med skældsord. Oplevelsen kaldte på én gang på fordømmelse og på en solidaritet, der gik dybere og var mere krævende en den, jeg hidtil havde følt for dem.«

Bogen består af interviews med 16 fremskridtsarbejdere, der beretter om deres socialhistorie, deres politiske tilhørsforhold og deres holdning til fagbevægelsen. Bogens 17. og sidste interview er med en »B&W arbejder med solide rødder i den danske venstrefløj«. Om bogens fremskridtsarbejdere siger han bl.a., at »de er blevet fremmedgjorte, så det vasker sig«, og at det er for dårligt af dem, at de aldrig har »åbnet en marxistisk bog«.

»De er fremmedgjorte over for al kultur. De fatter ingenting,« siger marketenderiarbejderen Villy.

Det maoistiske Fremskridtsparti

Til fælles har bogens Fremskridtsarbejdere, at de er dødtrætte af fagbevægelsen, af de etablerede partier, af myndigheder og akademikere – og en del af dem har en ikke helt lille fascination af Kina og Mao. F.eks. Erling fra Brande, der insisterer på, at han er arbejder, selv om han også er arbejdsgiver i en lille industrivirksomhed.

Han mener bestemt ikke, man kan kalde Fremskridtspartiet højreorienteret, snarere bygger meget af programmet på »kommunistisk eller maoistisk tankegang«.

»Vi kæmper for lønudligning. Kineserne har kørt på, at nok skulle folk læse og studere, men de skulle sandelig også ud i praksis. Det ligger der noget af i FRP, selv om jeg ikke tror, FRP direkte har taget forbillede i Mao,« siger Erling.

Flere giver udtryk for at være tiltrukket af den yderste venstrefløj, mens Socialdemokratiet ofte udpeges som hovedfjenden. Både i Folketinget, på arbejdspladserne og i fagbevægelsen.

»Fagforeningerne er udartet til politiske foreninger – de skal ene og alene tjene Socialdemokratiet. Det har intet som helst med demokrati at gøre, dét man kommer ud for i fagforeningen. (...) Det hele bliver afgjort på et kontor i København,« siger slagteren Frede fra Brandelev. Han er også træt af kommunen og af »pædagogerne oppe på den fine skole«.

»I gamle dage var det herremanden, der hundsede med folk. Jeg tror egentlig, det var lettere at tage, for folk vidste, hvad han var for én, og hvor han hørte hjemme. Men at man nu ligefrem skal betale for at blive set ned på!«

Man bliver kulet ned

Industriarbejderen Johannes fra Herning er optaget af frihed, som han mener bliver trådt under fode af socialdemokrater og fagbevægelse.

»Var det den almindelige mand, der bestemte, ville jeg synes, det var fuldstændig i orden med fagforeninger. Man kommer ikke uden om, at det smager lidt af diktatur i fagforeningerne i dag.«

Man bliver »kulet ned«, siger han, og alt bliver »bestemt ovenfra«. Johannes har sluttet sig til Fremskridtspartiet, fordi han mener, at de kan være med til at genrejse stoltheden hos håndens arbejdere. Kommunisme er folk i Jylland »for besindige« til, siger han, og de traditionelle borgerlige partier er ikke for sådan nogen som ham, fandt han ud af efter et medlemskab af Venstre.

»Jeg har somme tider tænkt på, at i Venstre kunne vi ikke feste sammen. (…) Man kan ikke feste ordentligt med mennesker, man ikke er lige med. De fester, jeg har været til i FRP, de har altså været skønne.«

Poul V. Jensen kommer ofte til at stille ledende spørgsmål, som retter sig mod fremskridtsarbejdernes formodede højreorienterethed – hvilket de opponerer stærkt imod. Eller han undrer sig over, at de nærmest lyder som kommunister. F.eks. fabriksarbejderen Lise fra Viby Sjælland, der svarer:

»På flere måder vil Glistrup og Knud Jespersen (daværende formand for DKP, red.) det samme, kan man godt sige. De vil det på hver sin måde – Glistrup med private initiativ, Knud Jespersen med at staten overtager det hele.«

Sin fascination af Glistrup forklarer hun med nulskatprovokationen: »Jeg synes, det er ganske urimeligt, at f.eks. min far skal betale så meget i skat, fordi han ikke er snu nok. Når du spørger mig, hvorfor jeg stemmer på FRP, så er det, fordi jeg synes, der skal være mere retfærdighed. Jeg kan absolut ikke acceptere, at det er arbejderne, der skal betale for de rige, men sådan er det jo blevet.«

At tale om solidaritet i den danske arbejderklasse mener hun imidlertid er det rene hykleri. Hendes far er »socialist« og typograf på Politiken. Derinde har de »nogle folk, de kalder gulvmænd«, som »går og fejer op efter typograferne« til under den halve løn.

Højreorientering er ikke fornyelse

»Jeg sagde, at de dér gulvmænd, de skulle da have det samme i løn. Så blev han pludselig ivrig, hvad han ellers ikke er ret tit, og sagde: ’Gu skal de da ej! Jeg har været fire år i lære – det har de ikke.’ Jamen hvad er det dog for noget at mene! Jeg vil vove at påstå, at jeg er mere venstreorienteret, end han er. Faktum er, at de arbejdere, der tjener den høje løn, de vil ikke være med til ligeløn, ikke en gang til en vis lønudjævning.«

Hvad tænker bogens gamle fremskridtsarbejdere så om det hele i dag? Efter en del forgæves opkald til folk, der hedder det samme og bor i samme område, men viser sig at være tilfældige ældre damer, der ellers synes, det er hyggeligt med en sludder, nu hvor man er blevet alene, og nogle, der bestyrtet afviser, at de nogensinde har haft noget at gøre med »den slags,« siger en ældre herre:

»Jo... den er god nok. Det er mig.«

Han vil ikke have sit navn eller tidligere arbejdspladser frem, selv om alle oplysningerne står i bogen. Men den er jo så heller »ikke blevet læst af ret mange«, som han siger, og han ønsker ikke længere at blive sat i forbindelse med »sådan noget«. Så vi kan sige, at han er fra Jylland og har arbejdet inden for produktion.

Fremskridtspartiet fik hans opbakning i 1970'erne, fordi de stod for »fornyelse«.

»Der har nok også helt fra starten været nogle elementer i Fremskridtspartiet, jeg ikke brød mig om, men det så man lidt gennem fingre med.«

Dengang var han tilhænger af »socialisme på privat basis, f.eks. i form af andelsbevægelse« og andre »lokale initiativer«, men statsdirigering var og er han gerne fri for. Fagforeningerne kaldte han dengang stivnede og forkalkede, og det er hverken blevet værre eller bedre i dag, mener han, omend der på enkelte arbejdspladser kan være fornuftige tillidsfolk.

Hvornår han forlod Fremskridtspartiet, husker han ikke, men der var jo »meget ballade sidenhen, som fik det hele til at virke lidt komisk«.

Og partitro har han aldrig været. Faktisk er det langt fra hver gang, han stemmer. Sidst blev det de radikale, primært i protest mod Pia Kjærsgaard: »Dansk Folkeparti gik væk fra kritikken af bureaukrati og formynderi og bragte det hen i noget højreorienteret. Og det er der ikke meget fornyelse over.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Kalle Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • Niels P Sønderskov
  • Niels Mosbak
  • odd bjertnes
  • Steffen Gliese
  • Henrik Danstrup
  • Holger Madsen
  • Niels-Holger Nielsen
Steen Sohn, Kalle Nielsen, Ejvind Larsen, Niels P Sønderskov, Niels Mosbak, odd bjertnes, Steffen Gliese, Henrik Danstrup, Holger Madsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Det er klart, at Glistrups provokationer fandt genklang blandt anarkistisk sindede venstreorienterede arbejdere, som var trætte af den socialdemokratiske statsliggørelse, kaldet betonkommunisme. Men de havde jo været meget godt tilfreds med Socialdemokratiet i opgangstider, hvor parolen var at gøre 'gode tider bedre'. De havde formodentlig været helt med på den socialdemokratiske parole om at 'Du passer dit arbejde, din familie og din kolonihave, så sørger vi for resten', lige indtil den første oliekrise væltede ind over os og rev sløret af alle bornerte forestillinger om evig forbrødring under socialdemokratisk betonkapitalisme. Den egentlige venstrefløj, so9m havde lugtet lunten mindst ti år tidligere, betragtede de jo bare som ballademagere. Jo, de skulle nok have brugt mindre tid på at grave have og være selvbyggere, og i stedet have sat lidt af det tildelte/tilkæmpede råderum af til at studere lidt i de bøger de fleste af dem foragtede.

Andreas Trägårdh, Claus Høeg, Karsten Aaen, Dennis Laursen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

'Arbejderne' og 'venstrefløjen' er en spild af tid. Arbejderne tænker på sig selv og ikke på meget andet... Hvis de får mere magt vil man bare gå rundt i den samme cirkel igen. Men der er vist mange som har en interesse i at spilde tid.

Det ville være bedre at glemme arbejderbevægelsen og starte om med nogen principper som er mere igennemtænkte,,,

Peter Ole Kvint

Hvis SF kan gå med til en finanslov, ned Venstre, som er så lidt forskellig fra et finanslovs forlig med enhedslisten, så er der ingen politisk forskel på SF-S-RV-V at det er meningsløst at tale om fire forskellige partier.

Når der er så stor forskel på hvad politikkerne mener privat og hvad de stemmer af hensyn til deres parti, kan det så være demokrati?

Når der kan være et stort flertal i folketinget der går ind for EU, og en stor modstand i befolkningen, så kan det godt være et demokrati, men kun hvis det virker på andre områder. Og hvilket område skulle det være? Nævn et.

Helene Nørgaard Knudsen, Karsten Aaen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

OK. Fagbevægelsen var i 70erne samfundets baglokalediktatorer.
Det er altid noget at få det taget op.
Nu mangler vi bare den artikel der får klarlagt at indvandrere rent faktisk 'tog vores arbejde' (læs : blev anvist først p.gr. af dekreter i det AF som var bevægelsens væsenligste disciplineringsfacilitet, da der så begyndte at dryppe lidt i land igen, som ikke kunne opsuges af de tilbageblevne fagforeningsmedlemmer, familie og bekendte, efter samme foreninger i 1980 begyndte at smide betalende medlemmer ud i et forkølet forsøg på at forny konceptet.

Det passer jo vældig godt med den norske undersøgelse af Magnus Marsdal, hvor også meget venstreorienterede synspunkter havde kastet folk i armene på modpolen, Fremskrittspartiet - hvilket måske så i tilbageblik kan forklare en del af de tyske arbejderes opbakning til nazisterne, uden at denne ekstreme bevægelse iøvrigt skal sammenlignes med vor tids højrefløjspopulister.

Der er tydeligvis tale om politiske analfabeter, er jeg ked af at sige, men det er jo også, hvad de selv giver udtryk for. De vil godt have den materielle fremgang, men de vil ikke tage det medfølgende ansvar, og de vil meget gerne slippe for at betale skat, selvom de bevæger sig opad i en lønramme, hvor de overgår funktionærer og andre, der traditionelt betragtes som mellemklasse, herunder skolelærere, gymnasielærere og selvfølgelig mange selvstændige.
Den kulturelle og materielle emancipation følges dårligt ad, det ville være lettere, hvis det var lykkedes skolen at sikre samfundsengagementet, før økonomien blev så lys, som den blev, selv i krisetid var det jo ganske anderledes vilkår, lønarbejderen levede under, end tidligere.
Vi husker vist alle Joe the Plumber, der ikke kunne forstå, at han med kun, hvad der svarede til 1½ mio kr. i indtægt skulle til at betale betydeligt mere i skat, og hvordan Obama pædagogisk måtte forklare manden, at det var, fordi han var rig.
I Danmark ligger niveauet for topskat på lige under 400.000, stigende til et sted midtvejs mellem 400 og 500.000 pga. aftalen mellem de borgerlige partier. I en almindelig husstand betyder den indtægt for to ægtefæller ca. 50.000 til rådighed om måneden. Det er mange penge, og det giver en position i samfundet, hvor man ikke bare kan mele sin egen kage længere.

Niels Møller Jensen, Lise Lotte Rahbek, Chris R. B., Bob Jensen, John Victor Lorck, Dennis Laursen, Karsten Aaen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

citat : Han mener bestemt ikke, man kan kalde Fremskridtspartiet højreorienteret

Fuldstændig enig- problemet var/er de(DF) er slet ikke orienterede!

Interessant artikel. I 1973 var det jo ikke indvandrerne, der var emnet. Det kom først senere, da Glistrup havde set sig sur på "Muhammeddanerne" efter en tur i spjældet, fordi at akademikeren havde svindlet i skat, så arbejderne skulle betale mere, for at dække hans hul.

Men jeg tror også at det handler om, at i 1973 begyndte arbejderne for alvor at blive foregøglet af det kapitalistiske overforbrug, med Villa, Volvo og Vovse. Og siden 1973, er det kun gået slag i slag til det værre, indtil i dag, hvor størstedelen af arbejderklassen er teknisk insolvente, og hverken ejer det hus de bor i, den bil, de kører i, eller den seng, de sover i. De ejer dårlig nok den mad, de putter i munden; det hele ejer banken. Disse "arbejdere", er jo kun arbejdere af profession (da deres kognitive evner ikke rækker til en akademisk og højtlønnet profession, med undtagelse af dem, der har sportslige talenter), bestemt ikke af mentalitet; mentaliteten ligger mere i den adelige ende, med et stort forbrug, og et nedladent syn på andre; på dem, der lægger under en på rangstigen.

"Til fælles har bogens Fremskridtsarbejdere, at de er dødtrætte af fagbevægelsen, af de etablerede partier, af myndigheder og akademikere..."

Og derfor stemte de på en akademiker...

Benny Larsen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Stephan Paul Schneeberger

Niels-Holger Nielsen

velfærdsstaten betyder lønmodtager ødelægges fysisk og psykisk af arbejdet og erhvervslivet skal ikke betale for skaderne, men det hele skal betales af lønmodtagerne. Socialstaten er ikke neutral part, men tager helt systematisk for er erhvervslivet side. Forsikkringsteknologien og riskoberegninger medføre at man opfatter ulykker som en funktionel del af samfundet som tage for givet, på samme måde som fattigdom er en funktionel del af smafundet, og ligesom fatigsom findes ulykken i det moderne industrisamfund ikke som system fejl, men som tegn på at samfundet fungere.fundet. men ikke nok med det. nok har man ret til hjælp af socialstaten, men socialstaten forbeholder sig retten til at definere hvad denne hjælp indebærer, og pædagogisk metoder med pisk og goderåd arbejder for at folk indoptager en idelogi om at når de ikke er "selvforsørgende" svigter og må straks underkastes sig hurtigs muligt udbytning igen.

at arbejder stemmer på andre end socialdemokrater, kommunister, socialister skyldes at venstrefløjen ikke på nogen måde fattede hvad socialstater og at disse er og har aldrig repræsenter nogen af arbejdernes interesser: De venstreradikale er gået i stå i 1970'erne, og det lykkedes aldrig folkeligt hvad er var problemet med socialstaten og det er helt klart at hvis de venstrefløjen er ukritisk, elitær og dum at høre på at højrefløjen tager hansken op og perverterer samfund kritikken.

Stephan Paul Schneeberger, det har du nu misforstået. Indtil januar 1994 var velfærdsstaten den almindelige lønmodtagers værn imod overgreb; men en socialdemokratisk regering kortsluttede de hævdvundne garantier, og siden har det hele været af lave. Vi kom hurtigt ud i et moralsk morads, hvor statens demokratiske grundlag blev erstattet af en grådig markedstænkning, måske især fordi man opgav at hente pengene, hvor man burde: hos det erhvervsliv, hvis eneste funktion i samfundet er at sikre tilstrækkeligt med varer på hylderne, til at samfundet med de uomgængelige funktioner kan opretholdes.

Niels P Sønderskov

»De er fremmedgjorte over for al kultur. De fatter ingenting,« siger marketenderiarbejderen Villy.

Det var klart set af Villy den gang, og det kendetegner de dårligt opdragne og uddannede den gang og nu, som ingenting fatter og derfor kaster deres stemme på ekstreme synspunkter, gerne med et solidt stænk populisme: I dag Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Uden noget som helst begreb om deres grundlag. Folk som ikke magter at læse et principprogram.

Der er vist få partier, Niels P. Sønderskov, der har så lidt begreb i dag om deres grundlag som Socialdemokratiet. De svages værn og de riges ris, er vist blevet vendt på hovedet.

Som jeg oplevede det, var Fremskridtspartiet en naturlig reaktion mod vores skattesystem, som allerede dengang kraftigt favoriserede de borgere, der havde midler til økonomisk rådgivning. En pointe, som rigtigt mange behændigt og belejligt foregav at misforstå totalt. Åh ja, og så en reaktion mod papirnusseriet. Arbejde uden resulterende output til samfundet. I dag bruger vi ikke mere papir. Nu anvender vi analysemodeller og regneark i stedet.

Nu - hvad skulle en "Glistrup" markere i dag, for at resultere i et jordskredsvalg.
Fremskridtarbejderen og andre folk indså noget, der lå latent i mange borgeres holdning og som blev udløst af Fremskridtspartiet. De følte sig snydt.
Hvad og hvem snyder i dag. Hvad skal en ny øjenåbner mene og tænke, for at få mange til at indse - ja, det er rigtigt.
Jeg tror ikke man skal søge i de gamle bøger for at finde svaret, men i nutidens dårligt fungerende forhold, som mangler retfærdighed og frihed for folket.

@Niels P Sønderskov:
Det er sjovt, som DF og Enhedslisten bliver beskyldt for "ekstreme synspunkter". Jeg syntes nu, at den pseudodemokratisme, hemmelighedskræmmeri, nepotistiske og pragmatiske tilgang, Socialdemokraterne, RV, Konservative, SF og Venstre har, er udtryk for "ekstreme synspunkter". Glem ej heller, at det var de selv samme partier (lige med undtagelse af SF, der ikke eksisterede dengang), der inviterede nazisterne ind med åbne arme den 9. april 1940, fordi det var det mest "pragmatiske" at gøre. Og glem ej heller, hvilket parti Scavenius kom fra, der i 1938 (var det vist) om Hitlers Neuropa udtalte noget i stil med: Når toget kører, kan man lige så godt hoppe på med det samme, og få en plads på 1. klasse.

Personligt er jeg langt trykkere ved nazister og stalinister. For dem ved man, hvor man har - det ved man ikke med pragmatikere.

Og hvorfor hulen læse et partiprogram? Der er alligevel ingen partier, der følger dem.

Hvorfor ikke blot sige, det som det er - Glipstrup demagogi lykkedes med at overbevise en stor del af arbejderne, der tydeligvis ikke havde forstået, hvor megen fordel netop denne gruppe havde af velfærdsstatens omfordelingspolitik.

Præcist lige som politiske demagoger godt hjulpet af betalte medier og neoliberale tænketanke til stadighed formår at få amerikanske udsatte borgere til at stemme stik imod deres egne og deres børns krystalklare interesser...

Hvorfor blande alle mulige andre ting i den oplagte analyse.

"At tale om solidaritet i den danske arbejderklasse mener hun imidlertid er det rene hykleri. Hendes far er »socialist« og typograf på Politiken. Derinde har de »nogle folk, de kalder gulvmænd«, som »går og fejer op efter typograferne« til under den halve løn."
- Det er i hvert fald ting som ikke er forandret - og fagforeningerne har kæmpet ihærdigt for at fastholde klasseforskellene.

"»Jeg sagde, at de dér gulvmænd, de skulle da have det samme i løn. Så blev han pludselig ivrig, hvad han ellers ikke er ret tit, og sagde: ’Gu skal de da ej! Jeg har været fire år i lære – det har de ikke.’ Jamen hvad er det dog for noget at mene! Jeg vil vove at påstå, at jeg er mere venstreorienteret, end han er. Faktum er, at de arbejdere, der tjener den høje løn, de vil ikke være med til ligeløn, ikke en gang til en vis lønudjævning.«"
- Præcis iagttagelse. At opnå økonomisk lighed bliver ikke nemt - og der er meget lidt håb om, at de højtlønnedes foreninger vil bidrage med andet end modstand. Spørgsmålet er, om der ikke snart er basis for en fagforening for dansk gennemsnitsløn - så de som ønsker økonomisk lighed har et sted at organisere sig.

Robert Ørsted-Jensen og Dennis Laursen anbefalede denne kommentar

Sålænge vi opererer med løn, Kalle Nielsen, vil opfattelsen af belønning af dygtiggørelse bestå.
Der er brug for et andet syn på det at tage en uddannelse - at det er adgangen til bedre arbejdsforhold og større ansvar, f.eks., hvilket til gengæld ikke har noget at gøre med opfyldelsen af helt almindelige menneskelige behov, som jo ikke er så forskelligt fra person til person.

Peter - jeg tror du har ret - i hvert fald for mange mennesker.
Helt enig i, at der er brug for en radikal anden tilgang til hvilken luksus det er at (efter)uddanne sig, tage kurser, have koordinations- og beslutningskompetence, kunne blive i samme fag længere etc. - og netop have samtalen om hvilket beløb i dette samfund i denne tid, der er råd og behov for. Som du skriver er det jo ikke så forskelligt fra person til person.

Men også vigtigt at blive ved med at formidle, at der er folk og organisationer, der realiserer max-lønninger og not-for-profit - fx så jeg lige folkeskoven.dk :
"en medarbejder kan maksimalt opretholde en bruttoløn på kr. 360.000 årligt + sociale ydelser, der indexreguleres årligt. "
Dejligt at se, at den slags mere solidariske lønmodeller realiseres :)

Robert Ørsted-Jensen

Opkomsten af fremskridspartiet udstillede at bare at der er og var et kæmpe problem på venstrefløjen.

At store dele af samme (ikke mindst KPerne) slet ikke var venstreorienterede af andet end af navn, påstand og attityde.

Arbejderklassen kunne vælge mellem tre ting - først to slags centralistisk formynderi - et socialdemokratisk og et kommunistisk - og hvad det tredje angår - en masse bedrevidende pædagoger og intellektuelle (SF og VS) som i mangt og meget var lige så formynderiske i tankegangen - men hvis ideologi først og fremmest var præget af den totale forvirring.

Niels P Sønderskov

De største fæhoveder findes selvfølgelig blandt fremskridtspartivælgerne og senere dansk-folkepartivælgere, der falder for propagandaen om disse partier som nye og bedre socialdemokratier. De har bare ikke hørt efter i samfundsfag i skolen og fatter som Villy udtrykker det ikke en bønne. Nogle blå-bjarnetyper er gået helt galt i byen som 'pæne' venstrevælgere.

Men på den anden front har vi en flok virkelighedsfjerne drømmere. De gamle kommunister, som vi troede var historie for tyve år siden. De fjumrer nu videre i Enhedslisten og giver anledning til lige så megen splittelse og ulykker i forhold til rigtige fremskridt for Danmarks store majoritet af lønmodtagere. Senest har de kvajet sig, uvante som de søde unge piger er med reel magt, og været årsag til endnu en ringere finanslov end nødvendigt. De ligeledes drømmende SF'ere har haft så store problemer med virkeligheden, at de snart er væk.

Bønderne havde deres tid for 150 år siden som progressive i grundlæggelsen af vores demokrati. Arbejderbevægelsen har kludret stort set så meget i det som man kan tænke sig efter en fornuftig start før anden Verdenskrig, hvilket er helt til grin når man betragter det potentielle vælgergrundlag.

Man kan undskylde fjolserne hos Venstre og Dansk Folkeparti. De ved ikke bedre. Men alle de 'kloge' hos kommunisterne, venstresocialisterne og SF'erne bærer det tungeste ansvar for at vi ikke er kommet videre. Vi danskere er ikke til revolutioner, hverken af sovjettisk, kinesisk eller cubansk tilsnit. Vi er demokratiske socialister.

Robert Ørsted-Jensen

Spot on Sønderskov -

Sovjertkommunismens dødfødte, menneskerettighedsfjendske og morderiske spøgelse ligger stadig klamt og lammende over den globale venstrefløj. Den er stivnet i dogmatisme, denne evendelige afvisning af historiske kendsgerninger, og denne konstante dækken over og forsvar for - umenneskelige forbrydelser i fortiden. Lortet blokere for enhver mulighed for nødvendige opgør, krititisk nytænkning af vores arv store visioner og den efterfølgende nyorientering,

Ikke mindst er den en hindring for det nødvendige og stærkt påkrævede kritiske opgør med leninisme, trotskisme, maoisme, titoisme og andre tåbelige venstrefløjs ismer og dennes medfødte hang til ikoner- fører- og helgen dyrkelse. Vi er nød til at befri os fra dette pseudoreligiøse lort hvis vi nogensinde skal komme videre. Ekskluder tåberne så vi kan komme fri og videre!

Niels P Sønderskov
"Vi danskere er ikke til revolutioner, hverken af sovjettisk, kinesisk eller cubansk tilsnit. Vi er demokratiske socialister."

Det tror jeg faktisk EL vil give dig ret i - i hvert fald forstået på den måde, at det er netop demokratisk socialisme, at EL arbejder for at opnå flertal for.

Din måde at omtale kvinder på synes jeg til gengæld hørmer af gammelmands smålummerhed eller for meget pornobrowsing. Det er under dit normale niveau at tro, at forhandlingerne ikke har været bakket op af EL folketingsgruppen og hovedbestyrelse.

Niels P Sønderskov

EL taler med tvedelt tunge. Jeg er klar over, at de under megen møje er ved at skrive programmet om, men prøv at læse det, de er valgt på nu. Det kan være de søde, uerfarne piger selv tror på det vrøvl, men de fører sig frem som enhver anden god populist og appellerer først og fremmest til overførselsindkomstmodtagere. Jeg har ikke talt om kvinder generelt, men EL's trick med at sætte en ung og uerfaren kvinde på posten som talskvinde. Rent utroligt at nogen vælger kan falde for det.

Klart at de gamle kommunister har gnedet sig i deres svedige hænder over den skarpt stigende tilslutning fra naive mennesker.

I al min tid har jeg hørt på folk der 'vil trække S til venstre'. Hvis man ønsker det, må man melde sig ind i et ansvarligt parti og gøre det derfra. Det sker aldrig fra en drømmerposition i SF eller EL, men det splitter og svækker bevægelsen.

Niels, jeg har læst både EL's nuværende forældede principprogram og udkastet til nyt principprogram.

Jeg er helt enig med dig i, at hvis man bedømmer EL's førte politik i forhold til det nuværende principprogram, så taler EL med tvedelt tunge.

Men hvis jeg hører hvad EL's folketingsgruppe siger i salen og hvad der står i udkastet til nyt principprogram, så vurderer jeg at der er rigtig god overensstemmelse mellem ført politik og principprogram-udkastet.

Og folketingspolitikerne lægger jo heller ikke skjul på, at det nuværende principprogram er fra en anden tid og at det har været forældet i flere år. Der er ingen tvivl om at det forældede principprogram har kostet stemmer med god grund.

Jeg er helt uenig i din vurdering af EL's kvindelige folketingsmedlemmer. Faktisk har jeg stor respekt for hele folketingsgruppen. De gør det godt efter min mening og det er der jo mange andre som også synes.

Robert Ørsted-Jensen

Sønderskov

Hvad angår ideen om at alle bør være medlemmer af Socialdemokratiet er jeg ganske uenig.

Enighed gør stærk i mange sammenhænge men hvad angår politiske partier fungerer det ikke.

Tro mig jeg har nu levet i Australien i mere end et tiår og har iagtaget at det enste et samlet arbejderparti byder på er desillusion hos vælgere der ikke længere ved hvor de skal sætte deres kryds, for ingen finde et parti der repræsenterer deres opfattelse. I realtiten er arbejderpartiet splittet i et utal af indre fraktioner. Reelæt er der tale om flere partier aligevel. Men vælgene er ikke informeret om disse fraktiones arbejde og hvem der er deres repræsentater. Vi ved ingenting, vi skal bare sidder udenfor og hører på en lder der 'taler på alles vegne' - vi gøres til stemmekvæg for en majoritet!

Det er en centralistisk og vælgerfjensk tankegang. Det indebærer at vi som almindelige vælgere reelt ikke har noget valg når vi går ntil stemmeurnen. Alle 'problemer' løses internt i det store mastodontparti uden at vi andre får noget ad vide før historiebøgerne åbnes årtier senere.

Variation og valmuligheder gør stærk - en enig front svækker - din tankegang er en delvis udemokrtisk fagforenings idee om at ens modstanderer er en stor massiv massse hvorfor man også skalæ være det samme. Det er en centralistisk filosofi og der er ingen fremtid i centralisme - hverken i den faglige, den socialdemokratiske eller den kommunistiske udgave. Det er og bør være noget vi lægger bag os

Robert Ørsted-Jensen

Del jer efter opfattelse - er en bedre takegang, den giver åben debat og mulighed for valg når vi skal krydse! De skal nok finde ud af det på tinge senere - der har alkdrig i det tydvende århundrede været et absolut flertal til noget enkelt parti og det bør i være glade for for det give større gennemsigtighed, mere forhandling og bedre valgmuligheder.

Niels P Sønderskov

Den gang vi havde kaffeklubber synes jeg nok befolkningen blev oplyst og kunne skelne imellem højre og venstre i partiet. Og hvis der ellers kan etableres et fornuftigt samarbejde, har jeg heller ikke noget imod flere partier. Desværre har det bare langt fra virket så godt som højrefløjens praktiske politik. Det er virkelig kreperligt, at ordentlige regler om social dumping og imod gule fagforretninger ikke kan gennemføres pga. tekniske kiks.

Det handler, som artiklen her så udmærket belyser, om troværdigheden overfor et vælgersegment, der ikke er sofistikerede og hopper rundt efter Ekstrabladets overskrifter. De skal forstå, på den nemme måde, at vi er til for dem. Når Enhedslisten i høj grad har spillet med på propagandaen om regeringens blå kvalitet, bliver de forvirrede, og en del går til DF.

Kalle Nielsen 15:39 fagforeningerne har kæmpet ihærdigt for at fastholde klasseforskellene det er jo noget sludder Kalle.

Vi lever iet privatkapitalistisk samfund hvor proletarerne sælger deres arbejdskraft. Den eneste måde hvorpå, der i det privatkapitalistiske samfund kan overføres penge til civilsamfundet, dvs. alle de, som er uden for arbejdsmarkedet: børn, studerende, arbejdsløse, syge og handicappede, pensionister, er gennem beskatning af lønindkomster og kapitalindkomster. Det gælder derfor ikke for fagbevægelsen om, at sænke lønniveauet for de der, via deres uddannelse står stærkest på arbejdsmarkedet, men derimod om, at sikre en progressiv beskatning, så de højeste indkomster betaler mest til fællesskabet.

Det er først her de senere år at fagbevægelsen er blevet presset af de gule fagforeningers medlemsfremgang til at gå ind for topskattelettelser - det er til gengæld en liberalistisk glidebane lige ned i møddingen. Man må håbe Børsting opdage det i tide.

Det er ikke fagforeningens opgave at kæmpe for det klasseløse samfund i en privatkapitalistisk verden - lønmodtagerne er nød til at kæmpe for hver en krone, ellers udnytter arbejdsgiverne situationen til at sænke det samlede lønniveau (læs Preben Wilhjelms: Den udeblevne kapitalismekritik)

Bill Atkins - vi er helt uenige i det her spørgsmål.

Du er blind for at lønmodtagere ikke kæmper for at lønmodtagerne får mere i løn - det typiske er, at hver enkelt faggruppe kæmper for at kapitaloptimere for egen faggruppe. Det synes jeg er rimeligt for de lavtlønnede - når højtlønnede ressourcestærke højtuddannede, eller faglærte der får en ledertitel, fortsætter med at samle sig i organisationer og belaste samfundet med krav om stadig mere rigdom, så kan ethvert barn i 7. klasse regne sig frem til at kagen bliver mindre til de lavtlønnede og alle de som er udenfor arbejdsmarkedet.

Og fx er det offentlige arbejdsområde ikke privatkapitalistisk, og der er bunker af organiserede højtlønnede modtagere, der pga. deres organisationsforhold i praksis ikke kan få lov at få en solidarisk dansk gennemsnitsløn. I stedet kan de pga. deres organisationer spilde tiden på tvungne latterlige NyLøns-ordninger og se deres organisationer bakke op om at de skal arbejde sammen med arbejdsløse kollegaer i løntilskudsjob.

Man skal ikke have gået mange år i skole for at regne ud, at hvis de højtlønnede gik ned i løn, så var der rum for flere i arbejde. Dem der taler for behovet for lønforskelle er typisk højtlønnede eller håber på at blive det. Grådige egoister.