Læsetid 3 min.

De lukkede systemers filosofi

Ole Thyssen forsøger gennem en sociologisk kortlægning af filosofien at finde en universel mening i historien. Ambitiøst, men det forbliver ikke andet end et udkast
Uvished. Hvordan den levede verden og de filosofiske systemer hænger sammen, står stadig hen i det uvisse

Uvished. Hvordan den levede verden og de filosofiske systemer hænger sammen, står stadig hen i det uvisse

Viggo Rivad
7. december 2013

Ole Thyssen forsøger i ny bog at give sit bud på, hvad filosofi er. Hvordan kan det være, at filosofiske systemer altid konkurrerer med hinanden uden at nå frem til en endegyldig sandhed? Er der en dybere logik med de mange systemer, der optræder i filosofiens historie? Med udgangspunkt i det centrale spørgsmål om, hvad iagttagelse er, vil Thyssen give sit bud på en sociologisk kortlægning af filosofien. Desværre ender projektet i en blindgyde.

Blikskift er lillebroren og efterfølgeren til den store filosofihistorie, Det Filosofiske Blik, der udkom i 2012. I tre nye essays undersøger CBS-professoren Ole Thyssen, hvad filosofisk iagttagelse er, og hvordan iagttagelse altid er grundfæstet i et system af sproglige og kulturelle koder. Disse koder gør skiftende filosofiske systemer ude af stand til at nå frem til en absolut sandhed. Systemerne, som kodificerer vores erfaring og sansning, er for Thyssen altid bundet til vekslende livsformer som agerbrugssamfundet og industrisamfundet. For Thyssen er der ingen transhistorisk eller universel målestok, hvormed de filosofiske programmer fra antikken, renæssancen, middelalderen, oplysningen og frem til i dag kan sammenlignes. De udtrykker hvert deres blik på virkeligheden.

Intet samlende princip

Efter i sin forrige bog at have gennemgået filosofihistorien kronologisk, har Thyssen følt sig kaldet til at give sin egen version af, hvad der driver de filosofiske systemer frem. Svaret, som Thyssen giver, er stærkt inspireret af hans forbillede, den tyske sociolog og systemteoretiker Niklas Luhmann. Luhmann er kendt for sin karakteristik af den sociale virkelighed som funktionelt differentieret. Det vil sige, at der på tværs af samfundets systemer – økonomi, politik, videnskab, religion osv. – ikke er et samlende princip, et view from nowhere. Samfundet har intet logisk centrum. Hvert system har sit eget perspektiv eller blik, som Thyssen foretrækker at kalde det.

Fra Luhmann overtager Thyssen en analysestrategi til at forstå de filosofiske systemers udvikling. De historiske mestertænkere har i en lang kæderække installeret forskellige perspektiver, som ikke svarer til en overordnet virkelighedsforståelse men afspejler historiens forskellige livsformer, institutioner og ideologiske hierarkier. »Al filosofi er politisk,« skriver Thyssen. Filosofferne konstruerer en forståelseshorisont, som de prøver at overbevise andre om.

Når man anlægger et perspektiv, vælger og fravælger man, hvad der skal være i fokus. Iagttagelsen sker ud fra en bestemt position, der indebærer forenkling. Denne tese er også kendt som tesen om empirisk underbestemthed af evidens – og er velkendt tankegods i socialkonstruktivismen. Virkeligheden lægger for konstruktivister ikke et tilstrækkeligt stærkt pres på vores sansning til, at vi kan afgøre, hvad der faktisk foreligger i verden. Iagttagelse er i Thyssens optik altid nedsunket i sprog og kulturelle værdier, som giver iagttagelsen form.

Den sociale gennemslagskraft

Konstruktivismen er blevet overbevisende modsagt af mange filosoffer de sidste 20 år. Blandt de stærkeste indvendinger er, at de nemt fører til logisk regres og selvreference. Hvilken værdi skal vi tillægge udsagnet, at »alt er konstrueret«, hvis dette udsagn selv er konstrueret? Thyssen må derfor finde en mellemposition. Som han skriver: »trods kontaktløshed er verden ikke iagttagerens produkt«, og et andet mere kryptisk sted: »det psykiske system er nok lukket om sig selv, men ikke alene i verden«. Filosofiske systemer har både en lukkethed og åbenhed over for verden. De er lukkede i den forstand, at de kun forholder sig til sig selv. De er åbne, fordi de bearbejder visse ustrukturerede input udefra.

Hvis ikke rækken af filosofiske systemer har en dybere sandhed, hvordan kan vi så forstå deres opståen og forgåen? Thyssen foreslår, vi anlægger et sociologisk blik: »Sandheden findes ikke, verden kan ikke iagttages. Afgørende er derfor en filosofis sociale gennemslagskraft.« Kun hvis det filosofiske system er i stand til at sætte sig i forbindelse med magt og institutioner, vil det overleve en tid og blive kanoniseret. Idet samfundet ændres, vil også det filosofiske blik ændres. »Op gennem historien kan man følge en serie af blikke, hvert med deres særlige programmer til at iagttage.« Nærmere præcist hvordan den sociale verden influerer de filosofiske systemer, og hvilken iagttagelse det kræver at dokumentere, står hen i det uvisse.

Her er vi fremme ved kernen, men også svagheden i Thyssens bog. Det perspektiv, bogen anlægger, er i sig selv bare et udkast, endnu et forsøg på at finde universel mening i historien. Som Kierkegaard ironisk noterede om Hegels systemteori, rejste Hegel et palads, men endte selv med at bo i et hus ved siden af. Hvis ambitionen er at etablere en form for ekstern iagttagelse af filosofien inden for filosofien selv, indfrier bogen ikke sit ærinde. Her må interesserede i stedet henvende sig til Randall Collins kortlægning i Sociology of Philosophies (1998), der med sine langt mere detaljerede analyser finder form og lighed på tværs af ideernes historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Palle Veje Rasmussen
Palle Veje Rasmussen

Det er besynderligt, at Ole Thyssen kan overse at noget er sandt, mens noget andet er falsk og at dette faktisk er fuldstændig uafhængigt af synsvinkel, kulturelle koder og sprog.
Det er f.eks. sandt, at Morten Bødskov var i fjernsynet i går. Kan Ole Thyssen benægte det?
Sandheden om dette afhænger ikke af synsvinkel, kulturelle koder, - dog nok af kameravinkel - men afhænger ikke af, at man er klar over, at han var inde i fjernsynet på en måde, så han kunne komme ud igen. Han var i fjernsynet - og nu er han ikke justitsminister længere. Det er sandheden - også at han ikke må lyve.
Det er også sandt at juleaften er 24. dec. Sådan er det uanset om Ole Thyssen er muslim eller jøde dvs uanset trosforhold og kulturel baggrund - og sprog. Det afhænger ikke af synsvinkel, men nok af hvilken kalender man bruger.

Ole Thyssen vil givetvis hævde, at det han skriver er sandt - ellers er han da et kæmpe fjols.

Sandheden er sandheden uanset både sprog, kulturel baggrund og andre koder.
Men noget andet er, hvordan vi når ind til sandheden. Det kan være forskelligt, og nogle når aldrig ind til sandheden, fordi de er fanget i konstruktivismens spindelvæv.

Brugerbillede for Morten Balling

"Sandheden" er at vi ved meget lidt om hvad sandhed er. Sandheden må, hvis man tror på filosofien, være baseret på virkeligheden. Spørger man f.eks. kosmologien hvad virkeligheden er, vil det være meget svært at få en forklaring. Vi ved det simpelthen ikke endu, og spørgsmålet er om vi nogensinde kommer til det. Tager man Einstein alvorligt (og hvem gør ikke det), er f.eks. fremtiden og fortiden ligeså reelle og eksistrende som nutiden. Tid er bare en ekstra dimension, og den er ligeså reel som op og ned. Bare fordi vi ikke befinder os i Paris lige nu, er det ikke ensbetydende med at Eiffel tårnet ikke eksisterer, når vi ikke kigger, selvom nogle filosofer vil påstå noget andet.

I naturvidenskaben, har man det som kaldes den videnskabelige metode. Den prøver ikke at stålsætte hvad der er sandt. Den kommer med nogle ret gode gæt, som er verificeret via forsøg. Så længe forsøgene passer med forudsigelserne, holder teorien. Passer forsøgene ikke med forudsigelserne er teorien forkert, og så må man lede videre.

Den videnskabelige metode har ført til at man i dag, med rimelig stor sikkerhed kan besvare mange af de store filosofiske spørgsmål. Det er bare ikke altid at svarene er tilfredsstillende for menneskers higen efter en mening med det hele.

Spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Det vil jeg vove at påstå at naturvidenskaben kan forklare i overordnede træk tilbage til for små 14 milliarder år siden. Ligesom creationister har ledt efter steder i evolutions teorien, hvor de kunne pege på det de kaldte missing links, er der huller i naturvidenskaben. Heldigvis fristes man til at sige. Men Big Bang er konsensus. Vi har en rimelig god idé om universets historie siden da. Selv mysteriet med hvordan livet opstod, begynder der at være ret solide teser omkring. Meget tyder på at liv opstår spontant når mulighederne er der, og det er der formentlig mange steder i Universet. Inden for de sidste 20 år har naturvidenskaben fundet så mange exoplaneter, at tanken om at Jorden skulle være noget specielt, er absurd. Speciel for dig og mig, ja. Men i universel sammenhæng nej.

Spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Formentlig er meningen at føre livet videre. Formér dig og dø. De færreste ville sætte spørgsmålstegn ved at det er gældende for en flue, men når det kommer til os selv, mener vi at der må være noget dybere. Personligt tror jeg vi stikker os selv blår i øjnene. Dermed ikke sagt at vi ikke kan have det sjovt undervejs.

Spørgsmål: Hvad sker der når vi dør? Formentlig ikke ret meget. Jamen er der ikke mere end vores liv her på Jorden? Nej, det er der intet konkret bevis for. Tværtimod er der mange beviser for det modsatte. Ikke nogen specielt tilfredsstillende tanke for mange mennesker. Vi ved at døden er sikker som amen i kirken, og mange håber på at livet afløses af noget bedre. Ser man nøgternt og videnskabeligt på det, er der som sagt ikke noget der kan bevise at nogen af religionerne er andet end gode historier, blandet med etiske regler for hvordan vi skal leve vores liv. Altsammen baseret på at "du behøver ikke vide, hvis bare du er stærk i din tro".

På den måde kunne jeg blive ved. Begynder man at studere både de bløde og de mere konkrete videnskaber på tværs af hinanden, tegner der sig efterhånden et ret klart billede af hvem vi er, hvor vi er og hvorfor vi er her.

Da evolutionen havde gjort os tilstrækkeligt intelligente, begyndte vi at undre os over nogle af de ting vi så og nogle af de ting vi gjorde. Helt naturligt begyndte vi derfor at tænke over tingene og lede efter en mening. I dag har der været tænkt meget, og der er opfundet så mange fag termer, at de fleste af de bløde videnskaber kan sætte udenforstående til vægs med ord som "holisme" og "reduktionisme".

Til dem der ikke kender begreberne, kan de groft eksemplificeres med et ur. Skiller man uret ad siger holisterne at man ikke længere har helheden (uret som kan vise tiden), mens reduktionisterne siger at man er nødt til at skille uret ad, for at forstå hvordan det virker. Begge dele er jo rigtige nok! Ordene er normalt ikke nogle vi støder på nede i Super Brugsen, men hvis man forklarer mennesker den med uret kan de fleste følge med.

I alle disse svære ord, specielt hvis man kombinerer flere af dem i en sætning, gemmer sig også muligheden for at få lidt af ens egne personlige holdninger ind, uden at der er alt for mange som opdager, hvad man har gang i. I matematikken er der bred konsensus om at a=b => b=a. Så når man prøver at sige at filosofi er politik, kunne man ligeså godt sige at politik er filosofi.

Stol aldrig på nogen som prøver at argumentere med ord du ikke forstår. Det kan godt være de ikke er fulde af løgn (hvad det så end er), men hvis ikke de kan forklare det de siger på en forståelig måde, holder det sjældent vand, hvis man prikker lidt til det.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Helt banalt er den menneskelige sansning jo også bestemt af den menneskelige konstitution: vore sanser er ikke objektive apparater til opfattelse af en ydre - eller indre - verden, og denne begrænsning er det i sig selv næppe heller muligt for mennesker at gøre sig klart, den vil være et blindt punkt, man måske kun ved koncentration over generationer kan tvinge entiteten til at udvikle. Eller som måske kun udvikles i mødet med omgivelsernes pres.